KOMMENTERET LOV

Denne lovtekst er offentliggjort af JURAPLEXUS og indeholder uofficielle paragrafoverskrifter og noter. Der tages derfor forbehold for fejl og mangler.

Selve lovteksten er ikke ophavsretligt beskyttet, men det er de uofficielle noter og overskrifter. Bemærk at der kan være sket ændringer i loven siden offentliggørelsen af denne udgave. Originale lovtekster (uden kommentarer) kan findes på retsinfo.dk.

Find flere kommenterede love på JURAPLEXUS.DK

Redaktør: Mikko Hollmén Olesen.

Kommentarer sidst opdateret d. 2012-12-06.
Senere ændringer til forskriften
Ændrer i følgende forskrifter
Den fulde tekst

Lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse
aspekter af elektronisk handel1)

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

 

Lovens anvendelsesområde

§ 1. Loven finder anvendelse på tjenester i informationssamfundet.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår:

"Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EF-Tidende nr. L 178 af 17.07.00, s. 1-16) - i det følgende benævnt direktivet eller e-handelsdirektivet - der vedlægges som bilag.

Lovforslaget har til formål at sikre fri bevægelighed i det indre marked for påbegyndelse og udøvelse af informationssamfundstjenester. Det vil sige tjenester, der har et kommercielt sigte, leveres online (ad elektronisk vej over en vis distance) samt foretages på individuel anmodning. En informationssamfundstjeneste kan for eksempel være internetadgangstjenester, søgemaskiner, reklame eller tilbud om salg af en vare på internettet. Det karakteristiske for udbud af tjenester over elektroniske netværk er, at de automatisk og samtidigt kan være tilgængelige i alle medlemsstaterne og derfor er særligt kendetegnet ved deres grænseoverskridende karakter.
[...]

Til stk. 1

Bestemmelsen fastlægger lovforslagets anvendelsesområde.

Lovforslagets anvendelsesområde omfatter informationssamfundstjenester, herunder påbegyndelse og udøvelse af aktiviteter, der vedrører sådanne tjenester, når tjenesteyderen er etableret i Danmark. Inden for det koordinerede område påser de danske myndigheder overholdelse af reglerne ud fra et afsenderlandsprincip. Uden for det koordinerede område gælder princippet om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse ikke, hvorfor de almindelige tilsynsbestemmelser i lovgivningen finder anvendelse uafhængigt af disse principper. Som eksempel herpå kan nævnes de typer af forsikringsvirksomhed, der er undtaget fra afsenderlandsprincippet.

Der henvises i øvrigt til punkt C.1. i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af anvendelsesområdet samt punkt C.2.1. og C.2.8. om en definition af informationssamfundstjenester og det koordinerede område.

Til stk. 2

Lovforslaget opregner i stk. 2 en række områder og aktiviteter, som helt er undtaget fra lovforslagets anvendelsesområde.

Efter nr. 1 finder lovforslaget ikke anvendelse på beskatningsområdet. Det fiskale område omfatter ikke det indre marked, men der er dog en del skatte- og afgiftsmæssige forhold, som har betydning for det indre marked, f.eks. kan papirgangen i forbindelse med skatteafregning gøres elektronisk. Dette var baggrunden for, at det var nødvendigt eksplicit at undtage skatteområdet.

Myndighederne vil derfor stadig for så vidt angår regulering, der fastlægger afgiftsmæssige forpligtelser, kunne fastholde den nationale reguleringskompetence.

Efter nr. 2 finder lovforslaget ikke anvendelse på databeskyttelsesområdet som omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren. Disse direktiver opstiller en fællesskabsretlig regulering inden for persondatabeskyttelse, der også finder anvendelse på informationssamfundstjenester, hvorfor det ikke er fundet nødvendigt at medtage dette område i e-handelsdirektivet. Direktiv 95/46/EF er gennemført i dansk ret ved lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger og direktiv 97/66/EF er gennemført dels ved ændringer i markedsføringsloven (§ 6 a) og dels ved ændringer i telelovgivningen (Lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet).

Ifølge nr. 3 er forhold, der vedrører virksomheders konkurrencebegrænsende aftaler og adfærd m.v. samt fusioner, endvidere ikke omfattet af lovforslaget. De danske myndigheder vil derfor fortsat kunne gribe ind over for virksomheder m.v., der er etableret i andre medlemsstater, efter de danske konkurrenceregler eller efter EU-konkurrencereglerne.

Efter nr. 4 er notarvirksomhed eller lignende virksomhed, i det omfang den er direkte og specifikt forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, undtaget fra lovforslagets anvendelsesområde. Notarvirksomhed, som udføres på rent kommercielt grundlag, er derimod omfattet af lovforslaget. Notarvirksomhed i Danmark udøves imidlertid alene af domstolene.

Efter nr. 5 er forhold, der relaterer sig til repræsentation af en klient i retten, desuden undtaget fra lovforslaget. Undtagelsen omfatter ikke kun fremmødet i retten, men alt, der relaterer sig til repræsentation af en klient. Det vil sige udveksling af processkrifter, møder med klienten, sagkyndige undersøgelser m.v.

Ifølge nr. 6 er spil, som indebærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, lotteri og væddemål, undtaget fra lovforslagets anvendelsesområde. Det vil sige spil, der udbydes af en virksomhed, hvis formål er at sælge spil, og som opkræver betaling for deltagelse i spillet. Som eksempel kan nævnes Dansk Tipstjeneste.

Spil, som ikke kræver en pengeindsats, dvs. reklamefinansierede spil og markedsføringsspil, er derimod omfattet af lovforslaget. Der skal være tale om spil, der kan betegnes som erhvervsmæssige. Ved reklamefinansierede spil - også kaldet gratisspil - forstås spil, der udbydes af en virksomhed, hvis primære formål er at sælge spil, og som ikke opkræver betaling for deltagelse i spillet, fordi spillet finansieres af reklameindtægter eller tilsvarende indtægter. Ved markedsføringsspil forstås spil, der udbydes af en virksomhed, hvis formål er at sælge andre varer eller tjenesteydelser end spil, og som ikke opkræver betaling for deltagelse i spillet, fordi spillet fungerer som en reklame for virksomhedens produkter.
"

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på forhold, der vedrører:

1) Beskatning.

2) Persondatabeskyttelse.

3) Konkurrencelovens regler om konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, misbrug af dominerende stilling samt fusionskontrol.

4) Notarvirksomhed eller lignende virksomhed, der er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed.

5) Repræsentation af klienter i retten.

6) Spil, som indebærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, herunder lotteri og væddemål.

Definitioner

§ 2. I denne lov forstås ved:

2. Definitioner

Direktivets artikel 2 indeholder en række definitioner. Det drejer sig om, hvad der i direktivet forstås ved informationssamfundstjenester, tjenesteyder, etableret tjenesteyder, tjenestemodtager, forbruger, kommerciel kommunikation, lovregulerede erhverv samt det koordinerede område. For at lette forståelsen af loven og sikre en korrekt gennemførelse af direktivet, er det fundet hensigtsmæssigt i lovforslagets § 2 at medtage direktivets definitioner med visse mindre justeringer. Der er endvidere medtaget en definition på kommunikationsnet.

2.1. Informationssamfundstjenester

Informationssamfundstjenester defineres i lovforslaget som enhver tjeneste, der har et kommercielt sigte, og som leveres online (ad elektronisk vej over en vis distance) på individuel anmodning fra en tjenestemodtager.

Den i lovforslaget anførte definition af en informationssamfundstjeneste svarer indholdsmæssigt til definitionen i direktiv 98/34/EF om informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, som ændret ved direktiv 98/48/EF om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester og det tilhørende bilag V. Bilag V, der er en vejledende liste, opregner en række tilfælde, som ikke er omfattet af definitionen.

Definitionen på informationssamfundstjenester i direktiv 98/48/EF er gennemført i lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. Lovens definition har i forhold til den foreslåede definition i dette lovforslag en anden ordlyd. Ud over den sproglige ændring er der ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring i lovforslagets definition. Nedenfor gennemgås de enkelte elementer i den foreslåede definition.

Enhver tjeneste, der har et kommercielt sigte skal forstås i overensstemmelse med EU-Traktatens artikel 50, hvor der anvendes begrebet »normalt leveres mod betaling«. EF-domstolen har fortolket dette begreb ganske bredt, således at det omfatter alle aktiviteter, der er af økonomisk art, eller som er udført for betaling. Begrebet refererer ikke til aktuelle måder at betale for en given tjeneste på, og EF-domstolen har præciseret, at definitionen af en tjeneste ikke forudsætter betaling fra en modtager. Tjenesten skal blot have et kommercielt sigte. En tjenesteydelse kan således godt anses for at have et kommercielt sigte, selv om tjenesteyderens virksomhed almindeligvis ikke vil blive betegnet som kommerciel.

Tjenester, der har et kommercielt sigte, er f.eks. internetadgangstjenester, elektronisk post, WAP- og SMS-tjenester samt søgemaskiner, herunder dem som er stillet gratis til rådighed. Ligeledes er reklamering og salg, som finder sted online, også omfattet - også selv om den kommercielle kommunikation alene udgør en del af informationssamfundstjenesten. Generelle oplysninger om en virksomhed, hvor oplysningerne findes online, vil tillige været omfattet, også selv om der ikke er tale om egentlig reklamering eller salg. Tjenester, som derimod ikke er omfattet af bestemmelsen, er f.eks. private personers hjemmesider, hvor der er adgang til personlige fotografier, information m.v.

Der er endvidere tale om tjenester, der skal stilles til rådighed online. I dette er indeholdt, at tjenesteyderen og tjenestemodtageren ikke fysisk er til stede samtidig på det samme sted, og at tjenesten leveres over en vis distance. Parterne må eksempelvis ikke være til stede i samme lokale. Tjenesten skal endvidere være leveret og modtaget ved hjælp af telekommunikationsnetværk såsom tråd, radio, optiske midler og andre elektromagnetiske midler samt elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og dataoplagringsudstyr. Der vil f.eks. være tale om internettjenester i både åbne og lukkede datanet og WAP-tjenester, men ifølge bilag V ikke taletelefoni-, telefax- og telextjenester, og tjenester, der videreformidles via telefon-, telefax- og telex.

