KOMMENTERET LOV

Denne lovtekst er offentliggjort af JURAPLEXUS og indeholder uofficielle paragrafoverskrifter og noter. Der tages derfor forbehold for fejl og mangler.

Selve lovteksten er ikke ophavsretligt beskyttet, men det er de uofficielle noter og overskrifter. Bemærk at der kan være sket ændringer i loven siden offentliggørelsen af denne udgave. Originale lovtekster (uden kommentarer) kan findes på retsinfo.dk.

Find flere kommenterede love på JURAPLEXUS.DK

Redaktør: Mikko Hollmén Olesen.

Kommentarer sidst opdateret d. 2014-01-19.
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde m.v.
Kapitel 2 Definitioner
Kapitel 3 Undersøgelses- og underretningspligt
Kapitel 4 Legitimation m.v.
Kapitel 5 Interne regler og uddannelse m.v.
Kapitel 6 Tavshedspligt og ansvar
Kapitel 7 Falske penge
Kapitel 8 Registrering og tilsyn m.v.
Kapitel 9 Tilbagemelding
Kapitel 10 Klagebestemmelser
Kapitel 11 Straf
Kapitel 12 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser m.v.
Bilag 1
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme1)

Herved bekendtgøres lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, jf. lovbekendtgørelse nr. 353 af 20. april 2012, med de ændringer, der følger af § 39 i lov nr. 1231 af 18. december 2012, § 4 i lov nr. 1287 af 19. december 2012, § 4 i lov nr. 615 af 12. juni 2013 og § 12 i lov nr. 634 af 12. juni 2013.

Kapitel 1

Anvendelsesområde m.v.

[ Omfattede virksomheder/personer ] § 1. Denne lov finder anvendelse på følgende virksomheder og personer:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 1

Bestemmelsen i § 1 fastlægger lovens anvendelsesområde. Bestemmelsen implementerer direktivets artikel 2, jf. artikel 3 (1) og (2) og svarer delvist til §§ 1, 2 og 4 i betænkningen.

Anvendelsesområdet i § 1 er i det væsentligste en videreførelse af anvendelsesområdet i den gældende lov.

I forhold til den gældende lov præciserer forslaget imidlertid hvilke virksomheder og personer, der er omfattet af loven. Denne præcisering består i, at lovforslaget i videst muligt omfang udtrykkeligt opregner de virksomheder og personer, der er omfattet af loven.

Lovforslaget anvender ikke begreberne kredit- og finansieringsinstitutter. I stedet opregner lovforslaget f.eks. pengeinstitutter, fondsmæglerselskaber og udstedere af elektroniske penge. Visse af disse virksomheder og personer er endvidere omfattet af opsamlingsbestemmelsen i stk. 1, nr. 12. Formålet med disse præciseringer er at skabe klarhed over lovens anvendelsesområde.

Som det er tilfældet for den gældende lov, omfatter lovforslaget ikke Københavns Fondsbørs, Værdipapircentralen, Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), PBS og Dankort A/S. Karakteristisk for disse virksomheder er, at de ikke har direkte kundekontakt men optræder som formidlere for finansielle virksomheder og andre virksomheder, der er involveret i finansielle transaktioner. I det omfang disse forudsætninger ændres, således at virksomhederne får direkte kundekontakt, vil der skulle foretages en vurdering af, om virksomhederne er omfattet af lovforslaget.

1) Pengeinstitutter.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Efter stk. 1, nr. 1 og 2, er pengeinstitutter og realkreditinstitutter omfattet af lovforslaget. Dette svarer til den gældende lov, som omfatter kreditinstitutter, jf. den gældende lovs § 1, stk. 1, nr. 1. Forslaget gennemfører artikel 2 (1) (1), jf. artikel 3 (1) i direktivet."

2) Realkreditinstitutter.

3) Fondsmæglerselskaber.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Endvidere omfatter lovforslaget fondsmæglerselskaber, jf. nr. 3, der gennemfører artikel 2 (2), jf. artikel 3 (2) (a) og (c) i direktivet, og investeringsforvaltningsselskaber, jf. nr. 4, der gennemfører artikel 2 (2), jf. artikel 3 (2) (a). Både fondsmæglerselskaber og investeringsforvaltningsselskaber er omfattet af den gældende lov, jf. § 1, stk. 1, nr. 1."

4) Investeringsforvaltningsselskaber.

5) Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser er også omfattet af loven, jf. nr. 5, der implementerer artikel 2 (2), jf. artikel 3 (2) (b) i direktivet.

Den gældende lov finder anvendelse på livsforsikringsselskaber og pensionskasser omfattet af lov om finansiel virksomhed, jf. § 1, stk. 1, nr. 2. Det foreslås at ophæve tilføjelsen »omfattet af lov om finansiel virksomhed«, og i stedet nævne de forsikringsselskaber og pensionskasser, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, dvs. livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Ændringen er således redaktionel.

Selv om der i 1995 blev indført hjemmel for livsforsikringsselskaber til at tegne forsikringer inden for skadesforsikringsklasserne 1 og 2, dvs. syge- og ulykkesforsikringer, er det alene livsforsikringer, der er omfattet af forslaget og den gældende lov.
"

6) Sparevirksomheder.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Sparevirksomheder og udstedere af elektroniske penge er udtrykkeligt nævnt i forslaget, jf. nr. 6 og 7. Ved udstedere af elektroniske penge forstås alle virksomheder, der udøver virksomhed omfattet af § 308, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Dette gælder, uanset om virksomheden er omfattet af undtagelserne i § 308, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed. Sparevirksomheder og udstedere af elektroniske penge er også omfattet af den gældende lov, idet sparevirksomheder og udstedere af elektroniske penge udøver en eller flere af de i bilag 1 nævnte aktiviteter, jf. den gældende lovs § 1, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås imidlertid at nævne sparevirksomheder og udstedere af elektroniske penge direkte i loven med henblik på at skabe klarhed og gennemsigtighed. Efter den gældende lov er det dog et krav, at de i bilag 1 nævnte aktiviteter udøves som hovedaktiviteter. Kravet om hovedaktivitet foreslås ophævet, jf. nedenfor vedrørende nr. 12."

7) Udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge.

8) Forsikringsmæglere, når de formidler livsforsikring eller andre investeringsrelaterede forsikringer.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Forsikringsmæglere er også omfattet af lovforslaget, jf. nr. 8. Efter lovforslaget finder loven kun anvendelse på forsikringsmæglere, når de formidler livsforsikring eller andre investeringsrelaterede forsikringer. Dette er en ændring i forhold til den gældende lov, jf. § 1, stk. 2, nr. 4. Forslaget er i overensstemmelse med direktivet, jf. artikel 2 (2), jf. artikel 3 (2) (e)."

9) Udenlandske virksomheders filialer og agenter her i landet, der udøver virksomhed efter nr. 1-8 og 10.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i nr. 9 gennemfører delvist direktivets artikel 2 (2), jf. artikel 3 (2) (f). Ifølge direktivets artikel 3 (2) (f) omfatter direktivet filialer af virksomheder og personer, der er finansieringsinstitutter efter artikel 3 (2) (a)-(e), herunder virksomheder, der udøver virksomhed med valutaveksling og overførsel af penge og andre værdier.

Lovforslaget omfatter imidlertid kun udenlandske virksomheders filialer her i landet, der udøver virksomhed efter nr. 1-8. Baggrunden for dette er, at det inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, som udgangspunkt er hjem landets tilsynsmyndighed, der fører tilsyn med en filial af en udenlandsk virksomhed, der udøver den i nr. 1-8 nævnte virksomhed. Det er således ikke tilsynsmyndigheden i det land, hvor filialen udøver virksomhed, der fører tilsyn med filialen. Hvis eksempelvis en engelsk bank etablerer en filial i Danmark, er det som udgangspunkt den engelske tilsynsmyndighed, der fører tilsyn med filialen.

Bestemmelsen i nr. 9 fraviger dette udgangspunkt om hjem landstilsyn i forhold til virksomhederne i nr. 1-8, idet forslagets § 34 indebærer, at det er Finanstilsynet, der fører tilsyn med, at filialer af ovennævnte virksomheder i Danmark overholder denne lov. Når direktivet fraviger princippet om hjem landstilsyn, kan det ses som udtryk for nødvendigheden af, at jurisdiktionsområdet er den medlemsstat, hvor virksomheden udøves (værtslandet).

En filial af en virksomhed uden for Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, er også omfattet af nr. 9."

10) Investeringsforeninger og specialforeninger, kollektive investeringsordninger, fåmandsforeninger, professionelle foreninger og hedgeforeninger.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Investeringsforeninger og specialforeninger, kollektive investeringsordninger, fåmandsforeninger, innovationsforeninger samt hedgeforeninger, jf. bestemmelsens nr. 10, virksomheder, der udøver virksomhed med valutaveksling og overførsel af penge og andre værdier, jf. nr. 11, og øvrige personer, der erhvervsmæssigt udøver en eller flere af de i bilag 1 nævnte aktiviteter, jf. nr. 12, er ikke omfattet af et udgangspunkt om hjem landstilsyn.

I det omfang andre udenlandske virksomheder end nævnt under nr. 1-8 efter anden lovgivning har adgang til at etablere filialer i Danmark, vil den virksomhed, der udøves gennem filialen med f.eks. pengeoverførsel, være omfattet af lovforslaget. Dette indebærer, at den virksomhed, som filialen udøver i Danmark, er underlagt dansk tilsyn.

Investeringsforeninger og specialforeninger, kollektive investeringsordninger, fåmandsforeninger, innovationsforeninger samt hedgeforeninger er omfattet af lovens anvendelsesområde, jf. nr. 10. Bestemmelsen implementerer artikel 2 (2), jf. artikel 3 (2) (d) i direktivet. Den gældende lov omfatter kun investeringsforeninger og specialforeninger, jf. bilag 1, punkt 14. Udvidelsen følger af artikel 3 (2) (d) i direktivet.

Virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling og virksomheder og personer, der udøver virksomhed med overførsel af penge og andre værdier, er også omfattet af loven, jf. nr. 11. Forslaget gennemfører artikel 2 (2), jf. artikel 3 (2) (a) i direktivet."

11) Virksomheder og personer, herunder filialer af og agenter for udenlandske virksomheder, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"I forslaget til § 1, stk. 1, nr. 11, er virksomheder, der er omfattet af lov om postvirksomhed, og pengetransportvirksomheder, i modsætning til den gældende lov, ikke udtrykkeligt nævnt, da disse virksomheder ikke er omfattet af direktivet eller FATFs anbefalinger. Dette medfører en indskrænkning i forhold til den gældende lov af, hvilke post- og pengetransportvirksomheder, der er omfattet af loven. Således er det efter forslagets nr. 11 alene de post- og pengetransportvirksomheder, der overfører penge og andre værdier, der er omfattet af loven. Baggrunden for denne ændring er, at der er risiko for, at disse post- og transportvirksomheder benyttes i forbindelse med hvidvask og terrorfinansiering.

Det er således alene pengeoverførselsvirksomheder, virksomheder, der udøver virksomhed med valutaveksling, og udbydere af tjenesteydelser til virksomheder, der skal registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. forslagets § 31.

Udtrykket »overførsel af penge og andre værdier« skal fortolkes i overensstemmelse med note 4 til FATFs særlige anbefaling nr. VI. Herefter skal overførsel af penge og andre værdier forstås som en finansiel service, hvor f.eks. en virksomhed accepterer kontanter, checks eller andre monetære instrumenter på ét sted og udbetaler et tilsvarende beløb et andet sted, uanset hvordan transaktionen finder sted. Det er desuden ikke et krav, at overførslen sker på tværs af landegrænser.

Den rene pengetransport, f.eks. hvor en pengetransportvirksomhed transporterer den daglige omsætning fra et varehus til varehusets bankforbindelse, er ikke omfattet. Endvidere vil pengeinstitutters pengetransport i forbindelse med kontantforsyningen i Danmark ikke være omfattet. Derimod vil pengetransportvirksomhed være omfattet, hvis der som led i transporten sker et ejerskifte, det vil sige, hvis retten til at disponere over pengene skifter fra en person til en anden.

Ved at beskrive området som »erhvervsmæssigt« tydeliggøres, at mere enkeltstående dispositioner eller dispositioner, som ligger udenfor den ansattes ansættelsesområde, bliver omfattet af loven, jf. tilsvarende nr. 12 og 16."

12) Øvrige virksomheder og personer, herunder filialer af og agenter for udenlandske virksomheder, der erhvervsmæssigt udøver en eller flere af de i bilag 1 nævnte aktiviteter.

Nr. 12 er en opsamlingsbestemmelse, hvorefter loven også omfatter øvrige virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver en eller flere af de i bilag 1 nævnte aktiviteter. En del af de virksomheder, der er nævnt ovenfor, udøver erhvervsmæssigt en eller flere af de i bilag 1 nævnte aktiviteter, men disse virksomheder er udtrykkeligt nævnt for at skabe klarhed og gennemsigtighed. Bestemmelsens nr. 12 gennemfører artikel 2 (2), jf. direktivets artikel 3 (2) (a), og omfatter bl.a. factoringsselskaber og leasingselskaber.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til forskel fra den gældende lov indeholder forslaget ikke et krav om, at aktiviteterne skal udøves som hovedaktivitet. Forslaget er i overensstemmelse med direktivet. Bilag 1 til forslaget svarer til bilag I til direktiv 2000/12/EF (kreditinstitutdirektivet). I overensstemmelse med direktivet er kreditoplysninger ikke omfattet af forslagets bilag 1.

Betegnelsen »erhvervsmæssigt« skal forstås på samme måde som i nr. 11 og 16."

13) Advokater, når de deltager med bistand ved planlægning eller udførelse af transaktioner for deres klienter i forbindelse med

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Nr. 13 om advokater gennemfører direktivets artikel 2 (3) (b). Bestemmelsen i nr. 13 indeholder en udvidelse i forhold til direktivet, idet bestemmelsen omfatter advokater, når disse yder anden forretningsmæssig rådgivning. Hermed opretholdes den gældende retstilstand.

Begrundelsen for den gældende retstilstand er, at der inden for rådgivningsvirksomhed til stadighed sker en brancheglidning mellem de enkelte rådgivningstyper. »Anden forretningsmæssig rådgivning« foreslås derfor medtaget med henblik på at stille de forskellige indberetningspligtige rådgivningsgrupper ens.

Advokater er kun omfattede af lovforslaget, når de udøver de i litra a) og b) opregnede aktiviteter. Litra a) omfatter de situationer, hvor advokaten bistår sin klient ved udførelsen eller planlægningen af visse aktiviteter. Litra b) omfatter de situationer, hvor advokaten handler efter fuldmagt fra klienten.

Advokater er endvidere kun omfattet af lovforslaget i relation til klienter. De er derfor ikke underretningspligtige, hvis de afviser en henvendelse fra en person, hvor der er mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering, hvis den pågældende ikke har klientstatus.

Det antages, at et klientforhold som altovervejende hovedregel kommer i stand ved en udtrykkelig aftale om advokatens udførelse af det pågældende opdrag. Et klientforhold kan endvidere komme i stand ved, at advokaten udfører opdraget som led i en offentlig beskikkelsesordning eller i kraft af en testamentarisk bestemmelse, f.eks. når en advokat ved testamente er indsat som bobestyrer.

Derimod er der ikke tale et klientforhold, hvis der alene foreligger en henvendelse fra en person eller virksomhed med anmodning om advokatens bistand. Der kan f.eks. være tale om, at advokaten kontaktes telefonisk af en person, der ikke i forvejen er klient hos advokaten, men som ønsker advokatens hjælp i forbindelse med en forestående transaktion. Under samtalen fortæller denne person advokaten om den pågældende transaktion, herunder hvorledes transaktionen påtænkes finansieret. På baggrund af disse oplysninger, som advokaten får forelagt under telefonsamtalen, ønsker advokaten ikke at påtage sig opgaven, hvilket advokaten meddeler personen i slutningen af telefonsamtalen.

Advokaters ejendomsformidlingsvirksomhed, jf. lov om omsætning af fast ejendom, er omfattet af bestemmelsen i nr. 13."

a) køb og salg af fast ejendom eller virksomheder,

b) forvaltning af klienters penge, værdipapirer eller andre aktiver,

c) åbning eller forvaltning af bank-, opsparings- eller værdipapirkonti,

d) tilvejebringelse af nødvendig kapital til oprettelse, drift eller ledelse af virksomheder, eller

e) oprettelse, drift eller ledelse af virksomheder.

14) Advokater, når de på deres klients vegne og for dennes regning foretager en finansiel transaktion eller en transaktion vedrørende fast ejendom.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Ved lov nr. 422 af 6. juni 2002 blev den gældende lov udvidet til også at omfatte bl.a. revisorer og skatterådgivere, ejendomsmæglere og personer og virksomheder, der yder tilsvarende ydelser, jf. den gældende lovs § 1, stk. 2, nr. 2, 3 og 6.

Ved de her foreslåede ændringer præciseres det, at bestemmelsen i nr. 14 kun omfatter personer og virksomheder, der udøver virksomhed som statsautoriseret eller registreret revisorer. Skatterådgivere og eksterne bogholdere samt revisorer, der hverken er statsautoriserede eller registrerede revisorer, og andre lignende erhverv omfattes af bestemmelsens nr. 16."

15) Statsautoriserede og registrerede revisorer.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:
"Den foreslåede bestemmelse i nr. 15 svarer til den gældende lovs § 1, stk. 2, nr. 3. I lighed med det der er foreslået under nr. 14, omfatter denne bestemmelse kun personer og virksomheder, der er registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens ejendomsmæglerregister. Personer og virksomheder, der udøver virksomhed, der ligger tæt op af denne form for virksomhed, er omfattet af den foreslåede bestemmelse i nr. 16, i det omfang personen eller virksomheden ikke er omfattet af andre bestemmelser. Advokaters ejendomsformidlingsvirksomhed er således omfattet af bestemmelsen i nr. 13."

16) Ejendomsmæglere.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Med nr. 16 foreslås en opsamlingsbestemmelse, der omfatter personer og virksomheder, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed, der ligger tæt op af den virksomhed, der udøves af advokater, statsautoriserede og registrerede revisorer samt ejendomsmæglere, jf. forslagets nr. 13-15.

I forhold til den gældende hvidvasklov foreslås det at ændre »mod betaling yder tilsvarende ydelser« til »erhvervsmæssigt leverer samme ydelser«. Dette er i overensstemmelse med betænkningen, jf. betænkningens § 1, stk. 2, nr. 5.

Betegnelsen »erhvervsmæssigt« skal forstås på tilsvarende måde som nævnt i nr. 11 og 12. Herved tydeliggøres det, at mere enkeltstående dispositioner falder udenfor betegnelsen. Også dispositioner, som ligger udenfor det man er ansat til, f.eks. hvis en rengøringsassistent eller hjem mehjælper bistår med betaling af regninger falder udenfor betegnelsen. Udtrykket »samme ydelser« dækker de områder, persongrupperne i nr. 13-15 normalt beskæftiger sig med, hvilket svarer til »tilsvarende ydelser« i den gældende lov."

17) Virksomheder og personer, der i øvrigt erhvervsmæssigt leverer samme ydelser som de i nr. 13-16 nævnte persongrupper, herunder skatterådgivere og eksterne bogholdere.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsens nr. 17 om udbydere af tjenesteydelser til virksomheder gennemfører direktivets artikel 2 (3) (c), jf. artikel 3 (7). Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende lov. Udbydere af tjenesteydelser til virksomheder er defineret i forslagets § 3, nr. 5. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse."

18) Udbydere af tjenesteydelser til virksomheder, jf. § 3, nr. 5.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Det fremgår af nr. 18, at Danmarks Nationalbank er omfattet af loven. Nationalbanken er ikke omfattet af direktivets anvendelsesområde, idet direktivets definition af kreditinstitutter ikke omfatter centralbanker. Nationalbanken har imidlertid selv ønsket at være omfattet af loven. Nationalbanken er derfor ikke underlagt tilsyn i medfør af lovforslaget."

19) Danmarks Nationalbank, i det omfang den udøver tilsvarende virksomhed som de i nr. 1 nævnte institutter.

[ Kontantforbud for andre erhvervsdrivende ] Stk. 2. Denne lovs § 2 finder anvendelse på erhvervsdrivende, der ikke er omfattet af stk. 1.

Se § 2.

Se også BKG 712/2008.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsens stk. 2 gennemfører direktivets artikel 2 (2), jf. artikel 40 (1) (d). I henhold til artikel 40 kan Kommissionen, for at tage højde for den tekniske udvikling indenfor området og for at sikre en ensartet anvendelse af direktivet, afklare tekniske aspekter samt indføre tekniske kriterier i forhold til visse af bestemmelserne i direktivet. Kommissionens beslutning skal ske efter en særlig komitologi-procedure. Kommissionen bistås endvidere af et udvalg til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering efter direktivets artikel 38.

Bestemmelsen i stk. 2 indebærer, at personer og virksomheder, der er omfattet af forslagets stk. 1, nr. 1-12, kan undtages fra loven, hvor dette er besluttet af Kommissionen efter ovennævnte komitologi-procedure. Dette forudsætter, at virksomheden udøves lejlighedsvis eller på et meget begrænset grundlag, således at der kun er en lille risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme, jf. artikel 2 (2) i direktivet. Såfremt Kommissionen træffer beslutning, som nævnt i bestemmelsen, kan Finanstilsynet fastsætte regler herom i en bekendtgørelse."

[ Fastsættelse af regler om undtagne virksomheder mv. ] Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte regler om, at loven ikke finder anvendelse på de i stk. 1, nr. 1-12, nævnte virksomheder eller personer i de tilfælde, hvor Kommissionen beslutter det efter artikel 40 i 3. hvidvaskdirektiv.

[ Operatører af regulerede markeder ] Stk. 4. For en operatør af et reguleret marked, der har fået tilladelse i Danmark til at være auktionsplatform i henhold til Kommissionens forordning nr. 1031/2010 af 12. november 2010 (CO2-auktioneringsforordningen), finder §§ 6, 7 og 9-11, § 12, stk. 1-7, § 13, stk. 1 og 2, §§ 15, 17 og 18, § 19, stk. 1, 2 og 4, §§ 21-29, § 34, stk. 1 og 4-7, § 34 a, § 34 c, stk. 2-5, § 34 d og §§ 35-37 anvendelse ved det regulerede markeds aktiviteter som auktionsplatform i henhold til CO2-auktioneringsforordningen.

Kontantforbud

[ Kontantforbud (begrænsning vedr. ikke omfattede erhvervsdrivende mv.) ] § 2. Erhvervsdrivende, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, må ikke modtage kontantbetalinger på 50.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Bestemmelsen gælder således for virksomheder, der ikke ellers er omfattet af hvidvaskloven, jf. Se § 1, stk. 2.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 2

Det følger af den gældende hvidvasklov, at forhandlere af genstande og auktionsholdere er omfattet af lovens anvendelsesområde, hvis beløbet, der omsættes for, modsvarer 15.000 euro eller derover, og der betales med kontanter.

Det foreslås i stedet at indføre et forbud mod, at forhandlere af genstande og auktionsholdere modtager kontantbetalinger på 15.000 euro eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der ser ud til at være indbyrdes forbundet. Forslaget betyder, at forhandlere af genstande og auktionsholdere ikke må modtage kontantbetalinger på 15.000 euro eller derover. Det samme gælder, hvis kontantbetalingen består af flere betalinger, der tilsammen udgør 15.000 euro eller derover, og der ser ud til at være en sammenhæng med betalingerne. Det sidste led i bestemmelsen er indsat for at hindre omgåelsestilfælde.

Bestemmelsen vurderes at leve op til både anbefalingerne fra FATF samt 3. hvidvaskdirektiv. De facto omfatter underretningspligten dog kun forhandlere af genstande af en vis værdi, eksempelvis bilforhandlere, antikvitetsforhandlere og guldsmede. Dette hænger sammen med, at det typisk er disse typer af forhandlere, der modtager kontantbetalinger af en sådan størrelsesorden.

Det antages, at det er de færreste betalinger på 15.000 euro eller derover, der sker kontant. Betalinger af denne størrelse vil derimod typisk ske ved brug af elektroniske betalingssystemer eller check. Det vurderes derfor, at den praktiske virkning af et forbud mod, at forhandlere af genstande samt auktionsholdere modtager kontantbetalinger i denne størrelsesorden, er begrænset.

Som konsekvens af denne bestemmelse, vil forhandlere af genstande og auktionsholdere blive undtaget fra lovens anvendelsesområde.


Kapitel 2

Definitioner

[ Definitioner ] definition § 3. I denne lov forstås ved:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 3

Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 og 2 er en konsekvens af, at direktivet opererer med forskellige juridiske og retlige enheder samt retlige arrangementer. Det er derfor nødvendigt både at definere begrebet »selskaber« og begrebet »virksomheder«. Der er ved definitionerne i nr. 1 og nr. 2 søgt en så bred definition som muligt, og opregningen af de nedenfor nævnte selskabs- og virksomhedsformer er ikke udtømmende.


1) Selskaber: Juridiske personer.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Begrebet »selskaber« i nr. 1 skal i dette lovforslag forstås bredt. Det indeholder alle juridiske personer, herunder aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber, partnerselskaber, foreninger og fonde (selvejende institutioner), interessentskaber samt kommanditselskaber."

2) Virksomheder: Selskaber og andre tilsvarende retlige arrangementer.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Begrebet »virksomheder« i nr. 2 omfatter selskaber, som defineret under nr. 1, men derudover også andre retlige arrangementer som f.eks. udenlandske virksomheds- og foreningsformer, som ikke umiddelbart er kendte i det danske retssystem. Blandt andet fokuserer direktivet særligt på de såkaldte »trusts«. Begrebet kendes fra lande med common law.

Trust er ikke et kendt begreb i dansk ret og kan ikke sammenlignes med en dansk fond. Der er endvidere ingen ejer af en dansk fond i modsætning til en trust. En dansk fonds midler skal være uigenkaldeligt udskilt fra stifter, således at midlerne ikke på et senere tidspunkt kan tilbageføres til denne. Endeligt er en dansk fond gennemreguleret på samme måde som f.eks. et aktieselskab. Det er nødvendigt, at lovforslaget også dækker udenlandske virksomhedsformer så som trusts, idet lovforslagets forpligtelser til blandt andet at identificere de reelle ejere tillige gælder i forhold til kunder fra udlandet.

Det kendetegnende ved en trust er, at der er tale om et retligt arrangement, der bygger på en aftale, hvorved en person (en stifter) overdrager midler til en eller flere forvaltere (trustee) til fordel for en eller flere bestemte personer (beneficial owner) eller formål. I modsætning til en dansk fond vil formuegoderne i en trust kunne tilbageføres til stifteren. Trusten giver dermed mulighed for, at stifter kan beskytte sig mod sine kreditorer i en periode for derefter at tilbageføre midlerne til sig selv igen."

