KOMMENTERET LOV

Denne lovtekst er offentliggjort af JURAPLEXUS og indeholder uofficielle paragrafoverskrifter og noter. Der tages derfor forbehold for fejl og mangler.

Selve lovteksten er ikke ophavsretligt beskyttet, men det er de uofficielle noter og overskrifter. Bemærk at der kan være sket ændringer i loven siden offentliggørelsen af denne udgave. Originale lovtekster (uden kommentarer) kan findes på retsinfo.dk.

Find flere kommenterede love på JURAPLEXUS.DK

Redaktør: Mikko Hollmén Olesen.

Kommentarer sidst opdateret d. 2014-01-23.
Oversigt (indholdsfortegnelse)

Kapitel 1   Anvendelsesområde og definitioner

Kapitel 2   Betalingsinstitutter

Kapitel 3   Begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester

Kapitel 3 a   Udstedere af elektroniske penge

Kapitel 4   Adgang til betalingssystemer

Kapitel 5   Oplysningskrav

Kapitel 6   Rettigheder og forpligtelser ved brug af betalingstjenester

Kapitel 7   Gebyr m.v.

Kapitel 8   God skik, registrering og cpr-nummer

Kapitel 9   Tilsyn m.v.

Kapitel 10   Betalingssurrogater

Kapitel 11   Straffebestemmelser

Kapitel 12   Ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.

Bilag 1

Bilag 2

Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om betalingstjenester og elektroniske penge1)

Hermed bekendtgøres lov nr. 385 af 25. maj 2009, om betalingstjenester med de ændringer der følger af § 4 i lov nr. 1273 af 16. december 2009, § 5 i lov nr. 579 af 1. juni 2010, § 26 i lov nr. 718 af 25. juni 2010 og § 1 i lov nr. 1553 af 21. december 2010.

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

Anvendelsesområde

[ Anvendelsesområde ] udgangspunkt § 1. Denne lov finder anvendelse på betalingstjenester omfattet af bilag 1, jf. dog stk. 2 og 3 og § 4.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 1

Bestemmelsen gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 2 om anvendelsesområdet.

Det foreslås i stk. 1, at lov om betalingstjenester finder anvendelse på betalingstjenester omfattet af bilag 1, jf. dog stk. 2-3 og § 4.

For en beskrivelse af hvilke betalingstjenester, der er omfattet af bilag 1, henvises til bemærkningerne til bilag 1.

Det foreslås i stk. 2, at kapitel 10 finder anvendelse på betaling med betalingssurrogater, jf. § 102, der ikke udgør en betalingstjeneste.

Med dette lovforslag ophæves lov om visse betalingsmidler. Da direktivet om betalingstjenester imidlertid ikke regulerer alle de betalingsmidler, som i dag er omfattet af lov om visse betalingsmidler, foreslås det, at disse betalingsmidler fremover skal være reguleret i kapitel 10. I kapitel 10 anvendes begrebet betalingssurrogater i stedet for betalingsmidler, da dette begreb er mere dækkende for restgruppen af betalingsmidler. Der er for eksempel tale om elektroniske klippekort og SIM-kort til brug for betaling for taletelefoni. For en nærmere beskrivelse af hvilke betalingssurrogater, der er omfattet af kapitel 10, henvises til bemærkningerne til § 102.

En tjeneste, der i dag udgør et betalingsmiddel, vil derfor fremover kun være reguleret af kapitel 10, hvis dette betalingsmiddel ikke samtidig udgør et betalingsinstrument.

For definitionen af et betalingsinstrument henvises til bemærkningerne til § 6, nr. 9.

Økonomi- og erhvervsministeren har i dag efter § 1, stk. 6-8, i lov om visse betalingsmidler adgang til at undtage visse betalingsmidler fra loven eller dele af loven.

I stk. 3 foreslås det at indføre en tilsvarende adgang for de betalingstjenester, der omfattes af loven. Dette indebærer, at økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at loven helt eller delvist ikke finder anvendelse for en bestemt tjeneste eller bestemte typer af tjenester. Økonomi- og erhvervsministeren kan samtidig fastsætte supplerende regler for bestemte typer af tjenester.

Den foreslåede bestemmelse giver både mulighed for at give konkrete og generelle dispensationer. Ministeren kan derfor give navngivne udbydere af en tjeneste omfattet af loven dispensation fra visse af lovens bestemmelser i form af en konkret forvaltningsakt på baggrund af en individuel ansøgning. Ministeren kan endvidere give bestemte grupper af tjenesteudbydere en generel dispensation ved udstedelse af en bekendtgørelse.

Bestemmelsen er kun relevant for tjenester baseret på betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse og for betalingssurrogater efter kapitel 10, fordi disse ikke er omfattet af direktivet.

Bemyndigelsen efter forslagets stk. 3 skal, som efter den nuværende lov om visse betalingsmidler, anvendes restriktivt. Det vil sige, at der skal være tungtvejende grunde til at anvende besteirnnelsen. Dette vil for eksempel være tilfældet, hvor betalingsinstrumentet har en meget begrænset udbredelse, og hvor det vil forekomme urimeligt byrdefuldt at lade lovens regulering finde anvendelse. Som eksempel kan nævnes betalingsinstrumenter, der kun kan anvendes af en virksomheds medarbejdere i virksomhedens kantine.

Som et andet eksempel på, at der foreligger tungtvejende grunde kan nævnes, at dispensationsadgangen efter den gældende lov om visse betalingsmidler i dag bl.a. er udnyttet til at undtage teleselskabernes SIM-kort fra visse af lovens regler. Disse dispensationer vil blive videreført under lov om betalingstjenester.


[ Betalingssurrogater ] modifikation Stk. 2. Kapitel 10 finder anvendelse på betaling med betalingssurrogater, jf. § 102, der ikke udgør betalingstjenester omfattet af bilag 1. Lovens kapitel 3 a finder anvendelse på udstedelse af elektroniske penge.

[ Undtagne tjenester mv. ] modifikation Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at loven helt eller delvis ikke skal finde anvendelse på en bestemt tjeneste eller bestemte typer af tjenester. Økonomi- og erhvervsministeren kan samtidig fastsætte supplerende regler for bestemte typer af tjenester.

[ Godkendelseskrav for udbydere af betalingstjenester ] § 2. Betalingstjenester må kun udbydes her i landet af følgende udbydere, der er meddelt tilladelse her i landet, i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 2

Det foreslåede stk. 1 gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 1, stk. 1, og opregner hvilke virksomheder, der må yde betalingstjenester.

Efter forslaget til stk. 1, må betalingstjenester kun udbydes her i landet af følgende udbydere, der enten er meddelt tilladelse her i landet, i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område:

1) Pengeinstitutter.

2) Betalingsinstitutter, jf. denne lovs kapitel 2.

3) Udstedere af elektroniske penge, jf. kapitel 19 i lov om finansiel virksomhed.

4) Danmarks Nationalbank.

5) Offentlige myndigheder.

Ved pengeinstitutter forstås banker, andels- og sparekasser.

Betalingsinstitutter er ifølge forslagets definition af dette begreb i § 6, nr. 1, en juridisk person, der i overensstemmelse med forslagets kapitel 2 er meddelt tilladelse til at udbyde betalingstjenester. Svarende til pengeinstitutter kan disse udbyde betalingstjenester her i landet, hvis de er meddelt tilladelse her i landet, i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område.

Virksomheder, der har tilladelse som udsteder af elektroniske penge, kan endvidere udbyde betalingstjenester. Det bemærkes, at selve udstedelsen af e-penge ikke er en betalingstjeneste. Når der imidlertid gennemføres transaktioner med e-penge, er disse transaktioner en betalingstjeneste omfattet af bilag 1. Disse virksomheder er i øvrigt reguleret i kapitel 19 i lov om finansiel virksomhed.

Såfremt en virksomhed er omfattet af undtagelserne fra kravet om tilladelse til udstedelse af elektroniske penge, skal virksomheden for eksempel have tilladelse som betalingsinstitut eller en tilladelse som virksomhed med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester for at kunne udbyde betalingstjenester.

Bestemmelsen gælder både for filialer her i landet af udbydere af betalingstjenester fra andre EU-lande eller fra lande, som fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område og for virksomheder, der udbyder betalingstjenester som fri udveksling af tjenesteydelser fra disse lande.

Offentlige myndigheder udbyder ikke betalingstjenester på erhvervsmæssigt grundlag. Derfor er direktivets krav om, at direktivet kun finder anvendelse på offentlige myndigheders udførsel af betalingstjenester, når de offentlige myndigheder ikke handler i deres egenskab af offentlige myndigheder, ikke medtaget.

Det foreslås i stk. 2, at betalingstjenester endvidere kan udbydes her i landet af virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester omfattet af § 38, nr. 1 eller 2. For så vidt angår en beskrivelse af betingelserne for at opnå en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester henvises til bemærkningerne til § 38.


1) Pengeinstitutter.

2) Betalingsinstitutter, jf. kapitel 2.

3) Udstedere af elektroniske penge, jf. kapitel 3 a.

4) Danmarks Nationalbank.

5) Offentlige myndigheder.

Stk. 2. Betalingstjenester kan endvidere udbydes her i landet af virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester omfattet af § 38, nr. 1 eller 2.

[ Godkendelseskrav: Udstedelse af elektroniske penge ] § 2 a. Elektroniske penge må kun udstedes af virksomheder med tilladelse efter kapitel 3 a eller tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og af følgende:

1) Pengeinstitutter.

2) Danmarks Nationalbank.

3) Offentlige myndigheder.

§ 3. Kapitel 5-8 finder anvendelse på betalingstjenester, der udbydes her i landet, hvis både betalerens og betalingsmodtagerens udbyder er etableret her i landet, i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og hvis tjenesten ydes i euro eller i en anden medlemsstats valuta, når denne er en anden end euro.

Stk. 2. § 43, § 44, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, og stk. 2, §§ 45 og 47, § 48, stk. 1, nr. 1, nr. 2, litra a-d og f, og nr. 3-7, §§ 49-53, 55, 57-68, 72-74 og § 76, stk. 1-3, samt kapitel 8 finder dog tillige anvendelse, selv om betalingsmodtagerens udbyder er etableret i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, og uanset hvilken valuta tjenesten ydes i. § 76, stk. 1-3, finder dog kun anvendelse ved betalingstransaktioner, der ydes i euro eller i en anden medlemsstats valuta, når denne er en anden end euro.

Stk. 3. Kapitel 10 finder anvendelse på betalinger med betalingssurrogater, der udbydes her i landet.

[ Transaktioner mv., der ikke omfattes af loven ] § 4. Loven finder ikke anvendelse på:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 4

I nr. 1 foreslås det, at kontantbetalinger direkte fra betaleren til betalingsmodtageren undtages fra lovens anvendelsesområde, jf. dog § 56. Ved kontantbetalinger forstås levering af kontanter fra betaler til modtager uden involvering af tredjemand.

I nr. 2 foreslås det at undtage betalingstransaktioner fra betaleren til betalingsmodtageren gennem en handelsagent, som har fuldmagt fra betaleren eller betalingsmodtageren. Det fremgår af bestemmelsen, at betalinger fra køber til sælger via en handelsagent, der har fuldmagt til at indgå handler for en af parterne, ikke i sig selv er en betalingstransaktion. Hermed sikres det, at den samme transaktion ikke er omfattet af loven »to gange«. Dette skyldes, at både betalingen fra køber til en handelsagent og fra handelsagent til sælger i forvejen vil være en transaktion omfattet af loven.

I nr. 3 foreslås det, at erhvervsmæssig fysisk pengetransport undtages fra loven. Begrebet fysisk pengetransport omfatter afhentning, transport, håndtering og levering af penge.

I nr. 4 foreslås det at undtage betalingstransaktioner, der indebærer ikke-erhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter inden for rammerne af almennyttig virksomhed. Bestemmelsen undtager indsamling af kontanter til velgørenhed og viderelevering af disse kontanter under forudsætning af, at selve indsamlingen ikke organiseres af en erhvervsmæssig virksomhed.

Bestemmelsen forudsætter, at der kun sker indsamling af kontanter. Såfremt en indsamling til velgørende formål gennemføres ved en bankoverførsel eller betaling med betalingskort på Internettet, er betalingstransaktionen derimod omfattet af loven. En indsamling, der gennemføres ved, at et teleselskab på non-profit basis stiller sin teleinfrastruktur til rådighed med henblik på indsamling til velgørenhed, vil dog ikke være omfattet af loven, idet der er tale om en ikke-erhvervsmæssig aktivitet.

I nr. 5 foreslås det at undtage de tilfælde, hvor en forretning i forbindelse med et varekøb med et betalingskort lader kunden »hæve over beløbet«, og udbetaler kunden et kontant beløb (cash-back). De fleste forretninger tilbyder deres kunder denne ydelse. Undtagelsen sikrer, at forretninger, som tilbyder cash-back, ikke opfattes som udbydere af betalingstjenester. I forholdet mellem kunde og kundens betalingstjenesteudbyder er den samlede transaktion imidlertid omfattet af loven.

I nr. 6 foreslås det at undtage veksling af kontanter fra lovens anvendelsesområde. Dette gælder både veksling inden for samme valuta, for eksempel 500 kr., der veksles til 5 x 100 kr., og veksling mellem to forskellige valutaer.

I nr. 7 foreslås det at undtage betalingstransaktioner med papirbaserede checks, herunder rejsechecks, værdikuponer og postanvisninger som defineret af den internationale sammenslutning af nationale postvæsener, Universal Postal Union.

Giroindbetalingskort er ikke omfattet af denne undtagelse.

I nr. 8 foreslås det at betalingstransaktioner, der er gennemført inden for rammerne af et system til afvikling af betalinger eller værdipapirer, mellem afviklingsagenter, centrale modparter, clearinginstitutter, centralbanker og andre deltagere i systemet eller udbydere af betalingstjenester undtages fra loven. Denne bestemmelse berører dog ikke bestemmelsen i § 40 om adgang til betalingssystemer.

Bestemmelsen medfører bl.a., at transaktioner mellem Danmarks Nationalbank og dennes kontohavere er fritaget fra direktivet. Det samme gælder transaktioner mellem kontohaverne som led i betalingsafviklingen i systemerne Værdipapir-afviklingen, Sumclearingen og CLS® (Continuous Linked Settlement). Bestemmelsen undtager også alle øvrige betalinger mellem kontohaverne via deres konti i Danmarks Nationalbank.

I nr. 9 foreslås det at undtage betalingstransaktioner vedrørende formueforvaltning i forbindelse med værdipapirer, herunder udbytter og lignende. Ved begrebet lignende forstås andre former for indkomster eller udlodninger i forbindelse med værdipapirer. Bestemmelsen undtager endvidere indfrielse eller salg, der foretages af de i nr. 8 omhandlede personer eller af fondsmæglerselskaber, kreditinstitutter, investeringsforeninger eller administrationsselskaber, som udfører investeringsservice, samt alle andre enheder, der har tilladelse til at have finansielle instrumenter i depot.

Bestemmelsen medfører, at en række værdipapirrelaterede betalinger udført af virksomhederne nævnt under nr. 8 (dvs. systemernes deltagere, clearingcentraler, centrale modparter, centralbanker og betalingsformidlere) samt fondsmæglerselskaber, kreditinstitutter og investeringsforeninger ikke er omfattet af loven. Betalingerne kan for eksempel opstå i forbindelse med udbetaling af dividender og renter m.v. samt ved indfrielse og salg.

I nr. 10 foreslås det at undtage en række tjenester leveret af tekniske leverandører fra loven. Det drejer sig bl.a. om håndtering og lagring af data, databeskyttelse og -validering, drift af kommunikationsnetværk samt levering og vedligeholdelse af betalingsterminaler. Disse tjenester er kendetegnet ved, at de pågældende leverandører ikke på noget tidspunkt er i besiddelse af midlerne, der overføres i betalingstransaktioner. Det er endvidere en betingelse, at den tekniske tjeneste understøtter udbuddet af betalingstjenester. Hvis en udbyder af betalingstjenester, der ikke på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, som skal overføres, indgår aftalen om betalingstjenester med betaler eller betalingsmodtager, er der tale om en tjeneste, der ikke understøtter udbuddet af betalingstjenester. Undtagelsen finder derfor ikke anvendelse på disse virksomheder.