De tjenester, som anses for at være stillet til rådighed online via en internetside, kan f.eks. være reservation og køb af rejsebilletter, tjenester, der f.eks. stiller medicinsk information eller råd til rådighed, videospil og tjenester, der f.eks. indbefatter downloading af software. Ifølge bilag V er derimod tjenester, der f.eks. stilles til rådighed i et rejsebureau i en kundes fysiske tilstedeværelse, lægelig undersøgelse i en læges praksis, hvor der bruges elektronisk udstyr, videospil, der er tilgængelige for offentligheden i et forlystelsescenter, og salg af CD-rom eller software på diskette, ikke omfattet.

Ofte vil en tjenesteydelse omfatte både en online-del og en fysisk del. Det er alene online-delen, der er omfattet af lovforslaget f.eks. bestilling foretaget via en internetside hvorimod selve udleveringen af den fysiske vare i form af penge, billetter, forbrugsgoder og lignende ikke vil været omfattet.

Derudover dækker definitionen tjenester, der er stillet til rådighed som en reaktion på en individuel anmodning fra en tjenestemodtager. Den individuelle anmodning er udtryk for tjenestemodtagerens ønske om at modtage eller have adgang til en tjeneste. Der er således tale om en individuel anmodning, når f.eks. tjenestemodtageren går ind på en internetside, klikker på et ikon eller henter en elektronisk besked fra sin elektroniske postkasse. Det interaktive element skiller således informationssamfundstjenester fra andre tjenester som TV- og radioudsendelser, der udsendes med henblik på at kunne modtages samtidigt af et ubegrænset antal modtagere uanset en begæring fra en individuel modtager. TV-udsendelser er i stedet omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 97/36/EF om ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed.

Tjenester, der kan betragtes som værende foretaget »på individuel anmodning«, er f.eks. video eller musik på anfordring, hjemmesider, der indeholder information om tv-kanaler og de programmer, som de sender, og kommerciel kommunikation, der er tilgængelig via elektronisk post. For så vidt angår digitalt tv, hvor det i forbindelse med en tv-udsendelse bliver muligt via en set-top boks at bestille en vare eller tjenesteydelse via internettet, vil denne bestilling være at anse som foretaget på individuel anmodning og dermed omfattet af lovforslaget.

Tjenester, der ikke er omfattet, er ifølge bilag V f.eks. tekst-tv, radio- og TV-udsendelser, der er udsendt via kabel eller via satellit, og som for TV-udsendelsers vedkommende er omfattet af TV-direktivet.

2.2. Tjenesteyder

En tjenesteyder defineres i direktivet som enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationssamfundstjeneste.

Definitionen omfatter således alle fysiske og juridiske personer, som leverer tjenester, der er nødvendige for, at en modtager kan få adgang til f.eks. internettet og kan søge efter og give oplysninger på åbne netværk. Begrebet omfatter endvidere fysiske og juridiske personer, der stiller tjenesteydelser og produkter til rådighed både gratis eller mod betaling på f.eks. internettet. Der vil f.eks. være tale om internetleverandører, netværksoperatører, serverejere og erhvervsdrivende, der udbyder tjenesteydelser online, ligesom myndigheder eller uddannelsessteder, som tilbyder informationssamfundstjenester på kommerciel basis vil være omfattet.

Da der er tale om et centralt begreb, er direktivets definition medtaget i lovforslagets § 2.

2.3. Etableret tjenesteyder

En etableret tjenesteyder er i direktivets definition en tjenesteyder, der udøver erhvervsmæssig virksomhed ved hjælp af en fast indretning i et ikke nærmere angivet tidsrum.

Definitionen skal forstås i overensstemmelse med EU-traktatens regler om retten til fri etablering samt EF-domstolens praksis herom. Det følger bl.a. heraf, at etablering i Traktatens forstand traditionelt skal forstås ved, at der i landet skabes en stabil og permanent indretning, der for den pågældende udgør »det erhvervsmæssige midtpunkt«. Dette kan bl.a. ske ved oprettelse af en ny virksomhed, ved overtagelse af en bestående virksomhed eller ved flytning af en bestående virksomhed. Traktatens etableringsregler omfatter imidlertid også den såkaldte sekundære etablering, der vedrører oprettelse af datterselskaber, filialer og agenturer. Her skabes der også en permanent virksomhed i etableringslandet, men den udgør ikke det pågældende erhvervsmæssige midtpunkt.

Etableringsretten forudsætter derfor en fysisk og vedvarende tilstedeværelse på etableringsstatens område af en sådan art, at den omhandlede økonomiske virksomhed faktisk og reelt kan udøves. Kravet vil også være opfyldt, når en virksomhed er oprettet for en bestemt periode.

For tjenesteydere, der leverer tjenester via f.eks. en internetside, afhænger etableringsstedet derfor ifølge direktivet ikke af, hvor den benyttede teknologi som f.eks. en server befinder sig, eller hvor internetsiden er tilgængelig, men af, hvor tjenesteyderen udøver sin erhvervsmæssige virksomhed. At der findes og anvendes teknologi til levering af informationssamfundstjenester medfører derfor ikke i sig selv, at tjenesteyderen er etableret.

Har en tjenesteyder flere etableringssteder, anses tjenesteyderen ifølge direktivet for at være etableret i det land, hvorfra den pågældende tjeneste leveres. I de tilfælde, hvor dette ikke kan afgøres, skal der lægges vægt på, hvor centret for tjenesteyderens aktiviteter for den pågældende tjeneste befinder sig og i sidste ende, hvor tjenesteyderens forretningsmæssige hjemsted er.

Som eksempel på en tjenesteyder, der må antages at være omfattet af lovforslaget i henhold til direktivets definition, kan nævnes et selskab, der er stiftet og registreret som et dansk selskab i overensstemmelse med selskabslovgivningen, og som har sit forretningsmæssige hjemsted i Danmark.

Da spørgsmålet om etablering er af betydning for hvilket lands retssystem, tjenesteyderne er omfattet af, er der medtaget en definition på etableret tjenesteyder i lovforslagets § 2.

2.4. Tjenestemodtager

Direktivet definerer en tjenestemodtager som enhver fysisk eller juridisk person, der anvender en informationssamfundstjeneste, uanset om det er til erhvervsmæssig eller anden brug.

Definitionen omfatter alle former for benyttelse af informationssamfundstjenester. Det vil sige både personer, der giver oplysninger på åbne netværk som internettet, og personer, der søger oplysninger på internettet af private eller erhvervsmæssige årsager.

Da der er tale om et centralt begreb, er direktivets definition medtaget i lovforlagets § 2.

2.5. Lovregulerede erhverv

Direktivet henviser i definitionen af lovregulerede erhverv til ethvert erhverv, som omhandlet i artikel 1, litra d, i Rådets direktiv 89/48/EØF om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed, eller i artikel 1, litra f, i Rådets direktiv 92/51/EØF om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF. Henvisningerne relaterer sig til lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, hvorved forstås erhvervsmæssig virksomhed, som i henhold til lov eller administrative bestemmelser kræver en autorisation, registrering eller lignende.

Direktiv 89/48/EØF er gennemført i bekendtgørelse nr. 292 af 8. maj 1991 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark for statsborgere i de europæiske fællesskaber med erhvervskompetencegivende videregående uddannelse af mindst 3 års varighed. Direktiv 92/51/EØF er gennemført i bekendtgørelse nr. 52 af 19. januar 1995 om gensidig anerkendelse af erhvervsuddannelser. Begge bekendtgørelser er udstedt i medfør af lov nr. 291 af 8. maj 1991 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark for statsborgere i de europæiske fællesskaber og de nordiske lande.

De to generelle EF-direktiver finder kun anvendelse på erhverv, der ikke er særligt reguleret af sektordirektiver. Der findes 7 sektordirektiver om henholdsvis sygeplejersker, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, arkitekter, farmaceuter og læger. Det generelle system bygger i modsætning til sektordirektiverne ikke på en automatisk anerkendelse af medlemsstaternes eksamensbeviser baseret på en harmonisering af uddannelserne. De generelle direktiver samordner ikke medlemsstaternes uddannelser, og de fratager ikke medlemsstaterne retten til at fastsætte deres egne krav til uddannelserne.

De erhverv, der er omfattet af sektordirektiverne, er også omfattet af e-handelsdirektivet. Henvisningen til de to generelle direktiver i definitionen skal derfor ikke fortolkes som om, at disse erhverv ikke er omfattet.

Eftersom lovforslaget alene regulerer informationssamfundstjenester, vil afsenderlandsprincippet få betydning for de tjenester, der kan leveres online. Som eksempel kan nævnes rådgivningsvirksomhed. Såfremt en del af ydelsen ikke kan leveres online, for eksempel udlevering af receptpligtig medicin, gælder lovforslaget ikke for denne del af ydelsen.

Da der ifølge direktivet gælder særlige oplysningskrav til lovregulerede erhverv, er direktivets definition medtaget i lovforslagets § 2.

2.6. Forbruger

Begrebet forbruger er i direktivet defineret som en fysisk person, der ikke handler som led i sin handelsmæssige eller erhvervsmæssige virksomhed.

For at sikre en korrekt implementering, er det fundet mest hensigtsmæssigt at medtage direktivets definition uændret i lovforslagets § 2.

2.7. Kommerciel kommunikation

I direktivets definition af kommerciel kommunikation henvises der til alle former for kommunikation, der er bestemt til direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller til etablering af et image for en virksomhed, en organisation eller en person, der udøver handels-, industri- eller håndværksvirksomhed eller et lovreguleret erhverv.

Eksempler på kommerciel kommunikation er f.eks. reklame for produkter og tjenesteydelser, herunder bannerreklamer, samt den indirekte reklame som f.eks. salgsfremmende foranstaltninger i form af tilgift, rabatter, spil, konkurrencer, sponsorering m.v. kan være udtryk for.