3) Reguleret marked: Et marked som defineret i artikel 4 (14) i direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter. Befinder markedet sig i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal markedet være optaget på listen nævnt i artikel 47 i direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter. Befinder markedet sig i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal markedet være medlem af World Federation of Exchanges (WFE).

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Det foreslås i nr. 3. at indsætte en definition af et reguleret marked. Begrebet »reguleret marked« er defineret i artikel 4 (14) i direktiv 2004/39/EF om markeder for finansielle instrumenter. Et reguleret marked er blandt andet kendetegnet ved, at det har opnået tilladelse som reguleret marked samt efterlever reglerne i direktiv 2004/39/EF.

Befinder markedet sig i Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, skal markedet være optaget på en liste over regulerede markeder, som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, jf. artikel 47 i direktiv 2004/39/EF. Befinder markedet sig derimod i et land udenfor Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal markedet være medlem af den internationale sammenslutning af børser, World Federation of Exchanges (WFE). Listen over sammenslutningens medlemmer offentliggøres på www.fibv.com."

4) Reelle ejere: Fysiske personer, der i sidste instans ejer eller kontrollerer kunden eller den fysiske person, på hvis vegne en handling eller transaktion gennemføres, herunder:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Den foreslåede bestemmelse i nr. 4 er ny og gennemfører direktivets artikel 3 (6). Med bestemmelsen defineres hvilke fysiske personer, der i lovforslaget anses for at have en kontrollerende indflydelse på en virksomhed og dermed er reelle ejere i lovforslagets forstand.

Bestemmelsen tager udgangspunkt i en konkret vurdering af, hvornår en fysisk person kan siges at have kontrollerende indflydelse på den virksomhed eller person, der er kunde. Kontrollerende indflydelse afhænger blandt andet af ejerskab af kapitalandele/ejerandele og stemmerettigheder samt virksomhedens vedtægter og øvrige aftaler, såsom aktionæroverenskomster og opdeling i aktieklasser m.v. Undersøgelsen skal foretages tilbage til en eller flere fysiske personer, der har den endelige kontrol med en virksomhed. Såfremt en fysisk person har pant i en virksomheds ejerandele, og stemmerettighederne forbundet med disse ejerandele følger med pantet, er der ligeledes tale om en reel ejer, såfremt disse stemmerettigheder ud fra en konkret vurdering giver en kontrollerende indflydelse.

Der er i bestemmelsens litra a)-e) anført nogle eksempler på, hvornår der er tale om kontrollerende indflydelse. Da litra a)-e) således kun er eksempler, vil en person, der f.eks. ejer en mindre procentdel af kapitalen i en virksomhed, også kunne anses for en reel ejer efter lovforslagets generelle definition.

Litra a) og b) vedrører kontrol m.v. over selskaber. Ifølge litra a) giver ejerskab eller kontrol over mere end 25 pct. af et selskabs ejerandele eller stemmerettigheder en kontrollerende indflydelse på selskabet. Bestemmelsen i litra b) om personer, der på anden måde end den i litra a) nævnte udøver kontrol over et selskabs ledelse, har navnlig betydning i forhold til personer, der har ret til at udnævne eller afsætte et flertal af medlemmerne i et selskabs bestyrelse eller lignende ledelsesorgan.

Litra c)-e) er en konsekvens af direktivets artikel 3 (6) (ii), der særligt opregner eksempler for fonde og andre retlige arrangementer, der administrerer og distribuerer midler. Der er navnlig i forbindelse med forhandlingerne af direktivforslaget tænkt på de såkaldte trusts, jf. bemærkningerne til forslagets nr. 2.

På baggrund af direktivets formål vil opmærksomheden på, hvem der har kontrollerende indflydelse som omhandlet i eksemplerne i litra c)-e) særligt være relevant i forhold til trusts. Det er ifølge litra c) nødvendigt at identificere de personer, der skal modtage 25 pct. eller mere af en trusts formuegoder, såfremt disse personer allerede er kendt. Begrebet »formuegoder«, som nævnt i bestemmelsens litra c) og e), skal forstås i overensstemmelse med direktivets definition i artikel 3 (3). Der er således tale om aktiver af enhver art, hvad enten der er tale om løsøre eller fast ejendom, materielle eller immaterielle aktiver, samt juridiske dokumenter eller instrumenter, herunder elektroniske eller digitale, der tjener som bevis for ejendomsretten til sådanne aktiver eller dertil knyttede rettigheder.

Vedrørende danske fonde er det ikke relevant at fokusere på personer, som skal modtage mere end 25 pct. af fondens formuegoder efter litra c). I en dansk fond kan der kun foretages uddeling af fondens frie reserve - de såkaldte uddelingsmidler. Det er derfor relevant i forhold til danske fonde at se på, om der findes personer, der skal modtage mere end 25 pct. af fondens uddelingsmidler.

Hvis de begunstigede personer ikke er kendt, er det ifølge litra d) tilstrækkeligt at notere sig den gruppe af personer, i hvis hovedinteresse en trust eller en dansk fond er oprettet eller fungerer. Betragtning 9 til direktivets præambel anfører i den forbindelse, at det naturligvis ikke er muligt og dermed ikke påkrævet at identificere de enkelte personer indenfor gruppen.

For så vidt angår litra e) vil personer, der udøver kontrol over mindst 25 pct. af uddelingsmidlerne i en dansk fond, omfatte fondens bestyrelse, der styrer fonden under iagttagelse af fondens formål og en evt. uddelingsbestemmelse. I en trust vil personer, der udøver kontrol over mindst 25 pct. af en trusts formuegoder, også kunne omfatte stifteren af trusten, da stifteren kan være trustee (forvalter).
"

a) Personer, der i sidste instans ejer eller kontrollerer et selskab ved direkte eller indirekte ejerskab eller kontrol over mere end 25 pct. af ejerandelene eller stemmerettighederne i selskabet, bortset fra selskaber, hvis ejerandele handles på et reguleret marked.

b) Personer, som på anden måde udøver kontrol over et selskabs ledelse.

c) Personer, som ifølge en fonds vedtægter eller på anden måde skal modtage 25 pct. eller mere af en fond eller andet lignende retligt arrangements uddelingsmidler eller andre formuegoder, hvis disse personer er kendt.

d) Den personkreds, i hvis hovedinteresse en fond eller et andet lignende retligt arrangement er blevet oprettet eller fungerer.

e) Personer, der udøver kontrol over mindst 25 pct. af en fonds eller et andet lignende retligt arrangements uddelingsmidler eller andre formuegoder.

5) Udbydere af tjenesteydelser til virksomheder: Enhver, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 13-15, når de erhvervsmæssigt udøver følgende virksomhed:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i nr. 5 er ny og er begrundet i direktivets artikel 3 (7). Med bestemmelsen foreslås en definition af begrebet »udbydere af tjenesteydelser til virksomheder«. Bestemmelsen er subsidiær i forhold til de foreslåede bestemmelser i § 1, nr. 13 og 14, som vedrører advokater og revisorer.

Ifølge litra a) er alle fysiske og juridiske personer omfattet af definitionen, når de erhvervsmæssigt opretter selskaber for tredjemand. Såkaldte »skuffeselskabsfabrikanter« er også omfattet. Ved et skuffeselskab forstås et allerede eksisterende aktie- eller anpartsselskab, der købes fra en professionel stifter, og hvor selskabet ikke fra stiftelsen og til købstidspunktet har drevet erhvervsmæssig virksomhed.

En person vil kun være omfattet af forslagets litra b) , hvis det foregår i erhvervsøjemed. Det følger af betragtning 17 til direktivets præambel, at funktionen som et selskabs bestyrelsesmedlem eller direktør ikke automatisk gør den pågældende person til en udbyder af tjenesteydelser til virksomheder. Denne definition omfatter kun de, der i erhvervsøjemed for tredjemand fungerer som bestyrelsesmedlem af eller direktør for en virksomhed.

Kontorhoteller er omfattet af litra c). Ved kontorhoteller forstås enhver, der erhvervsmæssigt stiller adresser og dertil knyttede tjenester til rådighed for virksomheder. Det forudsættes, at tjenesteyderen også stiller dertil knyttede tjenester til rådighed, der relaterer sig til drift af virksomheden. Det kan f.eks. bestå i en reception eller telefontjeneste.

Under litra d) omfattes de såkaldte trustees, dvs. de personer, der af stifteren af en trust er udpeget til at forvalte midlerne i en trust. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets nr. 2, der omtaler begrebet trust. Begrebet »administratorer« kendes fra almennyttige fonde.

Den foreslåede bestemmelse under litra e) medfører, at en aktionær, der erhvervsmæssigt driver virksomhed som aktionær, er omfattet af lovforslagets bestemmelser, hvilket også betyder, at aktionæren skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, jf. forslagets § 31. Ved aktionær forstås en nominee, hvilket f.eks. er personer, som indskriver aktier i eget navn i en fortegnelse over aktionærer, hvor det samtidig fremgår, at disse aktier er ejet af en anden. Litra e) omfatter endvidere personer, som sørger for, at andre fungerer som aktionær. Bestemmelsen er dog begrænset således, at en person ikke er omfattet, hvis personen kun er aktionær for virksomheder, hvis ejerandele handles på et reguleret marked."

a) Opretter selskaber.

b) Fungerer som eller sørger for, at en anden person fungerer som ledelsesmedlem i en virksomhed eller som deltager i et interessentskab eller en tilsvarende post i andre selskaber.

c) Stiller hjemstedsadresse eller anden adresse, der på lignende vis er beregnet som kontaktadresse og dertil knyttede tjenester, til rådighed for en virksomhed.

d) Fungerer som eller sørger for, at en anden fungerer som forvalter eller administrator af en fond eller et tilsvarende retligt arrangement.

e) Fungerer som eller sørger for, at en anden fungerer som aktionær for tredjemand, medmindre denne er en virksomhed, hvis ejerandele m.v. handles på et reguleret marked.

6) Politisk udsatte personer: Personer, som har eller har haft en højerestående offentligt hverv, sådanne personers umiddelbare familiemedlemmer eller personer, der er kendt som deres nære samarbejdspartnere.

Se også definitionen i § 4 i BKG 712/2008.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Definitionen af politisk udsatte personer i forslagets nr. 6 bygger på en definition i direktivets artikel 3 (10) samt FATFs definition.

Det foreslås, at politisk udsatte personer defineres som personer, der har eller har haft en højerestående offentlig funktion. Herved omfattes for eksempel statsoverhoveder, så som præsidenter og ministre, parlamentsmedlemmer, dommere, militærpersoner med højerestående rang, statstjenestemænd med ledende poster, partiformænd i politiske partier samt medlemmer af ledelsen i statsejede selskaber. Der er således ikke tale om personer med højerestående positioner i regionale organer, som det der svarer til danske amter og kommuner, i udlandet.

Endvidere foreslås det, at bestemmelsen omfatter personer, der er knyttet til sådanne personer ved registreret partnerskab, ægteskab eller sådanne personers børn eller forældre samt personer, der er kendt som disses nære medarbejdere. Ved »kendt« forstås almindelig kendt i offentligheden.

Formålet med en definition af politisk udsatte personer i lovforslaget er, at der ifølge forslagets § 19, stk. 4, stilles skærpede krav til kundekendskab, når der er tale om politisk udsatte personer, der er bosiddende i et andet land. Dette gælder også danske politisk udsatte personer, der er bosiddende i et andet land. Betragtning 25 i direktivets præambel begrunder denne skærpede opmærksomhed på politisk udsatte personer bosat i udlandet særligt med hensynet til bekæmpelse af korruption, hvorfor opmærksomheden særligt skal rettes mod lande med udbredt korruption."

7) Lejlighedskunder: Kunder, som bistås med enkeltstående transaktioner eller enkeltstående rådgivningsopgaver, hvor der ikke er etableret et fast kundeforhold eller optaget en forretningsmæssig forbindelse.

8) Kontroloplysninger: Oplysninger om den legitimation, som tilvejebringes for at kontrollere, at identitetsoplysninger er korrekte.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, hvad der skal forstås ved politisk udsatte personer i stk. 1 nr. 6.

[ Hvidvask ] definition § 4. Ved hvidvask skal i denne lov forstås

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 4

Bestemmelsen svarer til betænkningens forslag. Der er tale om en udvidelse i forhold til den gældende lovs § 2, idet forslaget også omfatter overtrædelser af særlovgivningen. Direktivets definition af hvidvask findes i artikel 1 (2) sammenholdt med artikel 3 (4) og 3 (5).

Bestemmelsen beskriver, hvad udtrykket »hvidvask« dækker. Beskrivelsen tager udgangspunkt i hæleribestemmelsen i straffelovens § 290.

I dansk ret omfatter det strafferetlige hvidvaskbegreb ikke de hvidvaskhandlinger, der udføres af den, der har begået førforbrydelsen (f.eks. røveri), hvorimod dette er omfattet af direktivets hvidvaskbegreb, idet der er samme behov for at få underretninger til brug for kriminalitetsbekæmpelsen, hvad enten det er den oprindelige gerningsmand eller en tredjemand, der foretager hvidvaskhandlingen."

1) uberettiget at modtage eller skaffe sig eller andre del i økonomisk udbytte, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse,

2) uberettiget at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på anden måde efterfølgende virke til at sikre det økonomiske udbytte fra en strafbar lovovertrædelse eller

3) forsøg på eller medvirken til sådanne dispositioner.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter også dispositioner foretaget af den, der har begået den strafbare lovovertrædelse, som udbyttet hidrører fra.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Forslagets stk. 2 omfatter derfor også gerningsmandens egne dispositioner over udbyttet, der i dansk ret ikke straffes som hæleri, fordi straf for førforbrydelsen udtømmende gør op med strafansvar for også de senere tilknyttede dispositioner.

Beskrivelsen vedrører de forhold, som de af loven omfattede virksomheder m.v. skal være opmærksomme på. Spørgsmålet om hvilke former for hvidvask, der udløser en underretningspligt, er reguleret i forslagets § 7, stk. 1. Underretningspligten er således begrænset til visse former for kriminalitet, jf. forslagets § 7."

[ Finansiering af terrorisme ] definition § 5. Ved finansiering af terrorisme skal i denne lov forstås finansiering af terrorisme som defineret i straffelovens § 114 b, for så vidt angår handlinger omfattet af § 114.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 5

Bestemmelsen gennemfører direktivforslagets artikel 1 (3). Bestemmelsen beskriver gennem en henvisning til straffelovens bestemmelse herom, hvad udtrykket »finansiering af terrorisme« dækker. Straffelovens § 114 a lyder således:

»§ 114 a. Med fængsel indtil 10 år straffes den, som

1) direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til,

2) direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til eller

3) direkte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder eller finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af § 114.«

Straffelovens § 114 lyder således:

»§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:

1) Manddrab efter § 237.

2) Grov vold efter § 245 eller § 246.

3) Frihedsberøvelse efter § 261.

4) Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.

5) Kapring af transportmidler efter § 183 a.

6) Grove våbenlovsovertrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2.

7) Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, oversvømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig forurening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1.

Stk. 2. På samme måde straffes den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.

Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.«


Kapitel 3

Undersøgelses- og underretningspligt

[ Opmærksomhedspligt ] § 6. De af loven omfattede virksomheder og personer skal være opmærksom på kunders aktiviteter, som på grund af deres karakter særlig menes at kunne have tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Dette gælder især komplekse eller usædvanlig store transaktioner og alle usædvanlige transaktionsmønstre set i forhold til kunden samt transaktioner, der har forbindelse til lande eller territorier, hvor der i henhold til erklæringer fra Financial Action Task Force anses at være en særlig risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, hvornår pligten til at være opmærksom på transaktioner, der har forbindelse til de pågældende lande og territorier, træder i kraft.

Se ogsp FATF's hjemmeside og Finanstilsynets oplysninger herom.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 6

Stk. 1 gennemfører direktivets artikel 20 og følger af FATFs anbefaling nr. 11. Bestemmelsen pålægger de af loven omfattede personer og virksomheder en generel opmærksomhedspligt. Stk. l er ikke strafbelagt. Dette skyldes karakteren af den pligt, der pålægges de af loven omfattede personer og virksomheder. Pligten består i, at de af lovforslaget omfattede virksomheder og personer skal vurdere usædvanlige transaktioner m.v. i et hvidvask- eller terrorfinansieringsperspektiv, hvorimod forslagets § 7 regulerer den situation, hvor der konkret er opstået en mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering, der skal be- eller afkræftes. Dette medfører, at de af loven omfattede virksomheder og personer generelt skal være opmærksomme på kunders aktiviteter, som på grund af deres særlige karakter menes at kunne have tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Det kan for eksempel være, hvor der foretages usædvanlig mange bevægelser på en konto, eller der indsættes et usædvanligt stort beløb set i forhold til kundens normale brug af kontoen. De af loven omfattede personer og virksomheder skal således ikke først være opmærksomme, når mistanken opstår.

I henhold til stk. 2 skal resultaterne af undersøgelserne opbevares efter reglerne i § 23. Resultaterne af de omtalte undersøgelser hører til den pågældende virksomheds interne arbejdsdokumenter, som den pågældende kunde ikke har adgang til at gøre sig bekendt med. Stk. 2 er en gennemførelse af FATFs anbefaling nr. 11, som foreskriver, at resultaterne skal noteres og være til rådighed for kompetente myndigheder og revisorer. Hvor omfattende notaterne herom skal være afhænger af forholdets kompleksitet. Oftest vil det være tilstrækkeligt, at virksomheden eller personen noterer sig transaktionens formål.


[ Undersøgelsespligt vedr. transaktionsformål ] Stk. 2. Formålet med de transaktioner, der er nævnt i stk. 1, skal undersøges, og resultaterne af en undersøgelse skal noteres og opbevares, jf. § 23.

[ Undersøgelsespligt og underretningspligt ved mistanke ] § 7. Hvis der er mistanke om, at en kundes transaktion eller henvendelse har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, skal de af loven omfattede virksomheder og personer undersøge transaktionen eller henvendelsen nærmere. Hvis mistanken vedrører lovovertrædelser, der kan straffes med fængsel i over 1 år, og denne mistanke ikke kan afkræftes, skal Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet omgående underrettes.

For så vidt angår advokater, omfattes disse i visse situationer af undtagelsen i § 8.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 7

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 22. Bestemmelsen er en ændring i forhold til den gældende lovs § 10 og § 10 a, idet den vedrører lovovertrædelser, der kan straffes med fængsel i over 1 år, hvor det i den nugældende lov alene er overtrædelse af straffeloven.

Formuleringen i den gældende lovs § 10, der taler om en transaktion og om at sætte transaktionen i bero, har i nogle tilfælde givet anledning til tvivl hos underretningspligtige om, hvorvidt der også var pligt til at underrette, hvis man afviste kunden. Der har også været udtrykt tvivl om, hvorvidt en mistanke, der opstår efter transaktionen, er omfattet af lovens regulering.

Sådan tvivl om lovens område kan betyde, at oplysninger, der ville være væsentlige for kriminalitetsbekæmpelsen, ikke tilgår politiet, hvilket vanskeliggør politiets efterforskning og opklaring af forbrydelser.

Med hensyn til fortolkningen af loven bemærkes, at § 4 i forslaget, i overensstemmelse med definitionen i artikel 1 i direktivet, indeholder forsøg på hvidvask eller terrorfinansiering som en del af definitionen af hvidvask af penge og terrorfinansiering. Direktivets artikel 22 indeholder bestemmelse om, at de omfattede institutter på eget initiativ skal underrette de kompetente myndigheder »om ethvert forhold, som kunne være tegn på hvidvask af penge og terrorfinansiering«.

Det er således en naturlig forståelse, at der også skal gives underretning om kundeforhold, der afvises, hvis der skønnes at være tale om forsøg på hvidvask eller terrorfinansiering. Der er ikke noget legitimationskrav i sådanne tilfælde, men det har alligevel i flere tilfælde været muligt at identificere den pågældende på andet grundlag, herunder på baggrund af oplysninger eller dokumenter, der er modtaget fra den potentielle kunde.

Det bemærkes vedrørende afgrænsningen, at der skal være tale om mistanke om hvidvask af identificerbart direkte udbytte fra de omfattede strafbare forhold. En henvendelse fra en potentiel kunde, der f.eks. vil rådgives om skatteunddragelse ved brug af skattely, eller andre henvendelser vedrørende endnu ikke begået kriminalitet vil ikke være omfattet af underretningspligten. Selv når kriminaliteten er begået, er det en forudsætning for anvendelsen af underretningspligten, at der findes et udbytte, der kan stamme fra kriminaliteten. Loven vedrører alene dispositioner over identificerbart direkte udbytte og indeholder ingen generel pligt til at underrette om mistanke om strafbare forhold eller planlægning heraf.

Særligt vedrørende advokater bemærkes, at de kun er omfattet af loven i relation til klienter. De er derfor ikke underretningspligtige, hvis de afviser en henvendelse fra en person, hvor der er mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering, men hvor den pågældende ikke har klientstatus.

Bestemmelsen tydeliggør, hvad de af loven omfattede virksomheder og personer skal indgive underretninger om. Det præciseres, at også mistanker, der opstår på et senere tidspunkt end transaktionstidspunktet, er omfattet. Dette er i den nuværende hvidvasklov ved 2002-ændringen blevet formuleret for så vidt angår finansiering af terrorisme.

Pligten opstår kun i tilfælde, hvor der rettes henvendelse om et kundeforhold, herunder om et lejlighedskundeforhold, f.eks. i forbindelse med omveksling af penge. Det er en forudsætning, at henvendelsen vedrører udbytte fra allerede begået kriminalitet eller finansiering af terrorisme, hvor også lovlige midler, f.eks. fra indsamlinger, er omfattet. Således vil f.eks. henvendelser om rådgivning vedrørende påtænkte skatteunddragelser ikke være omfattet, hvis der ikke er mistanke om, at henvendelsen reelt vedrører hvidvask eller finansiering af terrorisme.

På samme måde som i dag, hvor underretningspligten omfatter mistanke om hvidvask af udbytte fra overtrædelser af straffeloven, er det ikke tanken, at de af loven omfattede skal gå ind i en nærmere strafferetlig vurdering. De af loven omfattede virksomheder og personer skal derimod se på, om der er ting, der er atypiske i forhold til normale kundeforhold, herunder om transaktionen vedrører beløbsstørrelser eller betalingsmåder, der i den konkrete sammenhæng forekommer atypiske. Der kan også være tale om, at der ikke umiddelbart er tale om noget atypisk, men at den regulerede er i besiddelse af andre oplysninger, der konkret giver anledning til mistanke. På baggrund af en samlet vurdering med udgangspunkt i den reguleredes kendskab til sit sagsområde, må den pågældende så tage stilling til, om der er en mistanke, der skal underrettes om.

Der vil være situationer, hvor det vil være vanskeligt for den enkelte ansatte at bedømme, om en transaktion indebærer hvidvaskning af penge. Det er imidlertid ikke hensigten, at den enkelte medarbejder skal foretage en vurdering af, hvilken underliggende kriminalitet, der gør sig gældende. En sådan vurdering vil forudsætte juridisk sagkundskab og vil herudover falde væsentligt uden for de opgaver og funktioner, som medarbejdere i finansielle institutter varetager.

En mistanke og eventuel indgivelse af anmeldelse skal baseres på vurderinger i den konkrete situation af handlingernes karakter og forskellighed fra normale kundehandlinger, fortielser og andre særegne og atypiske forhold hos kunden, der samlet leder opmærksomheden hen på et eventuelt forsøg på tilsløring af midlernes oprindelse, der må formodes at have en kriminel karakter.

Det kan ikke forventes, at de underretningspligtige har nærmere kendskab til strafferetlige vurderinger. Straf for manglende underretninger gælder efter loven kun i tilfælde, hvor der rent faktisk er opstået mistanke om hvidvask og terrorfinansiering, og denne mistanke ikke er afkræftet.

Hvis den ansatte direkte ved, at der er tale om hvidvask af udbytte fra en lovovertrædelse, der efter loven har en maksimumsstraf på fængsel i 1 år eller derunder, er der ikke underretningspligt efter lovforslaget. Vælger den ansatte i et sådant tilfælde at gennemføre transaktionen uden at underrette politiet, vil det være strafbart som hæleri efter straffelovens § 290."

[ Advokatsamfundets vurdering af mistanke ] Stk. 2. I tilfælde af mistanke som nævnt i stk. 1 kan medlemmer af Advokatsamfundet underrette sekretariatet for Advokatsamfundet, der efter en vurdering af, om der er underretningspligt i henhold til stk. 1, straks videregiver underretningen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 2 svarer indholdsmæssigt til den gældende § 10 c og gennemfører direktivets artikel 23 (1). Advokatsamfundet fører efter retsplejeloven tilsyn med advokatbranchen, bl.a. tilsyn med klientkontomidler. Indberetning af mistanke om hvidvask af penge og finansiering af terrorisme for advokater sker til Advokatsamfundet, der efter en konkret vurdering indberetter til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet."

[ Hvidvaskmistanke: Suspendering af ikke-gennemførte transaktioner ] Stk. 3. Hvis mistanken vedrører hvidvask og transaktionen ikke allerede er gennemført, skal den sættes i bero, til der er underrettet efter stk. 1. Hvis der underrettes efter stk. 2, skal transaktionen sættes i bero, indtil Advokatsamfundet har videregivet underretningen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet eller har meddelt, at underretningen efter en konkret vurdering ikke vil blive videregivet. Kan gennemførelse af transaktionen ikke undlades, eller vurderes dette at kunne skade efterforskningen, skal underretning i stedet indgives umiddelbart efter gennemførelsen, jf. dog stk. 4.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 3 svarer til den gældende lovs § 10 og gennemfører direktivets artikel 24. Effektiviteten af efterforskningen - og opfyldelsen af formålet med loven - beror på, at der etableres et velfungerende samarbejde mellem de af loven omfattede personer og virksomheder og Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet. Det er derfor vigtigt, at Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet straks underrettes om, at en transaktion, som mistænkes for at have tilknytning til hvidvaskning, undersøges.

De af loven omfattede personer og virksomheder skal derfor undlade at gennemføre transaktioner, der mistænkes for at have tilknytning til hvidvask, indtil Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet er underrettet.

Hvis underretningen sker efter stk. 2, skal transaktionen sættes i bero indtil Advokatsamfundet har videregivet underretningen til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, eller har meddelt, at underretningen efter en konkret vurdering ikke vil blive videregivet.

Imidlertid vil det antagelig ofte forholde sig således i praksis, at en udskydelse eller forsinkelse af transaktionens gennemførelse vil vække mistanke hos den, der forsøger at hvidvaske penge. Er der risiko for dette, bør transaktionen alligevel gennemføres. Underretning af Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet skal ske umiddelbart herefter. Dette gælder dog ikke, hvis der er mistanke om terrorfinansiering, jf. stk. 4. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 27, hvorefter virksomheden eller personen er forpligtet til at hemmeligholde, at der er iværksat en undersøgelse, eller at Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet er underrettet."