Som eksempel på virksomheder, der udbyder denne type tjenester, kan nævnes pengeinstitutternes datacentraler og PBS A/S i rollen som fælles datacentral.

I nr. 11 foreslås det at undtage betalinger mellem udbydere af betalingstjenester samt deres agenter og filialer for egen regning fra lovens anvendelsesområde, dvs. når betalingerne ikke er på vegne af kunder.

I nr. 12 foreslås det at undtage betalinger mellem virksomheder inden for samme koncern. Det gælder også, selv om der er en udbyder involveret, hvis blot den pågældende betalingsformidler er en del af koncernen.

I nr. 13 foreslås det at undtage tjenester, der ydes af udbydere, og som vedrører udbetaling af kontanter i kontantautomater på vegne af en eller flere kortudstedere, som ikke deltager i den rammeaftale, der er indgået med kunden om udbetaling af penge fra en betalingskonto, forudsat at disse udbydere ikke foretager andre af de i bilag 1 anførte betalingstjenester.

Bestemmelsen har lighedspunkter med undtagelsen i nr. 5 om cash-back-transaktioner. Bestemmelsen fastslår således udelukkende, at det er udbetalingen af kontanter i kontantautomater i de situationer, der er opregnet i bestemmelsen, som er undtaget fra loven - dvs. kontantautomater, der udbydes af udbydere, som ikke yder andre former for betalingstjenester. Bestemmelsen undtager derimod for eksempel ikke forholdet mellem betaler og betalerens udbyder.

I nr. 14 foreslås det at undtage betalingstransaktioner, der er gennemført ved hjælp af alle former for telekommunikations-, digital- eller IT-udstyr, hvor de erhvervede varer eller tjenesteydelser leveres til og skal anvendes ved hjælp af telekommunikations-, digital- eller IT-udstyr, forudsat at telekommunikations-, digital- eller IT-operatøren ikke udelukkende agerer som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenester og leverandøren af varer og tjenesteydelser.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med nr. 7 i bilag 1 der bestemmer, at følgende tjenester er betalingstjenester: »Gennemførelse af betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion meddeles ved hjælp af alle former for telekommunikation, digitalt udstyr eller IT-udstyr, og betalingen sker til den operatør, der driver kommunikationssystemet eller netværket, og som kun handler som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser.«

Der er således ikke efter lovens § 4, nr. 14, tale om en betalingstjeneste, hvis:

1) den erhvervede vare eller tjenesteydelse leveres til og skal anvendes ved hjælp af telekommunikations-, digital- eller IT-udstyr, og

2) telekommunikations-, digital- eller IT-operatøren ikke udelukkende agerer som formidler mellem køber og sælger af en ydelse.

Det er på den baggrund en betingelse for, at der kan være tale om en betalingstjeneste, at den operatør, der driver kommunikationssystemet eller netværket alene er mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren.

Hvis for eksempel en teleoperatør selv leverer ringetoner, musik, nyheder og lignende til en kundes mobiltelefon til brug på mobiltelefonen, pc m.v., og teleoperatøren opkræver betaling herfor på telefonregningen, foreligger der ikke en betalingstjeneste omfattet af loven, da teleoperatøren her ikke optræder som formidler.

En tjenesteyder - for eksempel en teleoperatør - der tilfører varen eller tjenesteydelsen værdi (»added value«), optræder ikke udelukkende som formidler.

Tilført værdi kan foreligge i forskellige former, for eksempel adgang til et SMS center, hvor indholdsudbyderen kan kommunikere med kunden, søgefaciliteter, distributionsfaciliteter, hvor der er en ventefunktion, hvis mobiltelefonen er slået fra, og ydelsen derfor ikke kan leveres straks.

Som eksempler på betalingstjenester, der er omfattet af loven kan blandt andet nævnes følgende:

1) Køb af billetter til biografer, parkering, bus m.v.

2) Automatkøb af for eksempel sodavand, slik og andet.

3) Køb af ringetoner, spil, nyheder m.v. uden tilført værdi.

Derimod er følgende tjenester ikke omfattet af loven

1) Køb af ringetoner, spil, nyheder m.v. med tilført værdi.

2) Almindelig teletrafik som telefonsamtaler, SMS, MMS, GPRS m.v.

Forslaget til § 4 gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 3.


1) Kontantbetalinger direkte fra betaleren til betalingsmodtageren, jf. dog § 56.

2) Betalingstransaktioner fra betaleren til betalingsmodtageren gennem en handelsagent, som har fuldmagt fra betaleren eller betalingsmodtageren.

3) Erhvervsmæssig fysisk pengetransport.

4) Betalingstransaktioner, der indebærer ikke-erhvervsmæssig indsamling og levering af kontanter inden for rammerne af almennyttig virksomhed.

5) Tjenester, hvor betalingsmodtager efter udtrykkelig anmodning fra betaler foretager en kontant betaling til denne i umiddelbar forbindelse med gennemførelsen af en betalingstransaktion vedrørende køb af varer eller tjenesteydelser.

6) Veksling af kontanter, uden at disse indestår på en betalingskonto.

7) Betalingstransaktioner, der er baseret på papirbaserede rejsechecks, papirchecks, papirveksler, papirbaserede værdikuponer eller postanvisninger.

8) Betalingstransaktioner, der er gennemført inden for rammerne af et system til afvikling af betalinger eller værdipapirer, mellem afviklingsagenter, centrale modparter, clearinginstitutter, centralbanker og andre deltagere i systemet eller udbydere af betalingstjeneste, jf. dog § 40.

9) Betalingstransaktioner vedrørende formueforvaltning i forbindelse med værdipapirer, herunder udbytter og lign., eller indfrielse eller salg, der foretages af de i nr. 8 omhandlede personer eller af fondsmæglerselskaber, kreditinstitutter, danske og udenlandske investeringsforeninger eller administrationsselskaber, som udfører investeringsservice, samt alle andre virksomheder, der har tilladelse til at have finansielle instrumenter i depot.

10) Tjenester leveret af udbydere af tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjenester, uden at de på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, som skal overføres.

11) Betalingstransaktioner for egen regning mellem udbydere af betalingstjenester, deres agenter eller filialer.

12) Betalingstransaktioner mellem en modervirksomhed og dens dattervirksomheder eller mellem dattervirksomheder under samme modervirksomhed.

13) Tjenester, der ydes af udbydere, og som vedrører udbetaling af kontanter i kontantautomater på vegne af en eller flere kortudstedere, som ikke deltager i den rammeaftale, der er indgået med kunden om udbetaling af penge fra en betalingskonto, forudsat at disse udbydere ikke foretager andre af de i bilag 1 anførte betalingstjenester.

14) Betalingstransaktioner og pengeværdier, der er anvendt til at foretage betalingstransaktioner, der er gennemført ved hjælp af alle former for telekommunikations-, digital- eller it-udstyr, hvor de erhvervede varer eller tjenesteydelser leveres til og skal anvendes ved hjælp af telekommunikations-, digital- eller it-udstyr, forudsat at telekommunikations-, digital- eller it-operatøren ikke udelukkende agerer som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenester og leverandøren af varer og tjenesteydelser.

[ Lovens ufravigelighed ] § 5. Loven kan ikke fraviges til skade for brugeren af betalingstjenester, jf. dog stk. 2-4.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 5

Det foreslåede stk. 1 medfører, at lovens bestemmelser ikke kan fraviges til skade for brugeren. Lovens udgangspunkt om beskyttelsespræceptivitet fraviges imidlertid i en række situationer, som er opregnet i stk. 2-4.

Det foreslås i stk. 2, at bestemmelserne i kapitel 5 om oplysningskrav samt §§ 55, 62, 64-66, 68, 73, 74, 85 og kapitel 10 kan fraviges ved aftale med brugere af betalingstjenester, der ikke er forbrugere. Disse parter kan endvidere aftale et andet tidsrum end nævnt i § 63.

Forbrugerbegrebet skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i § 6, nr. 16, som en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed.

Kapitel 5 indeholder regler om oplysningsforpligtelser i forbindelse med betalingstransaktioner samt regler om ændringer og ophør af rammeaftaler. § 55 vedrører adgangen for en udbyder til at opkræve gebyr for at opfylde sine forpligtelser i henhold til kapitel 6. § 62 vedrører hæftelse i forbindelse med uberettiget brug af betalingsmidler, § 64 vedrører bevisbyrde for korrekt gennemførte betalingstransaktioner, §§ 65-66 vedrører muligheden for i visse situationer at få tilbageført en betalingstransaktion, § 68 vedrører ansvar for manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktioner, § 73 vedrører adgang til at tilbagekalde en betalingstransaktion, § 74 vedrører tilbageførsel af midler i forbindelse med fjernsalg og § 85 vedrører registrering og CPR-nummer.

I forslaget til stk. 3 fastsættes særlige regler om adgangen til at fravige reglerne om gennemførelsestidspunkt i § 75 og valørdato i § 76, stk. 4.

§ 75 og § 76, stk. 4, kan fraviges i alle kundeforhold bortset fra de tilfælde, der er opregnet i bestemmelsen. Det vil sige:

1) Betalingstransaktioner i euro uden valutaomregning.

2) Betalingstransaktioner i danske kroner i Danmark.

3) Betalingstransaktioner, der kun omfatter en valutaomregning mellem euro og danske kroner i Danmark, og i tilfælde af grænseoverskridende betalingstransaktioner, og kun når transaktionen foretages i euro.

I alle andre situationer, hvor betalingstransaktionen falder inden for lovens anvendelsesområde, jf. § 3, kan § 75 og § 76, stk. 4, fraviges.

Reglerne om valørdato i § 76, stk. 1-3, kan dog ikke fraviges ved aftale.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §§ 75 og 76.

Det foreslås i stk. 4, at selv om forslaget til stk. 3, åbner mulighed for at aftale en længere gennemførelsestid i visse situationer end den som fremgår af § 75, stk. 1 og 3, må denne frist dog højest være 4 arbejdsdage fra modtagelsestidspunktet, som defineret i forslaget til § 71.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 berører derfor ikke muligheden for at aftale en længere gennemførelsesfrist for direkte debiteringer og kortbetalinger, jf. bemærkningerne til § 75, stk. 2.


Stk. 2. Kapitel 5, § 55, § 57, stk. 3, og §§ 62, 64-66, 68, 73, 74 og 85 samt kapitel 10 kan fraviges ved aftale mellem udbyderen og brugere af betalingstjenester, der ikke er forbrugere. Parterne kan endvidere aftale en anden indsigelsesfrist end nævnt i § 63.

Stk. 3. § 75 og § 76, stk. 4, kan fraviges i alle kundeforhold bortset fra

1) betalingstransaktioner i euro uden valutaomregning,

2) betalingstransaktioner i danske kroner i Danmark og

3) betalingstransaktioner, der kun omfatter en valutaomregning mellem euro og danske kroner i Danmark, og i tilfælde af en grænseoverskridende betalingstransaktion, når transaktionen foretages i euro.

Stk. 4. For betalingstransaktioner inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, må den frist, der er fastsat i § 75, stk. 1 og 3, uanset stk. 3 højst være 4 arbejdsdage efter modtagelsestidspunktet, jf. § 71.

[ Lovens ufravigelighed: Elektroniske penge ] § 5 a. Loven kan ikke fraviges til skade for indehavere af elektroniske penge, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 39 s kan fraviges ved aftale mellem udstederen og indehavere af elektroniske penge, hvis indehaveren ikke er forbruger.

Definitioner

[ Definitioner ] definition § 6. I denne lov forstås ved:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 6

Nr. 1 definerer betalingsinstitutter i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 4.

Nr. 2 definerer en betalingstransaktion som en handling, der iværksættes af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren.

Bestemmelsen gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 5. Begrebet midler er defineret i § 6, nr. 8.

Nr. 3 definerer et betalingssystem i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 6.

Nr. 4 definerer en betaler i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 7.

Nr. 5 definerer en betalingsmodtager som en fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de midler, der indgår i en betalingstransaktion.

Bestemmelsen omfatter derfor ikke udbyderen. Hvor der sker kontanthævning eller betaling for indbetalingskort med Dankort i et fremmed pengeinstitut, er dette pengeinstitut derfor ikke betalingsmodtager.

Bestemmelsen gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 8.

Nr. 6 definerer en bruger i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 10.

Nr. 7 definerer en betalingskonto som en konto oprettet i en eller flere brugeres navn med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner.

Bestemmelsen gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 14.

Det afgørende kriterium for fortolkningen af dette begreb er, om betalingstjenestebrugeren har etableret kontoen med henblik på at kunne gennemføre betalinger. Dette krav vil være opfyldt, hvis der er et betalingsinstrument tilknyttet kontoen, for eksempel et betalingskort eller netbank eller, at der foretages træk på kontoen via direkte debitering.

En betalingstjenestebruger kan have mere end én betalingskonto. Det er for definitionen af begrebet betalingskonto uden betydning, om der er tale om en indlånskonto eller en kassekreditkonto.

Derimod er for eksempel følgende konti som udgangspunkt ikke betalingskonti:

1) Opsparingskonti (for eksempel børneopsparing, kapital- og ratepension, gevinstopsparingskonto, indlån med opsigelse).

2) Udlånskonti (for eksempel boliglån, billån, nedsparingslån).

3) Formålsspecifikke konti (for eksempel garantikonti, skødekonti, boligskiftekonti, omprioriteringskonti).

Hvis en given konto ikke er omfattet af begrebet betalingskonto, kan en betalingstjenesteudbyder dog vælge at lade den pågældende konto være omfattet af de vilkår, der gælder for betalingskonti i det pågældende pengeinstitut.

Nr. 8 definerer midler som sedler og mønter, indestående på en konto og elektroniske penge.

Bestemmelsen gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 15.

Elektroniske penge skal forstås i overensstemmelse med kapitel 19 i lov om finansiel virksomhed.

Nr. 9 definerer et betalingsinstrument som enhver form for personligt instrument eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem brugeren og udbyderen af betalingstjenester, og som brugeren benytter til at iværksætte en betalingsordre.

Begrebet betalingsinstrument omfatter i vidt omfang de instrumenter, som i dag er omfattet af definitionen på et betalingsmiddel, når disse kan betragtes som personlige, hvorved forstås, at de er knyttet til bestemte brugere. Betalingsinstrumenterne er endvidere karakteriseret ved, at de kan benyttes til at erhverve varer eller tjenester, foranledige overførsel af beløb, hævning af penge samt andre betalingstransaktioner.

Det er uden betydning for vurderingen af, om der foreligger et betalingsinstrument, om dette kan anvendes til at gennemføre betalingstjenester omfattet af direktivet, eller om der udelukkende er tale om et betalingsinstrument med begrænset anvendelse.

Betalingsinstrumenter kan derfor omfatte:

1) Hævekort og betalingskort.

2) Fysiske legitimationsmidler med henblik på elektronisk aflæsning, eks. legitimationsmidler, som er udstedt til en navngiven person til anvendelse til for eksempel passage af en bro eller sejlads med færge.

3) Koder og biometriske værdier, hvortil for eksempel hører internetbanksystemer, hvor kunden legitimerer sig overfor banken med en kode.

Elektronisk registrerede fordringer, for eksempel et gavekort, er derimod kun omfattet af definitionen på et betalingsinstrument, hvis de er knyttet til bestemte brugere.

Nr. 10 definerer en pengeoverførsel i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 13.

Nr. 11 definerer et mikrobetalingsinstrument som et betalingsinstrument, der i henhold til rammeaftalen udelukkende vedrører særskilte betalingstransaktioner på højest 30 euro, eller som enten har en beløbsgrænse på 150 euro eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 euro.

Begrænsningen til betalingstransaktioner på højest 30 euro finder anvendelse, uanset om det er muligt successivt at gennemføre flere betalinger på højest 30 euro. Beløbsbegrænsningen på 150 euro omfatter både forudbetalte kort, herunder genopladelige kort og kort, hvor der samlet højest kan gennemføres betalinger for 150 euro. Ved genopladelige kort foreligger der et mikrobetalingsinstrument, selvom kortet kan genoplades flere gange i løbet af en dag, så længe der på intet tidspunkt lagres en værdi over 150 euro.