Information, som muliggør direkte adgang til en virksomheds, organisations eller persons aktiviteter, herunder domænenavn eller en e-postadresse er ifølge direktivet ikke i sig selv kommerciel kommunikation. Tilsvarende gælder ifølge direktivet kommunikation omhandlende en virksomheds, organisations eller persons varer, tjenesteydelser eller image, når kommunikationen foretages og udarbejdes uafhængigt af denne.

Det har været overvejet at anvende udtrykket markedsføring i stedet for kommerciel kommunikation. I markedsføringslovens forstand dækker begrebet markedsføring bredere end begrebet kommerciel kommunikation, idet begrebet markedsføring i modsætning til kommerciel kommunikation f.eks. også omfatter inkassovirksomhed og de oplysningspligter, som artikel 5 i direktivet fastsætter, til identifikation af tjenesteyderen.

Det foreslås derfor at anvende direktivets terminologi i lovforslagets § 2 for at sikre en korrekt gennemførelse.

2.8. Koordineret område

Det koordinerede område er nærmere defineret i direktivets art. 2, litra h, 1. led, som de krav, der i medlemsstaternes retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om kravene er generelle eller specifikt fastsat for disse tjenester. Det koordinerede område vedrører krav, som tjenesteyderen skal opfylde, når den pågældende påbegynder og udøver aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester.

Som eksempler på krav, som tjenesteyderen skal opfylde, når aktiviteten påbegyndes, nævner direktivet krav til kvalifikationer, tilladelse og underretningsordninger. Som eksempler på krav til tjenesteyderens udøvelse af aktiviteten er nævnt krav til tjenesteyderens adfærd, krav til kvaliteten eller indholdet af tjenesten, herunder krav, som gælder i forbindelse med reklamer og kontrakter, eller krav vedrørende tjenesteyderens ansvar.

Det fremgår af betragtning 21 i direktivets præambel, at det koordinerede område omfatter krav til onlineaktiviteter som f.eks. onlineinformation, onlinereklame, onlineshopping og onlineindgåelse af kontrakter.

Det koordinerede område omfatter ikke krav som f.eks. krav til varer som sådan, krav til levering af varer eller krav til tjenester, der ikke ydes elektronisk, jf. art. 2, litra h, 2. led. Dette er uddybet i betragtning 21 i præamblen, hvorefter det koordinerede område ikke vedrører medlemsstaternes lovbestemte krav til varer som f.eks. sikkerhedskrav, mærkningskrav eller produktansvar eller medlemsstaternes krav til levering eller transport af varer, herunder distribution af lægemidler.

Det er regeringens opfattelse, at definitionen af det koordinerede område efter ordlyden og sammenhængen med direktivets principper om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse (afsenderlandsprincippet) og artikel 1, stk. 4, i direktivet, jf. herom i afsnit C.3.2., må forstås således, at området er begrænset til krav, som medlemsstaternes myndigheder ifølge de nationale retssystemer kan stille til tjenesteyderen, og som kan håndhæves af medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder, f.eks. ved kontrol, forbud, påbud eller strafferetlig forfølgning. Regler eller principper, der regulerer privatretlige, herunder kontraktretlige forhold, er således ikke omfattet af det koordinerede område.

Lovforslagets § 2, nr. 8, hvor det koordinerede område defineres, er udformet i overensstemmelse med den nævnte retsopfattelse.

2.9. Kommunikationsnet

Et kommunikationsnet defineres i lovforslagets § 2, nr. 9, som et system, der benyttes til transmission af information mellem tilsluttede terminaler. Et kommunikationsnet omfatter enhver form for trådløs eller kabelbaseret infrastruktur, der anvendes til elektronisk transport af information. Alle typer af net er uanset deres geografiske udstrækning og brugerkreds som udgangspunkt omfattet af definitionen.

1) Tjenester i informationssamfundet (informationssamfundstjenester): Enhver tjeneste, der har et kommercielt sigte, og som leveres online (ad elektronisk vej over en vis distance) på individuel anmodning fra en tjenestemodtager.

2) Tjenesteyder: Enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationssamfundstjeneste.

3) Etableret tjenesteyder: En tjenesteyder, der udøver erhvervsmæssig virksomhed ved hjælp af en fast indretning i et ikke nærmere angivet tidsrum.

4) Tjenestemodtager: Enhver fysisk eller juridisk person, der modtager og anvender en informationssamfundstjeneste.

5) Forbruger: En fysisk person, der ikke handler som led i sin handelsmæssige eller erhvervsmæssige virksomhed.

6) Kommerciel kommunikation: Enhver form for kommunikation, der direkte eller indirekte er bestemt til at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller til at etablere et image for en virksomhed, en organisation eller en person, som udøver handels-, industri- eller håndværksvirksomhed eller et lovreguleret erhverv.

7) Lovreguleret erhverv: Ethvert erhverv som omhandlet i artikel 1, litra d, i direktiv 89/48/EØF om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed eller artikel 1, litra f, i direktiv 92/51/EØF om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF.

8) Koordineret område: Regler, der er fastsat i Den Europæiske Unions medlemsstater og håndhæves af medlemsstaternes myndigheder, og som omhandler krav til informationssamfundstjenester eller krav til leverandører af informationssamfundstjenester, når aktivitet som leverandør påbegyndes eller udøves. Det koordinerede område omfatter ikke krav til varer som sådanne eller krav til levering af varer.

9) Kommunikationsnet: Et system, der benyttes til transmission af information mellem tilsluttede terminaler.

Hjemlandskontrol

§ 3. En informationssamfundstjeneste, der leveres af en tjenesteyder, som er etableret i Danmark, skal inden for det koordinerede område, jf. § 2, nr. 8, udøves i overensstemmelse med dansk ret. Dette gælder, uanset om tjenesten alene retter sig mod et andet land inden for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Bestemmelsen fastlægger myndighedernes jurisdiktionskompetence i forhold til tjenesteydere, der er etableret i Danmark, og som leverer informationssamfundstjenester inden for EU og EØS-området.

Bestemmelsen gennemfører den del af direktivets afsenderlandsprincip, som vedrører princippet om hjemlandskontrol. I direktivets artikel 3, stk. 1, henvises til, at denne del af afsenderlandsprincippet finder anvendelse inden for »det koordinerede område«. Det vil sige, at myndighederne skal påse, at en informationssamfundstjeneste er i overensstemmelse med de nationale krav, der er fastsat inden for det koordinerede område. Der henvises til punkt C.2.8. og punkt C.3. i de almindelige bemærkninger.

De myndigheder, som lovforslaget omfatter, er de myndigheder, som allerede ifølge lovgivning m.v., er tillagt en tilsynsforpligtelse eller er administrativ ansvarlig myndighed for de regler, der gælder for informationssamfundstjenester. Direktivet og lovforslaget medfører derfor ikke ændringer af de bestående tilsynsformer.

Hjemlandskontrol set i relation til det koordinerede område vil have betydning for offentligretlige regler om bl.a. etablering, krav om særlig uddannelse, praktisk erfaring, sprogkundskaber og lignende kvalifikationskrav, begrænsninger i de aktiviteter, som en virksomhed må udføre, krav til virksomheden og dens ansatte om tavshedspligt m.v., krav til markedsføringens form og indhold, krav om særlig information, vejledning eller rådgivning af kunden, som virksomheden skal give i sit markedsføringsmateriale eller forud for selve aftalens indgåelse, og krav til selve tjenesteydelsens form. Det har ingen betydning, om disse regler er generelt eller specifikt fastsat for informationssamfundstjenester - som f.eks. lovgivning, der finder anvendelse både på online- og offlineaktiviteter, og retningslinier, der er specielt udarbejdet med henblik på markedsføring, som foretages online eller på anden elektronisk måde.

Det samme regelsæt vil samtidig indeholde regler, der giver parterne visse gensidige rettigheder og pligter. Det myndighedstilsyn, der omtales i direktivet, omfatter imidlertid ikke disse regler, som det er overladt til parterne selv - eventuelt med bistand fra udenretlige tvistløsningsorganer eller domstole - at anvende."

Gensidig anerkendelse

§ 4. En tjenesteyder, der er etableret i et andet land inden for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og som leverer en informationssamfundstjeneste, er undtaget fra overholdelse af danske regler inden for det koordinerede område, jf. § 2, nr. 8, selv om tjenesten retter sig mod Danmark, jf. dog §§ 5 og 6.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Bestemmelsen fastslår, at danske myndigheder inden for det koordinerede område ikke kan gribe ind over for en informationssamfundstjeneste, som leveres af en tjenesteyder etableret i en anden medlemsstat, og som udbydes på det danske marked. Der henvises til punkt C.3. i de almindelige bemærkninger."

Undtagelser

§ 5. §§ 3 og 4 indebærer ingen ændring i de gældende danske regler på følgende områder:

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"".

1) Ophavsret og beslægtede rettigheder, rettigheder som omhandlet i Rådets direktiv 87/54/EØF om retlig beskyttelse af halvlederprodukters topografi og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/9/EF om retlig beskyttelse af databaser, samt industrielle ejendomsrettigheder.

2) Udstedelse af elektroniske penge af institutter, for hvilke medlemsstaterne har anvendt en af undtagelserne i artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/46/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed.

3) Markedsføring af andele i investeringsforeninger i henhold til artikel 44, stk. 2, i Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer.

4) Visse forsikringer i henhold til artikel 30 og afsnit IV i direktiv 92/49/EØF (det tredje skadeforsikringsdirektiv), afsnit IV i direktiv 92/96/EØF (det tredje livsforsikringsdirektiv), artikel 7 og 8 i direktiv 88/357/EØF (det andet skadeforsikringsdirektiv) og artikel 4 i direktiv 90/619/EØF (det andet livsforsikringsdirektiv).

5) Forholdet om, hvorvidt uopfordret markedsføring via elektronisk post er tilladt.

Indgrebsprocedure

§ 6. Uanset § 4 kan myndighederne træffe en foranstaltning, som begrænser adgangen til at levere en informationssamfundstjeneste, over for en tjenesteyder, der er etableret i et andet land inden for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis foranstaltningen

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Til stk. 1

Bestemmelsen fastlægger, hvornår der ud over de generelle undtagelser, der er nævnt i lovforslagets § 5, konkret kan træffes foranstaltninger over for en informationssamfundstjeneste, der leveres af en tjenesteyder fra en anden medlemsstat. Bestemmelsen kræver således, at der udøves et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde i forhold til de i bestemmelsen opregnede hensyn, herunder om foranstaltningen står i rimeligt forhold til målet, inden indgrebet foretages.