[ Terrorfinansieringsmistanke: Kun overførsel efter tilladelse ] Stk. 4. Hvis mistanken vedrører finansiering af terrorisme, må der kun gennemføres transaktioner fra den aktuelle konto eller person efter aftale med Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet beslutter hurtigst muligt og senest inden udløbet af den efterfølgende bankdag efter at have modtaget underretning, hvorvidt der skal ske beslaglæggelse.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 4 svarer til den gældende § 10 a. Der er ved mistanke om finansiering af terrorisme på grund af Danmarks internationale forpligtelser ikke mulighed for at gennemføre transaktionen, før Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet er underrettet. Statsadvokaturen vil snarest tage stilling til en eventuel beslaglæggelse. Bestemmelsen begrænser i øvrigt ikke pligten til indefrysning af midler i henhold til danske anordninger eller EU forordninger vedrørende sanktioner. Finansrådet og statsadvokaturen har aftalt den praktiske fremgangsmåde ved underretninger, og Erhvervs- og Byggestyrelsen, der administrerer de nævnte sanktioner, og statsadvokaturen koordinerer deres arbejde på området.

Terrorisme finansieres i et vist omfang med udbytte fra kriminalitet, og underretning om mistanke er omfattet af den gældende hvidvasklov. Det er nødvendigt at begrænse stk. 4 yderligere, fordi det relevante i disse situationer ikke er at opdage terrorisme, men at forhindre finansiering af terrorisme. Undladelse af at gennemføre en transaktion gælder kun den aktuelle konto.

Reglen vil i praksis indebære, at der foretages en indberetning til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet ved mistanke om finansiering af terrorisme. Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet vil herefter hurtigt tage stilling til, om der skal ske beslaglæggelse. Gennemførelsen af denne procedure i praksis er for pengeinstitutters vedkommende nærmere fastsat ved en aftale mellem Finansrådet og Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitets hvidvasksekretariat."

[ Politiets ret til oplysninger ] Stk. 5. Politiet kan i henhold til retsplejelovens regler forlange de oplysninger, der er nødvendige i sagen, fra de af loven omfattede virksomheder og personer.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 5 svarer til den gældende § 10, stk. 3, og § 10 a, stk. 2. Bestemmelsen indeholder alene en henvisning til, at retsplejelovens almindelige regler finder anvendelse med hensyn til de oplysninger, der ikke indgår i underretningen."

[ Nærmere regler om underretningspligt ] Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om underretningspligten til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, jf. stk. 1.

[ Undtagelse vedr. advokater ] undtagelse § 8. Advokater er undtaget fra pligten i § 7 til at indberette oplysninger, som disse modtager fra eller indhenter om en af deres klienter i forbindelse med, at de fastslår den pågældende klients retsstilling eller forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder rådgiver om at indlede eller undgå et sagsanlæg. Dette gælder uanset, om oplysningerne modtages før, under eller efter retssagen eller i forbindelse med, at den pågældende klients retsstilling fastslås.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 8

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 23 (2), som er identisk med artikel 6 (3) i 2. hvidvaskdirektiv. Der er tale om en udvidelse af den gældende lovs undtagelse fra indberetningspligten, således at undtagelsen nu svarer til direktivet.

Stk. 1 gennemfører betragtning 20 til direktivets præambel. Det fremgår heraf, at juridisk rådgivning fortsat bør være omfattet af advokatens tavshedspligt, medmindre den juridiske rådgiver deltager i hvidvaskningsaktiviteter eller terrorfinansiering, den juridiske rådgivning ydes med henblik på hvidvaskning af penge eller terrorfinansiering, eller advokaten ved, at klienten søger juridisk rådgivning med henblik på hvidvaskning af penge og terrorfinansiering.

Ordene » fastslår den pågældende klients retsstilling« skal forstås således, at det kun vedrører oplysninger om fortolkning af gældende ret samt retlig subsumption (at indordne et tilfælde under en regel i lovgivningen m.v.).

Bestemmelsen er en gennemførelse af FATFs anbefaling nr. 16."

[ Tilsvarende undtagelse for advokater, revisorer o.lign. rådgivere ] Stk. 2. De i § 1, stk. 1, nr. 13-17, nævnte personer og virksomheder er, når de bistår en advokat før, under og efter en retssag eller med at fastslå en klients retsstilling, undtaget fra pligten til at indberette oplysninger i samme omfang som den advokat, de bistår, jf. stk. 1.

Se § 1.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i stk. 2 giver en revisor eller anden person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 13-16, som bistår en advokat i forbindelse med f.eks. en retssag eller med at fastslå en klients retsstilling, samme undtagelse fra forpligtigelsen til at indberette mistanke om hvidvask, som advokaten har efter stk. 1 Dette sikrer, at retssikkerheden for klienten kan bevares, jf. også betragtning 21 i direktivets præambel. Retssager adskiller sig bl.a. fra administrativ klagebehandling ved at være omfattet af retsplejelovens regler, hvori beskyttelsen af retssikkerheden ligger. Begrænsningen i indberetningspligten foreslås derfor som hovedregel, på linie med direktivet, indskrænket til at omfatte egentlige retssager. Imidlertid opfattes Landsskatteretten i praksis nærmere som en domstol end en administrativ klageinstans. Da det endvidere er et eksplicit krav, at klageadgang for Landsskatteretten skal være udnyttet, før der kan anlægges sag for domstolene, foreslås det i stk. 3 at medtage sager for Landsskatteretten i undtagelsen fra indberetningspligten."

[ Landsskatteretssager ] Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder endvidere sager, der føres i Landsskatteretten, og sager ved en voldgiftsret. Endvidere er revisorer, når de repræsenterer en klient i Landsskatteretten, undtaget fra pligten til at indberette oplysninger i henhold til denne lov.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i stk. 3 er en videreførelse af § 12, stk. 5, i den gældende lov."

[ Ikke bistand mhp. hvidvask ] undtagelse Stk. 4. Stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis bistanden ydes med henblik på hvidvask eller terrorfinansiering, eller hvis virksomheden eller personen ved, at klienten søger bistand med henblik på hvidvask eller terrorfinansiering.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"I stk. 4 foreslås det, at undtagelsen ikke skal gælde, såfremt bistanden ydes med henblik på hvidvask eller terrorfinansiering eller virksomheden eller personen ved, at klienten søger bistand med henblik på hvidvask eller terrorfinansiering. Forbuddet mod selvinkriminering kan være til hinder for den indberetning, der følger af stk. 4. Hvis det er i strid med selvinkrimineringsforbuddet at indberette efter stk. 4, skal der ikke indberettes, idet selvinkrimineringsforbuddet går forud for bestemmelsen i stk. 4."

[ Finanstilsynets, Erhvervsstyrelsens og Advokatsamfundets underretningspligt ] § 9. Hvis Finanstilsynet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller Advokatsamfundet får kendskab til forhold, der formodes at have tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, der er omfattet af underretningspligten i § 7, underretter myndigheden Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet herom.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 9

Bestemmelsen er identisk med den nugældende § 10, med betænkningens § 10 og gennemfører direktivets artikel 25. Myndighederne kan ved kontrolbesøg eller på anden vis få kendskab til forhold, der kan have tilknytning til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

Tilsynet med advokater og Advokatrådets pligt til en tilsvarende underretning er reguleret i retsplejeloven.


[ Nærmere regler om underretningspligt ] § 10. Finanstilsynet kan, når det følger af anbefalinger fra Financial Action Task Force eller fælles holdninger eller forordninger vedtaget af Den Europæiske Union, fastsætte nærmere regler om de i § 1 nævnte virksomheders og personers systematiske underretningspligt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet om finansielle transaktioner med usamarbejdsvillige lande i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask eller finansiering af terrorisme. Finanstilsynet kan i den forbindelse fastsætte, at underretningen skal ske systematisk og uden, at der foreligger mistanke.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 10

Bestemmelsen er identisk med den gældende § 10 b og betænkningens § 9. Det foreslås at give Finanstilsynet mulighed for at fastsætte nærmere regler om underretningspligt om finansielle transaktioner med usamarbejdsvillige lande som følge af samarbejdet i FATF. Endvidere foreslås det i § 37, stk. 3, at tilsidesættelse af en underretningspligt, som fastsat efter § 10, kan straffes med bøde. Det er hensigten, at underretning skal ske systematisk, hvis transaktionen er sket med et usamarbejdsvilligt land, og at den således ikke skal bero på en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Det er ikke hensigten, at underretningspligten skal være forbundet med krav om en nærmere undersøgelse af forholdet, herunder indhentelse af nærmere oplysninger.

Med bestemmelsen sikres det, at der kan følges op på de modforanstaltninger, som FATF foreslår iværksat mod lande, der ikke vil samarbejde om bekæmpelse af hvidvask af penge.

I bestemmelsen stilles der ikke, som i den gældende lov, krav om mistanke til transaktionens tilknytning til hvidvask, og det er endvidere ikke hensigten, at de underretningspligtige skal undersøge de enkelte transaktioner men blot konstatere, at transaktionen er med en fysisk eller juridisk person, der er etableret eller registreret i et land eller territorium, der er optaget på FATFs liste over usamarbejdsvillige lande eller territorier. Underretningen til politiet skal ske på dette grundlag.

På FATFs liste kan der dels være anført lande, som det er vedtaget at indføre sanktioner imod og dels lande, som er under observation. Indberetningspligten omfatter alene de lande, som det er vedtaget at indføre sanktioner mod.

Listen over usamarbejdsvillige lande og territorier ændrer sig efterhånden, som de enkelte lande eller territorier får indført reformer, der gør det muligt for dem at deltage effektivt i det internationale samarbejde om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Landene og territorierne på observations-listen er pr. oktober 2005 følgende: Myanmar og Nigeria. Listen ajourføres 3 gange om året.

Underretningspligtens omfang bør fastsættes efter en vurdering af nytteværdien, dvs. hvorvidt den administrative belastning, der følger af den systematiske indberetning, står i forhold til formålet - bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. F.eks. bør transaktioner, som beror på danskeres brug af egne betalingskort i et land, der figurerer på FATFs liste, normalt undtages fra indberetningspligten. Den nærmere udmøntning af reglerne må dog afhænge af det indberetningsniveau, som fastsættes internationalt, herunder af de fortsatte drøftelser i FATF og EU-medlemsstaterne imellem.


Kapitel 4

Legitimation m.v.

[ Legitimationskrav ved mistanke ] § 11. De af loven omfattede virksomheder og personer skal altid kræve, at en kunde legitimerer sig, når der er mistanke om, at en transaktion eller rådgivningsopgave har tilknytning til finansiering af terrorisme eller hvidvask, der er omfattet af underretningspligten efter § 7.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 11

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 7 (c). Herefter skal de af loven omfattede virksomheder og personer altid kræve, at en kunde skal legitimere sig, når der er mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering, der er omfattet af underretningspligten i § 7.

Som udgangspunkt skal de af loven omfattede virksomheder og personer kun kræve, at en kunde legitimerer sig enten ved oprettelse af et fast kundeforhold, jf. § 12, eller når der er tale om en lejlighedskunde, der foretager en transaktion over 15.000 euro, jf. § 14.

Bestemmelsen i § 11 er således et generelt krav, der er uafhængigt af, om der er tale om et fast kundeforhold, en lejlighedskunde, beløbets størrelse m.v. Det vil sige, at ved lejlighedskunder, hvor transaktionen er under 15.000 euro, skal der også kræves legitimation, hvis der er mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering.

Bestemmelsen betyder endvidere, at undtagelserne fra kravene til kundelegitimation i forslagets §§ 20 og 21 ikke kan anvendes, såfremt virksomheden eller personen har en mistanke om, at en transaktion har tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering, der er omfattet af underretningspligten.


Faste kundeforhold

[ Legitimationskrav ved etablering af forbindelse (Kend din kunde-princippet) ] § 12. De af loven omfattede virksomheder og personer skal have kendskab til deres kunder i overensstemmelse med stk. 2-8, herunder kræve, at deres kunder legitimerer sig, når der optages en forretningsmæssig forbindelse med disse, herunder når der åbnes en konto eller et depot.

For så vidt angår livsforsikrings- og pensionsaftaler gælder visse undtagelser til legitimationskravene i § 12, jf. § 20.

Se dog muligheden for at foretage en risikobaseret vurdering, jf. stk. 7. Se også § 21.

Hvis kundelegitimationen ikke kan foretages, må der ikke etableres et fast kundeforhold, forretningsmæssig forbindelse eller udføres transaktioner for kunden og der skal evt. foretages underretning, jf. § 13, stk. 2.

Ved bistand til lejlighedskunder med enkeltstående rådgivningsopgaver kan opfyldelse af kravene i §§ 12, 15 og 19 undlades, jf. § 14, stk. 2.

Ved bistand til lejlighedskunder med enkeltstående transaktioner kan opfyldelse af kravene i §§ 12, 15, og 19 undlades, hvis transaktionen ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 1.000 euro. Se § 14 herom.

Se også §§ 1 - 3 i BKG 712/2008.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 12

Bestemmelsen går videre end betænkningens § 13, stk. 1, og den gældende § 4, stk. 1, idet bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 6 (forbud mod anonyme konti) samt artikel 7 (a), der stiller krav om kundekendskab efter direktivets artikel 7, når der optages en forretningsforbindelse eller et fast kundeforhold. Bestemmelsen gennemfører endvidere dele af FATFs anbefaling nr. 5.

Bestemmelsen i stk. 1 betyder, at såfremt de i stk. 1-4 krævede oplysninger ikke kan indhentes, skal virksomheden eller personen undlade at optage en forretningsmæssig forbindelse eller afslutte forbindelsen samt overveje at foretage en underretning om en mistænkelig transaktion i henhold til lovforslagets § 7, jf. også FATFs anbefaling nr. 5. Bestemmelsen betyder endvidere, at der ikke må oprettes anonyme konti, anonyme bankbøger eller konti under falske navne, jf. direktivets artikel 6.

Ved forretningsmæssig forbindelse forstås ifølge direktivets artikel 3 (9) et forretningsmæssigt, erhvervsmæssigt eller kommercielt forhold, som er knyttet til den erhvervsvirksomhed, der udøves af de virksomheder og personer, der er omfattet af lovforslaget, og som på det tidspunkt, hvor kontakten etableres, forventes at være af en vis varighed. Der er således tale om et fast kundeforhold i modsætning til lejlighedskunder, jf. forslagets § 14. Begrebet omfatter dels åbning af konti og depoter vedrørende kundens midler og dels etablering af kundeforhold, hvor kunden løbende skal debiteres for modtagne ydelser (f.eks. revisionsmæssig bistand, bogføring eller rådgivning).

For at muliggøre en effektiv efterforskning er det nødvendigt, at de regulerede har kendskab til deres kunder. Det enkelte kundeforhold skal derfor entydigt kunne identificeres, jf. bestemmelsens stk. 2 og 3. Det påhviler de af loven omfattede virksomheder og personer at skaffe sig sikkerhed for kundens identitet, der skal berigtiges ved hjælp af den nødvendige dokumentation.

For at skærpe de af loven omfattede virksomheder og personers opmærksomhed på mistænkelige kundeforhold er det endvidere nødvendigt at have et vist kendskab til kunden, herunder kundens formål og det tilsigtede omfang med forretningsforbindelsen, jf. bestemmelsens stk. 4."


[ Legitimation: Fysiske kunder ] Stk. 2. Hvis kunden er en fysisk person, skal legitimationen omfatte navn, adresse og cpr-nr. eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har et cpr-nr.

Se dog muligheden for at foretage en risikobaseret vurdering, jf. stk. 7. Se også § 21.

Hvis kundelegitimationen ikke kan foretages, må der ikke etableres et fast kundeforhold, forretningsmæssig forbindelse eller udføres transaktioner for kunden og der skal evt. foretages underretning, jf. § 13, stk. 2.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Legitimation af fysiske personer efter bestemmelsens stk. 2 består af identifikation af kunden ved hjælp af oplysning om kundens navn, adresse og CPR-nummer samt kontrol af disse oplysninger ved hjælp af pålidelige legitimationsdokumenter. Direktivets artikel 7 anfører således, at kontrol af kundens identitet skal ske på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger, der er indhentet fra pålidelige og uafhængige kilder. For personer, der ikke er hjem mehørende i Danmark, kan et alternativ til CPR-nummer f.eks. være pasnummer kombineret med oplysning om fødselsdato og fødselssted (fødedata) eller lignende entydigt identifikationsnummer kombineret med disse fødedata. Oplysninger om fødedata er nødvendigt af efterforskningsmæssige grunde.

Det er en konkret vurdering, hvor meget dokumentation der skal forevises, for at der er tale om en tilstrækkelig legitimation af kunden. Den pågældende virksomhed eller person, der optager en forretningsforbindelse med kunden, skal være overbevist om, at der er tale om den pågældende person. Personligt fremmøde er ikke en forudsætning for at legitimere sig. Hvis der ikke er et personligt fremmøde, vil der være større krav til legitimationsproceduren, jf. forslagets § 19, stk. 2.

Til trods for at bestemmelsen i stk. 7 giver mulighed for at foretage en mindre omfattende legitimation af kunden på baggrund af en risikovurdering, vil det dog ikke være muligt med hjemmel i stk. 7 helt at undlade at indhente oplysninger om navn, adresse og CPR-nummer efter stk. 2. Bestemmelsen i stk. 2 er således en retlig forpligtelse, hvorfor indhentelse af navn, adresse og CPR-nummer er i overensstemmelse med persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 3, og § 11, stk. 2, nr. 1."

[ Legitimation: Virksomheder ] Stk. 3. Hvis kunden er en virksomhed, skal legitimationen omfatte navn, adresse, cvr-nr. eller anden lignende dokumentation, hvis virksomheden ikke har et cvr-nr. Virksomhedens ejer- og kontrolstruktur skal klarlægges, og virksomhedens reelle ejere skal legitimeres, jf. dog § 21, stk. 1, nr. 2.

Se dog muligheden for at foretage en risikobaseret vurdering, jf. stk. 7. Se også § 21.

Ved bistand til lejlighedskunder med enkeltstående transaktioner kan opfyldelse af kravene i §§ 12, 15, og 19 undlades, hvis transaktionen ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 1.000 euro. Opfyldelse af kravet i § 12, stk. 3, 2. pkt., kan endvidere ud fra en risikovurdering undlades, hvis transaktionen ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 15.000 euro. Se § 14 herom.

Hvis kundelegitimationen ikke kan foretages, må der ikke etableres et fast kundeforhold, forretningsmæssig forbindelse eller udføres transaktioner for kunden og der skal evt. foretages underretning, jf. § 13, stk. 2.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Legitimation af virksomheder efter bestemmelsens stk. 3 , skal bestå af identifikation af virksomheden ved hjælp af oplysning om virksomhedens navn, adresse og eventuelt CVR-nummer samt en kontrol heraf ved hjælp af pålidelig dokumentation. Såfremt virksomheden ikke har et CVR-nummer, skal virksomheden oplyse et andet nummer, der er egnet til at identificere virksomheden. For virksomheder, der ikke er hjem mehørende i Danmark, kan lignende identifikation f.eks. være en anden form for identificerbart registreringsnummer. Det er, som for fysiske personer, en konkret vurdering, hvor meget dokumentation, der skal forevises, for at der er tale om en tilstrækkelig legitimation af virksomheden.

Det følger endvidere af direktivets artikel 8 (1) (b), at der, ud over legitimation af virksomheden, skal træffes rimelige foranstaltninger for at klarlægge virksomhedens ejer- og kontrolstruktur. Dette krav er nyt i forhold til den gældende lov. Kravet betyder, at der skal indhentes oplysninger om kundens juridiske form, den kontrollerende ejerkreds, ledelsen samt tegningsregler, jf. FATFs anbefaling nr. 5. Der er tale om en konkret vurdering i forhold til, hvor indgående undersøgelser, der skal iværksættes for at klarlægge kundens ejer- eller kontrolstruktur. I direktivet anvendes udtrykket »risikobaserede og passende foranstaltninger«, hvilket betyder, at det afhænger af virksomhedens eller personens vurdering af risikoen ved den pågældende kunde.

I forhold til virksomhedens ejerkreds skal der derudover træffes rimelige foranstaltninger for at identificere de reelle ejere af virksomheden. Oplysning om identiteten af en virksomheds reelle ejere kan indhentes på forskellige måder. Det følger af direktivets betragtning 10, at det står de virksomheder og personer, der er omfattet af direktivet frit, om de vil opfylde kravet til identifikation enten ved at anvende offentlige registre over reelle ejere, eller ved at anmode kunden om at give de relevante oplysninger eller indhente oplysningerne på anden måde. I Danmark vil det ofte være relevant at indhente oplysningerne via virksomhedens regnskab m.v. eller bero på de af virksomhederne afgivne oplysninger herom i øvrigt. I forbindelse med kreditgivning i pengeinstitutter og realkreditinstitutter vil instituttet ofte have kendskab til en virksomheds reelle ejere som følge af kravene til opgørelsen og omfanget af et engagement mellem indbyrdes forbundne kunder, jf. § 145 i lov om finansiel virksomhed.

Som det er tilfældet i stk. 2, er der også i stk. 3 tale om en konkret vurdering, hvor det afgørende er, hvorvidt den pågældende virksomhed eller person, der optager en forretningsforbindelse med virksomheden, er overbevist om, at der er foretaget tilstrækkelig identifikation af de reelle ejere af virksomheden. Såfremt virksomheden eller personen har mistanke om, at der ikke er givet de korrekte oplysninger om identiteten af de reelle ejere, skal virksomheden eller personen træffe yderligere foranstaltninger for at kontrollere de pågældende reelle ejeres identitet.

Kravet efter stk. 3 om identifikation og eventuel legitimation af en virksomheds reelle ejere, kan undlades såfremt den virksomhed, der er kunde, enten selv eller den umiddelbare ejer af virksomheden, er et selskab, der kan handles på et reguleret marked, jf. § 21, stk. 1, nr. 2. Reguleret marked er defineret i § 3, stk. 1, nr. 3. Begrundelsen for undtagelsen er, at disse selskaber er underlagt krav om offentliggørelse af ejerkredsen. Undtagelsen følger af den fortolkende note til FATFs anbefaling nr. 5."


[ Formål med forretningsforbindelsen ] Stk. 4. Der skal indhentes oplysninger om hver kundes formål med forretningsforbindelsen og det tilsigtede omfang heraf.

Se dog muligheden for at foretage en risikobaseret vurdering, jf. stk. 7. Se også § 21.

Hvis kundelegitimationen ikke kan foretages, må der ikke etableres et fast kundeforhold, forretningsmæssig forbindelse eller udføres transaktioner for kunden og der skal evt. foretages underretning, jf. § 13, stk. 2.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i stk. 4 er ny og bygger på et krav i direktivets artikel 8 (1) (c), hvoraf det fremgår, at der i forbindelse med etablering af et kundeforhold skal indhentes oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede omfang. Det samme gælder, hvis kunden i øvrigt foretager væsentlige ændringer i sine aftaler med virksomheden eller personen. Kundens oplysninger om formålet med forretningsforbindelsen og det tilsigtede omfang vil kunne indgå i personen eller virksomhedens vurdering af, om der er tale om et kundeforhold, hvor der er risiko for hvidvask eller terrorfinansiering.

Kravene til omfanget af de nødvendige oplysninger om formålet med kundeforholdet og det tilsigtede omfang heraf varierer afhængig af produktets karakter m.v. For eksempel vil formålet og omfanget ved tegning af pensions- og livsforsikringer være reguleret i selve pensions- eller livsforsikringsaftalen. Det vil derfor sjældent være nødvendigt at indhente yderligere oplysninger i disse tilfælde."

[ Løbende overvågning af kundeforholdet ] Stk. 5. Kundeforholdet skal løbende overvåges. Transaktioner, der gennemføres som led i kundeforholdet, skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med virksomhedens eller personens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse. Dokumenter, data eller andre oplysninger om kunden skal løbende ajourføres.

Se dog muligheden for at foretage en risikobaseret vurdering, jf. stk. 7. Se også § 21.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i stk. 5 bygger på et krav i direktivets artikel 8 (1) (d), hvorefter der skal ske løbende overvågning af kundeforholdet. Det betyder, at virksomheden eller personen skal undersøge, om der forekommer usædvanlige transaktioner m.v. på kundens konti, set i forhold til det kunden har oplyst i overensstemmelse med stk. 4 og set i forhold til den viden, som virksomheden eller personen i øvrigt har om kunden. I overensstemmelse med stk. 7 kan virksomheden eller personen vurdere i hvilket omfang, der er behov for at foretage løbende overvågning af kunden.

Som en del af den løbende overvågning kræves det endvidere, at dokumenter, data eller andre oplysninger om kunden løbende ajourføres."

[ Krav om fornyet legitimation ved tvit om tidl. oplysninger ] Stk. 6. Hvis der er tvivl om, hvorvidt tidligere indhentede oplysninger om kundens identitet er korrekte eller tilstrækkelige, skal der kræves ny legitimation som nævnt i stk. 2 og 3.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i stk. 6 gennemfører direktivets artikel 7 (d) og skal ses i sammenhæng med det øgede krav til kundekendskab, der betyder, at der løbende skal ske opdatering af oplysningerne om kunden."

[ Risikobaseret vurdering ] undtagelse Stk. 7. De af loven omfattede virksomheder og personer kan beslutte at gennemføre legitimationsproceduren m.v. i stk. 1-5 ud fra en risikovurdering afhængig af risikoen ved den enkelte kunde eller forretningsforbindelse, produktet eller transaktionen. Virksomheden eller personen skal dog kunne godtgøre over for den myndighed, der fører tilsyn med den pågældendes overholdelse af loven, at undersøgelsens omfang er tilstrækkelig i forhold til risikoen for hvidvask og terrorfinansiering.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsens stk. 7 , der gennemfører direktivets artikel 8 (2), muliggør en anvendelse af lempeligere krav til kundekendskabet end kravene i bestemmelsens stk. 1-5 ud fra en risikovurdering. Anvendelse af lempeligere krav til kundekendskabet, må afgøres konkret i forhold til risikoen for hvidvask og terrorfinansiering ved den enkelte kunde eller de produkter eller ydelser, der leveres til kunden.

Ved anvendelse af stk. 7, som en lempelse af kravene i stk. 1-5, skal virksomheden eller personen kunne godtgøre overfor den pågældende myndighed, der fører tilsyn med overholdelse af loven, at undersøgelsens mindre omfang i forhold til stk. 1-5 er tilstrækkelig i forhold til risikoen for hvidvask og terrorfinansiering. Anvendelsen af stk. 7 kan endvidere ikke medføre en fuldstændig undladelse af at opfylde kravene i stk. 1-5, jf. bemærkningerne til stk. 2.