Nr. 12 definerer en arbejdsdag som den dag, hvor udbyderen af betalingstjenester, der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder åbent som påkrævet for gennemførelsen af en betalingstransaktion.

Begrebet arbejdsdag er relevant i forbindelse med reglen om tilbagekaldelse, jf. § 73, reglen om beregning af gennemførelsestid for en betalingstransaktion, jf. § 75, og bestemmelsen om valør, jf. § 76.

En arbejdsdag er som udgangspunkt det tidsrum, hvor en udbyder er åben for bestillinger af betalingstransaktioner fra kunderne.

Definitionen af en arbejdsdag rummer imidlertid mulighed for, at udbydere kan fastsætte forskellige sluttidspunkter for en arbejdsdag afhængig af typen af betalingstransaktion. Som eksempel kan en arbejdsdag slutte på forskelligt tidspunkt afhængig af, om der er tale om en indenlandsk eller en grænseoverskridende betalingstransaktion.

En udbyder bør dog gøre det klart for kunden, hvornår betalingstjenesteudbyderen har åbent den pågældende dag i forhold til de forskellige betalingstransaktioner.

Nr. 13 viderefører lov om visse betalingsmidler definition af fysisk handel, jf. lov om visse betalingsmidler § 3, stk. 5. Ved definitionen af fysisk handel er det et krav, at begge parter - betaler og betalingsmodtager - er fysisk tilstede, når transaktionen afvikles ved fysisk brug af et betalingsinstrument. Alle andre transaktioner, hvor der betales med et betalingsinstrument, der er omfattet af definitionen i forslagets § 6, nr. 9, er transaktioner i den ikke-fysiske handel. Dette omfatter bl.a. handel på internettet, brugen af betalingskort m.v. i parkeringsautomater, benzinstandere, trafikselskabernes billetautomater, samt billetautomaterne ved Storebæltsbroen og Øresundsbron.

Nr. 14 definerer et varigt medium som ethvert instrument, der gør det muligt for brugeren af betalingstjenester at lagre information, der er rettet personligt til den pågældende på en måde, der tillader fremtidig søgning i et tidsrum, der er afpasset efter informationsformålet, og som giver mulighed for uændret gengivelse af den lagrede information.

Bestemmelsen gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 25.

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv 90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF findes en definition, der med få sproglige forskelle svarer til betalingstjenestedirektivets definition. Det må antages, at der ikke er tilsigtet nogen indholdsmæssige forskelle mellem de to direktivers definition af begrebet varigt medium.

Som eksempel på instrumenter, der opfylder kravene til et varigt medium, kan nævnes udskrifter fra pengeautomater, disketter, CD-rom’er, dvder og harddiskdrev på personlige computere, hvor der kan lagres e-mail. Tilsvarende gælder e-Boks og netbank og - forudsat at de ovennævnte kriterier er opfyldt - hjemmesider på internettet.

Det beror på en konkret vurdering, om betingelserne er opfyldt i forhold til SMS-beskeder. De mobiltelefoner, der i dag sælges i Danmark, har formentlig en så høj lagringskapacitet, at modtagelse af en SMS/MMS-besked på en sådan telefon kan betragtes som modtaget på et varigt medium.

Begrebet varigt medium er et dynamisk begreb, og fortolkningen af begrebet kan derfor ændre sig i takt med den teknologiske udvikling.

En hjemmeside vil tillige kunne opfylde kravene til et varigt medium. Dette forudsætter dog, at der er tale om en indretning, der medfører, at den pågældende hjemmeside indeholdende de foreskrevne oplysninger og kan reproduceres uændret i en periode, der er tilstrækkelig i forhold til oplysningernes formål. Det er endvidere en forudsætning, at adressen på hjemmesiden er meddelt brugeren af betalingstjenester personligt.

En udbyder vil derfor kunne opfylde kravet om meddelelse af oplysninger på varigt medium ved for eksempel i en SMS-besked eller i en e-mail at sende brugeren af betalingstjenester adressen på eller et link til en hjemmeside, der gør det mulig at gengive oplysningerne uændret.

De pågældende oplysninger skal være tilgængelige for senere gengivelse i en periode, der er passende i forhold til oplysningernes formål. Længden på perioden afhænger af oplysningstypen, som overordnet kan opdeles i to; henholdsvis specifikke oplysninger om konkret udførte betalingstjenester, jf. §§ 53 og 54, samt generelle oplysninger om betingelser/aftalevilkår, jf. § 48, som gives i forbindelse med en rammeaftale.

Specifikke oplysninger om konkret udførte betalingstjenester omfatter for eksempel den maksimale gennemførelsestid, gebyrer og, hvis det er relevant, en vekselkurs. En bruger af betalingstjenester kan efterfølgende, i forbindelse med en indsigelse overfor betalingstjenesteudbyder, få behov for disse oplysninger, hvorfor oplysningerne skal være tilgængelige i en periode på 13 måneder, som er den almindelige indsigelsesfrist, jf. § 63.

De generelle oplysninger om aftalevilkår/betingelser, jf. § 48, kan videregives til brugeren af betalingstjenester via en hjemmeside, såfremt brugeren har fået meddelelse herom for eksempel via en mail eller en SMS. Disse oplysninger skal være tilgængelige for brugeren i den periode, de er gældende.

Udbyderen har ansvaret for, at de foreskrevne oplysninger er meddelt brugeren af betalingstjenester på et varigt medium. Dette medfører ikke et krav om, at udbyderen sikrer sig, at brugeren har personlig adgang til at omsætte det varige medium til papirformat. Det kan således for eksempel ikke kræves af en udbyder, der vælger at lægge aftalevilkår/betingelser på en hjemmeside eller sender dem med elektronisk post, at den pågældende sikrer sig, at brugeren har en personlig computer med internetadgang, hvortil der er knyttet en printer. Det afgørende er, om brugeren har adgang til oplysningerne. I det nævnte tilfælde vil kravet være opfyldt, hvis brugeren kan få adgang til oplysningerne på et offentligt bibliotek.

Såfremt oplysningerne gives til brugeren via e-mail, så har brugeren selv ansvaret for, at den til udbyder oplyste mailadresse er aktiv.

Nr. 15 definerer en rammeaftale som en aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige udførelse af særskilte og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingelser for oprettelse af en betalingskonto.

Som eksempler på rammeaftaler kan nævnes aftaler om gennemførelse af direkte debiteringer, for eksempel gennem PBS A/S, aftaler om brug af betalingsinstrumenter, netbankaftaler samt aftaler om oprettelse af en betalingskonto.

Det følger af betalingstjenestedirektivets præambel, betragtning nr. 24, at en betalingskonto og et betalingsinstrument altid kræver en rammeaftale. Det kræves ikke, at betegnelsen »rammeaftale« anvendes over for brugerne. Udbyderne kan indarbejde informationskravene til en rammeaftale i én samlet eller i flere aftaler.

Bestemmelsen gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 12.

Nr. 16 definerer en forbruger som en fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed.

Forbrugerbegrebet skal forstås i overensstemmelse med dansk rets almindelige forbrugergreb, således som dette for eksempel fremgår af § 3, stk. 1 i lov om visse forbrugeraftaler samt begrebet »private kundeforhold« i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder. Det vil sige, at også ikke-erhvervsdrivende foreninger er omfattet af forbrugerbegrebet.

Bestemmelsen gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 11.

Nr. 17 definerer en udbyder i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 9. I stedet for begrebet udbyder af tjenesteydelser anvendes begrebet udbyder.

Nr. 18 definerer en agent i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 22.

Nr. 19 definerer direkte debitering i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 28.


1)
Betalingsinstitut:
 
En juridisk person, der i overensstemmelse med kapitel 2 er meddelt tilladelse til at udbyde og gennemføre betalingstjenester her i landet, i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.
2)
Betalingstransaktion:
 
En handling, der iværksættes af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren.
3)
Betalingssystem:
 
Et system til overførsel af midler med formelle og standardiserede rutiner og fælles regler for behandling, clearing eller afvikling af betalingstransaktioner.
4)
Betaler:
 
En fysisk eller juridisk person, der er indehaver af en betalingskonto og tillader en betalingsordre fra denne betalingskonto, eller, hvis der ikke er nogen betalingskonto, en fysisk eller juridisk person, der afgiver en betalingsordre.
5)
Betalingsmodtager:
 
En fysisk eller juridisk person, som er den tiltænkte modtager af de midler, der indgår i en betalingstransaktion.
6)
Bruger:
 
En fysisk eller juridisk person, som bruger en betalingstjeneste enten som betaler eller som betalingsmodtager eller begge dele.
7)
Betalingskonto:
 
En konto oprettet i en eller flere brugeres navn med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner.
8)
Midler:
 
Sedler og mønter, indestående på en konto og elektroniske penge.
9)
Betalingsinstrument:
 
Enhver form for personligt instrument eller sæt af procedurer, der er aftalt mellem brugeren og udbyderen af betalingstjenester, og som brugeren benytter til at iværksætte en betalingsordre.
10)
Pengeoverførsel:
 
En betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden udbyder på betalingsmodtagerens vegne, og hvor sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for denne.
11)
Mikrobetalingsinstrument:
 
Et betalingsinstrument, der i henhold til rammeaftalen udelukkende vedrører særskilte betalingstransaktioner på højst 30 euro, eller som enten har en beløbsgrænse på 150 euro eller på intet tidspunkt lagrer midler på mere end 150 euro.
12)
Arbejdsdag:
 
En dag, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens relevante udbyder, der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder åbent som påkrævet for gennemførelsen af en betalingstransaktion.
13)
Fysisk handel:
 
Afvikling af en betalingstransaktion, der forudsætter fysisk tilstedeværelse af betaler og betalingsmodtager.
14)
Varigt medium:
 
Ethvert instrument, der gør det muligt for brugeren af betalingstjenester at lagre information, der er rettet personligt til den pågældende på en måde, der tillader fremtidig søgning i et tidsrum, der er afpasset efter informationsformålet, og som giver mulighed for uændret gengivelse af den lagrede information.
15)
Rammeaftale:
 
En aftale om betalingstjenester, der regulerer den fremtidige udførelse af særskilte og successive betalingstransaktioner, og som kan indeholde forpligtelser og betingelser for oprettelse af en betalingskonto.
16)
Forbruger:
 
En fysisk person, der i forbindelse med betalingstjenesteaftaler optræder med et formål, der ligger uden for den pågældendes erhvervsmæssige virksomhed.
17)
Udbyder:
 
Selskaber som omhandlet i § 2, stk. 1, og juridiske og fysiske personer med begrænset tilladelse, jf. § 38, der udbyder betalingstjenester.
18)
Agent:
 
En fysisk eller juridisk person, som handler på vegne af et betalingsinstitut ved udbuddet af betalingstjenester.
19)
Direkte debitering:
 
En betalingstjeneste med henblik på at debitere en betalers betalingskonto, hvor en betalingstransaktion iværksættes af betalingsmodtageren på grundlag af, at betaleren har meddelt sit samtykke til betalingsmodtageren, til betalingsmodtagerens udbyder eller til betalerens egen udbyder.
20)
E-penge-institut:
 
En juridisk person, der har opnået tilladelse til at udstede elektroniske penge i henhold til § 39 a.
21)
Elektroniske penge
 
En elektronisk eller magnetisk lagret pengeværdi, der repræsenterer et krav mod udstederen, som udstedes ved modtagelse af betaling med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner, og som accepteres af andre end udstederen af elektroniske penge.
22)
Udsteder af elektroniske penge:
 
Udstedere nævnt i § 2 a.
23)
Indehaver af elektroniske penge:
 
En person, der er ejer af elektroniske penge, og som i kraft heraf har et krav på en udsteder af elektroniske penge.

Kapitel 2

Betalingsinstitutter

Tilladelse

[ Tilladelseskrav ] § 7. Virksomheder, som er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2, skal have tilladelse som betalingsinstitut for at kunne udbyde betalingstjenester. Tilladelse kan gives til en eller flere af de aktiviteter, som er nævnt i bilag 1.

Se § 2, stk. 1, nr. 2.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 7

Den foreslåede § 7 bestemmer, at det kræver tilladelse fra Finanstilsynet at virke som betalingsinstitut. Endvidere opregnes de krav, der skal være opfyldt for at opnå tilladelse, samt de oplysninger og den dokumentation, der skal følge med ansøgningen.

Forslagets stk. 1 fastslår, at betalingsinstitutter, jf. § 2, stk. 1, nr. 2, skal have tilladelse for at kunne udbyde betalingstjenester omfattet af forslagets bilag 1. Tilladelse kan gives til en eller flere af de aktiviteter, som er nævnt i bilag 1. Det skal derfor i tilladelsen specifikt angives, hvad tilladelsen omfatter.

Hvis instituttet senere ønsker at kunne udbyde andre betalingstjenester end angivet i tilladelsen, skal der indsendes en ny ansøgning.

Stk. 1 skal forstås som et forbud mod at udøve de i bilag 1 nævnte betalingstjenester uden tilladelse. Overtrædelse af denne bestemmelse kan straffes i henhold til forslagets § 107, stk. 1.

Hvis tilladelse opnås, er betalingsinstituttet berettiget til at udbyde de af tilladelsen omfattede betalingstjenester i alle lande inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område i henhold til Fællesskabets traktat om ret til fri etablering og fri udveksling af tjenesteydelser og i overensstemmelse med reglerne i forslagets §§ 30 - 32, der gennemfører direktivets artikel 10, stk. 9.

Lovforslaget tager ikke stilling til betingelserne for, at betalingsinstituttet kan udøve en eller flere af de aktiviteter, der er nævnt i forslagets § 11, stk. 1, nr. 1-3, inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område

I stk. 2 opregnes de krav, der skal være opfyldt for at opnå tilladelse som betalingsinstitut.

I nr. 1 foreslås det, at det er en betingelse for tilladelse, at virksomheden drives i et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab med begrænset ansvar eller i en forening med økonomiske formål optaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens foreningsregister, og forudsat at virksomheden har såvel en bestyrelse som en direktion. Kravet om bestyrelse skal ses ud fra ønsket om, at betalingsinstitutter har en effektiv og betryggende ledelsesform.

I nr. 2 foreslås det, at selskabet skal have hovedkontor og hjemsted i Danmark.

I nr. 3 foreslås det, at det er en betingelse for at få tilladelse, at virksomheden af Finanstilsynet vurderes at være i stand til at gennemføre en forsvarlig drift. Kravet skal ses i sammenhæng med betalingstjenestedirektivets art. 10, stk. 4-5. Finanstilsynet vil tage udgangspunkt i de operationelle og finansielle risici, som betalingsinstituttet påtager sig i forbindelse med sin virksomhed. På baggrund heraf vurderes, om betalingsinstituttet har en klar organisationsstruktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling. Samtidig vurderes, om betalingsinstituttet har effektive procedurer til at identificere og forvalte, overvåge og rapportere om risici, forsvarlige interne kontrolprocedurer og en god administrativ og regnskabsmæssig praksis.

I nr. 4 henvises til, at der i henhold til forslagets §§ 12 og 13 stilles krav om, at betalingsinstituttet har en forsvarlig startkapital. Startkapitalkravet afhænger af, hvilke betalingstjenester det pågældende institut ønsker at udbyde. Det bemærkes, at tilladelse ikke fra starten kan gøres betinget af, at instituttet opfylder krav til størrelsen af den løbende kapital. Disse krav skal først være opfyldt, når instituttet påbegynder sin betalingstjenestevirksomhed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne nedenfor under stk. 3, nr. 6.