De foranstaltninger, som en myndighed eksempelvis kan benytte sig af, er gennemførelse af et fogedforbud eller nedlæggelse af et administrativt forbud for at stoppe eller ændre den pågældende informationssamfundstjeneste. Et forbud kan meddeles til den pågældende tjenesteyder, internetleverandør og serverejer.

Myndighederne kan foretage indgreb, hvis foranstaltningen er nødvendig af hensyn til ufravigelige retsgrundsætninger, især forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af lovovertrædelser, herunder beskyttelsen af mindreårige og bekæmpelsen af enhver tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet og krænkelser af enkeltpersoners værdighed.

I den danske direktivtekst anvendes udtrykket ufravigelige retsgrundsætninger, mens der i den engelske og franske direktivversion anvendes henholdsvis public policy og lordre public. Som eksempler på ufravigelige retsgrundsætninger nævner direktivet bl.a. retsforfølgning af lovovertrædelser for at beskytte mindreårige og bekæmpelse af tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet og krænkelser af enkeltpersoners værdighed. Undtagelsens kerneområde syntes derfor sammenholdt med den engelske og den franske tekst at være informationssamfundstjenester, der er tilladte på tjenesteyderens etableringssted, men som fundamentalt strider mod retsopfattelsen i modtagerlandet, og som kommer til udtryk ved tilsidesættelse af retsgrundsætninger eller offentligretlige bestemmelser til beskyttelse af grundlæggende samfundsværdier og enkeltpersoner eller ved overtrædelser af straffeloven. I lovforslaget foreslås derfor »retsgrundsætninger« erstattet med »den offentlige orden«.

Indgreb kan endvidere foretages, hvis indgrebet er nødvendigt af hensyn til beskyttelse af folkesundheden, den offentlige sikkerhed, herunder national sikkerhed og forsvar, og forbrugerne, herunder investorer.

Indgreb i medfør af de nævnte undtagelser i stk. 1 kan formentlig ske i overensstemmelse med EF-domstolens retspraksis om, hvornår medlemsstaterne kan foretage begrænsninger i den fri bevægelighed, jf. principperne i EU-traktatens artikel 28-30, 49 m.fl.

EF-domstolen har dog i betydelig grad indsnævret medlemsstaternes adgang til at begrænse eller lægge hindringer i vejen for retten til fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsretten.

Efter EF-domstolens retspraksis kan medlemsstaterne fastsætte egne ikke-diskriminerende regler, hvor der ikke er foretaget en harmonisering af reglerne. For at en national foranstaltning gyldigt skal kunne hindre eller begrænse salg af et produkt, der tilbydes ved grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, skal foranstaltningen opfylde visse kriterier. Foranstaltningen skal således falde inden for et område, der ikke er blevet harmoniseret, forfølge et mål af almen interesse, være ikke-diskriminerende, være objektivt nødvendig, stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål, ligesom de pågældende hensyn ikke i forvejen må være tilgodeset ved de regler, som tjenesteyderen allerede er underlagt i sit hjemland. Alle disse kriterier skal være opfyldt.

Sådanne beskyttelseshensyn benævnes oftest »almene hensyn«. Kommissionen har i en fortolkningsmeddelelse om fri udveksling af tjenesteydelser og almene hensyn i henholdsvis andet bankdirektiv (97/C 209/04) og inden for forsikringssektoren (2000/C 43/03) opstillet en oversigt over tilfælde, hvor EF-domstolen har anvendt »almene hensyn«. Oversigten, der ikke er udtømmende, omfatter 14 eksempler, herunder faglige regler, der tager sigte på at beskytte modtagerne af tjenesteydelser, besvarelse af den nationale finanssektors gode omdømme, kulturpolitik og beskyttelse af den kulturelle forskellighed inden for den audiovisuelle sektor, sammenhæng inden for skatteordningerne og loyal handelsadfærd.

Endelig henvises der i e-handelsdirektivets betragtning 57 til EF-domstolens faste retspraksis om, at en medlemsstat bevarer retten til at gribe ind over for en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, hvis aktiviteten udelukkende eller hovedsagelig er rettet mod den pågældende medlemsstat, og hvis tjenesteyderen har etableret sig i den anden medlemsstat for at omgå modtagerlandets lovgivning, som tjenesteyderen ellers ville være underlagt.

Til stk. 2

Myndigheden skal forinden den træffer en foranstaltning efter stk. 1 have opfordret etableringslandets myndighed til at gribe ind. Griber etableringslandets myndighed ikke ind over for tjenesteyderen, eller er indgrebet ikke tilstrækkeligt, har den danske myndighed mulighed for selv at foretage et indgreb. Etableringslandets myndighed og Kommissionen skal dog forinden være underrettet om, at der foretages et indgreb mod den pågældende tjenesteyder.

Direktivet og lovforslaget indeholder ingen tidsfrist for, hvornår etableringslandets myndigheder skal træffe foranstaltninger over for tjenesteyderen. Under hensyn til princippet om hjemlandskontrol må der imidlertid tilstås etableringslandets myndigheder den tid, der med rimelighed må anses for nødvendig, for i praksis at kunne gennemføre de nødvendige foranstaltninger. Et indgreb fra etableringslandets myndigheder må endvidere anses for utilstrækkeligt, når f.eks. de retsstridige onlineaktiviteter ikke bringes til ophør eller ikke bringes i overensstemmelse med modtagerlandets regler, såfremt indgrebet er berettiget ifølge betingelserne i stk. 1.

Til stk. 3

Myndighederne kan dog i særligt hastende tilfælde fravige betingelserne i stk. 2. Hvis formålet med et indgreb vil blive forspildt, såfremt indgrebet skal afvente etableringslandets myndigheds stillingtagen hertil, kan den danske myndighed foretage et indgreb uden at følge den nævnte procedure. I vurderingen heraf kan for eksempel indgå, om myndigheden har fundet det nødvendigt at foretage et hasteindgreb over for fysiske produkter eller levnedsmidler på grund af deres farlighed, og indgrebet ikke vil have den tilsigtede effekt uden spærring eller ændring af den internetside, hvor produktet udbydes. Et andet eksempel kan være spærring af en internetside, hvorfra tjenestemodtagere kan downloade digitale produkter, der ødelægger tjenestemodtagernes edb-systemer, eller hvor der kan konstateres straffelovsovertrædelser.

Myndigheden skal dog efter stk. 3 snarest muligt underrette både etableringslandets myndigheder og Kommissionen om det pågældende indgreb.

Kommissionen vil i alle de i stk. 2 og stk. 3 nævnte tilfælde, hvor en myndighed foretager et indgreb over for tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, have mulighed for at træffe en afgørelse om, hvorvidt indgrebet er i overensstemmelse med fællesskabsretten. Hvis Kommissionens afgørelse er negativ, har Kommissionen mulighed for at anmode myndigheden om at undlade at træffe de påtænkte indgreb eller straks bringe disse til ophør. Dette anses dog alene at gælde for så vidt angår administrative indgreb og ikke for indgreb, der foretages på baggrund af en domstolsafgørelse.

Kommissionen kan ikke kræve, at en myndighed følger deres afgørelse, men Kommissionen kan efter de fællesskabsretlige regler indbringe sagen for EF-domstolen.

Til stk. 4

Det følger af stk. 4, at procedurerne efter § 6, stk. 2 og 3, ikke finder anvendelse på foranstaltninger, der træffes som led i efterforskning og afgørelse af straffesager. Der henvises til punkt C.3.6. i de almindelige bemærkninger.
"

1) er nødvendig af hensyn til

a) den offentlige orden, især forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af lovovertrædelser, herunder beskyttelsen af mindreårige og bekæmpelsen af enhver tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet, og krænkelser af enkeltpersoners værdighed,

b) beskyttelse af folkesundheden,

c) den offentlige sikkerhed og

d) forbrugerne, herunder investorer,

2) træffes over for en bestemt informationssamfundstjeneste, som er til skade for de i nr. 1 nævnte hensyn, og

3) står i rimeligt forhold til målet.

Stk. 2. Inden foranstaltningen efter stk. 1 træffes, skal myndighederne i etableringslandet opfordres til at gribe ind. Griber etableringslandets myndigheder ikke ind, eller er indgrebet ikke tilstrækkeligt, skal den danske myndighed underrette Kommissionen og etableringslandets myndigheder om foranstaltningen, inden den træffes.

Stk. 3. Myndighederne kan i hastende tilfælde fravige betingelserne i stk. 2. Kommissionen og etableringslandets myndigheder skal i disse tilfælde snarest muligt underrettes om foranstaltningen og om årsagen til dens hastende karakter.

Stk. 4. Procedurerne efter stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse på foranstaltninger, der træffes som led i efterforskning og afgørelse af straffesager.

Generel oplysningspligt

§ 7. En tjenesteyder skal give oplysning om

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse fastlægger, hvilke generelle oplysninger en tjenesteyder skal give. Bestemmelsen supplerer andre regler i lovgivningen, hvori der er fastsat informationskrav. Det drejer sig bl.a. om reglerne i forbrugeraftaleloven vedrørende en erhvervsdrivendes oplysningspligt, diverse markedsføringsretlige regler, kreditaftalelovens regler om oplysningspligt og almindelige kontraktsretlige regler om loyal oplysningspligt.

Efter nr. 1 skal der gives oplysning om tjenesteyderens navn. Er tjenesteyderen et selskab vil der være tale om det selskabsnavn, som tjenesteyderen er registreret med i diverse registre - f.eks. Det Centrale Virksomhedsregister.

Efter nr. 2 skal der gives oplysning om den fysiske adresse, hvor tjenesteyderen er etableret. For så vidt angår etableringssted henvises til punkt C.2.3. i de almindelige bemærkninger.

I relation til nr. 1 og 2 er udgangspunktet, at det skal være muligt for en tjenestemodtager eller en myndighed at kunne identificere tjenesteyderen og dermed finde frem til tjenesteyderen bag f.eks. en internetside.