Den lempeligere anvendelse af kravene i stk. 1-5 kan blandt andet bestå i en mere lempelig kontrol af en kundes identitet, jf. stk. 2 og 3, ved eksempelvis blot at få oplysning om kundens CPR-nummer og sammenholde dette med CPR-registeret, eller ved ikke at foretage en så intensiv løbende overvågning af kundeforholdet, jf. stk. 5. Endvidere nævner direktivets præambel 11, at lånekontrakter, hvor kreditkontoen udelukkende tjener til afvikling af lånet, og hvor tilbagebetalingen af lånet sker fra en konto, som er åbnet i kundens navn i et pengeinstitut, der er omfattet af direktivet, generelt bør betragtes som et eksempel på transaktionstyper med lav risiko."

[ Kundeforhold etableret før lovens ikrafftræden ] Stk. 8. For kundeforhold, som er etableret før denne lovs ikrafttræden, og for hvem der ikke foreligger de i stk. 1-5 nævnte oplysninger, skal der foretages legitimation og indsamling af oplysninger i henhold til stk. 1-5 på et passende tidspunkt og på grundlag af en risikovurdering.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i stk. 8 stiller krav om legitimation og indsamling af oplysninger m.v., jf. stk. 1-5 om kunder, der er oprettet før denne lovs ikrafttræden. Dette krav gælder for det første de kundeforhold, der er etableret før den oprindelige hvidvasklovs ikrafttræden d. 1. juli 1993. Kravet gælder ligeledes for kunder, som personen eller virksomheden har oprettet efter 1. juli 1993 og for hvem, der ikke i den gældende hvidvasklov har været stillet de i stk. 3, 2 pkt., og stk. 4-5, nævnte krav. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 9 (6) samt FATFs anbefaling nr. 5.

Legitimationen m.v. af de i stk. 8 nævnte kunder skal ifølge bestemmelsen foretages på et passende tidspunkt og på grundlag af en risikovurdering.

Ved risikovurdering forstås, at dette kan ske efter samme kriterier som i stk. 7. Det vil sige, at risikoen for hvidvask og terrorfinansiering skal vurderes i forhold til den enkelte kunde eller det enkelte produkt. I risikovurderingen kan endvidere indgå det kendskab til kunden, som virksomheden eller personen har fået i det hidtidige kundeforløb.

Endvidere giver bestemmelsen mulighed for, at legitimationsproceduren kan foretages på et passende tidspunkt. Et passende tidspunkt kan f.eks. være, hvis kunden foretager væsentlige ændringer i sine aftaler med virksomheden eller personen, og der derfor er kontakt med kunden. Muligheden for at legitimationsproceduren kan foretages på et passende tidspunkt giver således virksomheden eller personen mulighed for at indpasse legitimationen m.v. af de i stk. 8 nævnte kunder som et led i den løbende drift, således at de øgede administrative byrder i forbindelse med lovforslaget bliver mindst mulige.

Vurderingen af »på et passende tidspunkt« skal ses i sammenhæng med de øgede byrder, som de af loven omfattede virksomheder og personer i øvrigt pålægges.

Såfremt der eksisterer anonyme konti eller konti under et andet navn end kontohaverens, som er etableret før lovens ikrafttræden, eller der i øvrigt eksisterer sådanne konti i virksomheden, skal der også for disses vedkommende foretages legitimation m.v. på et passende tidspunkt og på grundlag af en risikovurdering, jf. direktivets artikel 6 om forbud mod anonyme konti.

Efter § 33, stk. 5, kan Finanstilsynet give påbud om, at der skal foretages legitimation og indsamling af oplysninger i henhold til bestemmelsen i stk. 8. Hvis dette påbud ikke efterkommes, kan personen eller virksomheden straffes med bøde, jf. § 37, stk. 5."

[ Tidspunkt for legitimationsproceduren ] udgangspunkt § 13. Legitimationsproceduren i § 12 skal afsluttes i forbindelse med etablering af kundeforholdet, dog senest inden udførelse af transaktionen. Såfremt det er nødvendigt for ikke at afbryde den normale forretningsgang, kan legitimationsproceduren ud fra en risikovurdering afsluttes i umiddelbar forlængelse af etableringen af kundeforholdet. I de i 2. pkt. nævnte tilfælde skal legitimationsproceduren dog afsluttes hurtigst muligt efter den første kontakt med kunden.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 13

Bestemmelsen i forslagets § 13 fastsætter tidspunktet for legitimationsproceduren i § 12 og § 14. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 9 (1) - (5).

Som udgangspunkt skal legitimationsproceduren, ifølge bestemmelsens stk. 1, 1. pkt. , afsluttes i forbindelse med etablering af et kundeforhold, dog senest inden gennemførelse af en transaktion.

For faste kundeforhold og forretningsforbindelser kan der dog i visse tilfælde forekomme situationer, hvor det vil være tilstrækkeligt at afslutte legitimationsproceduren i umiddelbar forlængelse af etableringen af kundeforholdet, jf. bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt. , skal fortolkes restriktivt. Denne bestemmelse kan eksempelvis finde anvendelse, når der oprettes et kundeforhold, uden at kunden har været fysisk til stede. I sådanne tilfælde bør legitimationsproceduren dog afsluttes hurtigst muligt efter den første henvendelse fra kunden med henblik på oprettelse. Der skal endvidere være tale om kundeforhold, hvor det ud fra en vurdering af risikoen for hvidvask og terrorfinansiering synes forsvarligt at udsætte legitimationen. Der må i alle tilfælde ikke gennemføres en transaktion for kunden inden legitimationsproceduren er gennemført. Det samme gælder for enkelttransaktioner."

[ Forbud mod kundeforhold, hvis legitimation ikke kan opnås ] Stk. 2. Hvis kundelegitimationen ikke kan foretages i overensstemmelse med § 12, stk. 1-4, må der ikke etableres et fast kundeforhold, optages forretningsmæssig forbindelse eller udføres transaktioner for kunden. Det skal samtidig undersøges, om der skal foretages underretning efter § 7.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Ifølge bestemmelsens stk. 2 , må der ikke etableres et fast kundeforhold, optages forretningsmæssig forbindelse eller udføres transaktioner for kunden, såfremt legitimationen ikke kan foretages i overensstemmelse med § 12, stk. 1-4. Dette understreger således kravene i forslagets § 12 og § 14. Såfremt det bliver klart for virksomheden eller personen, at det ikke er muligt at foretage en tilstrækkeligt legitimation efter kravene i § 12, stk. 1-4, skal virksomheden eller personen afbryde etableringen af kundeforholdet. For enkelt transaktioner følger det allerede af bestemmelsens stk. 1, at det ikke er muligt at gennemføre transaktionen, før der er sket tilstrækkelig legitimation.

Bestemmelsen i stk. 2 gælder uanset, om årsagen til de manglende oplysninger skyldes kundens nægtelse af at udlevere oplysningerne eller andre forhold. Det fremgår endvidere af stk. 2, at det samtidig skal undersøges, om der skal foretages en underretning efter forslagets § 7. Sandsynligheden herfor kan være større, såfremt det er kunden selv, der har nægtet at udlevere de krævede oplysninger efter § 12, stk. 1-4. Det skal dog vurderes konkret ud fra det samlede indtryk af kunden og omstændighederne i øvrigt."

[ Livsforsikringsselskaber og pensionskasser ] modifikation Stk. 3. Uanset stk. 1 kan livsforsikringsselskaber og pensionskasser foretage kundelegitimationen efter etablering af kundeforholdet. Legitimationen skal dog foretages ved eller før udbetaling eller på det tidspunkt, hvor modtageren agter at udøve sin ret i henhold til policen.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i stk. 3 gennemfører direktivets artikel 9 (3). For livsforsikringsselskaber og pensionskasser er der således tale om en undtagelse til udgangspunktet i stk. 1 om, at legitimationsproceduren skal afsluttes i forbindelse med etablering af kundeforholdet.

Dette begrundes med, at det i forhold til livs- og pensionsforsikringer er afgørende, at det er den, der får udbetalt forsikringssummen, der legitimeres efter kravene i forslagets § 12, stk. 1-4. Det vil sige, at såfremt den begunstigede er en anden end den, der har tegnet forsikringen eller pensionen, er det den begunstigede, der skal legitimeres m.v.

Som følge af bestemmelsen i stk. 3 vil kravet efter stk. 2 om at undlade at etablere et kundeforhold, såfremt kunden ikke bliver legitimeret m.v. efter § 12, stk. 1-4, ikke være relevant for livsforsikringsselskaber og pensionskasser i forbindelse med etableringen af kundeforholdet, da legitimationen kan foretages efter etablering af kundeforholdet. Stk. 2 er derimod relevant i forbindelse med legitimation af den, der får udbetalt forsikringssummen."

[ Advokater ] modifikation Stk. 4. Stk. 2, 1. pkt., gælder ikke for advokater, når de fastslår en klients retsstilling eller forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder rådgiver om at indlede eller undgå et sagsanlæg. De i § 1, stk. 1, nr. 13-17, nævnte personer og virksomheder er, når de bistår en advokat i de i 1. pkt. nævnte situationer, undtaget fra kravet i stk. 2, 1. pkt., i samme omfang som den advokat, de bistår.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i stk. 4 gennemfører direktivets artikel 9 (5), 2. led. Bestemmelsen betyder, at stk. 2, 1. pkt., ikke gælder for advokater, når de fastslår en klients retsstilling eller forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder rådgiver om indledning eller undgåelse af et sagsanlæg. Derudover er revisorer, ejendomsformidlere samt virksomheder og personer, der i øvrigt erhvervsmæssigt leverer samme ydelser som de i nr. 13-15 nævnte persongrupper, herunder skatterådgivere samt eksterne bogholdere, undtaget, når de bistår en advokat i forbindelse med ovenstående.

Begrundelsen for at advokater ikke skal afslutte et klientforhold i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at foretage legitimation m.v. efter kravene i § 12, stk. 1-4, er, at hensynet til muligheden for advokatbistand og dermed retssikkerhed for den enkelte vejer tungere end hensynet til risikoen ved ikke at have et tilstrækkeligt kundekendskab. Som følge heraf skal undtagelsen i stk. 4 derfor fortolkes restriktivt, idet det ikke er formålet med undtagelsen fuldstændigt at fritage advokater fra legitimationspligten i § 12. At advokaten fastslår en klients retsstilling skal således ikke forstås som rådgivning i enhver henseende. Advokaten er kun i dette tilfælde fritaget, såfremt opgaven går ud på fortolkning af gældende ret eller at indordne et tilfælde under en regel i lovgivningen m.v. (retlig subsumption). Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 8."

Lejlighedskunder

[ Lempede krav ift. lejlighedskunder ] § 14. Ved bistand til lejlighedskunder med enkeltstående transaktioner kan opfyldelse af kravene i §§ 12, 15, og 19 undlades, hvis transaktionen ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 1.000 euro. Opfyldelse af kravet i § 12, stk. 3, 2. pkt., kan endvidere ud fra en risikovurdering undlades, hvis transaktionen ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 15.000 euro.

Se også:
- § 12: Legitimationskrav ved faste kundeforhold mv.
- § 15: Transaktioner for tredjemand
- § 19: Skærpede legitimationskrav i højrisikosituationer.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 14

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lovs § 4, stk. 4, og betænkningens § 13, stk. 2. Bestemmelsen gennemfører endvidere direktivets artikel 7 (b) samt dele af FATFs anbefaling nr. 5.

For enkelttransaktioner, der foretages for personer og virksomheder, der ikke er faste kunder og således ikke omfattet af forslagets § 12, gælder legitimationskravet alene, når transaktionen er på 15.000 euro eller derover. Dette gælder uanset, om transaktionen er opdelt i flere mindre transaktioner, der tilsammen udgør 15.000 euro eller derover, for at undgå, at den pågældende afsender undgår legitimationsproceduren ved at dele sin transaktion op.

Bestemmelsen omfatter typisk lejlighedskunder. Det vil sige kunder, hvor der ikke kan siges at være tale om en fast forretningsforbindelse eller et fast kundeforhold. For så vidt angår advokaters forhold til deres klienter, er der som udgangspunkt altid tale om en fast forretningsforbindelse, da advokater, ifølge de advokatetiske regler, ikke kan modtage midler, som ikke kan henføres til en igangværende sag. Foretager advokaten en enkelt transaktion for sin klient, vil forholdet derfor allerede af den grund være omfattet af forslagets § 12 om faste kundeforhold.

Hvis der foretages flere transaktioner for samme kunde, og den samlede transaktions størrelse ikke kendes på tidspunktet for den første transaktionens begyndelse, skal der ifølge stk. 2 foretages legitimation efter § 12, stk. 1-4, og § 13, så snart der er formodning om, at transaktionen samlet overstiger 15.000 euro.


[ Lejlighedskunder - Visse rådgivningsopgaver ] Stk. 2. Ved bistand til lejlighedskunder med enkeltstående rådgivningsopgaver kan opfyldelse af kravene i §§ 12, 15 og 19 undlades.

Transaktioner for tredjemand

[ Undersøgelsespligt vedr. fuldmagtsforhold ] § 15. Virksomheder og personer omfattet af denne lov skal fastslå, om den, de har kontakt med, handler på egne vegne eller handler på vegne af en anden person eller virksomhed. Endvidere skal de virksomheder og personer, der er omfattet af loven, sikre sig, at den, der handler på vegne af en anden, er beføjet dertil.

Se også § 21 om risikobaserede vurderinger over for visse virksomhedstyper mv.

Ved bistand til lejlighedskunder med enkeltstående transaktioner kan opfyldelse af kravene i §§ 12, 15, og 19 undlades, hvis transaktionen ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 1.000 euro. Se § 14 herom.

Ved bistand til lejlighedskunder med enkeltstående rådgivningsopgaver kan opfyldelse af kravene i §§ 12, 15 og 19 undlades, jf. § 14, stk. 2.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 15

Bestemmelsen er en videreførelse af den gældende lovs § 6 og betænkningens § 13, stk. 3. Bestemmelsen er i overensstemmelse med direktivets artikel 8 (1) (b), jf. definitionen af »beneficial owner« i artikel 3 (6). Hvis en fysisk person foretager en handling eller en transaktion for en anden fysisk person, er den person, på hvis vegne handlingen eller transaktionen foretages, »beneficial owner« i henhold til direktivet, jf. også § 3, stk. 1, nr. 4.

Har en virksomhed eller person omfattet af denne lov viden eller formodning om, at transaktionen f.eks. udføres i henhold til fuldmagt, skal den reelle kundes identitet m.v. kræves oplyst. Dette kan bl.a. ske ved at kræve yderligere oplysninger af fuldmægtigen, der kan be- eller afkræfte, hvorvidt virksomheden eller personen står overfor den reelle kunde.


[ Legitimering i fuldmagtssituationer mv. ] Stk. 2. Hvis en person eller virksomhed handler på vegne af en anden, skal den pågældendes identitet klarlægges på baggrund af en risikovurdering. Den reelle kunde skal identificeres og legitimeres i overensstemmelse med kravene i denne lov.

[ Visse undtagne virksomheder ] Stk. 3. Kravet i stk. 1, 2. pkt., gælder ikke, hvis den, der handler på vegne af en anden, er omfattet af kredsen af virksomheder nævnt i § 21, stk. 1, nr. 1, eller hvis den pågældende er advokat med beskikkelse her i landet eller i et land som er beskrevet i § 21, stk. 1, nr. 1.

Se § 21, stk. 1, nr. 1.

Stk. 4. Kravet i stk. 2, 1. pkt., gælder ikke, hvis den pågældende er omfattet af kredsen af virksomheder nævnt i § 21, stk. 1, nr. 1.

Pengeoverførsler

[ Regler iflg. forordningen om oplysninger om betaler ] udgangspunkt § 16. Reglerne for, hvilke oplysninger der skal ledsage en pengeoverførsel, reguleres i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler, jf. dog stk. 2, 3 og 5.

Der henvises herved til forordning 1781/2006.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 16

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 4, stk. 2 og 3, samt betænkningens § 13, stk. 7 og 8. Bestemmelsen indarbejder endvidere FATFs særlige anbefaling nr. VII om elektroniske betalinger.

Bestemmelsen indarbejder ikke den af FATF udarbejdede fortolkende note til den særlige anbefaling nr. VII. Denne fortolkende note har et mere nuanceret indhold end selve anbefalingen. En ensartet fortolkning af FATFs anbefaling landene imellem er nødvendig af hensyn til at sikre smidigheden i betalingssystemerne. På denne baggrund er FATFs anbefaling samt den fortolkende note hertil under udarbejdelse til en forordning, der skal sikre en ensartet implementering i EUs medlemsstater. En ændring af bestemmelsen i dansk lovgivning afventer derfor forordningen, hvorfor den gældende lovgivning videreføres.

Pligten i § 16 påhviler alle virksomheder og personer, der foretager eller tilbyder betalingsformidling som tjenesteydelse. Pligten er således ikke beregnet på bestemte typer af virksomheder, f.eks. pengeoverførselsvirksomheder eller pengeinstitutter. Ved elektronisk betalingsformidling forstås også transaktioner, der foretages via telefon, fax eller e-mail.

Bestemmelsen i stk. 1 er indsat på baggrund af FATFs særlige anbefaling nr. VII, hvorefter der skal være skærpede krav til registrering af indbetalerens identitet i forbindelse med elektroniske betalinger. Således er virksomheder, der formidler betalinger, forpligtede til at sikre, at det hele tiden er muligt at identificere afsender ved en pengetransaktion, der sker elektronisk. Oplysningerne om indbetalerens identitet skal følge indbetalingen, også når beløbet gennemløber flere transaktioner. Når der henvises til, at oplysningerne om afsenderen skal være meningsfulde, dækker dette over, at afsenderen ikke må betegnes som noget, hvor det er åbenlyst, at der er givet forkerte oplysninger - f.eks. et åbenlyst forkert navn. Manglende oplysninger om identiteten på en afsender skal som udgangspunkt betragtes som mistænkelig af betalingsformidleren."

[ Gælder ej i rigsfællesskabet (under visse betingelser) ] modifikation Stk. 2. Forordningen finder ikke anvendelse på pengeoverførsler inden for eller mellem Danmark, Færøerne og Grønland i forbindelse med køb af varer og tjenesteydelser, når

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 2 undtager finansielle clearings- og afviklingssystemer fra pligten til at medsende afsenderinformation i samtlige led af en finansiel transaktion. Stk. 1 omfatter som udgangspunkt alle former for betalingsformidling. Det er dog ikke hensigten, at bestemmelsen skal finde anvendelse på clearings- og afviklingssystemer, herunder sum-clearing, som gennemfører betalinger mellem de af § 1, stk. 1, nr. 1-12, omfattede virksomheder eller tilsvarende virksomheder inden for EU eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område (finansielle clearings- og afviklingssystemer). Et krav om afsenderidentifikation i disse systemer vil ikke have efterforskningsmæssig betydning, da hensynet bag forslaget er tilgodeset af legitimationskravet i forslagets § 12 og § 14. Det samme gør sig gældende for værdipapirafvikling. På den baggrund findes det ubetænkeligt at undtage finansielle clearings- og afviklingssystemer fra pligten i bestemmelsens stk. 1."

1) beløbet ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 1.000 euro,

2) modtagerens betalingsformidler er omfattet af denne lov eller tilsvarende regler for Færøerne eller Grønland og

3) modtagerens betalingsformidler ved hjælp af et entydigt referencenummer kan finde frem til den juridiske eller fysiske person, som betalingsmodtageren har aftale med om levering af varer eller tjenesteydelser.

[ Almennyttige formål ] modifikation Stk. 3. Kravene til, hvilke oplysninger der skal ledsage en pengeoverførsel, jf. artikel 5 i forordningen, finder ikke anvendelse på pengeoverførsler til organisationer med et almennyttigt formål, når

Se dog stk. 4.

1) det overførte beløb ikke overstiger 150 euro,

2) overførslen gennemføres inden for eller mellem Danmark, Færøerne og Grønland,

3) organisationen er underlagt krav om regnskabsaflæggelse og

4) organisationen er undergivet offentligt tilsyn eller ekstern revision, der er foretaget af en statsautoriseret eller en registreret revisor.

[ Anmeldelsespligt for almennyttige organisationer ] Stk. 4. Undtagelse efter stk. 3 er betinget af, at organisationen lader sig registrere hos Finanstilsynet og dokumenterer, at kravet om regnskabsaflæggelse og enten ekstern revision eller offentligt tilsyn er opfyldt. Organisationen skal desuden give oplysning om de fysiske personer, der udgør organisationens øverste ledelse eller i øvrigt udøver kontrol over organisationen. Ændringer i de i 1. og 2. pkt. nævnte forhold skal indberettes til Finanstilsynet.

Stk. 5. De regler, der gælder for pengeoverførsler inden for Danmark ifølge forordningen, finder tilsvarende anvendelse for pengeoverførsler inden for Færøerne og Grønland og mellem Danmark, Færøerne og Grønland.

Bistand fra tredjemand

[ Legitimationsoplysninger kan indhentes af visse tredjemænd ] § 17. De af loven omfattede virksomheder og personer kan undlade selv at indhente oplysninger m.v. efter § 12, stk. 1-4, § 15 og § 19, stk. 1, 2 og 4, hvis oplysningerne stilles til rådighed af en af de i § 1, stk. 1, nr. 1-8, 13 eller 15, nævnte virksomheder eller en tilsvarende virksomhed i et land inden for Den Europæiske Union, et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller en tilsvarende virksomhed i et tredjeland, der er underlagt krav om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, som svarer til kravene i denne lov. Denne virksomhed betegnes i dette kapitel som tredjemand.

Se § 1, § 12, § 15, § 19.

Yderligere betingelser
Se også kapitel 12 i Finanstilsynets hvidvaskvejledning. Iflg. vejledningen kræves det bl.a. at:

1) Der skal indhentes en redegørelse fra den pågældende tredjemand, hvori beskrives de procedurer, som denne har indført med henblik på at opfylde gældende identifikations- og legitimationskrav.
2) Der skal indhentes oplysninger om, hvorvidt tredjemand har modtaget påbud fra tilsynsmyndigheden.
3) Tredjemand skal straks stille de omhandlede identitetsoplysninger til rådighed.
4) Tredjemand skal straks efter anmodning fremsende relevante kontroloplysninger.

Lande med tilstrækkelige foranstaltninger mod hvidvask mv.

Virksomheden vurderer selv, om et land uden for EU er underlagt krav, der svarer til dem, som følger af 3. hvidvaskdirektiv og der føres kontrol med kravene.

EU har dog offentliggjort en liste over sådanne lande. Listen kan findes på Finanstilsynets hjemmeside: EUs liste over lande uden for EU/EØS, der er anerkendt i forhold til relevante dele af 3. hvidvaskdirektiv.

Forarbejder

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 17

Bestemmelsen er ny og bygger, sammen med forslagets § 18, på direktivets artikel 14-19 samt FATFs anbefaling nr. 9.

Formålet med forslaget i §§ 17 og 18 er at lette byrden ved lovforslagets øgede krav til kundekendskab ved at give de af loven omfattede virksomheder og personer mulighed for at benytte sig af allerede indhentede oplysninger om en kunde. Bestemmelsen indebærer således, at en person, som henvender sig hos en af loven omfattet virksomhed eller person, og ønsker at blive kunde, ikke behøver at legitimere sig, hvis personen allerede én gang har legitimeret sig i en anden finansiel virksomhed eller hos en forsikringsmægler.

Videregivelse af oplysninger efter §§ 17 og 18 fra de finansielle virksomheder og forsikringsmæglere, som er omfattet af bestemmelsen, skal ske i overensstemmelse med videregivelsesreglerne i lov om finansiel virksomhed og lov om forsikringsformidling. Derudover skal disse virksomheder iagttage persondatalovens øvrige regler, herunder bl.a. lovens § 5, stk. 2, samt reglerne i lovens kapitel 8 om registreredes rettigheder.

I det omfang udenlandske virksomheder, nævnt i stk. 1 og 2 er omfattet af persondatalovens anvendelsesområde, vil videregivelse af oplysninger fra disse virksomheder skulle ske i overensstemmelse med persondataloven.

Ifølge direktivet artikel 19 skal reglerne, der svarer til forslagets §§ 17-18, ikke finde anvendelse på de situationer, hvor en virksomhed eller person har outsourcet legitimationsproceduren efter § 12, stk. 1-4, til en anden virksomhed. Det vil sige, at den af loven omfattede virksomhed eller person, uanset bestemmelserne i §§ 17-18, kan forlade sig på oplysninger efter § 12, stk. 1-4, som er indhentet af den virksomhed eller person, som opgaven er outsourcet til. Dette gælder således også, selvom den virksomhed eller person, som opgaven er outsourcet til, ikke er nævnt i § 17. Det bemærkes, at outsourcing af en sådan opgave dog ikke fritager den virksomhed eller person, der er forpligtet efter lovens krav om legitimation af kunder, for ansvaret efter loven.

Efter bestemmelsens stk. 1 er det muligt for de af loven omfattede virksomheder og personer at lægge oplysninger om en kundes identitet m.v. til grund, som er indhentet af forsikringsmæglere, pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, eller af en udenlandsk virksomhed, der er meddelt tilladelse til at udøve den i lov om finansiel virksomhed §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land indenfor Den Europæiske Union eller et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Det er ikke en betingelse, at den udenlandske virksomhed har etableret en filial her i landet.

Det er fortsat den virksomhed eller person, som lægger en andens oplysninger til grund, der er ansvarlig for, at kravene i forslagets § 12, stk. 1-4, opfyldes. Såfremt oplysningerne om en kunde er indhentet fra en udenlandsk virksomhed som nævnt i stk. 1, anses kravene i forslagets § 12, stk. 1-4, for opfyldt, såfremt de udleverede oplysninger opfylder kravene til kundekendskab i den udenlandske virksomheds hjem land. Da der er tale om virksomheder, der har hjem sted i et land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, må direktivets krav til kundekendskab formodes at være opfyldt i den afgivende virksomheds hjem land."


[ Krav om tilstrækkelige oplysninger ] Stk. 2. De af loven omfattede virksomheder og personer skal indhente tilstrækkelige oplysninger om tredjemand til at kunne lægge til grund, at denne har indført foranstaltninger til bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til kravene i denne lov.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i stk. 2 giver endvidere mulighed for, at de regulerede virksomheder og personer også kan lægge oplysninger om en kundes identitet m.v. til grund, som er indhentet af virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udøve den i lov om finansiel virksomhed §§ 7-11 nævnte virksomhed i et land udenfor Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Det er dog en betingelse, at den virksomhed, der afgiver oplysningerne, er underlagt krav om kundekendskab og opbevaring af oplysninger, der svarer til kravene i direktivet, samt er underlagt et tilsyn med overholdelsen af disse regler.

Det er op til de virksomheder og personer, der er omfattet af loven at vurdere, om et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, er underlagt krav, der svarer til de krav, der følger af 3. hvidvaskdirektiv, og om der føres kontrol med overholdelsen af disse krav."