I nr. 5 henvises til, at der i henhold til forslagets § 18, stilles visse krav til betalingsinstituttets ledelse om egnethed og hæderlighed, de såkaldte »fit and proper« krav. Medlemmer af instituttets bestyrelse og direktion samt, hvor det er relevant, ledelsesansvarlige for instituttets betalingstjenester, skal have et godt omdømme og være i besiddelse af den nødvendige viden og erfaring til at udføre betalingstjenester. Det vil typisk være relevant særligt at stille krav til de for instituttets betalingstjenester ledelsesansvarlige personer, hvor instituttet er en såkaldt »hybrid«, hvormed menes, at virksomheden udover at udbyde betalingstjenester udfører andre aktiviteter end betalingstjenester, jf. forslagets § 11, nr. 1-3, idet der her en formodning om, at de pågældende som divisionschefer eller lignende er nøglepersoner i ledelsen af betalingsinstitutvirksomheden.

Bestemmelsen gennemfører direktivets art. 5, litra i.

Kravene i nr. 6 i relation til »kvalificerede andele« gennemfører direktivets artikler 5, litra h, og 10, nr. 6. Begrebet er defineret i art. 4, nr. 11, i direktiv 2006/48/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (kreditinstitutdirektivet), som betalingsservicedirektivet henviser til, og som er gennemført i lov om finansiel virksomhed. En kvalificeret andel defineres i § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som en direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af den finansielle virksomhed eller den finansielle holdingvirksomhed.

Kravene i nr. 7 i relation til »snævre forbindelser« gennemfører direktivets artikler 5, litra h, og art. 10, nr. 7. Begrebet er defineret i art. 4, nr. 46, i direktiv 2006/48/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (kreditinstitutdirektivet), som betalingsservicedirektivet henviser til, og som er gennemført i lov om finansiel virksomhed. »Snævre forbindelser« defineres i lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 17, jf. nr. 9, som direkte eller indirekte forbindelser af den i nr. 9 angivne art, kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed, eller flere virksomheders eller personers fælles forbindelse, jf. litra a, med en virksomhed. Nr. 9 definerer en koncern, som en modervirksomhed og dens dattervirksomheder.

Direktivet indeholder ikke mulighed for at indføre bestemmelser om, at tilsynsmyndigheden skal forhåndsgodkende erhvervelse eller forøgelse af kvalificerede andele i betalingsinstituttet eller om tilsynsmyndighedens muligheder for at ophæve stemmeretten på kapitalandele, der modvirker en forsvarlig og fornuftig forvaltning af instituttet, svarende til hvad der gælder for finansielle virksomheder i henhold kreditinstitutdirektivet og lov om finansiel virksomhed.

I nr. 8 foreslås det, at der stilles krav om, at virksomhedens forretningsgange, administrative forhold, organisation samt kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger er forsvarlige, jf. forslagets § 19 og bemærkningerne hertil. Kravet om forsvarlige regnskabsmæssige procedurer og revisionsmæssige foranstaltninger skal ses i sammenhæng med forslagets § 20, der indeholder krav til regnskaber og lovpligtig revision.

Nr. 8 gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 5, litra e.

I nr. 9 foreslås det, at der stilles krav om, at der skal være truffet passende foranstaltninger for at sikre de midler, der tilhører brugerne af betalingstjenester. Disse foranstaltninger er nærmere uddybet i forslagets § 22, hvortil der henvises.

I stk. 3 opregnes i overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets art. 5 kravene til de oplysninger og den dokumentation, der skal følge med ansøgningen om tilladelse. Finanstilsynet kan dog kræve supplerende oplysninger, såfremt tilsynet anser dette for nødvendigt med henblik på vurdering af, om betingelserne er opfyldt, jf. forslagets § 87, stk. 1.

Stk. 3 skal sammenholdes med forslagets § 8, der fastslår, at betalingsinstituttet er forpligtet til at underrette Finanstilsynet, hvis der indtræder ændringer i forhold til de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget og lagt til grund ved meddelelse af tilladelse.

Nr. 1 skal sammenholdes med stk. 2, nr. 1, der stiller krav til virksomhedens juridiske struktur.

Nr. 2 skal sammenholdes med stk. 2, nr. 2, der stiller krav om hovedkontor og hjemsted i Danmark.

Nr. 3-5 skal sammenholdes med stk. 2, nr. 3, der stiller krav om, at virksomheden efter Finanstilsynets vurdering er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.

Der skal medfølge oplysninger om den tilsigtede brug af agenter og filialer samt en beskrivelse af outsourcingaftaler og af virksomhedens deltagelse i et nationalt eller internationalt betalingssystem, samt oplysninger om planlagt grænseoverskridende betalingstjenestevirksomhed. Der skal gives oplysninger om agenter og filialer, uanset om disse udøver virksomhed i Danmark eller i et andet land. Begrebet »agent« er defineret i forslagets § 6, nr. 18, mens en »filial« defineres i betalingstjenestedirektivets art. 4, nr. 29 Der stilles ikke krav om, at virksomheden skal give nærmere oplysninger om det forventede fremtidige antal af agenter og filialer.

Nr. 6 skal sammenholdes med stk. 2, nr. 4, jf. forslagets § 12, der stiller krav til størrelsen af selskabets startkapital.

Kun kravet om dokumentation for startkapital er nævnt. Der stilles ikke krav om, at virksomheden skal dokumentere, at den opfylder kravene til løbende kapital (basiskapital) i henhold til § 13, men så snart betalingsinstituttet har opnået tilladelse og er påbegyndt udbud af betalingstjenester, skal kravet til basiskapital i forslagets § 13 være opfyldt, og Finanstilsynet kan da med henvisning til tilsynsbestemmelsen i forslagets kapitel 9 kræve dokumentation for løbende opfyldelse heraf. Når en virksomhed ansøger om tilladelse, vil det derfor være hensigtsmæssigt, at virksomheden allerede i denne fase indleder drøftelser med Finanstilsynet om, hvilken metode virksomhedens løbende kapitalkrav fremover skal beregnes efter. Der henvises i øvrigt til kommentarerne til forslagets § 13, stk. 2.

Nr. 7 skal sammenholdes med stk. 2, nr. 5, jf. forslagets § 18, der stiller såkaldte »fit and proper« krav til virksomhedens ledelse.

Nr. 8 skal sammenholdes med stk. 2, nr. 6, der stiller krav i relation til ejere af kvalificerede andele. Der skal forelægge oplysninger om personer, der direkte eller indirekte har en kvalificeret ejerandel i virksomheden, størrelsen af disse ejerandele, og dokumentation for disses egnethed under hensyn til nødvendigheden af at sikre en hensigtsmæssig og forsvarlig forvaltning af betalingsinstituttet. Der er den 12. december 2008 fremsat et lovforslag L 91 til ændring af lov om finansiel virksomhed m.fl., der indføjer en ny § 61 a i lov om finansiel virksomhed. Bestemmelsen fastsætter nærmere kriterier for vurderingen af personer, der påtænker at erhverve kvalificerede ejerandele. Den nye § 61 a forventes vedtaget inden dette lovforslags vedtagelse og der forventes derfor fremsat et ændringsforslag til dette lovforslag, hvor der foreslås indsat en henvisning til § 61 a i nr. 8. Finanstilsynet planlægger at udsende en vejledning til § 61 a, der ligeledes vil være vejledende for denne bestemmelse.

Nr. 9 skal sammenholdes med stk. 2, nr. 7, der stiller krav i relation til snævre forbindelser.

Nr. 10 skal sammenholdes med stk. 2, nr. 8, jf. § 19, der stiller krav i relation til forretningsgange, administrative forhold, organisation, regnskabsmæssige procedurer samt kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger. Der lægges særlig vægt på virksomhedens foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme samt foranstaltninger til overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1781/2006 af 15. november 2006 om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler. Betalingsinstitutter vil, jf. forslagets § 113, blive omfattet af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Nr. 11 skal sammenholdes med stk. 2, nr. 9, jf. forslagets § 22, der stiller krav om passende foranstaltninger for at beskytte de midler, der tilhører brugerne af betalingstjenester, såfremt virksomheden, udover udbud af betalingstjenester omfattet af forslagets bilag 1, udfører andre forretningsaktiviteter, jf. forslagets § 11, nr. 3. Hvis et selskab udelukkende udøver aktiviteter som betalingsinstitut eller herudover kun udbyder driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske tjenester ydelser eller driver betalingssystemer, jf. § 11, nr. 1 og 2, stilles der ikke krav om sikring af brugermidler, jf. forslagets § 22.

Stk. 4 knytter sig til stk. 3, nr. 5, 10 og 11, idet det fastslås, at de heri nævnte oplysninger skal indeholde en beskrivelse af de organisatoriske og revisionsmæssige foranstaltninger, som virksomheden har truffet for at beskytte brugernes interesser og sikre kontinuitet i forbindelse med udførelsen af betalingstjenester.

I henhold til stk. 5 kan Finanstilsynet beslutte, at betalingstjenestevirksomheden skal udøves i et særskilt selskab, hvis det skal udøve andre forretningsaktiviteter end betalingstjenester, jf. § 11, nr. 3. Finanstilsynet foretager en konkret risikovurdering ud fra art og omfang af sådanne aktiviteter set i forhold til instituttets kapitalforhold. Et sådant krav kan både stilles som betingelse for at udstede tilladelse (»ex ante«) og på ethvert senere tidspunkt (»ex post«).

Lovforslagets § 7 gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 5 og 10.


Stk. 2. Finanstilsynet giver tilladelse, når

1) virksomheden drives i et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab med begrænset ansvar eller i en forening med økonomiske formål optaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens foreningsregister og virksomheden har en bestyrelse og en direktion,

2) virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark,

3) virksomheden af Finanstilsynet vurderes at være i stand til at gennemføre en forsvarlig drift,

4) virksomheden opfylder kravene om startkapital i § 12,

5) medlemmer af virksomhedens bestyrelse og direktion samt, hvor det er relevant, ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenesteaktiviteter opfylder kravene i § 18,

6) ejere af kvalificerede andele, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, ikke vil modvirke en fornuftig og forsvarlig forvaltning af betalingsinstituttet,

7) der ikke foreligger snævre forbindelser, jf. § 5, stk. 1, nr. 17, i lov om finansiel virksomhed, mellem virksomheden og andre virksomheder eller personer, der vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af Finanstilsynets opgaver,

8) virksomhedens forretningsgange, administrative forhold, organisation, regnskabsmæssige procedurer, revisionsmæssige foranstaltninger og kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger er forsvarlige, jf. § 19, og

9) der er truffet passende foranstaltninger for at beskytte de midler, der tilhører brugerne af betalingstjenester, jf. § 22, såfremt virksomheden ud over udbud af betalingstjenester omfattet af bilag 1 udfører andre forretningsaktiviteter, jf. § 11, nr. 3.

Stk. 3. En ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 2 er opfyldt, herunder

1) oplysninger om virksomhedens retlige form med kopi af stiftelsesoverenskomst, stiftelsesdokument og vedtægter,

2) oplysning om adressen på virksomhedens hovedkontor,

3) en oversigt over virksomhedens nuværende og planlagte forretningsaktiviteter, herunder en beskrivelse af planlagte betalingstjenester,

4) en forretningsplan med en budgetprognose for de 3 første regnskabsår samt senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet,

5) oplysninger om virksomhedens organisationsstruktur, tilsigtet brug af agenter og filialer, en beskrivelse af outsourcingordninger og af virksomhedens deltagelse i et nationalt eller internationalt betalingssystem, oplysninger om planlagt grænseoverskridende betalingstjenestevirksomhed og etablering i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område,

6) dokumentation for, at virksomheden råder over den i § 12 anførte startkapital,

7) oplysninger om bestyrelsesmedlemmer, direktører og, hvor det er relevant, ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenesteaktiviteter, der dokumenterer, at kravene i henhold til stk. 2, nr. 5, er opfyldt,

8) oplysninger om personer, der direkte eller indirekte har en kvalificeret ejerandel i virksomheden, størrelsen af disse ejerandele og dokumentation for disses egnethed under hensyn til nødvendigheden af at sikre en fornuftig og forsvarlig forvaltning af betalingsinstituttet, jf. kriterierne i § 61 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,

9) oplysninger om snævre forbindelser, jf. stk. 2, nr. 7,

10) oplysninger om virksomhedens forretningsgange, administrative forhold, organisation, regnskabsmæssige procedurer, revisionsmæssige foranstaltninger og kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger, herunder en beskrivelse af de interne kontrolforanstaltninger, som virksomheden har indført for at opfylde forpligtelserne i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler, og

11) en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, som tilhører brugere af betalingstjenester, såfremt virksomheden udøver andre aktiviteter, jf. § 11, nr. 3.

Stk. 4. Oplysningerne i stk. 3, nr. 5, 10 og 11, skal indeholde en beskrivelse af de organisatoriske og revisionsmæssige foranstaltninger, som virksomheden har truffet for at beskytte brugernes interesser og sikre kontinuitet i forbindelse med udførelsen af betalingstjenester.

Stk. 5. Hvis virksomheden ud over at udbyde en eller flere af de betalingstjenester, der er anført i bilag 1, udøver andre forretningsaktiviteter, jf. § 11, nr. 3, kan Finanstilsynet beslutte, at betalingstjenestevirksomheden skal udøves i et særskilt selskab.

Underretningspligt

[ Underretningspligt ved ændring i tilladelsesgrundlaget ] § 8. Betalingsinstituttet er forpligtet til at underrette Finanstilsynet, hvis der indtræder ændringer i forhold til de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget og lagt til grund ved meddelelse af tilladelse. Underretning skal ske på forhånd, hvis ændringen må betragtes som væsentlig. I andre tilfælde skal underretning finde sted snarest muligt.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 8

Den foreslåede § 8, der gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 14, fastlægger betalingsinstituttets underretningspligt i tilfælde af, at der sker faktiske eller retlige ændringer i forhold til det, der blev lagt til grund ved meddelelse af tilladelse.

Selv om bestemmelsen ikke indeholder et væsentlighedskriterium, forudsættes dog en grad af væsentlighed, idet kriteriet er, at Finanstilsynet må antages at have lagt vægt på oplysningerne ved beslutning om tilladelse eller vilkår herfor. For eksempel skal der gives meddelelse ved enhver ændring, uanset størrelse eller indhold, af kvalificerede ejerandele, snævre forbindelser, ændringer i den lederkreds, der stilles kvalitative krav til, manglende opfyldelse af kapitalkrav, ydelse af kredit eller sikring af brugeres midler.

Udvidelse af typen af betalingstjenester kan have betydning for en række af de krav, der stilles til betalingsinstituttet som betingelse for at opretholde tilladelse eller for opgørelse af kapitalkrav. Finanstilsynet skal derfor have meddelelse, hvis der sker ændringer heri.

Hvis betalingsinstituttet vil udøve forretningsaktiviteter omhandlet i § 11, nr. 1-3, skal betalingsinstituttet give meddelelse herom, hvis dette ikke tidligere er sket.

Underretning skal ske på forhånd, hvis ændringen må betragtes som væsentlig. I andre tilfælde skal underretning finde sted snarest muligt.


Meddelelse af beslutning

§ 9. Senest 3 måneder efter modtagelse af en ansøgning eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe beslutningen, underretter Finanstilsynet ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.

Opbevaring af oplysninger

§ 10. Betalingsinstitutter er forpligtet til at opbevare alle oplysninger, der kan være relevante for Finanstilsynets vurdering af betalingsinstituttets forhold i relation til den meddelte tilladelse, i mindst 5 år.

Andre aktiviteter

§ 11. Ud over at udbyde de betalingstjenester, der er omfattet af betalingsinstituttets tilladelse, kan betalingsinstitutter udøve følgende aktiviteter:

1) Udbud af driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske tjenester,

2) drift af betalingssystemer og

3) andre forretningsaktiviteter end betalingstjenester.

Startkapital

§ 12. Hvis virksomheden søger om tilladelse til at udbyde én eller flere af de betalingstjenester, der er nævnt i bilag 1, punkt 1-5, skal startkapitalen udgøre mindst 125.000 euro.

Stk. 2. Hvis virksomheden søger om tilladelse til at udbyde de betalingstjenester, der er nævnt i bilag 1, punkt 6, skal startkapitalen udgøre mindst 20.000 euro.

Stk. 3. Hvis virksomheden søger om tilladelse til at udbyde de betalingstjenester, der er nævnt i bilag 1, punkt 7, skal startkapitalen udgøre mindst 50.000 euro.