Efter nr. 3 skal der tillige angives en e-post-adresse og eventuelt postadresse og andre oplysninger om tjenesteyderen, som gør det muligt for en tjenestemodtager eller en myndighed at kontakte og kommunikere med tjenesteyderen. For så vidt angår postadresse vil der alene skulle angives en sådan, hvis denne er forskellig fra tjenesteyderens fysiske adresse. Der kan f.eks. være tale om en postboksadresse. Med hensyn til andre oplysninger om tjenesteyderen tænkes bl.a. på telefonnummer.

Bestemmelsen i nr. 4 fastsætter, at tjenesteyderen tillige skal opgive CVR-nummeret, hvis tjenesteyderen er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister. Det vil her være tale om alle virksomheder, der driver erhvervsmæssig virksomhed, idet de som momspligtige skal være registreret i CVR-registret.

Efter nr. 5 skal tjenesteyderen derudover oplyse om tilhørsforhold til eventuelle godkendelsesordninger. Tjenesteyderen skal endvidere oplyse om, hvilken tilsynsmyndighed der fører tilsyn med godkendelsesordningen. Bestemmelsen må antages at gælde både frivillige og tvungne godkendelsesordninger, som kontrolleres af en tilsynsmyndighed. Som eksempel kan nævnes det frivillige Ø-mærke, som gælder for økologiske varer, der er fremstillet under kontrol af danske myndigheder.

Til stk. 2

Ud over de i stk. 1 nævnte oplysninger skal udøvere af et lovreguleret erhverv give tjenestemodtageren oplysninger om enhver brancheorganisation eller lignende, hvor tjenesteyderen er registreret. Med »lignende« tænkes på andre organisationer, foreninger m.v., hvor tjenesteyderen er registreret, og som ikke kan betegnes som en brancheorganisation. Udøvere af et lovreguleret erhverv skal desuden give oplysninger om erhvervsbetegnelsen, og fra hvilken medlemsstat erhvervsbetegnelsen er givet samt angive en henvisning til de faglige regler, der gælder for det lovregulerede erhverv, og hvorledes der kan opnås adgang til disse. For så vidt angår definitionen af et lovreguleret erhverv henvises til punkt C.2.5. i de almindelige bemærkninger.

Til stk. 3

Bestemmelsen fastslår, at der skal være let tilgængelig og vedvarende adgang til de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger for tjenestemodtagere og myndighederne.

Kravet om let tilgængelighed skal fortolkes i lyset af den databehandlingsteknik, der konkret anvendes i forbindelse med en informationssamfundstjeneste. Teknikformer som f.eks. internettet, hvor det vil være forholdsvist let for tjenesteyderen at give de pågældende oplysninger samlet på enten forsiden af en internetside eller på en underliggende side med link fra forsiden, vil der kunne stilles større krav til udbyderen, end i de tilfælde, hvor der anvendes WAP-telefoner, idet omfanget og karakteren af oplysningerne ikke kan anses for at være særligt egnede til dette medie. Oplysningerne skal dog altid gives på den for teknikformens mest tilgængelige måde, ligesom tjenesteyderne, når der sker en udvikling inden for de forskellige teknikformer, skal tage hensyn til, hvorvidt oplysningerne kan gives på en mere hensigtsmæssig måde.

At oplysningerne skal være let tilgængelige for modtagerne indebærer også, at de skal gives samlet. Oplysninger vil ikke blive betragtet som værende let tilgængelige, hvis det kræver en større gennemgang af f.eks. en tjenesteyders internetside, herunder diverse underliggende sider, for at få adgang til oplysningerne.

For så vidt angår bannerreklamer er det ikke en betingelse, at tjenesteyderen i selve bannerreklamen giver de pågældende oplysninger. Bannerreklamen skal dog blot være indrettet på en sådan måde, at tjenestemodtagerne og myndighederne kan få let adgang til oplysningerne. Dette kan f.eks. ske ved, at der ved et klik på bannerreklamen opnås adgang til tjenesteyderens internetside, hvor oplysningerne findes.

Der skal endvidere være en vedvarende adgang til de i stk. 1 og stk. 2 nævnte oplysninger. Herved forstås, at tjenestemodtagerne og myndighederne altid skal have mulighed for at skaffe sig adgang til oplysningerne. Tjenesteyderen må ikke fjerne nogle af de krævede oplysninger eller lægge en spærring ind på sin internetside, som udelukker en myndighed for at få adgang til oplysningerne. I kravet om vedvarende adgang ligger også, at tjenesteyderen til enhver tid skal sørge for, at oplysningerne er ajourført.
"

1) tjenesteyderens navn,

2) den fysiske adresse, hvor tjenesteyderen er etableret,

3) e-post-adresse og eventuelt postadresse og andre oplysninger om tjenesteyderen, som gør det muligt at kontakte og kommunikere med tjenesteyderen,

4) CVR-nummeret, hvis tjenesteyderen er registreret i Det Centrale Virksomhedsregister,

5) tilhørsforhold til eventuelle godkendelsesordninger, herunder den relevante tilsynsmyndighed.

Stk. 2. En tjenesteyder, der udøver et lovreguleret erhverv, skal desuden give

1) oplysning om enhver brancheorganisation eller lignende, hvor tjenesteyderen er registreret,

2) oplysning om erhvervsbetegnelsen og den medlemsstat, hvor den er givet, og

3) en henvisning til de faglige regler, der gælder for det lovregulerede erhverv, og hvorledes der kan opnås adgang til disse.

Stk. 3. Der skal for tjenestemodtageren og myndighederne være en let tilgængelig og vedvarende adgang til de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger.

Prisinformation

§ 8. Når der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste, skal prisen angives klart og tydeligt. Det skal fremgå, hvorvidt prisen er inklusive afgifter og leveringsomkostninger.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Bestemmelsen fastlægger, hvordan og hvilke informationer en tjenesteyder skal angive om priser for informationssamfundstjenester, når der angives en pris.

Det fremgår således, at hvis der angives en pris, skal priserne angives klart og tydeligt. Dette betyder, at oplysningerne om prisen skal være fremhævede, så de er lette at få øje på, ligesom de skal være affattet på en måde, så de ikke er unødigt vanskelige at tilegne sig.

Derudover skal tjenesteyderen give oplysning om, hvorvidt prisen er inklusive afgifter og leveringsomkostninger. Med leveringsomkostninger tænkes ikke kun på leveringsomkostninger i relation til varer og tjenesteydelser, der leveres online, men også varer og tjenesteydelser, der leveres fysisk.

Bestemmelsen gælder både i forhold til tjenestemodtagere, der er erhvervsdrivende, og forbrugere og supplerer således de generelle og specielle regler om prisinformation i lovgivningen, som også gælder for onlineaktiviteter. Bestemmelsen supplerer bl.a. de generelle bestemmelser i prismærkningsloven om prisinformation ved annoncering m.v., forbrugeraftalelovens regler i §§ 11 og 11a og kreditaftaleloven om erhvervsdrivendes prisoplysningspligt i forbindelse med indgåelse af aftaler.

Prismærkningsloven antages i administrativ praksis at omfatte handel og annoncering af varer og ydelser på internettet og lignende elektroniske kommunikationsformer. Prismærkningsloven kræver, at de annoncerede priser altid angives inklusive moms. En tjenesteyder, der udbyder informationssamfundstjenester rettet til forbrugere, vil således altid skulle angive prisen iberegnet moms."

Identifikation af kommerciel kommunikation

§ 9. Al kommerciel kommunikation, der er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, skal udformes og præsenteres, så det tydeligt fremgår, at der er tale om kommerciel kommunikation. Det skal tydeligt fremgå, på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse indeholder krav om, at det tydeligt skal fremgå, om der anvendes kommerciel kommunikation, og på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes.

Det fremgår af stk. 1, at tjenesteyderen, der i forbindelse med en informationssamfundstjeneste anvender kommerciel kommunikation, eller hvor den kommercielle kommunikation er selve informationssamfundstjenesten, er forpligtet til at udforme og præsentere dette, så der for modtageren af informationssamfundstjenesten ikke er tvivl om, at der er tale om kommerciel kommunikation. Tjenesteyderen skal således på en tydelig måde gøre det let for modtageren at blive opmærksom på, at der er tale om tilkendegivelser fra tjenesteyderen, som har til formål at fremme afsætningen af dennes varer eller tjenesteydelser.

Det skal endvidere tydeligt fremgå, på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes. Det vil sige den fysiske eller juridiske person, for hvilken den kommercielle kommunikation har til formål at fremme sin afsætning af varer og tjenesteydelser. Der tænkes således ikke på videreformidleren af den kommercielle kommunikation - f.eks. et reklamebureau - eller internetleverandøren på hvis server, den kommercielle kommunikation er oplagret.

For så vidt angår bannerreklamer og andre korte reklamer med kommercielt budskab vil disse som udgangspunkt allerede af den form, de optræder i, kunne genkendes som markedsføringsmateriale. I relation til denne type reklamer må det antages at være tilstrækkeligt, at afsenderidentifikationen fremkommer ved et klik på bannerreklamen, hvorved der opnås adgang til tjenesteyderens internetside, hvor oplysningerne om afsenderidentifikation findes.

Som kommerciel kommunikation betragtes også salgsfremmende foranstaltninger som rabatter, tilgift, gaver, konkurrencer, spil, sponsorering og lignende. I relation til salgsfremmende konkurrencer og spil er både markedsføringsspil og reklamefinansierede spil omfattet af begrebet kommerciel kommunikation. Sådanne spil er defineret i bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 2.

