KOMMENTERET LOV

Denne lovtekst er offentliggjort af JURAPLEXUS og indeholder uofficielle paragrafoverskrifter og noter. Der tages derfor forbehold for fejl og mangler.

Selve lovteksten er ikke ophavsretligt beskyttet, men det er de uofficielle noter og overskrifter. Bemærk at der kan være sket ændringer i loven siden offentliggørelsen af denne udgave. Originale lovtekster (uden kommentarer) kan findes på retsinfo.dk.

Find flere kommenterede love på JURAPLEXUS.DK

Kommentarer sidst opdateret d. 2011-09-29.
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om renter ved forsinket betaling m.v.

(Renteloven)

 

Herved bekendtgøres lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986, med de ændringer, der følger af § 4 i lov nr. 1098 af 21. december 1994, lov nr. 462 af 7. juni 2001 og lov nr. 379 af 6. juni 2002.

[ Lovens anvendelsesområde ]

§ 1. Loven gælder for rente af pengekrav på formuerettens område, jf. dog §§ 8 og 8 a.

Det er vigtigt at bemærke, at loven gælder for rente af pengekrav inden for formuerettens område, dvs. ved ensidigt eller gensidigt stiftede pengekrav. Loven gælder således for f.eks. aftaler om levering af varer/tjenesteydelser og erstatningskrav mv., men ikke for offentligretlige krav såsom krav på skatter og afgifter, bøder, arv mv.

Se også erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2 om renter af erstatning for personskade.

Se også:
- § 7: Om præceptivitet af § 5 (vedr. rentesatsen) i forbrugerforhold.
- § 8: Om rente fra sagsanlæg mv.
- § 9a: Om udenretlige inddrivelsesomkostninger.
- § 9b: Om rykkerskrivelser, rykkergebyrer og inkassogebyr.

    Stk. 2. § 9 a gælder for alle inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens område, mens § 9 b alene gælder for rykker- og inkassogebyrer vedrørende sådanne fordringer.

    Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9 a og 9 b.

    Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Dette gælder ikke, for så vidt angår fravigelse til skade for skyldneren, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. Der kan desuden kræves rente efter §§ 3-5, selv om andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, hvis kravet angår vederlag i henhold til aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som led i sit erhverv og en ordregivende myndighed som defineret i direktiverne 92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF om offentlige indkøbskontrakter.

[ Renter før forfaldsdagen (kreditrente) ]

§ 2. Der skal ikke betales rente for det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen, jf. dog § 1, stk. 3 og stk. 4, 1. og 2. pkt.

Henvisningen til § 1, stk. 3 og 4 indebærer, at der godt kan kræves renter før forfaldsdagen (kreditrente), når dette er bestemt ved lov, er aftalt eller følger af handelsbrug eller sædvane.

En evt. højere (kredit)rente end procesrenten, kan uanset § 7, stk. 1 også kræves i forbrugerforhold efter forfaldsdagen, hvis betingelserne i § 7, stk. 3 er opfyldte.
[ Renter efter forfaldsdagen (morarente) ]

§ 3. Rente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen.

Se også § 3.

Bemærk at det ikke længere er en betingelse for opkrævningen af renter, at der er givet rentepåkrav, når blot der er aftalt en forfaldsdag. Er der ikke aftalt en forfaldsdag, kan morarenter kræves 30 dage efter betalingsanmodning (f.eks. faktura) er fremsat.

Reglerne kan opsummeres således:

Udgangspunkt:
- Forfaldsdagen fastsat i forvejen: Renter betales fra forfaldsdagen, jf. § 3, stk. 1.
- Forfaldsdagen ikke fastsat i forvejen: Renter betales, når der er gået 30 dage efter betalingsanmodning, jf. § 3, stk. 2.

Undtagelser:
- U1: Renter skal dog tidligst betales 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de til kravets bedømmelse nødvendige oplysninger, jf. § 3, stk. 3.
- U2: Retten kan fravige reglerne, når særlige forhold taler derfor, jf. § 3, stk. 5.
- U3: Kreditors fordringshavermora. Se § 4 (og modifikationen hertil i § 4, stk. 2).