Stk. 4. Startkapitalen omfatter indbetalt aktie-, anparts- eller andelskapital, overkurs ved emission, reserver og overført overskud eller underskud.

Basiskapital

[ Betalingsinstitutter: Krav til basiskapital ] § 13. Betalingsinstitutter skal til enhver tid som minimum have en basiskapital, som svarer til det højeste af følgende beløb:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 13

Efter det foreslåede stk. 1 forudsættes den krævede startkapital fremover at være intakt som betingelse for at opretholde tilladelse. Der stilles imidlertid yderligere krav til størrelsen af den løbende kapital. Betalingsinstitutter skal til enhver tid have en basiskapital, som svarer til det højeste af de beløb, der 1) kræves i henhold til § 12 (startkapital), og 2) fremkommer efter beregning i henhold til en af de tre metoder, der er beskrevet i bilag 2 (basiskapital).

De komponenter, der indgår i opgørelsen af basiskapitalen, er forskellige fra de komponenter, der indgår i opgørelsen af startkapitalen. Basiskapitalen opgøres i overensstemmelse med reglerne i forslagets §§ 14-17.

Da de forskellige typer af betalingstjenester indebærer forskellige risici, giver betalingstjenestedirektivet og lovforslagets § 13, stk. 1 og 2, sammenholdt med bilag 2, mulighed for anvendelse af en af tre forskellige metoder i kombination med en vis skønsmargin ved fastsættelse af kravet til basiskapitalens størrelse. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets bilag 2.

I henhold til direktivets art. 8 har medlemsstaterne frihed med hensyn til valg af metode opregnet i bilag 2. Medlemsstaterne kan derfor vælge kun at implementere en eller flere af disse metoder eller fastsætte, at betalingsinstitutter, der udbyder bestemte typer af betalingstjenester, skal anvende en bestemt opgørelsesmetode. Tilsynsmyndigheden kan ud fra en risikovurdering af det enkelte betalingsinstitut beslutte, at instituttets basiskapital skal være op til 20 pct. højere eller indtil 20 pct. lavere end det beløb, der fremkommer ved anvendelse af den anviste beregningsmetode.

Det foreslås, at der gives mulighed for at anvende alle tre opgørelsesmetoder i bilag 2, men således, at det, jf. § 13, stk. 2, overlades til Finanstilsynet at fastsætte nærmere regler om, hvilke af de i bilag 2 beskrevne beregningsmetoder det enkelte betalingsinstitut skal anvende ved opgørelsen af basiskapitalkravet. Der skal herved tages hensyn til risikovurdering af de(n) type(r) af betalingstjenester, som udbydes, omfanget heraf, i hvilket omfang betalingsinstituttet kommer i besiddelse af brugermidler, og i hvilket omfang betalingsinstituttet udfører andre aktiviteter end betalingstjenester omfattet af loven. Det ligger heri, at Finanstilsynet til enhver tid kan revurdere kapitalkravet til det enkelte institut inden for lovens rammer, såfremt Finanstilsynet vurderer, at forudsætningerne har ændret sig væsentligt. Hvis instituttet udøver andre aktiviteter, jf. forslagets § 11, nr. 3, kan Finanstilsynet beslutte, at betalingsinstitutvirksomheden skal udskilles i et særskilt selskab, jf. forslagets § 7, stk. 5.

Betalingstjenestedirektivets art. 7, stk. 2, fastslår, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at hindre gentagen anvendelse af elementer, som kan indgå i egenkapitalen, hvis betalingsinstituttet tilhører samme gruppe som et andet betalingsinstitut, kreditinstitut, investeringsselskab, porteføljemanagementselskab eller forsikringsselskab. Tilsvarende gælder, hvis et betalingsinstitut udfører forskellige typer virksomhed og udfører andet end betalingstjenester som anført i bilag 1. I overensstemmelse hermed foreslås det i forslagets § 13, stk. 3, at Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om opgørelse af kapitalkravet, hvor betalingsinstituttet indgår i en koncern. Der tænkes specielt på den situation, hvor et betalingsinstitut ejer et andet betalingsinstitut.

Der er ikke mulighed for at stille krav om yderligere kapital udover, hvad der fremgår af stk. 2 og 3.


1) Startkapitalen, jf. § 12.

2) Det beløb, som fremkommer efter beregning i henhold til en af de tre metoder, der er beskrevet i bilag 2.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for anvendelsen af de beregningsmetoder, der er beskrevet i bilag 2, herunder hvilke af disse beregningsmetoder det enkelte betalingsinstitut skal anvende ved opgørelsen af kapitalkravet i henhold til stk. 1, nr. 2. Der skal herved tages hensyn til den type af betalingstjenester, som udbydes, og omfanget heraf. Finanstilsynet kan ud fra en risikovurdering af det enkelte betalingsinstitut beslutte, at instituttets basiskapital skal være op til 20 pct. højere eller indtil 20 pct. lavere end det beløb, der fremkommer ved anvendelse af den anviste beregningsmetode.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter endvidere regler om opgørelse af kapitalkravet, hvor betalingsinstituttet indgår i en koncern.

[ Beregning af basiskapital ] definition § 14. Basiskapitalen er den reducerede kernekapital, jf. §§ 15 og 16, tillagt den supplerende kapital, jf. § 17.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 14

Mens forslagets § 13 omhandler kravene til størrelsen af betalingsinstituttets løbende kapital (basiskapitalen), fastlægger forslagets §§ 14-17, hvordan basiskapitalen skal opgøres.

Det følger af betalingstjenestedirektivets art. 7, stk. 1, at betalingsinstituttets egenkapital opgøres efter art. 57-61, 63, 64 og 66 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut.

Dette skal fortolkes med baggrund i de særlige forhold, der gælder for disse institutter, set i sammenhæng med betalingstjenestedirektivets præambel, betragtning nr. 11, hvoraf det bl.a. fremgår, at betingelserne for at få meddelt og bevare en tilladelse som betalingsinstitut bør omfatte tilsynskrav, der står i et rimeligt forhold til de operationelle og finansielle risici, disse institutter løber i forbindelse med deres virksomhed. Her er det nødvendigt med en forsvarlig startkapitalordning i kombination med løbende kapital, der senere vil kunne videreudvikles på mere sofistikeret vis i takt med markedsbehovene.

Det fremgår endvidere af betragtning nr. 11, at på grund af de store forskelligheder, der gør sig gældende inden for betalingstjenester, bør direktivet åbne mulighed for forskellige metoder i kombination med en vis skønsmargen i forbindelse med tilsyn for at sikre, at de samme risici behandles ens for alle udbydere af betalingstjenester.

Endelig fremgår det ligeledes af betragtning nr. 11, at kravene til betalingsinstitutterne bør tage hensyn til, at betalingsinstitutters virkefelt er mere specialiseret og aktiviteterne mere begrænsede, hvilket medfører et snævrere risikoområde, der er nemmere at overvåge og kontrollere end de risici, der opstår i forbindelse med kreditinstitutters bredere virksomhed. Det bør for eksempel være forbudt for betalingsinstitutter at modtage indskud fra brugere, og de må kun anvende de midler, brugerne indbetaler, til udførelse af betalingstjenester.

Med baggrund heri er lovforslagets bestemmelser om opgørelse af basiskapital relativt enkle sammenlignet med de bestemmelser, der gælder for finansielle virksomheder i henhold til lov om finansiel virksomhed. Den forenklede beregningsmode skal ses i sammenhæng med Finanstilsynets mulighed for at regulere kravet til basiskapitalens størrelse i relation til de forskellige typer af betalingstjenester, som betalingsinstitutterne udbyder, og i forhold til det enkelte institut i øvrigt, jf. forslagets § 13, stk. 2.

Det skal særligt fremhæves, at der ikke er mulighed for at medregne årets løbende overskud, hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital i basiskapitalen, men at der på den anden side ikke er medtaget regler om fradrag for kapitalandele i finansielle virksomheder.

Stk. 1 fastsætter i oversigtsform, hvordan basiskapitalen er sammensat. Basiskapitalen er i henhold til stk. 1 den reducerede kernekapital, jf. forslagets § 16, tillagt den supplerende kapital, jf. forslagets § 17.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at ethvert beløb, der medregnes eller fradrages i basiskapitalen, skal være fratrukket enhver form for skat.


Stk. 2. Kernekapital og supplerende kapital skal være fratrukket enhver form for skat, der kan forudses på det tidspunkt, hvor beløbet beregnes, eller det skal være behørigt tilpasset, i det omfang skattekrav reducerer det beløb, hvormed denne kapital kan anvendes til dækning af risici eller tab.

[ Beregning af kernekapital ] definition § 15. Kernekapitalen består af

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 15

Forslagets § 15 definerer kernekapitalen for betalingsinstitutter.

Det følger af det foreslåede nr. 1, at betalingsinstitutter kan medregne indbetalt aktie-, anparts- eller andelskapital. En kapitalforhøjelse kan medregnes fra det tidspunkt, hvor der er sket indbetaling.

Ved overkurs ved emission, jf. det foreslåede nr. 2, forstås det beløb, som efter fradrag af omkostninger ved stiftelse eller kapitalforhøjelse er indbetalt som overkurs i forbindelse med tegning af aktier eller anparter.

Reserver i det foreslåede nr. 3 omfatter passivposterne lovpligtige reserver, vedtægtsmæssige reserver og øvrige reserver i overensstemmelse med årsregnskabslovens bestemmelser.

Det følger af det foreslåede nr. 4, at overført overskud eller underskud indgår i kernekapitalen. Overført overskud eller underskud skal forstås i overensstemmelse med passivposten overført overskud eller underskud i årsregnskabsloven. Årets resultat indgår i kernekapitalen fra det tidspunkt, hvor der foreligger en revideret årsrapport.


1) indbetalt aktie-, anparts- eller andelskapital,

2) overkurs ved emission,

3) reserver og

4) overført overskud eller underskud.

[ Beregning af kernekapital (reduktion) ] definition § 16. Kernekapitalen reduceres med

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 16

Forslagets § 16 angiver de fradrag, der skal foretages i kernekapitalen for betalingsinstitutter.

Fradragene vedrører aktiver (immaterielle aktiver og udskudte skatteaktiver), der i en insolvenssituation må anses for at have en begrænset værdi, samt beløb, der med stor sikkerhed mindsker kapitalgrundlaget (foreslået udbytte og årets løbende underskud).

Efter nr. 1 indgår foreslået udbytte ikke i kernekapitalen, da der er tale om beløb, som med stor sandsynlighed realiseres. Dette er en korrektion i forhold til almindelige regnskabsprincipper, hvor foreslået udbytte indgår som en del af egenkapitalen indtil det foreslåede udbytte er godkendt af generalforsamlingen. Først når generalforsamlingen har vedtaget udbyttebetalingen, vil beløbet blive opført som en gældspost i regnskabet.

Immaterielle aktiver, jf. det foreslåede nr. 2, omfatter goodwill, software, tilslutningsafgifter til betalingssystemer m.v. Baggrunden for denne regel er, at immaterielle aktiver ofte mister deres værdi i insolvenssituationer. Fradraget svarer til det aktiverede beløb reduceret med enhver form for skat, der måtte hvile på det immaterielle aktiv.

Udskudte skatteaktiver, jf. det foreslåede nr. 3, skal fratrækkes, idet sådanne aktiver kun har værdi, hvis betalingsinstituttet realiserer en positiv skattepligtig indkomst i fremtiden, hvori det opsparede skattemæssige underskud kan modregnes. Hvis betalingsinstituttet ikke kan skabe overskud, mister skatteaktivet sin værdi. I en insolvenssituation vil aktivet have begrænset værdi.

Fradraget for årets løbende underskud efter det foreslåede nr. 4 omfatter det underskud, som betalingsinstituttet har haft siden aflæggelsen af seneste årsrapport. Ved opgørelsen af den reducerede kernekapital skal der ske fradrag for det akkumulerede underskud i perioden frem til opgørelsestidspunktet beregnet i overensstemmelse med regnskabsreglerne.


1) foreslået udbytte,

2) immaterielle aktiver,

3) udskudte skatteaktiver og

4) årets løbende underskud.

[ Beregning af supplerende kapital ] definition § 17. Den supplerende kapital består af opskrivningshenlæggelser.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 17

Forslagets § 17 definerer den supplerende kapital, samt hvor stor en andel den supplerende kapital må udgøre af betalingsinstituttets basiskapital.

De i det foreslåede stk. 1 nævnte opskrivningshenlæggelser indgår i den regnskabsmæssige egenkapital, og betingelserne for at foretage opskrivninger fremgår af årsregnskabsloven.

Det foreslåede stk. 2 fastsætter en grænse for medregning af supplerende kapital. Grænsen indebærer, at kapitalkravet ikke kan opfyldes alene ved den i stk. 1 angivne kapitalform. Bestemmelsen sikrer således, at mindst halvdelen af basiskapitalkravet er kernekapital. Bestemmelsen indebærer endvidere, at betalingsinstitutter, der fuldt ud har udnyttet muligheden for at medregne supplerende kapital (op til 100 pct. af kernekapitalen efter fradrag), får reduceret basiskapitalen med 2 kr., hver gang kernekapitalen reduceres med 1 kr.


Stk. 2. Den supplerende kapital må ikke medregnes med mere end 100 pct. af den reducerede kernekapital, jf. §§ 15 og 16.

Ledelse og indretning af virksomheden

[ Krav til ledelse mv. ] § 18. Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i et betalingsinstitut og, hvor det er relevant, ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenestevirksomhed skal have fyldestgørende erfaring til at udøve sit hverv eller varetage sin stilling i den pågældende virksomhed.

Sml. kravene der følger af § 64 i lov om finansiel virksomhed.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 18

Forslagets § 18 skal ses i sammenhæng med forslagets § 7, stk. 2, nr. 5. Medlemmerne af virksomhedens bestyrelse og direktion samt, når det er relevant, ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenesteaktiviteter, skal opfylde visse såkaldte »fit and proper« krav. Disse krav skal være opfyldt såvel ved tiltrædelse af hvervet eller stillingen som efterfølgende.

Efter stk. 1 skal et medlem af bestyrelsen og direktionen i et betalingsinstitut og, hvor det er relevant, ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenestevirksomhed, have fyldestgørende erfaring til at udøve hvervet eller stillingen. Der kan ikke opstilles generelle kriterier for, hvilke teoretiske og praktiske krav de pågældende skal opfylde. Der vil normalt blive stillet større krav til direktørers end til bestyrelsesmedlemmers erfaring. Vurderingen vil blive foretaget af Finanstilsynet ud fra et konkret skøn.

Listen i det foreslåede stk. 2 over tilfælde, hvor et hverv som medlem af bestyrelse eller en stilling som direktør eller, når det er relevant, en stilling som ledelsesansvarlig for virksomhedens betalingstjenesteaktiviteter, ikke kan bestrides, skal opfattes som udtømmende.

Det er ikke enhver overtrædelse af lovgivningen efter nr. 1, der vil føre til en reaktion fra Finanstilsynets side. I overvejelserne indgår, om det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for efterfølgende misbrug af hvervet eller stillingen, eller om den pågældende har handlet på en så retsstridig og uetisk måde, at der er grundlag for at antage, at den pågældende ikke vil varetage hvervet henholdsvis stillingen på betryggende vis.

De i nr. 3 omhandlede tilfælde omfatter for eksempel åbenbare ledelsesmæssige svigt, manglende overholdelse af påbud fra en offentlig myndighed eller tilfælde, hvor et medlem af bestyrelsen eller direktionen gentagne gange har handlet uredeligt, eksempelvis ved at undlade at efterleve krav om god administrativ praksis og god regnskabspraksis eller tilfælde, hvor forsømmelser, uansvarlig risikotagning eller passivitet har skadet virksomheden.

§ 18 gennemfører direktivets art. 5 litra i, jf. artikel 10, stk. 2 og 4, og svarer til § 9, stk. 1-3, i lov om værdipapirhandel m.v.


Stk. 2. Et medlem af bestyrelsen eller direktionen og, hvor det er relevant, ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenestevirksomhed skal opfylde følgende:

1) Må ikke være pålagt eller blive pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde.

2) Må ikke have indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering eller være under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering.