Reguleringen af disse foranstaltninger følger enten direkte af bestemmelser i markedsføringsloven, fortolkning af markedsføringslovens generalklausul eller særlovgivningen. Der henvises i den forbindelse til punkt C.6. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelsen har derfor i forhold til salgsfremmende foranstaltninger f.eks. den betydning, at en tjenesteyder ikke vil kunne kamuflere kommerciel kommunikation ved f.eks. at anvende en mellemmand i situationer, hvor tjenestemodtageren typisk ikke vil være opmærksom på, at pågældende forsøges påvirket til at købe et bestemt produkt. Der kan således være tale om situationer, hvor en person kan opnå personlige rabatter, hvis pågældende oplyser venner og bekendte om tjenesteyderens virksomhed f.eks. ved brug af »tip-en-ven-funktionen«. Tjenesteyderen anvender her den goodwill, der er mellem privatpersoner, uden at alle de involverede parter er opmærksom på, at der har været anvendt salgsfremmende foranstaltninger.

Til stk. 2

Stk. 2 fastsætter krav om, at betingelserne, som tjenestemodtageren skal opfylde for at gøre brug af de salgsfremmende foranstaltninger, skal være let tilgængelige og fremlægges klart og tydeligt. I kravet om let tilgængelighed ligger, at det skal være nemt at få adgang til betingelserne for at deltage i et spil eller opnå en rabat. Betingelserne skal endvidere være affattet på en måde, så der ikke opstår tvivl om indholdet, og at de ikke er unødigt vanskelige at tilegne sig. Betingelserne skal endvidere være fremhævede, så de er lette at få øje på. Der kan i øvrigt henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk. 3, og § 8."

Stk. 2. Når reklametilbud som for eksempel rabatter, tilgift og gaver er tilladt, skal betingelserne for deltagelse i disse foranstaltninger være let tilgængelige og fremlægges klart og tydeligt. Betingelserne i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på salgsfremmende konkurrencer og spil, der er tilladt.

Oplysningspligt

§ 10. Inden en ordre afgives, skal en tjenesteyder klart, forståeligt og tydeligt give tjenestemodtageren oplysning om

Se dog undtagelsen vedr. e-mail mv. i § 13.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Til stk. 1

Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med direktivets artikel 10, stk.1 og 2. Bestemmelsen fastlægger, hvilken forhåndsinformation tjenestemodtageren skal have. Oplysningspligten påhviler ifølge loven tjenesteyderen, men vil også omfatte en elektronisk agent, hvor en sådan anvendes som formidler.

Oplysningerne skal gives, inden tjenestemodtageren teknisk afgiver en ordre ved f.eks. at klikke på et ikon i det relevante skærmbillede. Oplysningerne skal ifølge direktivets artikel 10, stk. 1, være klare, forståelige og utvetydige. Dette betyder, at oplysningerne skal være fremhævede, så de er lette at få øje på, ligesom de skal være affattet på en måde, så de ikke er unødigt vanskelige at tilegne sig.

Efter nr. 1 skal tjenesteyderen give oplysning om de forskellige tekniske led i forbindelse med kontraktens indgåelse. Dette kan ske på et af de første skærmbilleder ved anvendelse af diverse under- og rullemenuer indeholdende de relevante hjælpetekster. Vejledningspligten omhandler de praktiske skridt, tjenestemodtageren skal foretage for, at der kan dannes en kontrakt, og ikke de juridiske aspekter ved kontrakters indgåelse.

Efter nr. 2 skal der gives oplysning om, hvorvidt tjenesteyderen opbevarer den kontrakt, som indgås. Bestemmelsen indeholder ikke en pligt for tjenesteyderen til at opbevare kontrakten, men alene en pligt til at oplyse, om den bliver opbevaret. Oplysningen er væsentlig for tjenestemodtageren, som i de tilfælde, hvor tjenesteyderen ikke opbevarer kontrakten, har mulighed for selv at gøre dette. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 11, stk. 2.

I de tilfælde, hvor tjenesteyderen opbevarer kontrakten, skal der oplyses om, hvorvidt tjenestemodtageren kan få adgang til denne. Det må antages, at oplysningspligten ikke blot berører spørgsmålet om elektronisk adgang, men tillige andre måder, der kan være adgang til kontrakten på, f.eks. hvis den opbevares fysisk. Bestemmelsen fastlægger ingen nærmere krav til, hvordan kontrakten kan gøres tilgængelig for tjenestemodtageren f.eks. ved, at tjenestemodtageren skal opgive en adgangskode.

Af nr. 3 fremgår det, at der skal gives oplysning om de tekniske hjælpeværktøjer, som tjenesteyderen i medfør af lovforslagets § 11, stk. 1, er forpligtet til at stille til rådighed, således at tjenestemodtageren får mulighed for at finde og rette indtastningsfejl, inden en ordre afgives. Oplysningerne, der som nævnt skal foreligge inden ordreafgivelse, bør gives på det tidligst mulige tidspunkt, således at tjenestemodtageren på forhånd har mulighed for at gøre sig bekendt med anvendelsen af de tekniske hjælpeværktøjer.

Efter nr. 4 skal tjenesteyderen endvidere oplyse om, hvilke sprog en kontrakt kan indgås på. Det vil således være op til tjenesteyderen at bestemme, hvilke sprog en kontrakt kan indgås på.

Til stk. 2

Bestemmelsen foreskriver, at tjenesteyderen skal oplyse om, hvilke relevante adfærdskodekser tjenesteyderen er tilsluttet, og angive den elektroniske adgang til disse. Adfærdskodekser i direktivets forstand må antages at omfatte kodekser, som er forhandlet mellem de relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer på nationalt eller internationalt niveau. Der kan f.eks. være tale om en mærkningsordning, hvortil der er knyttet retningslinier, som de erhvervsdrivende ad frivillighedens vej forpligter sig til at iagttage for at kunne benytte et bestemt logo eller lignende i deres markedsføring. Retningslinier, der er forhandlet med og udstedt af en myndighed som f.eks. Forbrugerombudsmanden, er ikke omfattet af henvisningspligten.

Bestemmelsen fastlægger endvidere, at tjenestemodtageren skal have oplysning om, hvordan der elektronisk kan skaffes adgang til disse adfærdskodekser. Dette kan f.eks. opfyldes ved, at tjenesteyderen på sin internetside angiver en web-adresse, eventuelt ved et hyperlink, til det organ, der administrerer eller har udstedt de pågældende adfærdskodekser. Bestemmelsen indebærer således, at de omhandlede kodekser skal foreligge i elektronisk form. Set i forhold til stk. 1 er der ingen betingelse om, at tjenesteyderen skal give denne oplysning inden ordreafgivelsen. Det må dog i praksis antages, at oplysningen vil være umiddelbar tilgængelig på tjenesteyderens internetside sammen med andre generelle informationer om tjenesteyderen.
"

1) de forskellige tekniske led i forbindelse med kontraktens indgåelse,

2) hvorvidt den indgåede kontrakt opbevares af tjenesteyderen, og om den er tilgængelig,

3) de tekniske hjælpeværktøjer til at finde og rette indtastningsfejl og

4) de sprog, kontrakten kan indgås på.

Stk. 2. En tjenesteyder skal angive, hvilke relevante adfærdskodekser tjenesteyderen er tilsluttet og den elektroniske adgang til disse.

Tekniske hjælpefunktioner m.v.

§ 11. Inden en ordre afgives, skal en tjenesteyder stille hensigtsmæssige, effektive og tilgængelige tekniske hjælpeværktøjer til rådighed for tjenestemodtageren, hvorved denne får mulighed for at finde og rette indtastningsfejl.

Se dog undtagelsen vedr. e-mail mv. i § 13.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Til stk. 1

Det foreslås i overensstemmelse med direktivets artikel 11, stk. 2, at tjenesteyderen har en pligt til at stille hensigtsmæssige, effektive og tilgængelige tekniske midler til rådighed for tjenestemodtageren, således at indtastningsfejl kan findes og rettes. Udtrykket tekniske midler foreslås i lovforslaget erstattet med udtrykket tekniske hjælpeværktøjer som en mere dækkende betegnelse.

En tjenestemodtager skal have mulighed for at finde indtastningsfejl. Indtastningsfejl vil for eksempel kunne opdages, hvis tjenestemodtageren inden ordreafgivelsen præsenteres for en oversigt over afgivne oplysninger i et skærmbillede samt ved anvendelsen af »accept-knapper« i ordreforløbet, således at tjenestemodtageren får lejlighed til at bekræfte de indrapporterede oplysninger. Tidsmæssigt er direktivet opfyldt, blot de tekniske funktioner er til rådighed forud for aktiveringen af ordreafgivelsen.

Efter bestemmelsen skal tjenestemodtageren således have mulighed for at fortryde og rette en indtastning ved at forlade proceduren, der fører frem til ordreafgivelsen, uden at oplysningerne gemmes. Tilsvarende gælder foretagne indtastninger. Består ordrefunktionen af indtastning i flere skærmbilleder, førend ordren kan afgives, kan det tekniske hjælpeværktøj for eksempel være et ikon, der ved aktivering gør det muligt at komme tilbage til de foregående skærmbilleder, hvori der allerede er sket indtastning, for at korrigere denne.

Til stk. 2

Efter bestemmelsen, der svarer til direktivets artikel 10, stk. 3, skal tjenestemodtageren have adgang til at oplagre eller gengive selve kontraktbetingelserne og tjenesteyderens generelle salgsbetingelser. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 10, stk. 1, nr. 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at tjenesteyderen ikke har en pligt til at opbevare en kontrakt og de betingelser, som den er indgået på. Der henvises til bemærkningerne til bestemmelsen.

Det skal således være muligt for tjenestemodtageren at opbevare kontrakten og de oplysninger, som tjenestemodtageren modtager direkte via det anvendte elektroniske medie, på en sådan måde, at kontrakten og oplysningerne i en rimelig periode er tilgængelige for fremtidig reference og kan reproduceres uændrede. Oplagring og reproduktion vil f.eks. kunne ske ved oplagring på disketter, CD-ROM er og harddiske.

Bestemmelsen er til hinder for, at tjenesteyderen på f.eks. en internetside lægger en spærring ind, der umuliggør oplagring af de generelle salgsbetingelser for tjenestemodtageren."

Stk. 2. En tjenesteyder skal stille kontraktbetingelser og generelle salgsbetingelser til rådighed på en sådan måde, at en tjenestemodtager har mulighed for at oplagre eller gengive disse.

Ordrebekræftelse og -modtagelse

§ 12. En tjenesteyder skal uden unødig forsinkelse elektronisk bekræfte modtagelsen af en elektronisk ordre.