Bemærk at rentekrav forældes efter 3 år, jf. forældelsesloven.

    Stk. 2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.

    Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 skal der tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.

    Stk. 4. Uanset stk. 2 og 3 skal der senest betales rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.

    Stk. 5. Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt. Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene bestemme, at rente skal betales fra et tidligere tidspunkt.

[ Kreditors fordringshavermora ]

§ 4. Hvis fordringshaverens forhold hindrer betaling, skal der ikke betales rente, så længe hindringen varer. Dette gælder, uanset det er aftalt, at gælden forrentes forud for forfaldsdagen.

    Stk. 2. Hvis rimelig hensyntagen til fordringshaveren efter hindringens særlige beskaffenhed kræver, at skyldneren indsætter beløbet i bank eller sparekasse, skal han betale fordringshaveren, hvad der ville være indvundet herved.

[ Rentens størrelse: Procesrente efter forfald ] forbrugerpraeceptiv

§ 5. Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Reglerne kan kort opsummeres således:
- Udgangspunkt: Kreditor kan kræve en morarente svarende til procesrenten.
- U1: Kunne fordringshaveren på andet grundlag kræve højere rente, bevarer han retten hertil, jf. § 6. Dette har størst betydning i erhvervsforhold, jf. forbrugerbeskyttelsesreglen i § 7.
- U2: Andet er aftalt eller følger af lovgivningen, jf. § 1, stk. 3, eller af handelsbrug/sædvane (se dog § 7). Dette gælder kun uden for forbrugerforhold, jf. stk. 4 og § 7.

Kravene til rentens størrelse kan ikke fraviges til skade for en skyldner, der er forbruger, jf. § 7. Se dog § 7, stk. 3. om rente før forfaldsdatoen.

Bemærk, at procesrenten reguleres to gange om året. Find den aktuelle procerentesats på Nationalbankens hjemmeside.

Husk at der skelnes mellem renter før forfaldsdagen (kreditrente) og renter efter forfaldsdagen (morarenter). Hvad angår kreditrenten, kan kræves den rente der følger af aftale, sædvane eller handelsbrug.

    Stk. 2. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i stk. 1 nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct.

    Stk. 3. Hvor særlige forhold begrunder det, kan retten bestemme, at der skal betales en højere eller lavere rente. Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene bestemme, at der skal betales en højere rente.

[ Højere rente på andet grundlag ]

§ 6. Kunne fordringshaveren på andet grundlag kræve højere rente, bevarer han retten hertil.

[ Forbrugerpræceptivitet vedr. rentens størrelse ]

§ 7. § 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har indgået, ikke er omfattet af 1. pkt.

§ 5 omhandler rentes størrelse. § 7 indebærer at der i forbrugerforhold ikke kan kræves en morarente, der overstiger procesrenten.

§ 7 indebærer ikke, at det i alle forbrugerforhold er umuligt at kræve en rente, der overstiger procesrenten: § 5 omhandler kun rente efter forfaldsdagen og således ikke renter iht. f.eks. pantebreve. Se § 7, stk. 3.

    Stk. 2. Vedtagelse i de aftaler, der er nævnt i stk. 1, om, at skyldneren efter forfaldsdagen i stedet for eller i tillæg til rente skal betale en løbende provision eller lignende, er ikke bindende for skyldneren i det omfang, summen af rente og provision overstiger renten efter § 5.

    Stk. 3. Skal skyldneren for det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen, betale en fast eller variabel rente, der, eventuelt med tillæg af en løbende provision eller lignende, er højere end den rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, bevarer fordringshaveren dog retten til den højere rente m.v. efter forfaldsdagen.

    Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder ikke for aftaler, der indgås af et godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller kreditinstitut.

[ Rente fra hvornår: Retsforfølgning (pengekrav uden for formueretten) ]

§ 8. Hvis pengekrav uden for formuerettens område ikke betales i rette tid, skal rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, betales fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden.

Sml. § 3, stk. 4.

    Stk. 2. § 3, stk. 5, § 4, stk. 1, § 5, stk. 3, og § 6 gælder også for pengekrav uden for formuerettens område.