[ Tredjemands pligt til at stille oplysninger til rådighed ] Stk. 3. Tredjemand skal forpligte sig til straks at stille de nævnte oplysninger til rådighed for virksomheden eller personen omfattet af loven. Endvidere skal tredjemand forpligte sig til på anmodning straks at fremsende relevante kontroloplysninger og anden relevant dokumentation til virksomheden eller personen omfattet af loven.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Det følger af stk. 3 , at hvis Kommissionen, i overensstemmelse med direktivets artikel 40 (4), har truffet beslutning om at undtage et land, kan oplysninger indhentet af virksomheder, der er etableret i dette land, ikke lægges til grund som en opfyldelse af legitimationskravet.

Det følger af artikel 40 (4) i 3. hvidvaskdirektiv, at Kommissionen kan træffe beslutning om, at et land uden for EU ikke har regler om kundekendskab m.v. svarende til 3. hvidvaskdirektiv eller ikke fører tilsyn med reglernes overholdelse svarende til 3. hvidvaskdirektiv. Såfremt Kommissionen træffer beslutning om, at et land ikke lever op til dette, skal Kommissionen offentliggøre en negativliste, der indeholder det/de pågældende lande.

Listen vil alene indeholde de lande, hvor Kommissionen har taget konkret stilling til, at det/de pågældende lande ikke har regler eller fører tilsyn med disse regler svarende til 3. hvidvaskdirektiv. Der kan ikke sluttes modsætningsvist fra listen. Listen kan således ikke tages til udtryk for, at lande, der ikke figurere på listen, har regler eller tilsyn svarende til 3. hvidvaskdirektiv.

Det er ikke muligt i nationalt regi at udarbejde den af Finansrådet efterspurgte liste.

Såfremt en virksomhed eller person vil forlade sig på oplysninger indhentet af en finansiel virksomhed etableret i et land udenfor EU, jf. lovforslagets § 16, stk. 2, og den pågældende virksomhed er etableret i et land, der ikke figurerer på den af Kommissionen udarbejdede liste, er det virksomhedens eller personens eget ansvar at vurdere, hvorvidt den finansielle virksomhed er underlagt krav om kundekendskab m.v., der svarer til kravene i 3. hvidvaskdirektiv. De af loven omfattede virksomheder og personer skal over for tilsynsmyndigheden kunne begrunde denne vurdering.

Se tilsvarende § 21, stk. 1, nr. 1, og § 22."

[ Ansvar for overholdelse af regler ] Stk. 4. Uanset stk. 1-3 er den pågældende virksomhed eller person ansvarlig for, at reglerne overholdes

[ Lande uden for EU mv. ] Stk. 5. Stk. 1 finder ikke anvendelse på de personer og virksomheder omfattet af loven, som er etableret i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har aftale med på det finansielle område, såfremt Kommissionen efter artikel 40, stk. 4, i 3. hvidvaskdirektiv beslutter at undtage det land, hvor den pågældende virksomhed har hjemsted.

[ Outsourcing af hvidvask-opgaver ] § 18. Virksomheder og personer omfattet af loven kan vælge kontraktmæssigt at outsource opgaver, som disse skal udføre med henblik på overholdelse af regler i denne lov, til en leverandør. Det er dog en betingelse herfor, at de af loven omfattede virksomheder eller personer inden indgåelse af aftalen om outsourcing sikrer sig, at leverandøren har den evne og kapacitet, der er nødvendig for at varetage opgaven på en tilfredsstillende måde, og at leverandøren har de tilladelser, der må være en forudsætning for, at leverandøren kan påtage sig opgaven.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 18

I forlængelse af forslagets § 17, foreslås det i 1. pkt. , at den virksomhed, der afgiver oplysninger om en kundes identitet m.v. i medfør af § 17, straks skal stille disse oplysninger til rådighed for den modtagende virksomhed eller person, der undlader at indhente oplysningerne. Dette skal ses i lyset af, at formålet med reglerne om kundelegitimation m.v. er at sikre en effektiv efterforskning blandt andet ved hurtigt at kunne stille de nødvendige oplysninger om en kundes identitet m.v. til rådighed for efterforskningsmyndighederne. Som følge heraf kan det ligeledes blive nødvendigt, at den modtagende virksomhed eller person får identifikations- og kontroloplysninger samt anden relevant dokumentation om kundens eller den reelle ejers identitet.

Det fremgår derfor af forslagets 2. pkt. , at den afgivende virksomhed straks skal fremsende disse oplysninger efter anmodning fra den modtagende virksomhed eller person. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 18.

For finansielle virksomheder og forsikringsmæglere, skal videregivelse af oplysninger efter §§ 17 og 18 ske i overensstemmelse med videregivelsesreglerne i lov om finansiel virksomhed og lov om forsikringsformidling. Herudover skal disse virksomheder iagttage persondatalovens øvrige regler, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 17.


[ Løbende kontrol med leverandøren ] Stk. 2. Der skal under aftalen løbende føres kontrol med, at leverandøren udfører opgaven i overensstemmelse med kravene, og på baggrund heraf skal forsvarligheden af outsourcingaftalen løbende vurderes.

[ Ansvar for overholdelse af regler ] Stk. 3. Uanset om outsourcing finder sted, er virksomheden eller personen ansvarlig for, at reglerne overholdes.

Skærpede krav til legitimation m.v.

[ Skærpede legitimationskrav i højrisikosituationer ] § 19. De af loven omfattede virksomheder og personer skal ud fra en risikovurdering stille yderligere krav til legitimation af en kunde end nævnt i § 12 i de situationer, som i sig selv indebærer en øget risiko for hvidvask og terrorfinansiering. Dette betyder, at de som minimum skal opfylde kravene i stk. 2-4.

Ved bistand til lejlighedskunder med enkeltstående transaktioner kan opfyldelse af kravene i §§ 12, 15, og 19 undlades, hvis transaktionen ikke overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 1.000 euro. Se § 14 herom.

Ved bistand til lejlighedskunder med enkeltstående rådgivningsopgaver kan opfyldelse af kravene i §§ 12, 15 og 19 undlades, jf. § 14, stk. 2.

Se også §§ 1 - 3 i BKG 712/2008.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 19

De skærpede krav til kundelegitimation gennemfører direktivets artikel 13 og FATFs anbefalinger nr. 6 og 7. De skærpede krav gælder ikke i de i § 21, stk. 1 og 2, nævnte situationer. De skærpede legitimationsforanstaltninger skal ske på grundlag af en vurdering af risikoen og i situationer, som i sig selv indebærer en øget risiko for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og som minimum i de tilfælde, der nævnt i stk. 2-4."


[ Kundens manglende fysiske tilstedeværelse ] Stk. 2. Når kunden ikke har været fysisk tilstede for at legitimere sig, skal virksomheden eller personen træffe yderligere foranstaltninger for at sikre kundens rette identitet. Dette kan eksempelvis ske ved at træffe en eller flere af følgende foranstaltninger:

For så vidt angår livsforsikrings- og pensionsaftaler gælder visse undtagelser til legitimationskravene, jf. § 20.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 2 vedrørende skærpet opmærksomhed, hvor kunden ikke har været fysisk til stede, gælder ikke for de tilfælde, der er omfattet af § 20, eksempelvis for livsforsikrings- og pensionsaftaler.

Den skærpede opmærksomhed kan eksempelvis ske ved at modtage supplerende legitimation. Hvis den almindelige legitimation sker ved f.eks. kørekort eller pas, kan den supplerende legitimation f.eks. være sygesikringsbevis. Kontrollen af de udleverede dokumenter kan f.eks. ske ved at sammenholde dokumenterne eller, hvis der er tale om et dokument udstedt af en af de nævnte virksomheder eller personer, ved at kræve en bekræftende attestering af dokumentet. Kravet i nr. 3 sikrer, at kunden allerede er identificeret i et kreditinstitut."

1) Sikre, at kundens identitet fastslås ved supplerende dokumentation.

2) Kontrollere eller verificere de udleverede dokumenter eller kræve en bekræftende attestering fra en af de i § 1, stk. 1, nr. 1-11, nævnte virksomheder eller personer.

3) Kræve, at den første betaling i forbindelse med transaktionerne foretages via en konto åbnet i kundens navn i et pengeinstitut eller en tilsvarende virksomhed etableret i et land inden for Den Europæiske Union, et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller et tredjeland, der er underlagt krav om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, som svarer til kravene i denne lov, og der føres kontrol med overholdelsen af disse krav.

[ Grænseoverskridende korrespondentbankforbindelser mv. ] Stk. 3. Ved grænseoverskridende korrespondentbankforbindelser med institutter fra lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal de af loven omfattede pengeinstitutter, realkreditinstitutter, betalingsinstitutter og e-penge-institutter, inden der etableres nye korrespondentbankforbindelser,

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 3 gælder for pengeinstitutter, realkreditinstitutter og udstedere af elektroniske penge, der har korrespondentbankforbindelser. En korrespondentbank er en bank, som udfører betalinger m.v. for en anden bank eller et realkreditinstitut.

Afvikling af valutahandler sker typisk gennem en bank i de pågældende valutaers hjem land. Valutahandlere har ofte et net af såkaldte korrespondentbanker med valutakonti i forskellige lande. I praksis foregår afviklingen ved, at parterne uafhængigt af hinanden afsender betalingsinstrukser til hver sin korrespondentbank om at overføre det solgte beløb til modpartens konto hos dennes korrespondentbank.

Med hensyn til kravet i nr. 1 og 2 om at indhente tilstrækkelige oplysninger om modpartens renomme og modpartens kontrol m.v. adskiller dette sig ikke væsentligt fra de undersøgelser, der allerede foretages i dag af institutterne for at vurdere en korrespondentbankforbindelse. Ved tilsynets kvalitet i nr. 1 forstås, om det pågældende lands tilsynsmyndigheder overholder internationale standarder. Inden der etableres nye korrespondentbankforbindelser skal der ifølge nr. 3 indhentes godkendelse hos den øverste daglige ledelse, hvilket vil sige hos den person eller afdeling, der er nærmeste foresatte til den person, som søger om godkendelse til at indgå aftale med den enkelte korrespondentbankforbindelse. I mindre institutter vil det ofte være direktionen, der skal godkende aftalen. I større institutter kan godkendelsen typisk ske under direktionsniveau.

Stk. 3, nr. 4, gælder kun for de institutter, der har givet deres korrespondentbanks kunder direkte adgang til instituttets egne konti."

1) indhente tilstrækkelige oplysninger om det pågældende institut til fuldt ud at forstå, hvori dets virksomhed består, og på grundlag af offentligt tilgængelige oplysninger bedømme det pågældende instituts renommé og tilsynets kvalitet, herunder oplysninger om, hvorvidt det pågældende institut er omfattet af en myndighedsundersøgelse eller tidligere har modtaget sanktioner fra offentlige myndigheder for overtrædelse af regler om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme,

2) indhente tilstrækkelige oplysninger til at sikre sig, at det pågældende institut har tilstrækkelige og effektive kontrolprocedurer med henblik på overholdelse af regler om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme,

3) indhente godkendelse hos den øverste daglige ledelse til etablering af korrespondentforbindelsen,

4) sikre sig, at korrespondentbanken har kontrolleret kundernes identitet og løbende vurderer relevante oplysninger om de kunder, der har direkte adgang til korrespondentbankens konto hos en person eller virksomhed omfattet af denne lov, samt sikre sig, at korrespondentbanken kan levere relevante kundeoplysninger på forespørgsel fra den, som fører kontoen til, og

5) dokumentere fastlæggelsen af ansvarsfordelingen mellem instituttet og korrespondentbanken.

[ Krav til virksomheden/personer mv. ] Stk. 4. De af loven omfattede virksomheder og personer skal

Se også definitionen i § 4 i BKG 712/2008.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"I henhold til stk. 4 gælder de skærpede krav til politisk udsatte personer kun for dem, der er bosiddende i udlandet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 3, nr. 6, med hensyn til, hvad der forstås ved politisk udsatte personer. Omfanget af tilstrækkelige procedurer i henhold til nr. 1 afhænger af virksomhedens størrelse. For helt små virksomheder vil der ikke være krav om skriftlige forretningsgange. Større virksomheder skal derimod have skriftlige forretningsgange herfor.

I henhold til nr. 2 skal den øverste daglige ledelse godkende etablering af forretningsforbindelse med politisk udsatte personer. Den øverste daglige ledelse skal forstås som den person eller afdeling, der er nærmeste foresatte til den person, som søger om godkendelse til at indgå aftale med kunden. I mindre institutter vil det ofte være direktionen, der skal godkende.

Efter nr. 3 skal der træffes rimelige foranstaltninger for at indhente oplysninger om formue- og indtægtsforhold for at kunne vurdere, om transaktionerne står i rimeligt forhold til den pågældendes formue- og indtægtsforhold.

Der skal i henhold til nr. 4 ske en vedvarende skærpet kontrol med forretningsforbindelsen, således at ændringer i omfanget og størrelsen af transaktioner vil blive opdaget og undersøgt nærmere."

1) være i besiddelse af tilstrækkelige procedurer til at afgøre, om kunden er en politisk udsat person bosiddende i et andet land,

2) indhente den øverste daglige ledelses godkendelse ved etablering af forretningsforbindelser med sådanne kunder,

3) træffe rimelige foranstaltninger for at indhente oplysninger om formue- og indtægtskilderne, der er omfattet af forretningsforbindelsen eller transaktionen, og

4) løbende være opmærksomme på forretningsforbindelsen.

[ Politisk udsatte personer ] Stk. 5. For kundeforhold med en politisk udsat person bosiddende i et andet land skal den øverste daglige ledelse godkende fortsættelse af kundeforhold, som er etableret før den 1. januar 2007.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 5 gennemfører direktivets artikel 13 (5) og FATFs anbefaling nr. 18. Ved et tomt bankselskab forstås en bank, der ikke er fysisk tilstede i det land, hvor den har hjem sted, og som ikke på anden måde er tilknyttet en virksomhed, som er underlagt effektivt konsolideret tilsyn. En lokal agent eller personale, der ikke er på ledelsesniveau, er ikke tilstrækkeligt til at blive betragtet som hjem sted. Ved rimelige foranstaltninger forstås, på samme måde som i dag, hvor pengeinstitutter vurderer deres korrespondentbanker, inden de indgår forretninger med dem."

[ Korrespondentbankforbindelser med tomme bankselskaber mv. ] Stk. 6. Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, betalingsinstitutter og e-penge-institutter må ikke indgå eller opretholde en korrespondentbankforbindelse med et tomt bankselskab og skal træffe rimelige foranstaltninger for at undgå forbindelse med et kreditinstitut, som er kendt for at tillade, at tomme bankselskaber anvender dets konti.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 6 gennemfører direktivets artikel 13 (6) og FATFs anbefaling nr. 8. De af loven omfattede virksomheder skal være særligt opmærksomme på risici for hvidvask og terrorfinansiering, som kan komme fra nye produkter, og som kan fremme anonymitet. Ved nye produkter skal det overvejes om produktet f.eks. kan anvendes til at fremme anonymitet."

[ Særlig opmærksomhed ved anonymitet mv. ] Stk. 7. Virksomheder og personer omfattet af loven skal være særlig opmærksomme på risici for hvidvask og terrorfinansiering, der kan opstå i forbindelse med produkter eller transaktioner, som kan fremme anonymitet, og træffe foranstaltninger, hvis det er nødvendigt for at forhindre, at produkterne eller transaktionerne anvendes til hvidvask og terrorfinansiering.

Undtagelse fra kravene om legitimation m.v.

[ Områder undtaget fra legitimationskrav ] § 20. Legitimationskravet i § 12 og § 19, stk. 2, kan undlades med hensyn til følgende produkter og transaktioner:

Se § 12 og § 19.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 20

I de i § 20 omhandlede tilfælde er der en formodning for, at risikoen for hvidvask og terrorfinansiering er lav. I disse situationer kan det derfor helt undlades at opfylde kravene i § 12 i lovforslaget.

Stk. 1, nr. l og 2 , svarer indholdsmæssigt til den gældende lovs § 5 og gennemfører direktivets artikel 11 (5) (a) og (b). Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser undtages for pligten til at kræve legitimation, når der er tale om livsforsikrings- og pensionsaftaler under et vist minimumsbeløb (1.000 og 2.500 euro). Hvis den eller de periodiske præmier, der skal indbetales i løbet af et år, forhøjes, således at tærsklen på 1.000 euro overstiges, skal der kræves legitimation.

Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser undtages på samme måde for pligten til at kræve legitimation, når livsforsikrings- og pensionsaftalerne ikke anses at kunne udnyttes til hvidvask eller terrorfinansiering pga. manglende tilbagekøbmulighed, jf. lovteksten, eller hvis aftalen ikke kan anvendes som sikkerhed for lån.

Uanset beløbsstørrelserne gælder legitimationskravet, såfremt der er mistanke om hvidvask eller terrorfinansiering.

I henhold til nr. 3 må legitimationskravet anses for opfyldt, når det konstateres, at præmien eller bidraget fra pensionsspareren skal debiteres en konto, der er åbnet i pensionssparerens navn i overensstemmelse med bestemmelsen i forslagets § 12.

Ifølge nr. 4 er livsforsikrings- og pensionsaftaler, der indgås i medfør af en arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmæssige virksomhed, hvor der er en begrænset tilbagekøbsmulighed, eksempelvis i tilfælde af emigration, undtaget på betingelse af, at der kræves legitimation, hvis kunden benytter tilbagekøbsmuligheden.

Nr. 5 gennemfører direktivets artikel 11 (5) og undtager elektroniske penge, som defineret i direktiv 2000/46/EF indenfor de angivne grænser."

1) Livsforsikrings- og pensionsaftaler, hvis den årlige præmie er på et beløb, der modsvarer 1.000 euro eller derunder, eller hvis en engangspræmie er på et beløb, der modsvarer 2.500 euro eller derunder.

2) Livsforsikrings- og pensionsaftaler, der indgås i medfør af en arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmæssige virksomhed, forudsat at aftalerne ikke indeholder en tilbagekøbsmulighed eller kan anvendes som sikkerhed for lån.

3) Livsforsikrings- og pensionsaftaler, hvor præmien eller bidraget skal debiteres på kundens konto i et pengeinstitut.

4) Livsforsikrings- og pensionsaftaler, der indgås i medfør af en arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmæssige virksomhed, med en begrænset tilbagekøbsmulighed, når der foretages legitimation i henhold til § 12, hvis kunden benytter tilbagekøbsmuligheden.

5) Elektroniske penge som defineret i § 6, nr. 21, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge,

a) hvor der for ikkegenopladelige medier maksimalt kan lagres et beløb, der modsvarer værdien af 250 euro,

b) hvor der for ikkegenopladelige medier, som kun kan anvendes i Danmark, maksimalt kan lagres et beløb, der modsvarer værdien af 500 euro, eller

c) hvor der for genopladelige medier maksimalt kan lagres op til et beløb, der modsvarer værdien af 2.500 euro inden for et kalenderår, og hvor der maksimalt kan indløses et beløb, der modsvarer værdien af 1.000 euro inden for et kalenderår.

[ Altid legitimationskrav ved mistanke ] Stk. 2. Uanset transaktionens størrelse eller produktets karakter skal der kræves legitimation, når der er mistanke om, at transaktionen har tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, der er omfattet af underretningspligten i § 7.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsen i stk. 2 gentager det overordnede udgangspunkt i forslagets § 11 om, at der skal kræves legitimation, såfremt der foreligger en mistanke om, at en transaktion har tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering, der er omfattet af underretningspligten i forslagets § 7.

Bestemmelsen betyder, at undtagelserne fra kravene til kundelegitimation i § 20 ikke kan anvendes, hvis virksomheden eller personen har en mistanke om, at en transaktion har tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering, der er omfattet af underretningspligten."

[ Nærmere regler om undtagne produkter mv. ] Stk. 3. På baggrund af beslutninger fra Kommissionen kan Finanstilsynet fastsætte regler om, at andre produkter eller transaktioner kan undtages.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Ifølge stk. 3 kan Finanstilsynet på baggrund af beslutninger fra Kommissionen beslutte, at andre produkter eller transaktioner kan undtages. I henhold til direktivets artikel 40(1) kan Kommissionen, for at tage højde for den tekniske udvikling indenfor området og for at sikre en ensartet anvendelse af direktivet, afklare tekniske aspekter samt indføre tekniske kriterier i forhold til visse af bestemmelserne i direktivet. Kommissionens beslutning skal ske efter en særlig komitologi-procedure. Kommissionen har endnu ikke undtaget andre produkter eller transaktioner end de i bestemmelsen nævnte. Såfremt Kommissionen træffer afgørelser herom, kan Finanstilsynet fastsætter reglerne i en bekendtgørelse."

[ Fravigelse af legitimationskrav i visse tilfælde ] § 21. Legitimationskravene i § 12, stk. 1-5, og § 15 kan efter en risikovurdering undlades, når kunden er

Se § 12 og § 15.

Finanstilsynet kan efter omstændighederne beslutte, at § 21 ikke kan anvendes over for visse virksomheder, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, jf. § 22, stk. 1.

EU har offentliggjort en liste over lande, der anses for at have indført tilstrækkelige hvidvaskforanstaltninger. Listen kan findes på Finanstilsynets hjemmeside: EUs liste over lande uden for EU/EØS, der er anerkendt i forhold til relevante dele af 3. hvidvaskdirektiv.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 21

Bestemmelsen gennemfører artikel 11, som svarer til artikel 3 (9) i 2. hvidvaskdirektiv om, at hvis kunden er et kredit- eller finansieringsinstitut, der er omfattet af hvidvaskdirektivet, gælder legitimationskravene i § 12 ikke. Centralbanker er ligeledes omfattet af undtagelsen. I forhold til den gældende lovs § 8 er også kredit- og finansieringsinstitutter fra 3. lande, der er underlagt krav svarende til 3. hvidvaskdirektiv, undtaget. Det er dog et krav, at der føres kontrol med overholdelsen af disse krav. Det er op til de virksomheder og personer, der er omfattet af loven, at vurdere, om et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, er underlagt krav, der svarer til de krav, der følger af 3. hvidvaskdirektiv, og om der føres kontrol med overholdelsen af disse krav.

Hvis Kommissionen, i overensstemmelse med direktivets artikel 40 (4), har truffet beslutning om at undtage et land, kan oplysninger indhentet af virksomheder, der er etableret i dette land, ikke lægges til grund som en opfyldelse af legitimationskravet.

Det følger af artikel 40 (4) i 3. hvidvaskdirektiv, at Kommissionen kan træffe beslutning om, at et land uden for EU ikke har regler om kundekendskab m.v. svarende til 3. hvidvaskdirektiv eller ikke fører tilsyn med reglernes overholdelse svarende til 3. hvidvaskdirektiv. Såfremt Kommissionen træffer beslutning om, at et land ikke lever op til dette, skal Kommissionen offentliggøre en negativliste, der indeholder det/de pågældende lande.

Listen vil alene indeholde de lande, hvor Kommissionen har taget konkret stilling til, at det/de pågældende lande ikke har regler eller fører tilsyn med disse regler svarende til 3. hvidvaskdirektiv. Der kan ikke sluttes modsætningsvist fra listen. Listen kan således ikke tages til udtryk for, at lande, der ikke figurere på listen, har regler eller tilsyn svarende til 3. hvidvaskdirektiv.

Det er ikke muligt i nationalt regi at udarbejde den af Finansrådet efterspurgte liste.

Såfremt en virksomhed eller person vil forlade sig på oplysninger indhentet af en finansiel virksomhed etableret i et land udenfor EU, jf. lovforslagets § 16, stk. 2, og den pågældende virksomhed er etableret i et land, der ikke figurerer på den af Kommissionen udarbejdede liste, er det virksomhedens eller personens eget ansvar at vurdere, hvorvidt den finansielle virksomhed er underlagt krav om kundekendskab m.v., der svarer til kravene i 3. hvidvaskdirektiv. De af loven omfattede virksomheder og personer skal over for tilsynsmyndigheden kunne begrunde denne vurdering.

Se tilsvarende bemærkningerne til § 17, stk. 3, og § 22.

Nr. 2 undtager også virksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i en eller flere medlemsstater og virksomheder fra tredjelande, der er underlagt tilsvarende oplysningskrav.

Ifølge direktivet er kun indenlandske offentlige myndigheder undtaget, jf. nr. 3."


1) en af de i § 1, stk. 1, nr. 1-8, nr. 10 og 19, nævnte virksomheder eller en tilsvarende virksomhed etableret i et land inden for Den Europæiske Union, et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller et tredjeland, der er underlagt krav om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, som svarer til kravene i denne lov, og der føres kontrol med overholdelsen af disse krav,

2) en virksomhed, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, eller

3) en indenlandsk offentlig myndighed.

[ Midler på klientkonto ] Stk. 2. Legitimationskravene i § 12 gælder ikke, når den reelle ejer har midler på en notars eller advokats fælles klientkonto, såfremt notaren eller advokaten selv er undergivet regler svarende til denne lov. Det er en betingelse, at oplysninger om den reelle ejers identitet m.v. gøres tilgængelige for det kontoførende institut, når instituttet spørger herom.

Se § 12.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 2. Af direktivets præambel nr. 23 fremgår det, at advokater selv skal identificeres af det kontoførende institut, og at advokater selv skal identificere deres klient, som har midler på klientkontoen. Klienten er således den reelle ejer af kontoen."

[ Indhentning af tilstrækkelige oplysninger ] Stk. 3. Der skal i alle tilfælde indhentes tilstrækkelig information til at fastslå, at kunden er omfattet af en af de i stk. 1 og 2 nævnte undtagelser.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Der skal efter stk. 3 altid indhentes information for at fastslå, at kunden er omfattet af undtagelserne."

[ Fastsættelse af yderligere regler ] Stk. 4. På baggrund af beslutninger fra Kommissionen kan Finanstilsynet fastsætte regler om, at andre virksomheder og personer kan undtages.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 4. Se bemærkninger til § 20, stk. 3."

[ Nærmere regler om virksomeder, der ikke kan anvende § 21 ] § 22. Hvis det besluttes af Kommissionen, kan Finanstilsynet bestemme, at personer og virksomheder omfattet af loven ikke kan anvende undtagelsen i § 21 over for kredit- og finansieringsinstitutter eller børsnoterede virksomheder eller andre enheder fra et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område.

Se § 21.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 22

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 12, som foreskriver, at Kommissionen på baggrund af beslutning fra udvalget nedsat i medfør af direktivets artikel 41 kan beslutte, at virksomheder og personer omfattet af denne lov ikke kan anvende undtagelsen i § 21 over for kredit- og finansieringsinstitutter eller børsnoterede virksomheder eller andre enheder fra et tredjeland, når disse ikke opfylder betingelserne i henhold til 3. hvidvaskdirektiv.

Hvis Kommissionen, i overensstemmelse med direktivets artikel 40 (4), har truffet beslutning om at undtage et land, kan oplysninger indhentet af virksomheder, der er etableret i dette land, ikke lægges til grund som en opfyldelse af legitimationskravet.