3) Må ikke på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som vedkommende ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på, have påført eller påføre den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab.

4) Må ikke have udvist eller udvise en adfærd, hvor der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om et medlem af bestyrelsen eller direktionen udviser eller har udvist en uforsvarlig adfærd, skal der lægges vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor.

[ Meddelelse til Finanstilsynet ] Stk. 3. Medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i et betalingsinstitut og, hvor det er relevant, ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenestevirksomhed meddeler Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i stk. 2 i forbindelse med deres indtræden i virksomhedens ledelse, og hvis forholdene efterfølgende ændres.

Se bl.a. fit and proper-blanketterne på Finanstilsynets hjemmeside.

[ Krav til betalingsinstitutter ] § 19. Et betalingsinstitut skal

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 19

Forslagets § 19 skal ses i sammenhæng med forslagets § 7, stk. 2, nr. 8, der fastslår, at betalingsinstituttets forretningsgange, administrative forhold, organisation, regnskabsmæssige procedurer, revisionsmæssige foranstaltninger, samt kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger skal være forsvarlige, samt forslagets § 7, stk. 3, nr. 10, der kræver dokumentation for, at kravene i henhold til § 7, stk. 2, nr. 8, er opfyldt. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 5, litra e, f og g, og artikel 10, stk. 2 og 4.

§ 19 har samme ordlyd som § 71, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, og sidstnævnte bestemmelse kan derfor anses som vejledende, idet der dog tages hensyn til betalingsinstitutters særlige forhold.

Kravet i nr. 1 er et generelt krav i den forstand, at bestemmelsens øvrige krav skal være opfyldt, for at betalingsinstituttet kan siges at have effektive former for virksomhedsstyring. Det må bl.a. forudsættes, at bestyrelsen for betalingsinstituttet udfærdiger retningslinjer, hvori arbejdsdelingen mellem bestyrelse og direktion fastlægges, og hvori der fastsættes fyldestgørende bestemmelser om løbende rapportering til bestyrelsen om væsentlige forhold. .

Nr. 2 og 5 indebærer, at betalingsinstituttet skal sikre sig, at organisationens opbygning indrettes således, at der er klart definerede ansvars- og arbejdsområder, og at udførelse af opgaver adskilles fra kontrollen af samme. Ligeledes skal instituttet sikre, at der sker en rapportering til et højere ledelsesniveau af de risici, som instituttet påtager sig, samt at der sikres en løbende overvågning af virksomhedens forretningsområder. De omhandlede former for procedurer og mekanismer skal omfatte hele instituttet og være proportionale med arten, omfanget og kompleksitetsgraden af instituttets aktiviteter.

Nr. 3 stiller krav om en god administrativ og regnskabsmæssig praksis. Dette skal ses i sammenhæng med § 7, stk. 2, nr. 8, der stiller krav om forsvarlige og hensigtsmæssige revisionsmæssige foranstaltninger. Der henvises endvidere til forslagets § 20 samt bemærkningerne hertil.

Nr. 4 indeholder et krav om skriftlighed. Det er ikke tilstrækkeligt, at betalingsinstituttet har en fast indarbejdet praksis. Kravet om skriftelighed kan opfyldes ved at have forretningsgange på papir eller elektronisk. Instituttet skal kunne dokumentere, at forretningsgangene er godkendt af de relevante personer.

Det afhænger af det enkelte institut, hvilke aktivitetsområder der kan karakteriseres som væsentlige. Forretningsgangene skal altid omhandle de områder, som er beskrevet i bestyrelsens instruks til direktionen.

Ved ressourcer i nr. 6 forstås teknik, mandskab, forretningsgange m.v., der er nødvendige for at gennemføre de betalingstjenester, som virksomheden udbyder. Betalingsinstituttet må således ikke udføre opgaver i et omfang eller af en karakter, der står i misforhold til de ressourcer, der er til rådighed. Med ordlyden »anvende disse hensigtsmæssigt« menes, at betalingsinstituttet skal anvende sine ressourcer til gavn for brugerne af betalingstjenester og således ikke udbyde betalingstjenester, som instituttet ikke har ressourcer til at gennemføre på en for brugerne tilfredsstillende måde. Herudover må det bero på en konkret vurdering af det enkelte institut, når det skal afgøres, hvad der kræves for at opfylde bestemmelsen.

Nr. 7 indeholder krav om funktionsadskillelse og indebærer, at betalingsinstituttet skal organisere sig således, at forskellige funktioner og arbejdsopgaver adskilles ved passende foranstaltninger, særligt med henblik på at beskytte kunderne.

Nr. 8 indeholder et generelt krav om, at betalingsinstituttet skal have etableret interne kontrolprocedurer, der sikrer, at manglende overholdelse af de udarbejdede forretningsgange bliver opdaget, og at der er taget udtrykkelig stilling til, hvem der har ansvaret for at følge op på fejl og mangler. Det skal ses i sammenhæng med forslagets § 7, stk. 2, nr. 8, jf. stk. 3, nr. 10, der fremhæver, at virksomheden skal have indført forsvarlige procedurer og interne kontrolforanstaltninger med henblik på at opfylde forpligtelserne i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme samt Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes om betaler ved pengeoverførsler. Endvidere skal fremhæves bestemmelserne om beskyttelse af kundemidler i forslagets § 22.

Ved vurdering af, om kravene i nr. 9 er overholdt, anvendes retningslinjer svarende til de opstillede retningslinjer i Finanstilsynets vejledning på IT-området udstedt i medfør af lov om finansiel virksomhed § 71.


1) have effektive former for virksomhedsstyring,

2) have en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling,

3) have en god administrativ og regnskabsmæssig praksis,

4) have skriftlige forretningsgange på alle de væsentlige aktivitetsområder,

5) have effektive procedurer til at identificere, forvalte, overvåge og rapportere om de risici, instituttet er eller kan blive udsat for,

6) have de ressourcer, der er nødvendige for den rette gennemførelse af dets virksomhed, og anvende ressourcerne hensigtsmæssigt,

7) have procedurer med henblik på adskillelse af funktioner i forbindelse med håndtering og forebyggelse af interessekonflikter,

8) have fyldestgørende interne kontrolprocedurer og

9) have betryggende kontrol- og sikringsforanstaltninger på it-området.

Regnskaber og lovpligtig revision

§ 20. …rsregnskabsloven finder anvendelse på betalingsinstitutter, medmindre andet følger af stk. 2-8.

Stk. 2. Regnskabsåret skal følge kalenderåret. Første regnskabsperiode kan omfatte et kortere eller længere tidsrum end 12 måneder, dog højst 18 måneder.

Stk. 3. Betalingsinstituttet skal ved udløbet af hvert halvår foretage regnskabsindberetning til Finanstilsynet i overensstemmelse med skemaer og vejledninger hertil udfærdiget af Finanstilsynet. Indberetningerne skal indsendes til Finanstilsynet i elektronisk form.

Stk. 4. …rsrapporten skal revideres af betalingsinstituttets eksterne revisor. Betalingsinstituttets revisor eller revisorer skal være godkendte i henhold til lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder.

Stk. 5. Revisorer i et betalingsinstitut skal tillige være revisorer i betalingsinstituttets dattervirksomheder. Det gælder dog ikke modervirksomheder og dattervirksomheder, der ikke er hjemmehørende i Danmark.

Stk. 6. Revisorer skal straks meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold, der er af afgørende betydning for instituttets fortsatte aktivitet, herunder forhold, som revisorerne måtte være gjort bekendt med som led i hvervet som revisor i virksomheder, som betalingsinstituttet har snævre forbindelser med.

Stk. 7. Hvis betalingsinstituttet udøver andre aktiviteter som omhandlet i § 11, skal betalingsinstituttets reviderede årsrapport yderligere omfatte et særskilt regnskab for henholdsvis betalingstjenester og andre aktiviteter. Finanstilsynet kan dog dispensere fra dette krav, hvis der er tale om aktiviteter omfattet af § 11, nr. 1.

Stk. 8. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om revisionens gennemførelse i betalingsinstitutter.

Betalingskonti, ydelse af kredit og forbud mod indlån

§ 21. Betalingsinstitutter må kun føre betalingskonti, der udelukkende anvendes til betalingstransaktioner.

Stk. 2. Betalingsinstitutter, der har opnået tilladelse til at udbyde betalingstjenester som omhandlet i bilag 1, punkt 4, 5 eller 7, må kun yde kredit i forbindelse med disse tjenester, hvis følgende betingelser er overholdt:

1) Kredit skal være accessorisk til betalingstjenester og må udelukkende ydes i tilknytning til gennemførelse af betalingstransaktioner.

2) Kredit, der ydes i forbindelse med grænseoverskridende betalingstjenester, skal kræves tilbagebetalt inden for et tidsrum, der ikke må overstige 12 måneder.

3) Betalingsinstituttets basiskapital skal til enhver tid have en passende størrelse i forhold til den samlede kredit, der ydes.

Stk. 3. Betalingsinstitutter må ikke erhvervsmæssigt tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler.

Sikring af midler

§ 22. Betalingsinstitutter, der udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, og som samtidig udfører andre forretningsaktiviteter, jf. § 11, nr. 3, skal sikre de midler, der er modtaget fra brugerne af betalingstjenester eller modtaget gennem en anden formidler af betalingstjenester som led i gennemførelse af betalingstransaktioner. Hvis midlerne ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget, endnu ikke er udbetalt til betalingsmodtageren eller overført til en anden udbyder af betalingstjenester, skal midlerne senest på dette tidspunkt indsættes på en særskilt konto i et kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko. Midlerne må herved ikke kunne gøres til genstand for retsforfølgning fra betalingsinstituttets øvrige kreditorer.

Stk. 2. Betalingsinstituttet kan i stedet for den fremgangsmåde, der er beskrevet i stk. 1, vælge at stille garanti fra et forsikringsselskab eller et kreditinstitut, der ikke tilhører samme koncern som betalingsinstituttet. Garantien skal stilles til sikkerhed for de berettigede betalingsmodtagere i henhold til endnu ikke effektuerede betalingstjenester, og garantien skal omfatte ethvert beløb, som ellers skulle være indsat på særskilt konto eller investeret i sikre, likvide aktiver med lav risiko i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om sikring af midler i henhold til stk. 1 og 2, herunder om undtagelser til kravet om sikring.

Anvendelse af agenter

§ 23. Hvis et betalingsinstitut har til hensigt at udbyde betalingstjenester gennem en eller flere agenter, skal Finanstilsynet forinden have meddelelse herom.

Stk. 2. Meddelelsen skal indeholde følgende:

1) Navn og adresse på agenten,

2) en beskrivelse af, hvordan agenten vil opfylde forpligtelserne i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, og

3) oplysninger om identiteten på ledelsesansvarlige for agenten og dokumentation for, at disse opfylder kravene i § 18.

§ 24. Finanstilsynet registrerer agenten i henhold til § 90, stk. 1, nr. 1, hvis de forelagte oplysninger efter Finanstilsynets opfattelse er fyldestgørende. Er dette ikke tilfældet, kan Finanstilsynet afvise at registrere agenten. Betalingsinstituttet kan herefter ikke anvende den pågældende agent i forbindelse med udbud af betalingstjenester.

§ 25. Betalingsinstitutter, der anvender agenter, har det fulde ansvar for opfyldelse af lovens bestemmelser og skal træffe de nødvendige foranstaltninger til sikring heraf. Betalingsinstituttet hæfter for erstatningskrav, som brugere af betalingstjenester opnår mod agenter, der handler i strid med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Betalingsinstituttet skal sikre, at agenter, der handler på instituttets vegne, informerer brugerne af betalingstjenester om, at udbyderen er agent for det danske betalingsinstitut.

Outsourcing

[ Meddelelsespligt ved outsourcing ] udgangspunkt § 26. Hvis et betalingsinstitut har til hensigt at outsource betalingstjenesters driftsmæssige funktioner, skal Finanstilsynet forinden have meddelelse herom.

[ Ansvar ved outsourcing af drift ] § 27. Betalingsinstitutter, der outsourcer driftsmæssige funktioner til tredjemand, har det fulde ansvar for opfyldelse af lovens bestemmelser og skal træffe de nødvendige foranstaltninger til sikring heraf. Betalingsinstituttet hæfter for erstatningskrav, som brugere af betalingstjenester opnår mod tredjemand, jf. 1. pkt., der handler i strid med denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

[ Outsourcing af væsentlige funktioner ] modifikation § 28. Væsentlige driftsmæssige funktioner må ikke outsources uden Finanstilsynets tilladelse. Outsourcing må ikke indebære en væsentlig forringelse af kvaliteten af betalingsinstituttets interne kontrol og ledelsesrapportering eller Finanstilsynets mulighed for at overvåge, om instituttet overholder denne lov. En driftsmæssig funktion betragtes som væsentlig, hvis fejl eller et svigt i udførelsen af denne i væsentlig grad vil forringe betalingsinstituttets vedvarende overholdelse af de krav, der skal være opfyldt for at opnå tilladelse som betalingsinstitut.

[ Betingelser for tilladelse ] Stk. 2. Tilladelse i henhold til stk. 1 forudsætter,

1) at outsourcing ikke indebærer en væsentlig forringelse af kvaliteten af betalingsinstituttets interne kontrol og ledelsesrapportering eller Finanstilsynets mulighed for at overvåge, om instituttet overholder denne lov,

2) at outsourcing ikke fører til, at den øverste ledelse delegerer sit ansvar,

3) at betalingsinstituttets forhold til og forpligtelser over for dets brugere af betalingstjenester i henhold til denne lov ikke forringes, og

4) at de betingelser, som betalingsinstituttet i øvrigt skal overholde for at opnå og bibeholde tilladelse, ikke undermineres.

[ Outsourcing til andet EU-land ] § 29. Hvis den enhed, som betalingsinstituttet outsourcer driftsmæssige funktioner til, har hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, underretter Finanstilsynet tilsynsmyndigheden i det pågældende land herom.

Danske betalingsinstitutters virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område

[ Udbud af tjenster i andre lande ] § 30. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse her i landet, og som ønsker at udbyde grænseoverskridende betalingstjenester i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal forinden give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomheden ønskes påbegyndt, og hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde.

Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte meddelelse og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af betalingsinstituttets tilladelse, til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af den meddelelse, der er nævnt i stk. 1.

[ Udbud i andre lande via filial ] § 31. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse her i landet, og som ønsker at udbyde betalingstjenester i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, ved etablering af en filial, skal forinden give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af filialens navn og adresse, i hvilket land virksomheden ønskes påbegyndt, navnene på de personer, der er ansvarlige for filialens ledelse, dens organisationsstruktur, og hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde.

Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte meddelelse og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af betalingsinstituttets tilladelse, til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse med anmodning om en udtalelse før registrering af filialen.

Stk. 3. Hvis tilsynsmyndigheden i værtslandet meddeler, at den har rimelig grund til at formode, at den påtænkte filialetablering vil øge risikoen for overtrædelse af værtslandets regler om hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, kan Finanstilsynet afvise at registrere filialen eller annullere registreringen af filialen, hvis registrering allerede har fundet sted. Betalingsinstituttet kan herefter ikke anvende den pågældende filial i forbindelse med udbud af betalingstjenester.

Stk. 4. Betalingsinstituttet skal sikre, at brugerne af betalingstjenester orienteres om, at udbyderen er en filial af betalingsinstituttet.

[ Udbud i andre lande via agent ] § 32. Betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse her i landet, og som ønsker at udbyde betalingstjenester i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, gennem en agent, skal forinden give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af de oplysninger, som fremgår af § 23, stk. 2, og oplysning om, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde gennem agenten.

Stk. 2. Finanstilsynet videresender den i stk. 1 nævnte meddelelse og en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af betalingsinstituttets tilladelse, til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest 1 måned efter modtagelsen af den i stk. 1 nævnte meddelelse med anmodning om en udtalelse før registrering af agenten.

Stk. 3. Hvis tilsynsmyndigheden i værtslandet meddeler, at den har rimelig grund til at formode, at samarbejdet med den pågældende agent vil øge risikoen for overtrædelse af værtslandets regler om hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, kan Finanstilsynet afvise at registrere agenten eller annullere registreringen af agenten, hvis registrering allerede har fundet sted. Betalingsinstituttet kan herefter ikke anvende den pågældende agent i forbindelse med udbud af betalingstjenester.