§ 8 a. Sagsomkostninger tilkendt ved dom eller anden retsafgørelse i en borgerlig sag forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb med rente som fastsat efter § 5, stk. 1 og 2.

Stk. 2. I tilfælde af appel skal rente betales fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørelsen i den foregående instans, i det omfang afgørelsen om sagsomkostninger stadfæstes. Dette gælder, selv om appel fandt sted inden fuldbyrdelsesfristens udløb eller appellen i øvrigt havde opsættende virkning.


[ Lovbestemmelser om lavere rente (fra retsforfølgning) ]

§ 9. Fører lovbestemmelser om rente for særlige krav til en lavere rente end den, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, skal skyldneren dog betale den der nævnte rente fra den dag, da fordringshaveren begyndte retsforfølgning til betaling af gælden. § 5, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Se § 5.
[ Udenretlige inddrivelsesomkostninger ] forbrugerpraeceptiv

§ 9 a. Fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold.

§ 9a gælder for alle udenretlige inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens område, jf. § 1, stk. 2. Se også inkassolovens § 10 og BKG 601/2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger, samt senere opdatering af taksterne. Bekendtgørelsen fastsætter kravene til opkrævning af udenretlige inddrivelsesomkostninger af debitor (inkassosalær), men regulerer ikke hvor meget inkassator kan kræve i salær af kreditor.

Hvad angår indenretlige inddrivelsesomkostninger, henvises til retsplejelovens regler om sagsomkostninger, jf. stk. 4.

    Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, kan reglen i stk. 1 endvidere ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale.

    Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb.

    Stk. 4. For omkostninger ved retslig inddrivelse gælder retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

[ Rykkere og inkassogebyr mv. ] forbrugerpraeceptiv

§ 9 b. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).

§ 9 b alene gælder for rykker- og inkassogebyrer vedrørende sådanne fordringer, jf. § 1, stk. 2.

Særlovgivningen kan fastsætte højere rykkergebyrer. Se f.eks. erhvervslejelovens § 69, stk. 3 (vedr. erhvervslejemål) og lejelovens § 93, stk. 2.

    Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.

    Stk. 3. Der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr.

    Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. I andre tilfælde kan reglerne i stk. 1-3 fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane i det omfang, som følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.

[ Lovens anvendelse på krav efter 1978 ]

§ 10. Loven finder anvendelse på pengekrav, som forfalder den 1. juli 1978 eller senere.

    Stk. 2. § 7 finder også anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1978, hvis kravet forfalder den 1. juli 1978 eller senere.

    Stk. 3. § 38 i lov nr. 102 af 6. april 1906 om køb, som ændret ved lov nr. 212 af 26. april 1973, og §§ 6 og 62 i lov nr. 146 af 13. april 1938 om gældsbreve, som ændret ved lov nr. 212 af 26. april 1973, ophæves.

[ Ikke Færøerne og Grønland ]

§ 11. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

 

Lov nr. 462 af 7. juni 20011)  indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

    Stk. 2. Loven gælder for rykkergebyrer vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, og for inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden.

 

Lov nr. 379 af 6. juni 20022)  indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

    Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2002.

    Stk. 2. Loven gælder for rente af pengekrav, som forfalder den 1. august 2002 eller senere. § 1, nr. 5,3)  gælder dog kun, hvis den pågældende betalingsanmodning er afsendt eller fremsat den 1. august 2002 eller senere.

    Stk. 3. Loven gælder for inddrivelsesomkostninger, hvor det pågældende betalingskrav opstår efter lovens ikrafttræden. Loven gælder endvidere for rykkergebyrer vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, samt for inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden.

Justitsministeriet, den 4. september 2002

Lene Espersen

/Henrik Øe

Officielle noter

1) Lovændringen gennemfører loft over rykker- og inkassogebyrer i forbrugerforhold (nu § 9 b).

2) Lovændringen vedrører § 1, stk. 2-4, § 2, § 3, stk. 2-3 og stk. 5, § 5, stk. 1-3, § 9 a og § 9 b.

3) § 1, nr. 5, i lov nr. 379 af 6. juni 2002 indebærer en ophævelse af den rentepåkravsregel, som tidligere fulgte af rentelovens § 3, stk. 2.