Det følger af artikel 40 (4) i 3. hvidvaskdirektiv, at Kommissionen kan træffe beslutning om, at et land uden for EU ikke har regler om kundekendskab m.v. svarende til 3. hvidvaskdirektiv eller ikke fører tilsyn med reglernes overholdelse svarende til 3. hvidvaskdirektiv. Såfremt Kommissionen træffer beslutning om, at et land ikke lever op til dette, skal Kommissionen offentliggøre en negativliste, der indeholder det/de pågældende lande.

Listen vil alene indeholde de lande, hvor Kommissionen har taget konkret stilling til, at det/de pågældende lande ikke har regler eller fører tilsyn med disse regler svarende til 3. hvidvaskdirektiv. Der kan ikke sluttes modsætningsvist fra listen. Listen kan således ikke tages til udtryk for, at lande, der ikke figurere på listen, har regler eller tilsyn svarende til 3. hvidvaskdirektiv.

Det er ikke muligt i nationalt regi at udarbejde den af Finansrådet efterspurgte liste.

Såfremt en virksomhed eller person vil forlade sig på oplysninger indhentet af en finansiel virksomhed etableret i et land udenfor EU, jf. lovforslagets § 16, stk. 2, og den pågældende virksomhed er etableret i et land, der ikke figurerer på den af Kommissionen udarbejdede liste, er det virksomhedens eller personens eget ansvar at vurdere, hvorvidt den finansielle virksomhed er underlagt krav om kundekendskab m.v., der svarer til kravene i 3. hvidvaskdirektiv. De af loven omfattede virksomheder og personer skal over for tilsynsmyndigheden kunne begrunde denne vurdering.

Se tilsvarende bemærkningerne til § 17, stk. 3, og § 21, stk. 1, nr. 1.


Opbevaring af identitetsoplysninger m.v.

[ Opbevaring i min. 5 år efter kundeforholdets ophør ] § 23. De af loven omfattede virksomheder og personer skal opbevare identitets- og kontroloplysninger, i mindst 5 år efter at kundeforholdet er ophørt. Kopi af legitimationsdokumenter, der er indhentet i medfør af §§ 11, 12, 14, 15 og 19, kan opbevares.

Se §§ 11, 12, 14, 15 og 19.

Sml. den 5-årige frist i forordningen om betaleroplysninger, forordning 1781/2006, artikel 5(5) og artikel 11, samt for mellembetalingsformidlere uden for EU, artikel 13.

Se også §§ 1 - 3 i BKG 712/2008.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 23

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 30 samt FATFs anbefaling nr. 10. Bestemmelsen er i det væsentligste i overensstemmelse med betænkningens § 15 og den gældende lovs § 9. Det er dog tilføjet i stk. 2, at oplysningerne skal kunne fremfindes samlet.

Af hensyn til efterforskningsmulighederne og bevissikkerheden foreslås det i stk. 1 at videreføre den gældende bestemmelse om, at oplysninger vedrørende identitet og transaktioner opbevares i en periode på mindst 5 år fra henholdsvis kundeforholdets ophør og transaktionens gennemførelse.

Perioden på 5 år svarer i øvrigt til den almindelige frist for opbevaring af regnskabsmateriale efter bogføringslovens § 10, stk. 1, jf. lov nr. 1006 af 23. december af 1998.

Ikke alle dokumenter eller registreringer behøver at blive opbevaret. Alene oplysninger, der har en vis betydning, som f.eks. dokumenter, telefonnotater m.v. af ordregivende karakter samt kontooversigter, bør opbevares. Hvis f.eks. et lånetilbud ikke bliver effektueret, skal tilbuddet ikke opbevares. Hvis der er tale om en låneaftale, skal eksempelvis lånedokumentet opbevares i mindst 5 år efter indfrielse af lånet.

Det forudsættes endvidere, at den allerede eksisterende edb-registrering af CPR-numre, navne m.v. og opbevaring på mikrofilm videreføres, lige som det ikke nødvendigvis er den pågældende virksomhed eller person selv, der opbevarer oplysningerne.

Såfremt en virksomhed eller person har taget en kopi af de legitimationsdokumenter - f.eks. pas eller kørekort, som kunden har forevist, kan virksomheden eller personen opbevare disse kopier som dokumentation for kundens identitet. Dette gælder, uanset om virksomheden selv har taget kopien i medfør af forslagets §§ 12 og 14, eller om kopien er modtaget og derefter videregivet af en anden virksomhed efter proceduren i forslagets § 18.

Bestemmelsen indeholder en præcisering af databeskyttelsesdirektivets artikel 7 og persondatalovens § 6. Præciseringen sker indenfor direktivets rammer, idet der er en væsentlig samfundsmæssig interesse i at skabe mulighed for at opbevare kopi af legitimationsdokumenter, herunder billedlegitimation med henblik på at forebygge hvidvask og finansiering af terrorisme. Bestemmelsen i forslagets § 23 skal derfor forstås som en fravigelse af persondataloven, således at legitimationsdokumenter kan opbevares i medfør af denne lovs regler."


Stk. 2. Dokumenter og registreringer vedrørende transaktioner skal opbevares, så de kan fremfindes samlet i mindst 5 år efter transaktionernes gennemførelse. Dette gælder også de i medfør af § 6, stk. 2, noterede oplysninger.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Tilføjelsen i stk. 2 om, at oplysningerne skal opbevares, så de kan fremfindes samlet, skal ske således, at det er muligt at kæde transaktionen sammen med identifikationen af kunden, og er begrundet i hensynet til en hurtig efterforskning. Det er således vigtigt, at virksomheder og personer omfattet af loven hurtigt kan besvare anmodninger om oplysninger om, hvorvidt de opretholder kundeforhold med navngivne personer. Med henblik på legitimation m.v. af sådanne kundeforhold og for at kunne meddele sådanne oplysninger hurtigst muligt i forbindelse med en efterforskning bør særligt større virksomheder, der er omfattet af lovens § 1, stk. 1, nr. 1-12, råde over effektive systemer hertil, som er afpasset deres forretningsomfang og art, jf. direktivs artikel 28 samt betragtning 30 i præambelen. Det er tilstrækkeligt, at der er systemer, som gør det muligt at finde oplysningerne frem samlet. Det er således ikke et krav, at oplysningerne fysisk opbevares samme sted."

[ Opbevaring af oplysninger efter virksomheds ophør ] Stk. 3. Ophører virksomheden, skal den senest fungerende ledelse sørge for, at identitetsoplysninger m.v. fortsat opbevares i overensstemmelse med stk. 1 og 2. Opløses en virksomhed ved skifterettens mellemkomst, kan skifteretten beslutte, at andre end den senest fungerende ledelse skal opbevare identitetsoplysningerne m.v.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 3 præciserer, at identitetsoplysningerne også skal opbevares i overensstemmelse med stk. 1 og 2 efter virksomhedens ophør. Der henvises til bogføringslovens § 13. Såfremt der er tale om ophør af en virksomhed, gælder bogføringslovens regler. Såfremt der kun er tale om en delvis overdragelse af eksempelvis en kundeportefølje, vil det være den overtagende virksomhed eller person, der har opbevaringspligten. Grunden til denne afvigelse fra bogføringsloven er, at kundelegitimation først forældes efter 5 år efter kundeforholdets ophør. Overdragelse af en portefølje af udlån i et pengeinstitut, en bestandsoverdragelse i et forsikringsselskab eller skift af administrator m.v. indebærer, at den overtagende virksomhed eller person bliver ansvarlig for opbevaringen af identitetsoplysningerne i overensstemmelse med stk. 1 og 2."

Filialer og dattervirksomheder i tredjelande

[ Sikring af datterselskaber i tredjelandes overholdelse mv. ] § 24. De af lovens § 1, stk. 1, nr. 1-7 og 10-12, omfattede virksomheder skal sikre, at deres filialer og dattervirksomheder, der er etableret i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, har foranstaltninger med hensyn til kundelegitimation og opbevaring af identitetsoplysninger m.v., der svarer til kravene i 3. hvidvaskdirektiv, i det omfang landets lovgivning tillader dette.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 24

Bestemmelsen er ny og gennemfører direktivets artikel 31 (1) og (3) samt FATFs anbefaling nr. 22.

Det følger af bestemmelsens stk. 1 , at virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7 og 10-12, skal sikre, at deres filialer og dattervirksomheder, der er etableret i lande uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, foretager tilstrækkelig kundelegitimation samt opbevaring af identitetsoplysninger m.v., der svarer til de krav, der stilles i 3. hvidvaskdirektiv. Bestemmelsen vedrører særlig etablering af filialer og dattervirksomheder i lande, som ikke på tilstrækkelig vis har gennemført FATFs anbefalinger.

Ifølge bestemmelsens stk. 2 skal den virksomhed, der har etableret en filial eller en dattervirksomhed i et land udenfor Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, underrette den myndighed, som påser virksomhedens overholdelse af loven, såfremt det pågældende land ikke tillader anvendelsen af foranstaltninger, der svarer til kravene i 3. hvidvaskdirektiv. Underretningen til den myndighed, der påser virksomhedens overholdelse af loven, videregives til Kommissionen i overensstemmelse med direktivets artikel 31 (2).

Virksomheden skal i disse situationer endvidere sikre sig, at risikoen for hvidvask og terrorfinansiering i filialen eller dattervirksomheden varetages på anden vis.

Bestemmelsens stk. 3 gennemfører direktivets artikel 34 (2), hvorefter de i stk. 1 nævnte virksomheder skal drage omsorg for, at deres filialer og dattervirksomheder, der er etableret i lande udenfor Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, har skriftlige interne regler vedrørende kundelegitimation og opbevaring af registreringer svarende til kravene i § 25, stk. 1, i det omfang landets lovgivning tillader dette. Skriftlighedskravet kan anses for opfyldt ved, at retningslinjerne lagres digitalt. Der henvises til bemærkningerne til § 25.


[ Underretning, hvis tredjeland ikke tillader foranstaltninger ] Stk. 2. Hvis lovgivningen i det i stk. 1 nævnte land ikke tillader anvendelsen af tilsvarende foranstaltninger som nævnt i stk. 1, skal virksomheden underrette den myndighed, som påser virksomhedens overholdelse af denne lov, jf. kapitel 8. Virksomheden skal endvidere sikre sig, at risikoen for hvidvask og terrorfinansiering i filialen eller dattervirksomheden imødegås på anden vis.

[ Krav om skriftlige, interne regler for datterselskaber ] Stk. 3. De i stk. 1 nævnte virksomheder skal sørge for, at deres filialer og dattervirksomheder, der er etableret i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, har skriftlige interne regler vedrørende kundelegitimation og opbevaring af registreringer svarende til kravene i § 25, stk. 1, i det omfang landets lovgivning tillader dette.

EU har offentliggjort en liste over lande, der anses for at have indført tilstrækkelige hvidvaskforanstaltninger. Listen kan findes på Finanstilsynets hjemmeside: EUs liste over lande uden for EU/EØS, der er anerkendt i forhold til relevante dele af 3. hvidvaskdirektiv.

Kapitel 5

Interne regler og uddannelse m.v.

[ Krav til interne regler om hvidvask mv. ] § 25. De af loven omfattede virksomheder og personer skal udarbejde tilstrækkelige skriftlige interne regler om kundelegitimation, opmærksomheds-, undersøgelses- samt noteringspligt, indberetning, opbevaring af registreringer, intern kontrol, risikovurdering, risikostyring, ledelseskontrol og kommunikation samt uddannelses- og instruktionsprogrammer for medarbejderne for at forebygge og forhindre hvidvask og terrorfinansiering. Der skal endvidere udarbejdes tilstrækkelige skriftlige interne regler om overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordninger om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler, hvor dette er relevant, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

De iht. loven påkrævede forretningsgange/interne regler skal godkendes af Finanstilsynet.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 25

Bestemmelsen præciserer de overordnede retningslinier for hvilke krav, der fra lovgivers side stilles til opfyldelse af lovens formål. Der er ikke fundet behov for at indføre en offentlig godkendelsesordning af virksomhedernes interne regler.

Bestemmelsen skal alene opfyldes i det omfang, at de bestemmelser, som § 25 vedrører, er trådt i kraft. Dette betyder eksempelvis, at der ikke skal uddannes i »politisk udsatte personer«, jf. lovforslagets § 19, før bestemmelsen træder i kraft den 1. januar 2007, jf. lovforslagets § 38, stk. 3.

Stk. 1 gennemfører direktivets artikel 34 (1) og 35 (1), 1. og 2. del. Med henblik på at forebygge og forhindre gennemførelse af transaktioner, der er knyttet til hvidvask af penge og terrorfinansiering, pålægger forslaget virksomhederne at udfærdige interne regler om betryggende kontrol- og kommunikationsprocedurer, herunder regler, der sikrer, at kundens rette identitet kendes, hvorledes virksomhederne skal undersøge mistænkelige transaktioner samt en procedure for underretning af politiet. De interne regler kan også indeholde beskrivelse af hvilke kundetyper og/eller produkter, der anses for at have lav risiko eller høj risiko, samt begrundelsen herfor. Kravet om skriftlighed kan anses for opfyldt ved, at retningslinjerne lagres digitalt.

Det pålægges endvidere virksomhederne at udfærdige uddannelsesprogrammer, der sikrer, at personalet, herunder også medlemmer af ledelsen, får den fornødne instruktion til gennemførelse af betryggende kontrol- og underretningsforanstaltningerne. Dette kan ske i form af regelmæssige interne instruktionsmøder eller som led i virksomhedens uddannelsesforløb. Formålet hermed er at give de ansatte bedre forudsætninger for at genkende aktiviteter, som kan være forbundet med hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og at de kan blive instrueret om, hvorledes de skal forholde sig i sådanne tilfælde.

Det fremgår af stk. 1, at de skriftlige interne regler skal være tilstrækkelige. Hermed forstås, at der for visse typer af virksomheder vil være tale om lavrisikokunder eller lavrisikoprodukter, hvorfor kravene kan vurderes ud fra en risikobaseret synsvinkel. Kravene til skriftlige interne regler vil også afhænge af virksomhedens størrelse.

For virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-10, betyder ledelseskontrol, at den enkelte virksomhed skal udpege en person på ledelsesniveau, der skal sikre, at virksomheden overholder pligterne efter loven, jf. stk. 2. Dette er en gennemførelse af den fortolkende note til FATFs anbefaling nr. 15. Ved ledelsesniveau forstås i mindre virksomheder direktionen. Ved større virksomheder forstås f.eks. en underdirektør eller en chef for en juridisk afdeling.

Stk. 3 gennemfører direktivets artikel 35 (1), 1. og 2. led. Virksomheden skal bl.a. gennem uddannelsesprogrammer sikre, at de ansatte er bekendt med pligterne vedrørende bekæmpelse af hvidvask, herunder legitimationskravene, og at de skal være opmærksomme på mistænkelige transaktioner. Der er ikke specielle krav til, hvordan dette sikres. Det vil ofte være nærliggende for større virksomheder at tilrettelægge egentlig undervisning. En række omfattede virksomheder vil være enkeltmandsvirksomheder eller mindre virksomheder, hvor en anden form for orientering af de ansatte passer mere naturligt ind i virksomhedsstrukturen.

[...]

Efter stk. 5 kan Finanstilsynet fastsætte nærmere overordnede generelle retningslinjer for forretningsgange m.v. for de i stk. 1 nævnte krav. Retningslinjerne skal kun vedrøre overordnede områder, og der vil ikke kunne ske en detailregulering af enkeltområder i disse. Finanstilsynet drøfter retningslinjerne med den omfattede sektor, inden retningslinierne udstedes."

[ Udpegning af hvidvaskansvarlig ] Stk. 2. Virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-12, skal udpege en person på ledelsesniveau, der skal sikre, at virksomheden eller personen overholder pligterne efter loven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

[ Den hvidvaskansvarliges adgang til kundeoplysninger mv. ] Stk. 3. De af § 1 omfattede virksomheder og personer skal sørge for, at den i stk. 2 udpegede ledelsesperson har adgang til kundeoplysninger og andre relevante oplysninger for at sikre, at virksomheder og personer overholder pligterne efter denne lov.

[ Oplysningsforpligtelse over for ansatte ] Stk. 4. De af § 1 omfattede virksomheder og personer skal sørge for, at deres ansatte er bekendt med de pligter, som fremgår af denne lov.

[ Arbejdsgivers ansvar vedr. interne regler mv. ] Stk. 5. I ansættelsesforhold påhviler de i stk. 1 og 2 nævnte pligter arbejdsgiveren.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 4 , der gennemfører direktivets artikel 35 (1), 3. led, præciserer i øvrigt, at det i ansættelsesforhold altid er arbejdsgiveren - også når denne er en juridisk person - som de nævnte pligter påhviler."

[ Nærmere regler om kravene ] Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte krav for de i § 1, stk. 1, nr. 1-10 og 12, nævnte virksomheder og personer.

[ Nærmere regler om kravene ] Stk. 7. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte krav for de i § 1, stk. 1, nr. 11 og 15-18, nævnte virksomheder og personer.

Kapitel 6

Tavshedspligt og ansvar

[ Forhold til tavshedspligtregler ] § 26. De underretninger og oplysninger, som virksomheder og personer omfattet af denne lov giver i god tro i medfør af § 7 og standsning af transaktioner i medfør af § 7, stk. 4, påfører ikke virksomheden eller personen, dens ansatte eller ledelse nogen form for ansvar. Videregivelse af oplysninger i forbindelse hermed anses ikke som et brud på en eventuel tavshedspligt.

Se § 7.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 26

Bestemmelsen svarer til § 16, stk. 2, i betænkningen og gennemfører artikel 26 i direktivet.

Det fremgår af bestemmelsen, at ansvarsfriheden også gælder for den kortere »indefrysningsperiode«, der vil kunne være i forbindelse med en underretning efter forslagets § 7, stk. 4, fra der gives underretning og til beslutning om beslaglæggelse eller frigivelse af det pågældende udbytte er taget. Dette svarer til reguleringen af indefrysning i Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 467/2001 om forbud mod udførelse af visse varer og tjenesteydelser til Afghanistan, om styrkelse af flyveforbuddet og om udvidelse af indefrysningen af midler og andre økonomiske ressourcer over for Taliban i Afghanistan.

Bestemmelsen svarer i øvrigt til § 12, stk. 2, i den gældende lov.


[ Pligt til at hemmeligholde underretning ] udgangspunkt § 27. Virksomheder og personer omfattet af denne lov, ledelse og ansatte i disse virksomheder og hos disse personer samt revisorer eller andre, der udfører eller har udført særlige hverv for virksomheden eller personen, har pligt til at hemmeligholde, at der er givet underretning efter § 7, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse af, om der er tale om hvidvask eller terrorfinansiering, jf. dog stk. 2-6.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 27

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til § 12, stk. 1, i den gældende hvidvasklov og til § 16, stk. 1, i betænkningen. Bestemmelsen implementerer artikel 28 (1) i direktivet.

Bestemmelsen pålægger virksomheder og personer, der er omfattet af loven, ledelse og ansatte i disse virksomheder og personer samt revisorer og andre, der udfører eller har udført særlige hverv for virksomheden eller personen, tavshedspligt.

»Revisorer« er i bestemmelsen nævnt som et eksempel på andre, der udfører eller har udført særlige hverv for virksomheden.

Tavshedspligten omfatter følgende oplysninger:

- oplysninger om, at der er givet underretning efter § 7 i forslaget

- oplysninger om, at det overvejes, om der skal gives en sådan underretning

- oplysninger om, at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse af, om der er tale om hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Tavshedspligten omfatter kun disse oplysninger. Hvis en virksomhed får mistanke om, at en ansat i en anden virksomhed hvidvasker udbytte fra f.eks. underslæb eller mandatsvig over for virksomheden, er bestemmelserne ikke til hinder for, at den førstnævnte virksomhed kan oplyse den sidstnævnte virksomhed om mistanken om underslæb eller mandatsvig. Dette kan ske som led i et almindeligt kriminalitetsforebyggende øjemed. Den førstnævnte virksomhed vil derimod ikke kunne oplyse den sidstnævnte virksomhed om, at der er givet underretning efter forslagets § 7. Virksomhederne skal dog i forbindelse med underretningen fortsat overholde de tavshedspligtsbestemmelser, der gælder efter anden lovgivning, f.eks. lov om finansiel virksomhed."

[ Videregivelse til visse myndigheder ] modifikation Stk. 2. Oplysninger om, at der er givet underretning efter § 7, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse af, om der er tale om hvidvask eller finansiering af terrorisme, kan videregives til de myndigheder og organisationer, der påser denne lovs overholdelse.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Efter stk. 2 kan oplysningerne videregives til de myndigheder og organisationer, der påser lovens overholdelse. Bestemmelsen svarer til artikel 28 (2) i direktivet. Det er Advokatrådet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet, der påser lovens overholdelse, jf. bemærkningerne til § 32."

[ Rådgivers ret til at fraråde ulovlig virksomhed ] modifikation Stk. 3. Forbuddet i stk. 1 forhindrer ikke advokater, revisorer, eksterne bogholdere og skatterådgivere i at fraråde deres klient at udøve ulovlig virksomhed.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Det fremgår af bestemmelsens stk. 3 , at forbudet i stk. 1 ikke er til hinder for, at advokater, revisorer og skatterådgivere fraråder deres klient at udøve ulovlig virksomhed. Stk. 3 gennemfører artikel 28 (6) i direktivet. Bestemmelsen omfatter kun de personer og virksomheder, der er opregnet i bestemmelsen, og bestemmelsen omfatter derfor ikke eksempelvis pengeinstitutter."

[ Videregivelse til visse virksomheder ] modifikation Stk. 4. Oplysninger om, at der er givet underretning efter § 7, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse af, om der er tale om hvidvask eller finansiering af terrorisme, kan videregives til virksomheder, der tilhører samme gruppe som defineret i artikel 2, nr. 12, i direktiv 2002/87/EF.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Ifølge stk. 4 kan oplysningerne videregives til virksomheder, der tilhører samme gruppe som defineret i artikel 2 (12) i direktiv 2002/87/EF. Bestemmelsen implementerer artikel 28 (3) i direktivet. Direktiv 2002/87/EF er direktivet om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat og om ændring af direktiv 73/239/EØF, 79/267/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF, 93/6/EØF og 93/22/EØF samt direktiv 98/78/EF og 2000/12/EF. I dette direktiv er en gruppe defineret som en gruppe af virksomheder bestående af en modervirksomhed, dens dattervirksomhed samt modervirksomhedens og dens dattervirksomheders kapitalinteresser foruden virksomheder, mellem hvilke der består en forbindelse som omhandlet i artikel 12 (1) i direktiv 83/349/EØF.

Administrationsfællesskaber er omfattet af bestemmelsen, jf. artikel 12 (1) (b) i direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983.

Endvidere kan oplysningerne videregives mellem advokater, revisorer og skatterådgivere, hvis de personer, der udveksler oplysningerne, udøver deres virksomhed indenfor samme juridiske enhed eller organisatoriske struktur, jf. stk. 5 i forslaget."

[ Videregivelse mellem advokater og revisorer ] Stk. 5. Oplysninger om, at der er givet underretning efter § 7, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse af, om der er tale om hvidvask eller finansiering af terrorisme, kan videregives mellem personer som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 13-15, hvis både den person, der videregiver oplysningerne, og den person, oplysningerne videregives til, udøver deres virksomhed inden for samme juridiske enhed eller netværk.

Se § 1.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsens stk. 5 gennemfører direktivets artikel 28 (4). Kravet om, at personerne udøver deres virksomhed indenfor samme juridiske enhed eller organisatoriske struktur, indebærer ikke, at personerne skal være arbejdstagere i samme juridiske enhed eller organisatoriske struktur. I overensstemmelse med direktivet kræver bestemmelsen således ikke, at der foreligger et ansættelsesforhold.

Ifølge sidste pkt. i artikel 28 (4) er det afgørende for, hvorvidt der foreligger et netværk, om der er fælles ejerskab, fælles ledelse og fælles kontrol."

[ Videregivelse af oplysninger mellem andre personer ] modifikation Stk. 6. Oplysninger om, at der er givet underretning efter § 7, eller at dette overvejes, eller at der er eller vil blive iværksat en undersøgelse af, om der er tale om hvidvask eller finansiering af terrorisme, kan videregives mellem personer eller virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-14, forudsat

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsens stk. 6 gennemfører artikel 28 (5). Ifølge denne bestemmelse kan oplysningerne udveksles mellem de virksomheder og personer, der er omfattet af bestemmelsen, hvis samtlige betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

For det første er det et krav, at oplysningerne vedrører en virksomhed eller person, der er kunde hos både modtageren og afsenderen af oplysningerne, og at oplysningerne vedrører en transaktion, som både involverer modtageren og afsenderen. Dernæst er det et krav, at modtager og afsender har samme profession, og at modtager og afsender er underlagt ensartede krav for så vidt angår tavshedspligt og beskyttelse af personoplysninger. Endelig er det et krav, at de oplysninger, der udveksles, kun anvendes til forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme."

1) at oplysningerne vedrører en virksomhed eller person, der er kunde hos både den virksomhed eller person, som videregiver oplysningerne, og den virksomhed eller person, der modtager oplysningerne, og at oplysningerne vedrører en transaktion, som involverer begge parter,

2) at den virksomhed eller person, der videregiver oplysningerne, og den virksomhed eller person, der modtager oplysningerne, har samme profession,

3) at den virksomhed eller person, der videregiver oplysningerne, og den virksomhed eller person, der modtager oplysningerne, er underlagt ensartede krav, for så vidt angår tavshedspligt og beskyttelse af personoplysninger, og

4) at de udvekslede oplysninger kun anvendes til at forebygge hvidvask og finansiering af terrorisme.

[ Videregivelse til tredjelande ] Stk. 7. Oplysninger som nævnt i stk. 4-6 kan kun videregives til virksomheder og personer, der har hjemsted eller er hjemmehørende i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, hvis virksomheden eller personen er underlagt krav om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til de krav, der følger af 3. hvidvaskdirektiv, og der føres kontrol med overholdelsen af disse krav.

EU har offentliggjort en liste over lande, der anses for at have indført tilstrækkelige hvidvaskforanstaltninger. Listen kan findes på Finanstilsynets hjemmeside: EUs liste over lande uden for EU/EØS, der er anerkendt i forhold til relevante dele af 3. hvidvaskdirektiv.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Det fremgår af stk. 7 , at hvis oplysningerne videregives efter stk. 4-6 til en virksomhed, som har hjem sted i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, er det et krav, at virksomheden er underlagt krav om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til de krav, der følger af 3. hvidvaskdirektiv, og at der føres kontrol med overholdelsen af disse krav.

Bestemmelsen i § 27 supplerer bestemmelserne i persondataloven. Dette indebærer, at der kun må videregives oplysninger efter § 27, hvis videregivelsen er i overensstemmelse med persondatalovens bestemmelser. Dette gælder dog ikke finansielle virksomheder, som er omfattet af lov om finansiel virksomhed. Her skal videregivelsen være berettiget i medfør af de særlige regler på det finansielle område."