Stk. 4. Betalingsinstituttet skal sikre, at agenter, der handler på instituttets vegne, informerer brugerne af betalingstjenester om, at udbyderen er agent for betalingsinstituttet.

Udenlandske betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område

[ Udenlandske virksomheders udbud i Danmark ] § 33. Et udenlandsk betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udbyde grænseoverskridende betalingstjenester her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet med oplysning om, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde, og om, at disse tjenester er omfattet af instituttets tilladelse i hjemlandet.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 33-36

Forslagets §§ 33-36 omhandler udenlandske betalingsinstitutters virksomhed her i landet, når disse er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, herunder mulighed for udbud af grænseoverskridende aktiviteter her i landet, filialetablering her i landet, anvendelse af agenter med hjemsted her i landet eller outsourcing til virksomheder her i landet.

§ 33 fastslår, at et udenlandsk betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union, eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udbyde grænseoverskridende tjenester her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet, og denne har erklæret, at tjenesterne er omfattet af betalingsinstituttets tilladelse.

§§ 34 og 35 fastslår, at et betalingsinstitut i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udbyde betalingstjenester gennem en filial eller en agent her i landet, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet, og denne har erklæret, at tjenesterne er omfattet af betalingsinstituttets tilladelse. Herudover skal der medfølge en række oplysninger om henholdsvis filialen eller agenten.

Er der tale om etablering af filial, skal Finanstilsynet have oplysning om filialens navn og adresse, navnene på de personer, der er ansvarlige for filialens ledelse, dens organisationsstruktur, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde gennem filialen, og om, at disse tjenester er omfattet af instituttets tilladelse i hjemlandet.

Er der tale om anvendelse af agent, skal Finanstilsynet have oplysning om agentens navn og adresse, en beskrivelse af, hvordan agenten vil opfylde forpligtelserne i henhold til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, og identiteten på ledelsesansvarlige for agenten, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde gennem agenten, og om, at disse tjenester er omfattet af instituttets tilladelse i hjemlandet.

Hvis Finanstilsynet meddeler hjemlandets kompetente myndighed, at Finanstilsynet har rimelig grund til at formode, at den påtænkte filialetablering eller anvendelse af filialen eller agenten her i landet vil øge risikoen for overtrædelse af værtslandets regler om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme eller de regler, der er udstedt i medfør heraf, kan hjemlandets kompetente myndighed i henhold til direktivets artikel 17, stk. 6, afvise at registrere filialen eller annullere registreringen af filialen, hvis registrering allerede har fundet sted, med den konsekvens, at betalingsinstituttet ikke kan anvende den pågældende filial eller agent i forbindelse med udbud af betalingstjenester.

Efter henholdsvis § 34, stk. 3, og § 35, stk. 3, skal det udenlandske betalingsinstitut skal sikre, at brugerne af betalingstjenester orienteres om, at udbyderen er en filial af betalingsinstituttet, eller at udbyderen er agent for det udenlandske betalingsinstitut.

Finanstilsynet kan ikke modsætte sig, at det udenlandske betalingsinstitut anvender den pågældende filial eller agent, hvis tilsynsmyndigheden i hjemlandet træffer beslutning om anerkendelse og registrering af filialen eller agenten på trods af mulige advarsler fra Finanstilsynet.

§§ 33-35 gennemfører direktivets artikel 25, stk. 1.

I § 36 bestemmes, at hvis et betalingsinstitut, der har hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, outsourcer driftsmæssige funktioner til en enhed, der er etableret her i landet, underretter tilsynsmyndigheden i hjemlandet Finanstilsynet herom. Bestemmelsen gennemfører betalingstjenestedirektivets artikel 25, stk. 2.


[ Udenlandske virksomheders filialer i Danmark ] § 34. Et udenlandsk betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udbyde betalingstjenester her i landet gennem en filial, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet med oplysning om filialens navn og adresse, navnene på de personer, der er ansvarlige for filialens ledelse, dens organisationsstruktur, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde gennem filialen, og om, at disse tjenester er omfattet af instituttets tilladelse i hjemlandet.

Stk. 2. Hvis Finanstilsynet meddeler, at det har rimelig grund til at formode, at oprettelsen af en filial vil øge risikoen for overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme eller de regler, der er udstedt i medfør heraf, kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet afvise at registrere filialen eller annullere registreringen af filialen, hvis registreringen allerede har fundet sted. Filialen kan herefter ikke udbyde betalingstjenester her i landet.

Stk. 3. Filialen skal informere brugerne af betalingstjenester om, at udbyderen er en filial af det udenlandske betalingsinstitut.

[ Udenlandske virksomheders agenter i Danmark ] § 35. Et udenlandsk betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan begynde at udbyde betalingstjenester her i landet gennem en agent, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet og oplysninger om, hvilke betalingstjenester instituttet ønsker at udbyde gennem agenten, og om, at disse tjenester er omfattet af instituttets tilladelse i hjemlandet.

Stk. 2. Hvis Finanstilsynet meddeler, at det har rimelig grund til at formode, at samarbejdet med den pågældende agent vil øge risikoen for overtrædelse af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme eller de regler, der er udstedt i medfør heraf, kan tilsynsmyndigheden i hjemlandet afvise at registrere agenten eller annullere registreringen, hvis registrering allerede har fundet sted. Betalingsinstituttet kan herefter ikke anvende den pågældende agent i forbindelse med udbud af betalingstjenester.

Stk. 3. Agenter, der handler på instituttets vegne, skal informere brugerne af betalingstjenester om, at udbyderen er agent for det udenlandske betalingsinstitut.

[ Udenlandske virksomheder outsourcing til Danmark ] § 36. Hvis betalingsinstituttet outsourcer driftsmæssige funktioner til en enhed, der har hjemsted her i landet, underretter tilsynsmyndigheden i hjemlandet Finanstilsynet herom.

Kapitel 3

Begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester

[ Betingelser for begrænset tilladelse ] § 37. Finanstilsynet kan give en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester her i landet til en virksomhed, når

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

"Til § 37

Med forslaget til kapitel 3 indføres en ny kategori af virksomheder under tilsyn - virksomheder med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester i Danmark.

Det foreslåede stk. 1 opregner betingelserne for, at Finanstilsynet kan give en virksomhed en begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester."

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Efter nr. 1 skal virksomheden have hovedkontor og hjemsted i Danmark. Hvis en udenlandsk udbyder har et datterselskab i Danmark, vil datterselskabet have hovedkontor og hjemsted i Danmark. Finanstilsynet kan endvidere give begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester omfattet af § 38, nr. 1, til virksomheder, der har hovedkontor og hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, jf. dog stk. 5."

1) virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark. Finanstilsynet kan endvidere give en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester omfattet af § 38, nr. 1, til virksomheder, der har hovedkontor og hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, jf. dog stk. 5,

2) virksomheden har forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder,

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Virksomheden skal efter nr. 2 endvidere have forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder, for eksempel aftaleindgåelse, dokumentation for gennemførte transaktioner og fejlhåndtering. Ved vurderingen af om kravet til forretningsgange er opfyldt, vil der blive taget hensyn til den enkelte virksomheds størrelse. Forretningsgangene skal bidrage til at sikre, at virksomheden drives forsvarligt og i overensstemmelse med de regler, der gælder for betalingstjenestevirksomhed. Forretningsgangene bør derfor som minimum beskrive, hvorledes virksomheden sikrer, at reglerne i denne lov sikres iagttaget."

3) medlemmerne af virksomhedens bestyrelse og direktion og, hvor det er relevant, ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenesteaktiviteter opfylder kravene i § 18. Hvis virksomheden drives som interessentskab eller enkeltmandsvirksomhed, finder § 18 tilsvarende anvendelse på den eller de for virksomheden personligt ansvarlige enkeltpersoner, og

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Efter nr. 3 skal medlemmerne af virksomhedens bestyrelse og direktion samt, når det er relevant, ledelsesansvarlige for virksomhedens betalingstjenesteaktiviteter, opfylde kravene til egnethed og hæderlighed i forslagets § 18. Da en begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester kan opnås af både fysiske og juridiske personer, følger det af nr. 3, 2. pkt., at hvis virksomheden drives som interessentskab eller enkeltmandsvirksomhed, finder § 18 tilsvarende anvendelse på den eller de for virksomheden personligt ansvarlige enkeltpersoner."

4) betingelserne i § 38 er opfyldt.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Det er endvidere efter nr. 4 et krav, at betingelserne efter forslagets § 38 er opfyldt. Det vil sige, at hvis en virksomhed ønsker at udbyde tjenester baseret på betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, jf. § 38, nr. 1, er det en betingelse, at de betalingsinstrumenter, virksomheden udbyder, kan betegnes som sådanne. Hvis virksomheden ønsker at udbyde alle betalingstjenester omfattet af bilag 1, kan dette kun ske som virksomhed med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester, hvis grænseværdien for omsætning er opfyldt, jf. § 38, nr. 2."

[ Indholdskrav til ansøgning ] Stk. 2. En ansøgning om begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt, herunder

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Forslaget til stk. 2 indeholder de indholdsmæssige krav til en ansøgning om begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester.
"

1) oplysninger om direktører og ledelsesansvarlige for virksomheden og, hvor det er relevant, ledelsesansvarlige for forvaltningen af betalingsinstituttets betalingstjenesteaktiviteter, der dokumenterer, at kravene i henhold til § 18 er opfyldt,

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Efter nr. 1 skal der gives oplysninger om direktører og ledelsesansvarlige for virksomheden, og, når det er relevant, ledelsesansvarlige for forvaltningen af betalingsinstituttets betalingstjenesteaktiviteter, der dokumenterer, at kravene i henhold til forslagets § 18 er opfyldt."

2) oplysning om, hvilke af de aktiviteter, der er nævnt i § 38, virksomheden har til hensigt at udøve,

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Nr. 2 stiller krav om, at ansøgningen skal indeholde oplysninger om, hvilke af de aktiviteter, der er nævnt i § 38, som virksomheden har til hensigt at udøve. Det skal således oplyses, om ansøgeren vil udbyde tjenester baseret på betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse eller betalingstjenester omfattet af bilag 1, hvor omfanget af betalingstransaktioner ikke overskrider grænseværdien i § 38."

3) hvis ansøgeren har til hensigt at udøve aktiviteter omfattet af § 38, nr. 1: en beskrivelse af anvendelsesområdet for betalingsinstrumentet og begrundelse for, at tjenesten er omfattet af § 38, nr. 1, og

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Hvis ansøgeren har til hensigt at udøve aktiviteter omfattet af forslagets § 38, nr. 1, dvs. tjenester baseret på betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, følger det af forslaget til nr. 3, at ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af anvendelsesområdet for betalingsinstrumentet samt begrundelse for, at tjenesten er omfattet af § 38, nr. 1. Disse oplysninger skal gøre det muligt for Finanstilsynet at vurdere, om tjenesten opfylder kravene til at være et betalingsinstrument med begrænset anvendelse. For en beskrivelse af kravene hertil henvises til bemærkningerne til forslagets § 38, nr. 1.

Efter nr. 4 er det endelig en betingelse, at hvis ansøgeren har til hensigt at udøve aktiviteter omfattet af § 38, nr. 2, skal ansøgningen indeholde en forretningsplan med budgetprognose for det første regnskabsår samt det senest reviderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet."

4) hvis ansøgeren har til hensigt at udøve aktiviteter omfattet af § 38, nr. 2: en forretningsplan med budgetprognose for det første regnskabsår og det senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Efter nr. 4 er det endelig en betingelse, at hvis ansøgeren har til hensigt at udøve aktiviteter omfattet af § 38, nr. 2, skal ansøgningen indeholde en forretningsplan med budgetprognose for det første regnskabsår samt det senest reviderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet."

[ Bortfald af tilladelse ved overskridelse af tærskelværdier ] Stk. 3. En tilladelse til at yde aktiviteter omfattet af § 38, nr. 2, bortfalder, første gang gennemsnittet af virksomhedens betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført af den pågældende virksomhed, herunder også af agenter, for hvilke virksomheden har det fulde ansvar, overstiger 3 mio. euro pr. måned. Hvis virksomheden senest 30 dage efter søger om tilladelse efter § 7, kan virksomheden uanset 1. pkt. fortsætte sin aktivitet i henhold til stk. 1, mens ansøgningen behandles.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Efter forslaget til stk. 3 bortfalder en tilladelse til at yde aktiviteter omfattet af § 38, nr. 2, første gang gennemsnittet af virksomhedens betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført af den pågældende virksomhed, herunder også af agenter, for hvilke virksomheden har det fulde ansvar, overstiger 3 mio. euro pr. måned. Efter forslagets § 39, stk. 2, skal virksomheden endvidere underrette Finans-til-sy-net i disse tilfælde.

Hvis en tilladelse bortfalder efter stk. 3, må virksomheden på ny ansøge om tilladelse til at udbyde betalingstjenester. Enten som betalingsinstitut, hvis virksomheden vil udbyde betalingstjenester omfattet af bilag 1 eller en ny begrænset tilladelse, hvis virksomheden fremover kun vil udbyde betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse.

Opnår virksomheden ikke en ny tilladelse, må den indstille sine aktiviteter omfattet af lovforslaget.

Efter forslaget til § 37 fastsættes der ikke regler for virksomheder med begrænset tilladelse om sikring af midler modtaget fra brugerne af udbydere af betalingstjenester. Dette svarer til, hvad der gælder i dag, uanset om der er tale om kreditkort, betalingskort eller forudbetalte betalingsinstrumenter.
"

[ Regler om sikring af midler ] Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte regler om sikring af midler modtaget fra brugerne for virksomheder med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester, der udfører aktiviteter omfattet af § 38.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Det foreslåede stk. 4 indeholder imidlertid hjemmel til at fastsætte regler om sikring af midler modtaget fra brugerne for så vidt angår virksomheder med begrænset tilladelse. Bestemmelsen forudsættes anvendt, hvis der i forbindelse med administrationen af reglerne om begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester skulle vise sig et behov for regler svarende til, hvad der gælder for betalingsinstitutter, jf. forslagets § 22."

[ Dispensation for tilladelseskrav, hvis udenlandsk tilladelse findes ] Stk. 5. Finanstilsynet kan dispensere fra kravet om tilladelse til at udbyde betalingstjenester omfattet af § 38, nr. 1, til virksomheder, der har en lignende tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Disse virksomheder skal dog anmeldes til Finanstilsynet og registreres, inden virksomheden må påbegyndes.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Efter det foreslåede stk. 5 kan Finanstilsynet dispensere fra kravet om tilladelse til at udbyde betalingstjenester omfattet af § 38, nr. 1, til virksomheder, der har en lignende tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Disse virksomheder skal dog anmeldes til Finanstilsynet og registreres i overensstemmelse med § 90, inden virksomheden påbegyndes.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at virksomheder, der har en tilladelse i andre EU-medlemslande eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, til at udbyde betalingstjenester, ikke skal søge om en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, hvis den udenlandske tilladelse har et indhold, der ligner en tilladelse efter kapitel 3. Ved vurderingen af om der foreligger en lignende tilladelse, vil der blive lagt vægt på, hvilke vilkår der skal opfyldes for at opnå tilladelsen og de udenlandske bestemmelsernes beskyttelsesniveau. Derimod er det ikke en betingelse, at der gælder identiske vilkår i den anden medlemsstat."

[ Omfang af begrænset tilladelse ] § 38. En begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester her i landet kan omfatte følgende aktiviteter:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 38

Ifølge forslaget til § 38, kan en begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester i Danmark omfatte følgende aktiviteter:

1) betalingstjenester baseret på betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse til brug for erhvervelse af varer eller tjenesteydelser, eller

2) betalingstjenester omfattet af forslagets bilag 1, hvis gennemsnittet af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført af den pågældende virksomhed, herunder også agenter, for hvilke virksomheden har det fulde ansvar, ikke overstiger 3 mio. euro pr. måned.