Se dog undtagelsen vedr. e-mail mv. i § 13.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Til stk. 1

Det foreslås i bestemmelsen, der svarer til direktivets artikel 11, stk. 1, første led, at en tjenesteyder skal fremsende en elektronisk ordrebekræftelse uden unødig forsinkelse efter, at en tjenestemodtager har afgivet en ordre elektronisk. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at tjenesteyderen bekræfter ordren på anden vis. Bekræftelsen skal ske elektronisk. Det tidsmæssige krav må især under hensyn til den anvendte teknologi og de tekniske muligheder, tjenesteyderen stiller til rådighed, fortolkes som en ganske kort tidsperiode.

Efter direktivets betragtning 34 skal en særskilt ordrebekræftelse dog ikke fremsendes, hvis tjenesteyderen straks efter ordreafgivelsen leverer den bestilte tjenesteydelse elektronisk.

Den elektroniske ordrebekræftelse er ikke afgørende for, hvornår der er indgået en aftale. Kerneområdet for §§ 10-12 er at sikre ordremodtager mod afgivelse af en bestilling, der ikke svarer til det ønskede og ikke at fastlægge, hvornår der er indgået en aftale.

Til stk. 2

Den foreslåede bestemmelse, der svarer til direktivets artikel 11, stk. 1, andet led, fastlægger, hvornår en ordre og ordrebekræftelse elektronisk anses for modtaget. Modtagelse af ordre og ordrebekræftelse anses for modtaget, når parterne, som de er adresseret til, har adgang til meddelelserne. Det afgørende er derfor ikke, hvornår der foreligger kendskab til meddelelserne, men hvornår adressaterne rent faktisk har haft mulighed for at gøre sig bekendt med deres indhold via deres elektroniske postkasse. En e-post med tilhørende fil, som af tekniske årsager eller på grund af teknisk nedbrud ikke kan åbnes af modtageren, kan næppe anses for modtaget i direktivets forstand, da modtageren ikke har adgang til at gøre sig bekendt med denne. Ligeledes vil en e-post, som ikke kan åbnes, fordi internetudbyderen har lukket adgangen til den elektroniske postkasse, heller ikke kunne anses for modtaget i direktivets forstand."

Stk. 2. En elektronisk ordre og den elektroniske ordrebekræftelse, jf. stk. 1, anses som modtaget, når adressaterne har adgang til disse.

Undtagelser for elektronisk post og aftaler mellem erhvervsdrivende

§ 13. Bestemmelserne i § 10, § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, finder ikke anvendelse på kontrakter, som parterne indgår udelukkende ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"I overensstemmelse med direktivet foreslås, at lovforslagets § 10, § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, ikke finder anvendelse på kontrakter, der udelukkende indgås ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation. Med lignende individuel kommunikation tænkes bl.a. på SMS-beskeder. Lovforslagets § 13, stk. 1, gælder både for køb af varer og tjenesteydelser. Bestemmelsen finder anvendelse på handel mellem to erhvervsdrivende og handel mellem en erhvervsdrivende og en forbruger.

Lovforslagets §§ 10-12 er møntet på det særlige medie og den særlige teknik, som anvendes, når der indgås aftaler via internetsider. Internetsider er en facilitet, der er indrettet og stillet til rådighed af tjenesteyderen på dennes præmisser. De nævnte bestemmelser er derfor beregnet til at sikre gennemsigtighed og undgå fejl i relation til selve ordreafgivelsen.

Bestemmelsens undtagelser for kontrakter, der alene indgås via elektronisk post, er baseret på, at det i den situation ofte er tjenestemodtageren, der vælger den pågældende kommunikationsform. Bestemmelsen forudsætter således, at kommunikationen ikke tager direkte udgangspunkt i en internetside, som f.eks. at et klik på et link aktiverer tjenestemodtagerens postsystem. I modsætning til kommunikation via en internetside giver e-mail korrespondance som udgangspunkt ikke mulighed for anvendelse af forskellige tekniske hjælpeværktøjer til fejlsøgning, inden indgåelsen af en ordre.

Det fremgår af lovteksten, at bestemmelsen alene omfatter kontrakter, der indgås udelukkende ved udveksling af elektronisk post. Hvis tjenesteyderens elektroniske post indeholder aktivt indhold, herunder aktive links, således at formen for korrespondancen må ligestilles med kommunikation via en hjemmeside, er kontrakten ikke omfattet af undtagelserne i § 13.

Reglerne i forslagets § 11, stk. 2, om at tjenesteyderen skal stille kontraktbetingelser m.v. til rådighed for tjenestemodtageren, og § 12, stk. 2, om hvornår en ordre skal anses for modtaget, gælder derimod også for elektronisk post og anden individuel kommunikation.

Efter lovforslagets stk. 2 kan oplysningskrav m.v. i § 10, § 11, stk. 1, og § 12, fraviges ved aftale, når begge parter er erhvervsdrivende."

Stk. 2. Bestemmelserne i § 10, § 11, stk. 1, og § 12 kan fraviges ved aftale mellem parter, der ikke er forbrugere.

Ren videreformidling

§ 14. En tjenesteyder, som på et kommunikationsnet transmitterer information, der leveres af en tjenestemodtager, er ikke ansvarlig for den transmitterede information, hvis tjenesteyderen

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Til § 14-16

Lovforslagets §§ 14-16 indeholder regler om, i hvilke tilfælde en formidler af informationssamfundstjenester er fri for ansvar, herunder for medvirkensansvar, for den transmitterede eller oplagrede information.

Lovforslaget regulerer ikke spørgsmålet om, i hvilke tilfælde en formidler er ansvarlig, hvis betingelserne for ansvarsfrihed i §§ 14-16 ikke er opfyldt. Er betingelserne for ansvarsfrihed ikke opfyldt, kan formidleren gøres ansvarlig, hvis betingelserne for ansvar i dansk ret i øvrigt er opfyldt.

Med bestemmelserne i §§ 14-16 sigtes der dels til ansvarsfrihed for den lagring af information, der sker i forbindelse med aktiviteter, der er omfattet af bestemmelserne, dels til ansvarsfrihed for indholdet af den information, der transmitteres og/eller oplagres. Reglerne omfatter ansvarsfrihed i relation til både strafansvar og erstatningsansvar.

Derimod omfatter ansvarsfrihedsreglerne ikke de foreløbige retsmidler, der kan anvendes for at forhindre eller bringe en retsstridig adfærd til ophør eller for at efterforske eller undersøge, om en sådan adfærd har fundet sted. Der henvises herom til punkt C.12.2.2. i de almindelige bemærkninger.

Reglerne berører heller ikke de gældende regler om anmeldelses- og oplysningspligt, jf. herom punkt C.12.2.3. i de almindelige bemærkninger.

Bestemmelserne i §§ 14-16 skal fortolkes i lyset af direktivets indledende betragtninger, jf. punkt C.12.1.4. i de almindelige bemærkninger.

[...]

Til § 14

Bestemmelsen vedrører ansvarsfrihed for »ren videreformidling«. Dette udtryk er ikke defineret i bestemmelsen, men det fremgår af bestemmelsen, at udtrykket omfatter transmission og levering af adgang til et net, jf. stk. 3. Som eksempel herpå kan nævnes levering af ledninger og lignende (kobberkabler, optiske kabler m.v.).

Af stk. 1 fremgår de nærmere betingelser for, at ansvarsfrihedsreglen finder anvendelse. Tjenesteyderen må således ikke selv tage initiativ til at overføre informationen, og han må ikke udvælge modtageren af information og heller ikke udvælge og ændre den transmitterede information. Hermed sigtes til, at der ikke må ændres i indholdet af informationen. Hvis f.eks. et billede på en web-site skal vises ved hjælp af anvendelsen af WAP-teknologien, hvorved billedet nødvendigvis må blive formindsket, vil dette ikke være at betragte som en ændring af informationens indhold.

I stk. 2 er det fastsat, at videreformidling også omfatter automatisk, mellemliggende og kortvarig oplagring af transmitteret information. Denne kortvarige oplagring må alene have til formål at tjene til at overføre information. Endvidere kræves det, at varigheden ikke overstiger, hvad der med rimelighed kan antages at være nødvendig til overførslen. Varigheden kan ikke angives som en fast størrelse, men må bero på en konkret vurdering. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med den måde, hvorpå transmission på et netværk som f.eks. internettet finder sted, jf. herom punkt C.12.1. i de almindelige bemærkninger."

1) ikke selv tager initiativ til transmissionen,

2) ikke udvælger modtageren af transmissionen og

3) hverken udvælger eller ændrer den transmitterede information.

Stk. 2. Transmission som nævnt i stk. 1 omfatter også automatisk, mellemliggende og kortvarig oplagring af information, hvis denne oplagring udelukkende har til formål at gennemføre transmissionen, og hvis oplagringen ikke varer længere, end hvad der med rimelighed kan antages at være nødvendigt for at gennemføre transmissionen.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder også for en tjenesteyder, der leverer adgang til et kommunikationsnet.

Caching

§ 15. En tjenesteyder, som på et kommunikationsnet transmitterer information, der leveres af en tjenestemodtager, er ikke ansvarlig for automatisk, mellemliggende og midlertidig oplagring af denne information eller for indholdet af informationen, hvis oplagringen alene er foretaget med henblik på at gøre senere transmission af informationen til andre tjenestemodtagere efter disses anmodning mere effektiv, og hvis tjenesteyderen

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Den lagring, som omfattes af § 14, sker automatisk i forbindelse med selve transmissionen. Til forskel herfra sker den lagring, som omfattes af § 15, med det formål at effektivisere transmissionen af information (caching). Bestemmelsen tager navnlig sigte på den type af caching, som kaldes servercaching (proxycaching). Ved servercaching lagrer tjenesteyderen forskellige web-sites og anden information på sin lokale server (proxyserver).

De nærmere betingelser for ansvarsfrihed er opregnet i nr. 1-5. Kravet i nr. 1 om, at tjenesteyderen ikke må ændre informationen, må forstås på samme måde som under § 14.