[ Underretning af Kommissionen vedr. tredjelande ] § 28. Finanstilsynet skal informere de øvrige medlemsstater og Kommissionen om sager, hvor de beslutter, at et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, har krav om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til de krav, der følger af 3. hvidvaskdirektiv, og at der føres kontrol med overholdelsen af disse krav.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 28

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 28 (7). Det fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet skal informere de øvrige medlemsstater og Kommissionen, når de træffer beslutning om, at et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, har krav om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til de krav, der følger af 3. hvidvaskdirektiv, og at der føres kontrol med overholdelsen af disse krav.

Bestemmelsen har sammenhæng med bestemmelsen i § 27. Hvis der skal videregives oplysninger efter § 27 til en virksomhed eller person i et land uden for Den Europæiske Union, som Fællesskabet ikke har indgået aftale med på det finansielle område, skal der tages stilling til, om landet har krav om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, der svarer til de krav, der følger af 3. hvidvaskdirektiv, og om der føres kontrol med overholdelsen af disse krav. Bestemmelsen skal medvirke til, at der kan opnås en fælles praksis inden for Fællesskabet ved vurderingen af 3. lande i forhold til bestemmelserne om hvidvask og terrorfinansiering.


[ Ikke-videregivelse af oplysninger til tredjelande ] § 29. Såfremt Kommissionen træffer beslutning herom, kan Finanstilsynet bestemme, at virksomheder og personer omfattet af loven ikke må videregive oplysninger til lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, i medfør af § 27.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 29

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 29. Det følger af bestemmelsen, at virksomheder og personer omfattet af loven kan afskæres fra at videregive oplysninger til 3. lande efter forslagets § 27. Dette forudsætter, at Kommissionen træffer beslutning herom i henhold til direktivets artikel 40 (4). Se bemærkninger til § 21.


Kapitel 7

Falske penge

[ Fjernelse af formodede falske penge fra omløb mv. ] § 30. Virksomheder og personer, der som led i deres virksomhed deltager i håndtering og udlevering af pengesedler og mønter til offentligheden, herunder personer og virksomheder, hvis aktivitet består i at veksle pengesedler og mønter i forskellig valuta, har pligt til at tage alle sedler og mønter, som de ved eller har tilstrækkelig grund til at tro er falske, ud af omløb. Falske sedler og mønter skal straks overgives til politiet.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 30

Bestemmelsen svarer til § 10 d i den gældende hvidvasklov og § 11 i betænkningen.

Den 28. juni 2001 vedtog Rådet (ECOFIN) forordning nr. 1338/2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri, samt forordning 1339/2001, der udvider bestemmelserne i 1338/2001 til også at gælde for EU-lande uden for eurosamarbejdet, herunder Danmark.

Forordning 1338/2001 indeholder i artikel 6 (1) bl.a. en forpligtelse for kreditinstitutter samt alle andre institutter, der som led i deres virksomhed deltager i håndtering og udlevering af pengesedler og mønter til offentligheden, herunder institutter, hvis aktivitet består i veksling af pengesedler og mønter i forskellig valuta, som f.eks. vekselkontorer, til at tage alle eurosedler og euromønter, som de ved eller har tilstrækkelig grund til at tro er falske, ud af omløb. De overgiver dem straks til de kompetente nationale myndigheder.

Derudover indeholder forordningen i artikel 6 (2) en forpligtelse for medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de pågældende institutter, der undlader at opfylde deres forpligtelser efter bestemmelsen, kan pålægges sanktioner, der skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Overtrædelse af forpligtelsen til at tage falske penge ud af omløb må anses for omfattet af bestemmelserne i straffelovens §§ 166-170 om forbrydelser vedrørende penge.

En forpligtelse til straks at overgive sedler og mønter til de kompetente nationale myndigheder, hvis der er tilstrækkelig grund til at tro, at de er falske, findes derimod ikke i dansk ret. Det er fundet hensigtsmæssigt, at pligten til straks at overgive formodede falske sedler og mønter til politiet ikke blot omfatter euro men en hvilken som helst valuta, herunder også danske kroner. Lovforslaget indeholder derfor en bestemmelse om, at kreditinstitutter m.v. straks skal tage sådanne sedler og mønter ud af omløb og overgive dem til politiet samt en bestemmelse om, at overtrædelse af videregivelsesforpligtelsen straffes med bøde.

Indberetningen kan gives til enhver politikreds. Politiet sørger for videresendelsen til Rigspolitichefen med henblik på videre analyser.


Kapitel 8

Registrering og tilsyn m.v.

[ Registreringspligt hos Erhvervsstyrelsen (valutavekselerer, udbydere af ydelser til virksomheder mv.) ] § 31. Personer og virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11 og 18, skal registreres hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at kunne udøve denne virksomhed.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 31

Bestemmelsen i stk. 1 svarer delvist til § 5 i betænkningen og implementerer artikel 36 (1) i direktivet, idet direktivet for så vidt angår spillekasinoer gennemføres ved lov om spillekasinoer.

Efter den gældende hvidvasklov skal visse virksomheder, i det omfang de udøver virksomhed med overførsel af penge og andre værdier, lade sig registrere hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at kunne drive denne form for virksomhed, jf. den gældende lovs § 1, stk. 4.

I overensstemmelse med artikel 36 (1) i direktivet foreslås det at udvide registreringspligten til også at omfatte følgende virksomheder og personer:

- virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling og

- udbydere af tjenesteydelser til virksomheder, jf. § 3, nr. 5.

Det er et krav for at udøve virksomheden, at virksomheden eller personen er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen."

[ Ikke registrering hvis tidl. dømt ] Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal nægte at registrere de i stk. 1 nævnte personer og virksomheder, hvis de nævnte personer eller medlemmer af ledelsen eller reelle ejere af virksomheden er dømt for et strafbart forhold og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven. Straffelovens § 78, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Forslagets stk. 2 gennemfører artikel 36 (2). Bestemmelsen regulerer de tilfælde, hvor en person eller virksomhed omfattet af stk. 1 anmoder om at blive registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Det følger af bestemmelsen, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal vurdere, om personer, der skal registreres efter stk. 1, og om medlemmer af ledelsen og reelle ejere i virksomheder, der skal registreres efter stk. 1, opfylder kravet om »ikke at være dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet«. Det følger af forslaget til § 32, stk. 3, at de virksomheder og personer, der er omfattet af loven, skal give Erhvervs- og Selskabsstyrelsen de oplysninger, som er nødvendige for, at styrelsen kan vurdere, om loven overholdes. Dette gælder således også oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om betingelserne for at blive registreret efter stk. 1 er opfyldt.

Henvisningen til § 78, stk. 2, i straffeloven, indebærer, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal foretage samme vurdering, som domstolene foretager i forbindelse med en rettighedsfrakendelsessag. Herudover indebærer henvisningen, at når Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vurderer, at en person ikke opfylder kravene i bestemmelsen, tillægges vedkommende de rettigheder, der følger af straffelovens § 78, stk. 3. Dette indebærer blandt andet, at anklagemyndigheden på begæring enten af den, der har fået afslag, eller på begæring af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, skal indbringe spørgsmålet om rettighedsfrakendelse for retten."

[ Afregistrering ved ikke-opfyldelse ] Stk. 3. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal afregistrere en af de i stk. 1 nævnte personer og virksomheder, hvis en registreret person eller et medlem af ledelsen eller reelle ejere af en registreret virksomhed ikke opfylder kravet i stk. 2.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Stk. 3 finder anvendelse i de tilfælde, hvor en virksomhed er registreret efter stk. 1, og hvor der efterfølgende sker udskiftning af personer i den registrerede virksomheds ledelse eller blandt de reelle ejere.

Herudover finder bestemmelsen anvendelse, når en person eller virksomhed er blevet registreret efter stk. 1, og det efterfølgende viser sig at bero på en fejl, fordi den i stk. 1 nævnte person eller medlemmer af ledelsen eller de reelle ejere af virksomheden nævnt i stk. 1, ikke opfylder kravene i stk. 2.

Hvis der, mens en virksomhed eller person er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i medfør af stk. 1, rejses straffesag mod personer registreret i medfør af stk. 1, eller medlemmer af ledelsen eller reelle ejere af virksomheder registreret i medfør af stk. 1, for overtrædelse af straffeloven eller anden lovgivning, herunder den finansielle lovgivning, kan der under straffesagen nedlægges påstand om, at der skal ske frakendelse af den pågældendes persons rettighed til at udøve aktiviteten, jf. straffelovens § 79, stk. 2, jf. § 78.

Personer og virksomheder, der er nævnt i stk. 1, betragtes som selskaber og personer, der udøver hverv, som kræver særlig tilladelse i relation til straffelovens § 78, stk. 2.

De generelle straffeprocessuelle principper og almindelige retssikkerhedsmæssige hensyn taler for, at der så vidt muligt under straffesagen gøres endeligt op med, om en person eller virksomhed, der er registreret i medfør af stk. 1, fortsat kan være registreret. Den endelige afgørelse heraf skal således foretages under straffesagen.

Det betyder, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke kan afregistrere en person eller virksomhed som følge af et strafbart forhold, hvis domstolene under straffesagen ikke har truffet afgørelse om, at den pågældende ikke fortsat kan være registreret.

Heraf følger, at hvis der ikke nedlægges påstand om frakendelse/afregistrering under straffesagen, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke efterfølgende komme til det resultat, at registreringen skal fjernes.

I § 39 er der lavet en overgangsbestemmelse for de virksomheder og personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11 og 17.

Overgangsbestemmelsen skal sikre, at loven ikke betyder, at disse virksomheder og personer ikke kan udøve den virksomhed, som de udøver på det tidspunkt, hvor loven træder i kraft, efter lovens ikrafttræden. Der henvises til bemærkningerne til § 39."

[ Erhvervsstyrelsens tilsyn ] § 32. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11 og 15-18, overholder denne lov, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og forordninger udstedt af Europa-Parlamentets og Rådet indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser endvidere, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11, overholder Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 32

Bestemmelsen gennemfører artikel 37 og svarer delvist til § 17 i betænkningen.

Tilsynet med de personer og virksomheder, der er omfattet af forslaget, er delt mellem Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Finanstilsynet og Advokatrådet. Dog er Danmarks Nationalbank ikke underlagt tilsyn, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 18. Advokatrådets tilsyn med advokater er reguleret i retsplejeloven. Direktivet omfatter ud over de personer og virksomheder, der er omfattet af dette lovforslag, også spillekasinoer. Direktivet gennemføres for så vidt angår spillekasinoer ved lov om spillekasinoer.

Både Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet skal påse, at virksomhederne og personerne overholder loven og de regler, der er udstedt i medfør heraf. Der er imidlertid forskelle på den måde, som henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet skal føre tilsynet. En del af disse forskelle følger af direktivet. Forskellene hænger også sammen med, at en stor del af de personer og virksomheder, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal føre tilsyn med, ikke i forvejen er registreret hos styrelsen eller omfattet af et tilsyn fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens side. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er derfor ikke i forvejen i kontakt med disse virksomheder og personer.

Til forskel herfra har Finanstilsynet allerede et tilsyn med den største del af de virksomheder og personer, som Finanstilsynet skal føre tilsyn med efter lovforslaget. Dette gælder dog ikke for virksomheder og personer omfattet af forslagets § 1, stk. 1, nr. 12, der bl.a. omfatter factoring- og leasingselskaber.

Efter den gældende lovs § 1, stk. 4, påser Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at virksomheder, der udøver virksomhed med overførsel af penge eller andre værdier, overholder de forpligtelser, som de er underlagt i henhold til hvidvaskloven.

For at gennemføre artikel 37 (1) i direktivet foreslås det i stk. 1 , at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal påse, at følgende virksomheder og personer overholder loven og de regler, der er udstedt i medfør heraf:

- Virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling eller overførsel af penge og andre værdier.

- Statsautoriserede og registrerede revisorer.

- Ejendomsmæglere.

- Virksomheder og personer, der i øvrigt erhvervsmæssigt leverer samme ydelser som de i nr. 13-15 nævnte persongrupper, herunder skatterådgivere samt eksterne bogholdere.

- Udbydere af tjenesteydelser til virksomheder."

Stk. 2. Tilsynet efter stk. 1 med virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18, sker på grundlag af en risikovurdering.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsens stk. 2 gennemfører artikel 37 (4), som tillader, at tilsynet med de virksomheder og personer, der er omfattet af bestemmelsen, kan ske på grundlag af en risikovurdering. Stk. 2 skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 37 (4). Risikovurderingen vil bero på en vurdering af, om der er særlige forhold vedrørende virksomheden og dens branche. Udover konkrete kontrolforanstaltninger kan tilsynet suppleres med generel vejledning om reglerne og kontakt til relevante brancheforeninger.

Det bemærkes, at der ikke kan sluttes modsætningsvist fra bestemmelsen, som er direktivbestemt. Finanstilsynets tilsyn er således også risikobaseret, idet ressourceanvendelsen skal være optimal."

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte virksomheder og personer skal give Erhvervs- og Selskabsstyrelsen de oplysninger, der er nødvendige til brug for tilsynet med overholdelsen af denne lov, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til brug for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens tilsyn er der i stk. 3 indsat en bestemmelse om, at de virksomheder og personer, der er omfattet af stk. 1, skal give styrelsen de oplysninger, der er nødvendige til brug for tilsynet med overholdelsen af loven eller regler udstedt i medfør heraf. Bestemmelsen giver Erhvervs- og Selskabsstyrelsen mulighed for at indhente oplysninger m.v. til brug for tilsynsopgaven på samme måde, som Finanstilsynet kan indhente oplysninger hos de virksomheder og personer, som Finanstilsynet fører tilsyn med, jf. forslagets § 34, stk. 3. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 (2).

Undlader en virksomhed eller person at give Erhvervs- og Selskabsstyrelsen de oplysninger, der er nødvendige til brug for tilsynet, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som tvangsmiddel pålægge virksomheden eller personen tvangsbøder, jf. § 37, stk. 4, i forslaget."

Stk. 4. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11, med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Det foreslås i stk. 4 , at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse kan få adgang til virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling eller overførsel af penge og andre værdier. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 (3), som kræver, at de kompetente myndigheder blandt andet for så vidt angår virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11, har udvidede tilsynsbeføjelser, navnlig mulighed for at gennemføre inspektioner på stedet. Finanstilsynet har også adgang uden retskendelse til de virksomheder og personer, som Finanstilsynet fører tilsyn med, jf. forslagets § 34, stk. 4, der svarer til bestemmelsen i § 347, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed."

Stk. 5. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i stk. 1, inden en frist fastsat af styrelsen at foretage de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i hvidvaskloven, de regler, der er fastsat i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler, eller forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Det foreslås endvidere i stk. 5 , at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen får mulighed for at udpege en person, f.eks. en regnskabskyndig, til at gennemføre kontrolbesøg i de virksomheder og personer, der er omfattet af styrelsens tilsyn. Sådanne udpegede sagkyndige vil i samme omfang som medarbejdere i den offentlige administration være underlagt tavshedspligt for så vidt angår fortrolige oplysninger, jf. § 152 a i straffeloven."

Stk. 6. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan benytte fremmed bistand ved tilsyn efter stk. 1.

[ Nærmere regler om anmeldelse mv. ] § 33. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan for de i § 31 nævnte virksomheder og personer fastsætte nærmere regler om anmeldelse, registrering og offentliggørelse, herunder om, hvilke oplysninger der skal registreres, og hvilke forhold anmeldere eller andre selv kan indsende og registrere elektronisk i styrelsens edb-system ved at benytte digital eller tilsvarende elektronisk signatur, samt om brugen af dette system.

Se § 31.
Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 33

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende lovs § 1, stk. 6. Det præciseres, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan stille krav om anvendelse af elektronisk signatur i forbindelse med registreringer m.v.

Efter bestemmelsen foreslås det således, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bemyndiges til, for disse virksomheders vedkommende, at fastsætte nærmere regler om anmeldelse, registrering og offentliggørelse, herunder om hvilke oplysninger, der skal registreres. Det kan f.eks. dreje sig om virksomhedens navn, CVR-nr., eller andet registreringsnummer. For privatpersoner kan det tillige dreje sig om CPR-nr., fødselsdato og sted. Endvidere kan det omfatte samtlige adresser i Danmark, hvor kunder kan henvende sig til virksomheden, samt om ændringer i de oprindelige oplysninger.

Der gives samtidig mulighed for, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen under iagttagelse af visse regler kan give anmeldere eller andre mulighed for selv at kunne foretage registreringer i styrelsens edb-system. Disse regler kan f.eks. være anvendelse af særlige systemer eller brug af digital signatur eller andre sikkerhedsforanstaltninger.


[ Finanstilsynets tilsyn ] § 34. Finanstilsynet påser, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-10 og 12, og stk. 4, overholder loven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 34

§ 34 gennemfører direktivets artikel 37. Som nævnt under bemærkningerne til § 32 er tilsynet mellem de virksomheder og personer, der er omfattet af loven, delt mellem Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Finanstilsynet og Advokatrådet. Dog er Danmarks Nationalbank ikke underlagt tilsyn. Der henvises til bemærkningerne til § 32.

Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen påser, at loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven, overholdes, jf. forslagets § 34, stk. 1, og § 32, stk. 1.

Bortset fra virksomheder og personer omfattet af forslagets § 1, stk. 1, nr. 12, er de virksomheder og personer, som Finanstilsynet skal føre tilsyn med efter forslagets § 34, stk. 1, allerede under Finanstilsynets tilsyn.

For at kunne føre tilsyn med øvrige virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver en eller flere af de i bilag 1 nævnte aktiviteter, herunder leasing- og factoringsselskaber, foreslås det, at disse virksomheder og personer skal registreres hos Finanstilsynet, jf. stk. 2. Virksomheder og personer, der allerede er under Finanstilsynets tilsyn, skal dog ikke registreres i medfør af stk. 2.

Det fremgår af stk. 3 , at virksomhederne og personerne skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige til brug for tilsynet. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 (2). Som tvangsmiddel kan Finanstilsynet pålægge tvangsbøder, jf. forslagets § 37, stk. 4.

Finanstilsynet har adgang til de virksomheder og personer, som Finanstilsynet fører tilsyn med, uden retskendelse, jf. stk. 4 i bestemmelsen. Bestemmelsen gennemfører artikel 37 (3), som kræver, at de kompetente myndigheder blandt andet for så vidt angår kredit- og finansieringsinstitutter har udvidede tilsynsbeføjelser, navnlig mulighed for at gennemføre inspektioner på stedet. Denne adgang for Finanstilsynet svarer til den adgang, som Finanstilsynet har efter § 347, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Det fremgår af stk. 5 , at Finanstilsynet kan give påbud om, at der skal foretages legitimation og indsamling af oplysninger i henhold til § 12, stk. 8. Hvis dette påbud ikke efterleves, kan personen eller virksomheden straffes med bøde, jf. § 37, stk. 5.


Stk. 2. Personer og virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 12, skal registreres hos Finanstilsynet for at kunne udøve denne virksomhed.

Stk. 3. Finanstilsynet skal nægte at registrere de i stk. 2 nævnte personer og virksomheder, hvis de nævnte personer eller medlemmer af ledelsen eller reelle ejere af virksomheden er dømt for et strafbart forhold og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven. Straffelovens § 78, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Finanstilsynet skal afregistrere de i stk. 2 nævnte personer og virksomheder, hvis en registreret person eller et medlem af ledelsen eller reelle ejere af en registreret virksomhed er dømt for et strafbart forhold og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. § 78, stk. 2, i straffeloven. Straffelovens § 78, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. De i stk. 1 nævnte virksomheder og personer skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige til brug for tilsynet med overholdelsen af denne lov, de regler, der er udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder og organer.

Stk. 6. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til virksomheder og personer omfattet af stk. 1 med henblik på at indhente oplysninger, herunder ved inspektioner.

Stk. 7. Finanstilsynet kan påbyde de virksomheder og personer, som er nævnt i stk. 1, inden for en frist fastsat af tilsynet at foretage de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i hvidvaskloven, de regler, der er fastsat i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordninger om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler, eller forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Stk. 8. Tilsynet med filialer af og agenter for betalingsinstitutter og e-penge-institutter med hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, udøves i samarbejde med tilsynsmyndigheden i instituttets hjemland.

[ Tavshedspligt for Finanstilsynets ansatte mv. ] § 34 a. Finanstilsynets ansatte er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden. Det samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i tilsynets drift, og eksperter, der handler på Finanstilsynets vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

Stk. 2. Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, berettiger ikke de i stk. 1 nævnte personer til at videregive fortrolige oplysninger.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til:

1) Det systemiske risikoråd

2) Andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet, i forbindelse med efterforskning og retsforfølgning af mulige strafbare forhold omfattet af straffeloven, lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme eller anden tilsynslovgivning.

3) Vedkommende minister som led i dennes overordnede tilsyn.

4) Administrative myndigheder og domstole, som behandler afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet.

5) Folketingets Ombudsmand.

6) En parlamentarisk kommission nedsat af Folketinget.

7) Undersøgelseskommissioner nedsat ved lov eller i henhold til lov om undersøgelseskommissioner.

8) Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.

9) Tilsynsmyndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for tilsyn med personers og virksomheders overholdelse af lovgivning om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer, under forudsætning af at modtagerne af oplysninger har et væsentligt behov herfor til varetagelsen af deres opgaver.

10) Finansielle tilsynsmyndigheder i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, der har ansvaret for tilsyn med personers og virksomheders overholdelse af lovgivning om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Stk. 4. Videregivelse i henhold til stk. 3, nr. 10, kan alene ske

1) på baggrund af en international samarbejdsaftale og

2) under forudsætning af, at modtagerne mindst er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i medfør af stk. 1, og har et væsentligt behov for oplysningerne til varetagelse af deres opgaver.

Stk. 5. Alle, der i henhold til stk. 3, nr. 2-8, modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 omhandlede tavshedspligt.

Stk. 6. Videregivelse efter stk. 3, nr. 9 og 10, af fortrolige oplysninger, der hidrører fra lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller finansielle tilsynsmyndigheder i lande uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, kan endvidere alene ske, såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og må udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.

Stk. 7. Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis tilsynsmyndighedens afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes for domstolene.

[ Advokatrådets tilsyn ] § 34 b. Advokatrådet påser, at advokater omfattet af § 1, stk. 1, nr. 13 og 14, overholder loven og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Tilsynet sker på grundlag af en vurdering af risikoen for overtrædelse af bestemmelserne, som er nævnt i 1. pkt.

Stk. 2. Advokatrådet kan påbyde advokater inden for en frist fastsat af Advokatrådet at foretage de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i denne lov, de regler, der er fastsat i medfør heraf, eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

[ Offentliggørelse af Erhvervsstyrelsens væsentlige afgørelser ] § 34 c. Afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen i henhold til § 32, stk. 5, skal offentliggøres, hvis afgørelsen efter styrelsens vurdering er af væsentlig betydning. Hvis afgørelsen vedrører en juridisk person, kan offentliggørelsen omfatte virksomhedens navn, når dette skønnes at være af almen interesse for offentligheden.

Stk. 2. Beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning skal offentliggøres, jf. dog stk. 4. Hvis beslutningen vedrører en juridisk person, kan offentliggørelsen omfatte virksomhedens navn, når dette skønnes at være af almen interesse for offentligheden.

Stk. 3. Hvis en sag er overgivet til politimæssig efterforskning og der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde, skal der ske offentliggørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 4. Hvis dommen ikke er endelig, eller hvis den er anket eller påklaget, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Virksomhedens offentliggørelse skal ske på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme, hurtigst muligt, og senest 10 hverdage efter at der er faldet dom eller vedtaget bøde, eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v. Samtidig med offentliggørelsen skal virksomheden indsætte et link, som giver direkte adgang til dommen, bødevedtagelsen eller resumeet, på forsiden af virksomhedens hjemmeside på en synlig måde, og det skal af linket og en eventuelt tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om en dom eller bødevedtagelse. Hvis virksomheden kommenterer dommen, bødevedtagelsen eller resumeet, skal dette ske i forlængelse heraf, og kommentarerne skal være klart adskilt fra dommen, bødevedtagelsen eller resumeet. Fjernelse af informationerne fra virksomhedens hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som virksomheden anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst, når linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder, og tidligst efter førstkommende generalforsamling eller repræsentantskabsmøde. Virksomhedens pligt til at offentliggøre oplysningerne på virksomhedens hjemmeside gælder kun for juridiske personer. Virksomheden skal give meddelelse til Finanstilsynet om offentliggørelsen, herunder fremsende en kopi af dommen eller bødevedtagelsen. Finanstilsynet skal herefter offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf på sin hjemmeside.

Stk. 4. Offentliggørelse efter stk. 1-3 kan dog ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af bestemmelser i lov om offentlighed i forvaltningen om undtagelse af oplysninger om private forhold og drifts- eller forretningsforhold m.v. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, medmindre de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.

Stk. 5. Hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 4, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-3, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen for afgørelsen eller beslutningen.

[ Virksomhedens pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering ] § 34 d. Erhvervs- og vækstministeren kan for virksomheder under tilsyn omfattet af denne lov fastsætte regler om virksomhedernes pligt til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden og om, at Finanstilsynet har mulighed for at offentliggøre oplysningerne før virksomheden.

[ Digital kommunikation med tilsynsmyndigheder ] § 34 e. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Finanstilsynet og til og fra Erhvervsstyrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

[ Udstedelse af dokumenter uden underskrift mv. ] § 34 f. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Finanstilsynet og Erhvervsstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen som afsender.

[ Digital underskrift mv. ] § 34 g. Hvor det i denne lov eller i regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre end Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

Kapitel 9

Tilbagemelding

[ Bagmandspolitiets oplysninger om sagen ] § 35. Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet kan, såfremt efterforskningsmæssige hensyn ikke taler imod, give den underrettende meddelelse om status i sagen, herunder om der er rejst sigtelse, ligesom der kan gives underretning om sletning i hvidvaskregisteret hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet og om endelig afgørelse, ved domfældelse eventuelt i form af en dom eller domsekstrakt.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 35

Forslaget svarer til § 18 i betænkningen og gennemfører artikel 35 (3) i direktivet.

Forslaget vedrører specifik tilbagemelding til de virksomheder eller personer, som efter loven har givet underretning om en hvidvaskmistanke. En underretning er en information til politiet og har ikke karakter af en anmeldelse. Dette betyder bl.a., at de regler, der gælder om underretninger til anmeldere, ikke finder anvendelse.

Stk. 1 tilsigter at udvide det gældende område for, hvornår og om hvad Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet kan give tilbagemelding til den, der har indgivet underretning. I dag kan der gives tilbagemelding om endelig afgørelse og om sletning i registeret.

Der vurderes at være behov for også at kunne give tilbagemelding om status i sagen, f.eks. at der er rejst sigtelse, at oplysningen indgår i en verserende sag, eller at videre efterforskning er sat i bero, men at sagen ikke er henlagt.

Selv om der kan tænkes situationer, hvor det kan have betydning for vurderingen af et kundeforhold at få mere detaljerede oplysninger om sigtelsen, skønnes der ikke generelt at være et behov herfor, der gør, at det skal være et almindeligt led i tilbagemeldingen. Hensynet til den mistænkte eller sigtede taler imod en så omfattende tilbagemelding. En sådan specifik tilbagemelding bør derfor være en absolut undtagelse, der især kan være aktuel, hvor der er tale om meget små forhold, eller hvor den aktuelle kriminalitet vedrører bedrageri over for pengeinstitutter o.l. Uden for disse situationer vurderes det at være tilstrækkeligt, at der så vidt muligt gives oplysning om, hvorvidt der er mistanke om narkotikakriminalitet eller økonomisk kriminalitet eller eventuel anden form for kriminalitet.

Ikke mindst af hensyn til den interne undervisning vil det være hensigtsmæssigt, at der er mulighed for, at tilbagemeldingen om endelig afgørelse i visse tilfælde, hvor dommens indhold er særligt oplysende omkring udbytte og hvidvask, sker i form af en dom eller en domsekstrakt.

Uanset formuleringen »kan« er det tanken med bestemmelsen, at der så vidt muligt skal gives tilbagemelding i det ved bestemmelsen hjem lede omfang. Vurderingen vil bero på en afvejning af på den ene side hensynet til den person, der er indgivet underretning om, og på den anden side den underrettendes behov for tilbagemelding. I afvejningen indgår det, om den underrettende har tavshedspligt og har et egentligt kundeforhold til den pågældende, ligesom det kan indgå, om den underrettende er underlagt særlige etiske regler. Underretning kan også gives, såfremt det vurderes, at dette kan forebygge eller standse kriminalitet rettet mod den underrettende. Specifik tilbagemelding kan således især være aktuelt i den finansielle sektor og andre erhverv med tavshedspligt og etiske krav, hvorimod det på andre områder i vidt omfang vil være tilstrækkeligt at orientere neutralt om eksempler på hvidvaskunderretninger og afgørelser.

Tilbagemelding kan først gives, når det med sikkerhed ikke kan skade efterforskningen. Uanset hvilke regler der gives om tavshedspligt, og uanset mange af de virksomheder, der er omfattet af loven, allerede er undergivet tavshedspligt, gælder det for nogle efterforskningssituationer, at der i en periode kun sker den for efterforskningen nødvendige videregivelse af oplysninger. Tilbagemelding bør ikke ske i en sådan periode, end ikke til de virksomheder, der er vant til at efterleve en omfattende tavshedspligt. I øvrigt kan der tillige ved et fortsat kundeforhold være det problem, at oplysningen måske vil være medvirkende til, at et kundeforhold opsiges, hvilket kan henlede kundens opmærksomhed på en eventuel efterforskning. Der vil ikke ved en tilbagemelding kunne gives pålæg om, at et kundeforhold ikke må opsiges.

Der kan også tænkes at forekomme andre situationer, hvor tilbagemelding konkret skønnes ikke at skulle ske eller først bør ske på et senere tidspunkt.

Formuleringen omkring meddelelse om domfældelse giver mulighed for at vælge, i hvilken form dette bør ske i den konkrete sag. Det kan indgå i overvejelserne omkring dette valg, hvilket almindeligt gældende sikkerhedsniveau omkring beskyttelse af personoplysninger, der er i den pågældende virksomhed.

Tilbagemelding skal efter forslaget gives til »den underrettende«. Dette udtryk skal forstås bredt, idet det ofte er en person i ledelsen, der står formelt for underretning på baggrund af oplysninger fra ansatte i virksomheden. Begrebet »den underrettende« omfatter alle personer, der har været et led i underretningskæden.

Lovforslagets § 35, stk. 1, fraviger bestemmelsen i persondatalovens § 8, idet forslaget indeholder en særskilt hjemmel til behandling af oplysninger om strafbare forhold i videre omfang, end hvad der følger af persondataloven. Forslaget indeholder således en særskilt hjemmel til, at Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet kan videregive visse oplysninger til den underrettende person eller virksomhed, og at denne person eller virksomhed kan behandle de fra statsadvokaturen modtagne oplysninger. Videregivelse af de fra statsadvokaturen modtagne oplysninger skal dog ske i overensstemmelse med forslagets stk. 2.

Forslaget kan i visse tilfælde give registrerede personer en dårligere retsstilling end efter persondataloven, hvilket har været tilsigtet. Det skyldes, at statsadvokaturens mulighed for ifølge forslaget at give feedback til den underrettende har til formål at forebygge eller standse kriminalitet mod den underrettende og forebygge kriminalitet ved at give de virksomheder og personer, der underretter, indblik i nye former for hvidvask og terrorfinansiering, hvilket betragtes som vægtige samfundsmæssige interesser. Fravigelsen af persondataloven vurderes i øvrigt ikke at være i strid med databeskyttelsesdirektivet, jf. herved betragtning 22 og art. 8, stk. 5 i direktivet.

Bestemmelsen i stk. 2 er indsat for at sikre, at anvendelsesbegrænsningen er kendt af de, der skal kende hvidvaskloven, uanset at dette også følger af den mere generelle bestemmelse i straffelovens § 264 d - om uberettiget videregivelse af bl.a. meddelelser om en andens private forhold. Videregivelse efter stk. 2 skal for så vidt angår ikke finansielle virksomheder ske i overensstemmelse med persondataloven og for så vidt angår finansielle virksomheder i overensstemmelse med videregivelsesreglerne i lov om finansiel virksomhed.

På grund af oplysningernes art vil udgangspunktet være, at enhver videregivelse er uberettiget.

Oplysningerne kan dog videregives i anonymiseret form til alle i virksomheden i undervisningssammenhæng.


[ Videregivelse af SØKs oplysninger ] Stk. 2. De i stk. 1 nævnte meddelelser må ikke uberettiget videregives til andre.

Kapitel 10

Klagebestemmelser

[ Indbringelse af sag for Erhvervsankenævnet ] § 36. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven samt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler, kan af den, som afgørelsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 36

Den gældende hvidvasklov indeholder ikke en klageadgang, men da lovforslaget udvider anvendelsesområdet og stiller øgede krav til tilsyn med lovens overholdelse, foreslås det at indføre en klageadgang til Erhvervsankenævnet. Bestemmelsen omfatter kun afgørelser, som er truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør heraf.

Erhvervsankenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.


Kapitel 11

Straf

[ Bødestraf ] § 37. Overtrædelse af § 34 c, stk. 3, 1.-7. pkt., straffes med bøde. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af § 2, § 6, stk. 2, § 7, stk. 1, 2. pkt., stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., § 11, § 12, stk. 1-6, § 13, stk. 1, 1. og 3. pkt., stk. 2 og stk. 3, 2. pkt., §§ 14 og 15, stk. 1, 1. pkt., § 15, stk. 2, § 16, stk. 1, § 19, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-6, § 23, stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og stk. 3, 1. pkt., § 24, § 25, stk. 1-4, § 27, stk. 1, § 30, 2. pkt., § 31, stk. 1, § 32, stk. 3, og § 34, stk. 2 og 5, straffes med bøde. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af § 35, stk. 2, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens regler

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 37

Det er en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at den pågældende ikke kan straffes for handlingen efter andre alvorligere bestemmelser for samme handlinger eller undladelser, f.eks. straffelovens § 290 om hæleri eller bestemmelsen i straffelovens § 114 a, nr. 3, om bistand ved finansiering af terrorisme.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 1 , at simpelt uagtsomme overtrædelser af lovens bestemmelser, i modsætning til den nuværende hvidvasklov, er straffri. Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, der i henhold til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 30/6 1993 er tillagt tiltalekompetencen for hele landet med hensyn til overtrædelser af hvidvaskloven, har til Brydensholtudvalget oplyst, at der på baggrund af erfaringerne siden lovens ikrafttræden i 1993 ikke er behov for at kunne idømme straf for simpel uagtsomhed, og udvalget har foreslået en begrænsning af strafansvaret til tilfælde, hvor der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed.

Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af § 2, § 6, stk. 2, 2. pkt., § 7, stk. 1, 2. pkt., stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., § 11, § 12, stk. 1-6, § 13, stk. 1, 1.-3. pkt., stk. 2 og stk. 3, 2. pkt., § 14, § 15, § 16, stk. 1, § 19, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-5, § 23, stk. 1, 1. pkt., stk. 2, og stk. 3, 1. pkt., § 24, § 25, stk. 1-3, § 27, stk. 1, § 30, 2. pkt., § 31, stk. 1, § 32, stk. 3, og § 34, stk. 2 og 3, straffes med bøde. Det samme gælder overtrædelser af § 35, stk. 2, om tavshedspligt med hensyn til tilbagemelding, medmindre forholdet skal behandles efter straffelovens regler.

Som nævnt i lovforslaget til 2002-ændringen af hvidvaskloven er det ikke en overtrædelse af 6, stk. 1, hvis en underretning er indgivet via det lokale politi og ikke direkte til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet. Det vil f.eks. være en nærliggende fremgangsmåde, hvis der er grund til at antage, at politiet straks vil anholde den pågældende.

Betænkningen har foreslået, at der bør være mulighed for at idømme fængsel i op til 6 måneder ved særlig grove eller omfattende overtrædelser af reglerne om underretningspligt, identifikation eller opbevaring af identitets- og transaktionsoplysninger, jf. stk. 2 i forslaget. Anvendelsen af bestemmelsen vil især være aktuel i situationer, hvor der konkret ikke kan dømmes for hæleri, men hvor lovens bestemmelser mere systematisk ikke er overholdt, f.eks. hvor der (overvejende) ikke er krævet legitimationsoplysninger fra kunder, eller hvor oplysninger om kunder eller transaktioner (overvejende) ikke er opbevaret. Endvidere vil bestemmelsen kunne være anvendelig, hvis der ved beløbsmæssigt særlig store transaktioner ikke er krævet og/eller opbevaret legitimationsoplysninger.

Anvendelsen af bestemmelsen på manglende underretning kan være aktuel i situationer, hvor der er sikre oplysninger om, at den pågældende var bekendt med, at der konkret var underretningspligt, men har undladt dette f.eks. på grund af fortjenesten ved at gennemføre en transaktion trods en ikke afkræftet mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Eksempelvis kan nævnes et vekselkontor, der trods kendskab til hvidvasklovens krav konsekvent ikke kræver identitetsoplysninger ved veksling af større beløb, eller en pengeoverførselsvirksomhed, der ikke opbevarer oplysninger om, på hvis vegne en transaktion er gennemført, eller overfører beløb uden nærmere undersøgelse trods en ansats velbegrundede mistanke om finansiering af terrorisme, uden at underrette Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet. Der vil være en uskarp afgrænsning til ansvar for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om hæleri eller finansiering af terrorisme.

Bestemmelsen vil således udgøre et supplement til hæleribestemmelsen i straffelovens § 290 og til bestemmelsen i straffelovens § 114 a, stk. 2, nr. 3, om bistand ved finansiering af terrorisme."

[ Fængelsstraf i grove tilfælde ] Stk. 2. Ved særlig grove eller omfattende forsætlige overtrædelser af § 2, § 7, stk. 1, 2. pkt., stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., § 12, stk. 1-6, § 14, § 15, og § 23, stk. 1, 1. pkt., stk. 2 og stk. 3, 1. pkt., kan straffen stige til fængsel indtil 6 måneder.

[ Straf vedr. regler udstedt i medfør af loven ] Stk. 3. I regler udstedt i medfør af loven kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i reglerne.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Bestemmelsens stk. 3 indeholder hjemmel til, at der i forskrifter, der udstedes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller Finanstilsynet i medfør af henholdsvis § 10 og § 33, kan fastsættes straf af bøde for forsætlig eller grov uagtsom overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne. Bestemmelsen svarer til § 19, stk. 3, i betænkningen, dog er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen også omfattet af bestemmelsens stk. 3."

[ Daglige bøder mv. som tvangsmiddel ] Stk. 4. Undlader en person eller virksomhed at opfylde de pligter, som efter loven påhviler dem i medfør af § 32, stk. 3, og § 34, stk. 5, kan henholdsvis Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet som tvangsmiddel pålægge personen, virksomheden eller de for virksomheden ansvarlige personer daglige eller ugentlige bøder.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Det fremgår af stk. 4 , at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet kan pålægge en person eller en virksomhed tvangsbøder, hvis personen eller virksomheden ikke giver de oplysninger, der er nødvendige til brug for tilsynet med overholdelsen af loven eller regler udstedt i medfør heraf. Bestemmelsen svarer til § 374, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed."

[ Bøde ved ikke-efterkommelse af påbud ] Stk. 5. Med bøde straffes en person eller virksomhed, der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af § 32, stk. 5, eller § 34, stk. 7.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Efter stk. 5 straffes en person eller virksomheder, der ikke efterkommer et påbud, der er givet i medfør af § 12, stk. 8, med bøde."

[ Overtrædelse af forordnings regler ] Stk. 6. Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af artikel 5 og artikel 6, stk. 2, artikel 7, stk. 1, artiklerne 8, 9, 11 og 12, og artikel 13, stk. 3-5, Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler straffes med bøde. Ved særlig grove eller omfattende forsætlige overtrædelser kan straffen stige til fængsel i indtil 6 måneder.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Forslagets stk. 6 svarer til § 13, stk. 3, i den gældende hvidvasklov og § 19, stk. 4, i betænkningen."

[ Strafansvar for juridiske personer ] Stk. 7. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

[ Forældelsesfrist for strafansvar ] Stk. 8. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.

Kapitel 12

Ikrafttræden og overgangsbestemmelser m.v.

[ Ikrafttræden ] udgangspunkt § 38. Loven træder i kraft den 1. marts 2006, jf. dog stk. 3.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 38

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. februar 2006, jf. dog stk. 3.

Samtidig med lovens ikrafttræden foreslås det i stk. 2 , at den gældende lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme ophæves.

I stk. 3 foreslås det, at bestemmelserne i § 6, stk. 2, § 12, stk. 5, og § 19 først træder i kraft 1. januar 2007. Begrundelsen for dette er, at disse tre bestemmelser indeholder store omstillingsbyrder for de af loven omfattede personer og virksomheder, hvorfor det er fundet mest hensigtsmæssigt at udskyde ikrafttrædelsen af disse bestemmelser.


[ Ophævelse af tidligere lov ] Stk. 2. Samtidig ophæves lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, jf. lovbekendtgørelse nr. 132 af 1. marts 2005.

[ Senere ikrafttræden for visse bestemmelser ] modifikation Stk. 3. § 6, stk. 2, § 12, stk. 5, og § 19 træder i kraft den 1. januar 2007.

§ 39. (Ophævet)

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 39

Overgangsbestemmelsen i § 39 omfatter de virksomheder og personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11 og 17. Overgangsbestemmelsen skal sikre, at loven ikke betyder, at disse virksomheder og personer ikke kan udøve den virksomhed, som de udøver på det tidspunkt, hvor loven træder i kraft, efter lovens ikrafttrædelse.

Bestemmelsen indebærer, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke med hjemmel i § 31, stk. 2, kan nægte at registre de virksomheder og personer, der på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling. Det samme gælder for udbydere af tjenesteydelser til virksomheder. Virksomheder, der på det tidspunkt, hvor loven træder i kraft, erhvervsmæssigt udøver virksomhed med overførsel af penge og andre værdier, er allerede registreret, jf. den gældende lovs § 1, stk. 4.

Endvidere indebærer overgangsbestemmelsen, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke med hjemmel i § 31, stk. 3, kan afregistrere de virksomheder og personer, der udøver virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 11 og 17, på tidspunktet for lovens ikrafttrædelse, for forhold begået før lovens ikrafttrædelse. For forhold begået efter lovens ikrafttrædelse gælder § 31, stk. 3, således for alle virksomheder og personer, uanset om de drev virksomhed før lovens ikrafttrædelse.


§ 40. (udeladt)

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 40

Efter lovteksten er forhandlere af genstande og auktionsholdere på trods af bestemmelsen i betalingsmiddellovens § 10, stk. 1, ikke forpligtet til at modtage kontante betalinger på 15.000 euro eller derover. Dette gælder også, hvis kontantbetalingen består af flere betalinger, der tilsammen udgør 15.000 euro eller derover, og betalingerne ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Det antages, at der i praksis foretages få kontante betalinger på 15.000 euro eller derover. Betalinger af denne størrelse vil derimod typisk ske gennem betalingskort og hævekort eller andre betalingssystemer eller ved brug af check. Det vurderes derfor, at den praktiske virkning af et forbud ikke vil ramme en bred kreds af købere, hvorfor muligheden for at betale kontant i praksis ikke forringes væsentligt.


[ Grønland og Færøerne ] § 41. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Til § 41

Det foreslås, at loven som udgangspunkt kan sættes i kraft for Grønland og Færøerne ved kongelig anordning.

Lov nr. 542 af 8. juni 2006 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 9

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2-5. § 6 finder anvendelse på anmodninger om udlevering efter Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme, henholdsvis FN-konventionen til bekæmpelse af nuklear terrorisme, der fremsættes efter, at den pågældende konvention er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende fremmede stat.

Stk. 2-5. (Udeladt)

§ 10

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens § 1 kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens §§ 4-6 og 8 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 108 af 7. februar 2007 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 21

Stk. 1. (Udeladt)

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. § 1, nr. 88, § 3, nr. 1, 3, 11, 24, 27, 30, 40-43, 58, 61, 62, 68, 69, 76, 81, 83, 85 og 86, § 6, nr. 1-9, § 7, § 8, nr. 3, 8 og 9, § 9, nr. 6 og 7, § 10, nr. 6, og §§ 11-15 træder i kraft den 15. februar 2007.

Stk. 4. (Udeladt)

Stk. 5. § 6, nr. 10, træder i kraft den 15. december 2007.

Stk. 6. (Udeladt)

Stk. 7. (Udeladt)

§ 22

Stk. 1-7. (Udeladt)

§ 23

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 1-6, 13 og 14 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. (Udeladt)

Stk. 4. (Udeladt)


Lov nr. 512 af 17. juni 2008 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 3

Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes ikraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 517 af 17. juni 2009, som ændret ved § 14 i lov nr. 392 af 25.maj 2009, indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 13

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2008, jf., dog stk. 2-5.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. (Udeladt)

Stk. 4. § 10, nr. 6, træder i kraft den 1. januar 2009.

Stk. 5. § 10, nr. 6, finder ikke anvendelse på kundeforhold etableret for den 1. januar 2009.

§ 14

Stk. 1. §§ 1, 2 og 4-12 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2. § 3 gælder ikke for Færøerne.

Stk. 3. §§ 1, 2, 6 og 10 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 4. §§ 4, 5 og 9 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 385 af 25. maj 2009 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 109. Loven træder i kraft den 1. november 2009.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. (Udeladt)

Stk. 4. Juridiske personer, der inden den 25. december 2007 har påbegyndt virksomhed, som efter lovens ikrafttræden vil kræve tilladelse som betalingsinstitut, kan fortsætte denne virksomhed her i landet uden tilladelse indtil den 30. april 2011.

Stk. 5. Uanset stk. 1 kan juridiske personer allerede fra den 1. juli 2009 indgive ansøgning til Finanstilsynet om tilladelse til at udøve virksomhed som betalingsinstitut fra den 1. november 2009.

Stk. 6. Virksomheder, der inden den 25. december 2007 har påbegyndt virksomhed omfattet af § 38, kan fortsætte denne virksomhed uden tilladelse indtil den 25. december 2010.

Stk. 7. Den i § 75, stk. 1, anførte frist kan for grænseoverskridende betalinger indtil den 1. januar 2012 forlænges til højst 3 arbejdsdage ved aftale mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. For papirbaserede betalingstransaktioner kan fristen i 1. pkt. forlænges med endnu 1 arbejdsdag.

Stk. 8. Ændringer i eksisterende aftaler, vilkår m.v., der har til formål at bringe disse i overensstemmelse med kravene til en rammeaftale, jf. § 48, stk. 1, og som skal træde i kraft senest den 1. november 2009, kan uanset modstående aftale gennemføres ved at varsle ændringen med 1 måneds varsel. Ændringer til gunst for brugeren kan dog gennemføres uden varsel. § 47, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på ændringer efter 1. og 2. pkt. Hvis brugeren ikke kan godkende ændringerne i rammeaftalen, der er til ugunst for vedkommende, skal vedkommende meddele udbyderen dette inden datoen for ændringernes ikrafttræden. Varsling efter 1. pkt. skal indeholde oplysning om det i 3. pkt. nævnte forhold.

§ 110. (Udeladt)

§ 111. (Udeladt)

§ 112. (Udeladt)

§ 113. (Udeladt)

§ 114. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 392 af 25. maj 2009 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 15

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2009, jf. dog stk. 2-7.

Stk. 2-7. (Udeladt)

§ 16

Stk. 1. Lovens §§ 1-7 og 9-13 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. §§ 1-4, 9, 10 og 13 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 4. §§ 1-4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.


Lov nr. 579 af 1. juni 2010 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 21

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2010, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. § 1, nr. 5, 26, 27, 51, 60, 62-64 og 85, § 5, nr. 1, 3-7 og 9, og § 9 træder i kraft den 1. juni 2010.

Stk. 3-7. (Udeladt)

§ 22

Stk. 1. §§ 1-12 og 14-20 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 1-9, 12 og 14-20 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 1, 3-6, 9 og 14-20 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.


Lov nr. 1553 af 21. december 2010 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 5

Loven træder i kraft den 30. april 2011.

§ 6

Stk. 1. Juridiske personer, der den 30. april 2011 udøver virksomhed, som efter lovens ikrafttræden vil kræve tilladelse efter § 39 a i lov om betalingstjenester og elektroniske penge som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, kan fortsætte denne virksomhed her i landet eller i et andet land inden for Den Europæiske Union uden tilladelse indtil den 30. oktober 2011. For disse juridiske personer gælder de hidtil gældende regler i den mellemliggende periode.

Stk. 2. Juridiske personer, der den 30. april 2011 udøver virksomhed omfattet af § 39 p i lov om betalingstjenester og elektroniske penge som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, kan fortsætte denne virksomhed uden tilladelse indtil den 30. april 2012.

§ 7

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Lovens §§ 1-3 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland og Færøerne med de afvigelser, som de grønlandske og færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. Lovens § 4 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 4. (Udeladt)


Lov nr. 1556 af 21. december 2010 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 28

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2-9. (Udeladt)

§ 29

Stk. 1. §§ 1-11, 13, 15, 16, 18, § 19, nr. 1, og §§ 20-27 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. §§ 1-5, 15, 18, § 19, nr. 1, og §§ 20-27 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 4. §§ 1-7, 9, 15, 16 og 18, § 19, nr. 1, og §§ 20 og 25-27 og kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 155 af 28. februar 2012 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 11

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. marts 2012, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2-4. (Udeladt)

Stk. 5. § 2, nr. 50, og § 3, nr. 30, finder kun anvendelse på forhold begået efter lovens ikrafttrædelse

§ 12

Stk. 1. §§ 1-4, 6, 9 og 10 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. §§ 1-3, 6, 9 og 10 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 4. (Udeladt)

Stk. 5. (Udeladt)


Lov nr. 1231 af 18. december 2012 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 69

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2013.

Stk. 2. Administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af de hidtidige bestemmelser, vedbliver at være i kraft, indtil de ændres eller ophæves.

§ 70

Stk. 1. §§ 1-39, 41-50 og 53-68 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. §§ 18, 32, 35-39, 41, 42, 49, 54 og 61 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 4. §§ 1-10, 17, 18, 23, 29, 35-39, 41-44, 49, 50, 54, 58-63, 65 og 66 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 5. (Udeladt)


Lov nr. 1287 af 19. december 2012 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 17

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2013, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2-5. (Udeladt)

Stk. 6. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter dets vedtagelse.

§ 18

Stk. 1-4. (Udeladt)

§ 19

Stk. 1. §§ 1-5, 10-13 og 15 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 1-5, 10 og 13 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Bestemmelserne kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 3-4. (Udeladt)


Lov nr. 615 af 12. juni 2013 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 9

Stk. 1. Loven træder i kraft den 22. juli 2013, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. § 2, nr. 6, og §§ 3-5 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 10

Stk. 1-5. (Udeladt)

§ 11

Stk. 1. (Udeladt)

Stk. 2. (Udeladt)

§ 12

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. § 1 og §§ 3-5 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 1-5 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 634 af 12. juni 2013 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser:

§ 13

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2013.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. (Udeladt)

§ 14

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 4 og 12 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. (Udeladt)

Erhvervs- og Vækstministeriet, den 13. august 2013

Henrik Sass Larsen

/ Ulrik Nødgaard


Bilag 1

1.
Modtagelse af indlån og andre tilbagebetalingspligtige midler.
2.
Udlånsvirksomhed, herunder bl.a.
 
forbrugerkreditter,
 
realkreditlån,
 
factoring og diskontering,
 
handelskreditter (inkl. forfaitering).
3.
Finansiel leasing.
4.
Erhvervsmæssig fysisk pengetransport.
5.
Udstedelse og administration af rejsechecks, bankveksler og lignende betalingsinstrumenter.
6.
Sikkerhedsstillelse og garantier.
7.
Transaktioner for egen eller kunders regning vedrørende
 
a)
pengemarkedsinstrumenter (checks, veksler, indskudsbeviser m.v.),
 
b)
valutamarkedet,
 
c)
finansielle futures og optioner,
 
d)
valuta- og renteinstrumenter samt
 
e)
værdipapirer.
8.
Medvirken ved emission af værdipapirer og tjenesteydelser i forbindelse hermed.
9.
Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstruktur, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål og rådgivning samt tjenesteydelser vedrørende sammenslutning og opkøb af virksomheder.
10.
Pengeformidling (money broking).
11.
Porteføljeadministration og -rådgivning.
12.
Opbevaring og forvaltning af værdipapirer.
13.
Boksudlejning.

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (2005/60/EF) af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EU-tidende 2005, L 309, s. 15) og Kommissionens direktiv 2006/70/EF af 1. august 2006 om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60 for så vidt angår definitionen af »politisk udsat person« og de tekniske kriterier for lempede procedurer med hensyn til kundelegitimation og for undtagelse i tilfælde, hvor en finansiel aktivitet udøves lejlighedsvis eller i et meget begrænset omfang, (EU-tidende 2006, L 214, s. 29). I loven er medtaget visse bestemmelser fra Rådets forordning nr. 1338/2001 af 28. juni 2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri, (EF-tidende 2001 nr. L 181, s. 6), Rådets forordning nr. 1339/2001 af 28. juni 2001 om udvidelse af virkningerne af forordning (EF) nr. 1338/2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri, til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har indført euroen som fælles valuta, (EF-tidende 2001, nr. L 181, s. 11), og dele af Kommissionens forordning nr. 1031/2010/EU af 12. november 2010 om det tidsmæssige og administrative forløb af auktioner over kvoter for drivhusgasemissioner og andre aspekter i forbindelse med sådanne auktioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.