Endvidere skal tjenesteyderen opfylde eventuelle betingelser om krav til informationen, jf. nr. 2. Sådanne betingelser kan f.eks. være, at tjenestemodtageren skal angive et kodeord eller betale for at få adgang til den aktuelle information. Hvis sådanne adgangsbetingelser skal være effektive, skal tjenesteyderens cache-kopier også indeholde de samme krav for adgang til den aktuelle information.

En tredje betingelse for ansvarsfrihed er, at tjenesteyderen følger de regler om ajourføring/opdatering, som er vedtaget inden for den pågældende branche, jf. nr. 3. En kunde, som besøger en bestemt hjemmeside, ved ikke, om det er den oprindelige hjemmeside eller cache-kopien, som besøges. Det er derfor af væsentlig betydning, at cache-kopierne opdateres i takt med ændringen på den oprindelige hjemmeside, således at der undgås »forældede« oplysninger. Reglerne om ajourføring, som må følges, er de, som er anerkendt/vedtaget inden for branchen.

Som en yderligere betingelse for ansvarsfrihed er det i nr. 4 fastsat, at tjenesteyderen ikke griber ind i den inden for den pågældende branche vedtagne teknik, som lovligt bruges for at få oplysninger om anvendelse af informationen. Som eksempel på begrebet "data om anvendelsen af informationen" kan nævnes oplysninger om, hvor mange besøgende en bestemt hjemmeside har haft (såkaldte hitcounts). Formålet med at skaffe sådanne oplysninger kan være at tilvejebringe grundlag for bl.a. beregning af reklameindtægter. Anvendelsen af caching kan medføre vanskeligheder med at foretage disse undersøgelser, men der er dog udviklet tekniske systemer, som gør det muligt at foretage de ønskede undersøgelser. Reglen i nr. 4 indebærer således, at tjenesteyderen ikke må gribe ind i eller ændre denne teknik.

Den sidste betingelse for ansvarsfrihed fremgår af nr. 5. Det følger heraf, at tjenesteyderen straks skal tage skridt til at fjerne information, som han har oplagret dvs. således, at informationen ikke er tilgængelig på formidlerens server - eller hindre adgangen til den, når han får kendskab til, at informationen er blevet fjernet fra nettet, eller adgangen til den er blevet hindret. Dette gælder også, hvis en domstol eller en administrativ myndighed har krævet informationen fjernet eller adgangen til den hindret.

I nr. 5 er anvendt det i dansk ret almindeligt anvendte udtryk »kendskab« i stedet for som i direktivet »konkret kendskab«, jf. herom nærmere nedenfor under § 16."

1) ikke ændrer informationen,

2) overholder betingelserne for adgang til informationen,

3) overholder de regler om ajourføring af informationen, der er almindeligt anerkendt og anvendt i branchen,

4) ikke foretager indgreb i den lovlige anvendelse af teknologi, som er almindeligt anerkendt og anvendt i branchen, for at skaffe sig data om anvendelsen af informationen og

5) straks tager skridt til at fjerne den information, tjenesteyderen har oplagret, eller til at hindre adgangen til den, når tjenesteyderen får kendskab til, at informationen er blevet fjernet fra nettet eller adgangen til den hindret, eller at en domstol eller en administrativ myndighed har krævet informationen fjernet eller adgangen til den hindret.

Oplagring

§ 16. En tjenesteyder er ikke ansvarlig for oplagring af information eller for indholdet af den oplagrede information, når oplagringen sker på anmodning af en tjenestemodtager, der har leveret informationen, og hvis tjenesteyderen

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Bestemmelsen omfatter forskellige typer af værtstjenester (»hosts«), som f.eks. web-hoteller, hvor indehavere af hjemmesider kan leje serverplads. Af andre typer tjenester kan nævnes elektroniske opslagstavler og chattjenester, hvor parterne er i dialog med hinanden uden indblanding fra værten.

Betingelserne for ansvarsfrihed fremgår af stk. 1. Det er således en betingelse, at tjenesteyderen ikke har kendskab til den konkrete aktivitet eller information, og for så vidt angår erstatningskrav ikke har kendskab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den konkrete aktivitet eller information fremgår, jf. stk. 1, nr. 1. Hvis tjenesteyderen får et kendskab som nævnt i nr. 1, er det en betingelse for ansvarsfrihed, at tjenesteyderen straks tager skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den, jf. stk. 1, nr. 2.

I forslaget til § 16, stk. 1, nr. 1, er både i bestemmelsens 1. og 2. led anvendt det i dansk ret almindeligt anvendte udtryk »kendskab« i stedet for som i direktivet »konkret kendskab«, henholdsvis »kendskab«, da der med direktivets formulering på dette punkt ikke kan antages at være tilsigtet en realitetsforskel mellem de to begreber, jf. herved også den svenske, franske og engelske version af direktivet.

I relation til strafansvar følger det herefter af bestemmelsen i § 16, stk. 1, nr. 1, at formidleren vil være ansvarsfri, blot han ikke er vidende om den ulovlige aktivitet eller information.

For så vidt angår erstatningsansvar gælder der samme betingelser, men herudover er det et krav, at formidleren ikke har kendskab til forhold eller omstændigheder, hvoraf det fremgår, at den pågældende aktivitet eller information er skadevoldende. Formidleren er således underlagt den almindelige culparegel.

Af stk. 2 fremgår det, at formidleren af en værtstjeneste ikke kan påberåbe sig ansvarsfrihedsreglen i stk. 1, hvis den, som leverer informationen (tjenestemodtageren), er undergivet formidlerens myndighed eller kontrol, hvorved sigtes til myndighed eller kontrol over tjenestemodtagerens aktiviteter."

1) ikke har kendskab til den ulovlige eller skadevoldende aktivitet eller information og, for så vidt angår erstatningskrav, ikke har kendskab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den skadevoldende aktivitet eller information fremgår, eller

2) fra det tidspunkt, hvor tjenesteyderen får et kendskab som nævnt i nr. 1, straks tager skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, når tjenestemodtageren handler under tjenesteyderens myndighed eller kontrol.

Kontaktpunkter

§ 17. Økonomi- og erhvervsministeren udpeger efter forhandling med de berørte ministre de myndigheder, der skal være kontaktpunkt for samarbejde efter loven. Økonomi- og erhvervsministeren meddeler Kommissionen og medlemsstaterne i Den Europæiske Union nærmere oplysninger om de udpegede myndigheder.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse for økonomi- og erhvervsministeren efter forhandling med de berørte ministre til at udpege de myndigheder, der skal være kontaktpunkter for henholdsvis myndighedssamarbejde og rådgivning af tjenesteydere og tjenestemodtagere.

Som udgangspunkt må det forventes, at der efter stk. 1 vil blive udpeget et eller flere kontaktpunkter for myndighedssamarbejde. Kontaktpunktet skal have en koordinerende funktion nationalt som internationalt. Kontaktpunktets opgave bliver bl.a. i konkrete situationer at oplyse andre medlemsstaters myndigheder og Kommissionen om, hvilken dansk myndighed der er den rette til at yde bistand og give de nødvendige oplysninger, samt videreformidle en henvendelse fra en udenlandsk myndighed til rette danske myndighed.

Det fremgår endvidere af stk. 1, at økonomi- og erhvervsministeren meddeler Kommissionen og de andre medlemsstater inden for den Europæiske Union, hvilke myndigheder der er udpeget som kontaktpunkt.

Det må endvidere forventes, at de organer, der vil blive udpeget som kontaktpunkter af rådgivende karakter efter stk. 2, og hvor tjenesteydere og tjenestemodtagere kan henvende sig, skal kunne yde den bistand, som direktivet specifikt kræver. Det skal således være muligt for tjenesteydere og tjenestemodtagere at få generelle oplysninger om deres rettigheder og pligter i kontraktforhold samt om de klage- og retsmidler, der er til rådighed i tilfælde af tvister, herunder hvilke praktiske forhold der findes i forbindelse med anvendelsen af sådanne mekanismer. Ligeledes skal kontaktpunktet kunne give nærmere oplysninger om de myndigheder, sammenslutninger eller organisationer, hvor tjenesteyderne og tjenestemodtagerne kan få yderligere oplysninger eller praktisk bistand. Rådgivningen m.v. skal også kunne ydes til tjenesteydere og tjenestemodtagere, der er bosat i en anden medlemsstat inden for den Europæiske Union. Efter lovforslaget skal der som minimum være elektronisk adgang til kontaktpunktet for tjenesteydere og tjenestemodtagere.

At økonomi- og erhvervsministeren efter forhandling med de berørte ministre kan godkende myndigheder medfører, at økonomi- og erhvervsministeren på samme måde kan tilbagekalde en godkendelse af et kontaktpunkt."

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren udpeger efter forhandling med de berørte ministre de organer, der skal være kontaktpunkt for tjenesteydere og tjenestemodtagere. Kontaktpunktet yder generel rådgivning og klagevejledning om kontraktforhold og henviser til relevante organer for yderligere information og praktisk bistand. Der skal være elektronisk adgang til kontaktpunktet.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med de berørte ministre fastsætte nærmere regler for de i stk. 1 og 2 nævnte kontaktpunkter.

Ikrafttræden

§ 18. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Lovforslaget blev fremsat i Folketinget den 24. oktober 2001 (L 53), men bortfaldt ved udskrivning af valg til Folketinget den 31. oktober 2001. Efter e-handelsdirektivets artikel 22, stk. 1, skal de bestemmelser i national lovgivning, der er nødvendige for at gennemføre direktivet, sættes i kraft inden den 17. januar 2002. Det tidligere fremsatte lovforslag indeholdt derfor en bestemmelse om, at loven skulle træde i kraft den 15. januar 2002. Som følge af folketingsvalget har det imidlertid ikke været muligt at opretholde dette.

Under hensyntagen til direktivets implementeringsfrist foreslås derfor, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende."

Færøerne og Grønland

§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a.:

"Bestemmelsen vedrører lovforslagets territoriale gyldighed."

Givet på Amalienborg, den 22. april 2002

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Bendt Bendtsen

Officielle noter

1) Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EF-Tidende 2000 nr. L 178 af 17/7 2000, s. 1-16).