Det skal i forbindelse med indgivelse af ansøgning om begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester angives hvilke aktiviteter, der ansøges om tilladelse til, jf. forslagets § 37, stk. 2, nr. 2.

1) Betalingstjenester baseret på betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse til brug for erhvervelse af varer eller tjenesteydelser eller

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" "

2) betalingstjenester omfattet af bilag 1, hvis gennemsnittet af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder, der er gennemført af den pågældende virksomhed, herunder også agenter for hvilke virksomheden har det fulde ansvar, ikke overstiger 3 mio. euro pr. måned.

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår flg.:

" Betalingstjenester omfattet af bilag 1, hvor gennemsnittet af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder ligger under den i bestemmelsen opregnede værdi, kan efter forslaget til nr. 2 udbydes af virksomheder med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester. Denne bestemmelse er derfor en undtagelse til direktivets krav om, at betalingstjenester, som opregnet i bilag 1, kun kan udbydes af kreditinstitutter, betalingsinstitutter og udbydere af e-penge, Danmarks Nationalbank og offentlige myndigheder. En udbyder, der kun har betalingstransaktioner, der ligger under grænseværdierne i nr. 2, kan derfor nøjes med at ansøge om en begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester.

Ved beregningen af grænseværdien i nr. 2 skal der kun inddrages de transaktioner, som kræver en tilladelse efter denne bestemmelse. Dvs. at hvis virksomheden også gennemfører transaktioner med et betalingsinstrument med begrænset anvendelse, skal disse transaktioner ikke medregnes ved opgørelsen efter nr. 2.

Grænseværdien efter nr. 2, skal beregnes som et rullende gennemsnit. Det vil sige, at gennemsnittet af betalingstransaktioner for de seneste 12 måneder ved udgangen af hver måned ikke må overstige 3 mio. euro.

For virksomheder, der er i drift ved lovens ikrafttræden, skal grænseværdierne beregnes på baggrund af det senest reviderede regnskab og en budgetprognose for det første regnskabsår, mens vurderingen ved nystartede virksomheder skal foretages på baggrund af en budgetprognose for det første regnskabsår.

I modsætning til en tilladelse som betalingsinstitut, pengeinstitut eller udsteder af e-penge, giver en begrænset tilladelse kun adgang til at udbyde betalingstjenester i Danmark.

Efter § 308, stk. 5, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed er udstedere af elektroniske penge undtaget fra kravet om tilladelse i § 308, stk. 1, i samme lov, hvis virksomhedens samlede finansielle forpligtelser på intet tidspunkt overstiger 6 mio. euro. De uindfriede elektroniske pengebeløb må ikke i gennemsnit overstige 5 mio. euro. Disse udstedere af e-penge kan søge om begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester, hvis de overholder grænseværdierne i nr. 2."

[ Underretningspligt ved ændringer ] § 39. En virksomhed med begrænset tilladelse, jf. § 38, er forpligtet til snarest muligt at underrette Finanstilsynet, hvis der indtræder ændringer i forhold til de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget og lagt til grund ved meddelelse af tilladelse.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 39

En virksomhed med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester er efter forslaget til stk. 1 forpligtet til snarest muligt at underrette Finanstilsynet, hvis der indtræder ændringer i forhold til de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget og lagt til grund ved meddelelse af tilladelse.

Hvis Finanstilsynet i forbindelse med behandlingen af ansøgningen har indhentet yderligere oplysninger og lagt disse til grund ved meddelelse af tilladelse, skal ændringer i disse oplysninger også meddeles Finanstilsynet.

Det følger af bestemmelsen, at kun ændringer i oplysninger, som tilsynet har lagt til grund ved meddelelse af tilladelse, skal meddeles til Finanstilsynet. Meddelelsespligten omfatter derfor ikke enhver ændring i oplysninger, som er indeholdt i det materiale, som Finanstilsynet har modtaget. Eksempler på ændringer, der ikke skal meddeles Finanstilsynet, kan være ændringer i telefonnummer, e-mail-adresse samt ændringer i forretningsgange, der ikke har betydning for at sikre efterlevelsen af lovgivningen. Sker der derimod ændringer i antallet af betalingsmodtagere, så der ikke længere foreligger et betalingsmiddel med begrænset anvendelse, eller indtræder der et nyt bestyrelsesmedlem, skal Finanstilsynet underrettes.

Efter forslagets § 39, stk. 4, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om, hvilke ændringer efter § 39, stk. 1, der skal meddeles til tilsynet.

Som et særligt tilfælde, hvor en virksomhed med begrænset tilladelse skal give meddelelse til Finanstilsynet, foreslås det i stk. 2, at en virksomhed, der har begrænset tilladelse omfattet af forslagets § 38, nr. 2, skal underrette Finanstilsynet, så snart gennemsnittet af betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder overstiger 3 mio. euro pr. måned. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 38, nr. 2, hvorefter betalingstjenester omfattet af bilag 1 kun kan udbydes af virksomheder med en begrænset tilladelse, hvis den gennemsnitlige månedlige omsætning ikke overskrider 3 mio. euro for de foregående 12 måneder.

Som nævnt under bemærkningerne til § 37, stk. 3, bortfalder en tilladelse i dette tilfælde.

En virksomhed, der har begrænset tilladelse, skal efter forslaget til stk. 3 en gang om året indsende en erklæring om, at virksomheden opfylder betingelserne til at få tilladelse efter § 37. Erklæringen skal være underskrevet af virksomhedens bestyrelse og direktion. Hvis virksomheden ikke drives i selskabsform, skal erklæringen underskrives af den daglige ledelse.

Selvom virksomhederne er forpligtede til løbende at sikre, at betingelserne for at opretholde en tilladelse er opfyldt, sikrer forslaget til stk. 3, at virksomheden overfor Finanstilsynet en gang om året erklærer, at dette er tilfældet.

Med det foreslåede stk. 4 bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte regler om hvilke ændringer, der skal underrettes om i henhold til stk. 1. Det er formålet med denne bemyndigelsesbestemmelse at give Finanstilsynet mulighed for at præcisere, hvilke ændringer i de oplysninger, som tilsynet har modtaget, som tilsynet skal orienteres om. Herved sikres det, at ikke enhver lille ændring i materialet skal indberettes til tilsynet.


[ Underretningspligt ved overskridelse af tærskelværdier ] Stk. 2. En virksomhed, der har begrænset tilladelse, jf. § 38, nr. 2, skal underrette Finanstilsynet, når gennemsnittet af betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder overstiger 3 mio. euro pr. måned.

[ Indsendelse af årlig erklæring om berettigelse mv. ] Stk. 3. En virksomhed, der har begrænset tilladelse, skal én gang om året indsende en erklæring til Finanstilsynet om, at virksomheden opfylder betingelserne for at få tilladelse efter § 37, samt oplysning om gennemsnittet af de samlede betalingstransaktioner for de foregående 12 måneder opgjort pr. måned, hvis virksomheden har tilladelse til at udbyde aktiviteter i medfør af § 38, nr. 2. Erklæringen skal være underskrevet af virksomhedens bestyrelse og direktion. Hvis virksomheden ikke drives i selskabsform, skal erklæringen underskrives af den daglige ledelse.

[ Regler om hvilke ændringer, der skal underrettes om ] Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte regler om, hvilke ændringer der skal underrettes om efter stk. 1.

Kapitel 3 a

Udstedere af elektroniske penge

Tilladelse som e-penge-institut

[ Tilladelseskrav for e-penge-institutter ] § 39 a. Virksomheder skal have tilladelse som e-penge-institut for at kunne udstede elektroniske penge. Dette gælder ikke for pengeinstitutter, Danmarks Nationalbank og offentlige myndigheder.

[ Betingelser for tilladelse ] Stk. 2. Finanstilsynet giver tilladelse, når

1) virksomheden opfylder kravene i § 7, stk. 2, nr. 1-3, 5-7 og 8, jf. § 19,

2) virksomheden opfylder kravet til startkapital i § 39 f og

3) der, hvis virksomheden ud over udstedelse af elektroniske penge udfører andre forretningsaktiviteter, jf. § 39 e, stk. 1, nr. 2-4, er truffet passende foranstaltninger for at beskytte de midler, der tilhører indehavere af elektroniske penge, jf. § 39 l.

[ Krav til ansøgning ] Stk. 3. En ansøgning om tilladelse som e-penge-institut skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om kravene i stk. 2 er opfyldt, herunder

1) oplysninger som nævnt i § 7, stk. 3, nr. 1-5 og 7-10,

2) dokumentation for, at virksomheden råder over den i § 39 f anførte startkapital, og

3) en beskrivelse af de foranstaltninger, der, hvis virksomheden udøver andre forretningsaktiviteter, jf. § 39 e, stk. 1, nr. 2-4, er truffet for at beskytte de midler, som tilhører indehavere af elektroniske penge.

Stk. 4. Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af de organisatoriske og revisionsmæssige foranstaltninger, som virksomheden har truffet for at beskytte indehavere af elektroniske penges interesser.

Stk. 5. Hvis virksomheden ud over at udbyde elektroniske penge udøver aktiviteter som nævnt i § 39 e, stk. 1, nr. 2-4, kan Finanstilsynet stille som betingelse for opnåelse af tilladelse, at virksomheden med udstedelse af elektroniske penge skal udøves i et særskilt selskab. Et sådant krav kan stilles som betingelse for at udstede tilladelse og på ethvert senere tidspunkt.

Underretningspligt

§ 39 b. § 8 om underretningspligt finder tilsvarende anvendelse på e-penge-institutter.

Meddelelse af beslutning

§ 39 c. § 9 om meddelelse af beslutning finder tilsvarende anvendelse på behandling af tilladelse som e-penge-institut.

Opbevaring af oplysninger

§ 39 d. § 10 om opbevaring af oplysninger finder tilsvarende anvendelse på e-penge-institutter.

Andre aktiviteter

§ 39 e. Ud over at udstede elektroniske penge kan e-penge-institutter udøve følgende aktiviteter:

1) Udbud af driftsmæssige og nært tilknyttede accessoriske tjenester, herunder betalingstjenester, når de har tilknytning til udstedelse af elektroniske penge, jf. bilag 1.

2) Udbud af betalingstjenester, jf. bilag 1.

3) Drift af betalingssystemer.

4) Andre forretningsaktiviteter end de i nr. 1-3 nævnte, dog med de begrænsninger, der følger af denne lov.

Stk. 2. De bestemmelser i denne lov, der gælder for udbud af betalingstjenester, finder tillige anvendelse for e-penge-institutter, når de udbyder betalingstjenester, som ikke er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge.

Startkapital

§ 39 f. Virksomheden skal på tidspunktet for opnåelse af tilladelse som e-penge-institut have en startkapital på mindst 350.000 euro.

Stk. 2. Startkapitalen omfatter indbetalt aktie-, anparts- eller andelskapital, overkurs ved emission, reserver samt overført overskud eller underskud.

Basiskapital

§ 39 g. E-penge-institutter skal til enhver tid som minimum have en basiskapital, som svarer til det højeste af følgende beløb:

1) Startkapitalen, jf. § 39 f.

2) Et beløb svarende til 2 pct. af de gennemsnitlige udestående elektroniske penge (betegnet metode D).

Stk. 2. Hvis e-penge-instituttet udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, som ikke er nært tilknyttede accessoriske tjenester til udstedelse af elektroniske penge, skal der ved beregningen af beløb i henhold til stk. 1, nr. 2, tillægges et beløb, som beregnes i overensstemmelse med § 13, stk. 1, nr. 2. Ved beregningen finder § 13, stk. 2 og 3, og regler i medfør heraf tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Gennemsnittet af udestående elektroniske penge, jf. stk. 1, nr. 2, beregnes som de samlede krav på udstederen, der hidrører fra udestående elektroniske penge, opgjort på baggrund af det daglige udestående ved udgangen af hver dag i de foregående 6 måneder. Opgørelsen foretages den første dag i hver måned. Hvis virksomheden ikke har gennemført 6 måneders drift på datoen for beregningen, anvendes som grundlag for beregningen de eventuelt gennemførte måneder med drift og virksomhedens estimater for de gennemsnitlige udestående elektroniske penge for det kommende år.

Stk. 4. Ved beregning i henhold til stk. 1, nr. 2, kan Finanstilsynet ud fra en risikovurdering af det enkelte e-penge-institut beslutte, at instituttets basiskapital skal være op til 20 pct. højere og indtil 20 pct. lavere end det beløb, der fremkommer ved anvendelse af den anviste beregningsmetode.

Stk. 5. Basiskapitalen opgøres i overensstemmelse med § 14.

Ledelse og indretning af virksomheden

§ 39 h. §§ 18 og 19 om ledelse og indretning af virksomheden finder tilsvarende anvendelse på e-penge-institutter.

Ejerforhold

§ 39 i. Ved indgivelse af ansøgning om tilladelse som e-penge-institut, og til enhver tid efter tilladelsen er meddelt, skal ejere af kvalificerede andele i virksomheden opfylde principperne i §§ 61-62 om ejerforhold i lov om finansiel virksomhed, dog således, at de i § 61, stk. 1, og § 61 b i lov om finansiel virksomhed anførte procentsatser udgør henholdsvis 20 pct., 30 pct. og 50 pct.

Stk. 2. Ved kvalificeret andel i henhold til stk. 1 forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af e-pengeinstituttet.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved ansøgning om godkendelse og underretningspligt for e-penge-instituttet og ejere af kvalificerede andele i e-penge-instituttet.

Regnskaber og lovpligtig revision

§ 39 j. § 20, stk. 1-6 og 8, finder tilsvarende anvendelse på e-penge-institutter.

Stk. 2. Hvis e-penge-instituttet udøver andre aktiviteter som omhandlet i § 39 e, stk. 1, nr. 4, skal e-penge-instituttets reviderede årsrapport yderligere omfatte et særskilt regnskab for henholdsvis udstedelse af elektroniske penge og andre aktiviteter.

Ydelse af kredit og forbud mod indlån og renter

§ 39 k. E-penge-institutter må ikke yde kredit af midler, der er modtaget fra indehavere af elektroniske penge.

Stk. 2. E-penge-institutter må ikke tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler. De midler, som e-penge-instituttet modtager fra en indehaver, skal uden ugrundet ophold veksles til elektroniske penge og stilles til rådighed for denne.

Stk. 3. Udstedere af elektroniske penge må ikke tilskrive renter el.lign. af beløb, som er vekslet til elektroniske penge.

Stk. 4. E-penge-instituttet må kun yde kredit i forbindelse med udbud af betalingstjenester, der ikke er omfattet af § 39 e, stk. 1, nr. 1, hvis kravene i § 21, stk. 2, er opfyldt.

Sikring af midler

§ 39 l. E-penge-institutter, der udøver aktiviteter som nævnt i § 39 e, stk. 1, nr. 2-4, skal sikre de midler, der er modtaget fra brugere med henblik på veksling til elektroniske penge. Hvis midlerne ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget, endnu ikke er vekslet til elektroniske penge og stillet til disposition for indehaveren, skal midlerne senest på dette tidspunkt indsættes på en særskilt konto i et kreditinstitut eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko. Midlerne må ikke herved kunne gøres til genstand for retsforfølgning fra e-penge-instituttets øvrige kreditorer.

Stk. 2. § 22, stk. 2, om mulighed for garantistillelse finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om sikring af midler i henhold til stk. 1 og 2, herunder om undtagelser fra kravet om sikring.

Outsourcing

§ 39 m. §§ 26-29 og 36 om outsourcing finder tilsvarende anvendelse på e-penge-institutter.

Danske e-penge-institutters virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område

§ 39 n. §§ 30 og 31 om danske betalingsinstitutters virksomhed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder tilsvarende anvendelse på e-penge-institutter.

Stk. 2. § 32 finder tilsvarende anvendelse på e-penge-institutter, dog således, at danske e-penge-institutter alene må have agenter i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvis agenten udelukkende er formidler af andre aktiviteter end salg af elektroniske penge, jf. § 39 e, stk. 1, nr. 2-4.

Udenlandske e-penge-institutter, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område

§ 39 o. §§ 33 og 34 om udenlandske betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, finder tilsvarende anvendelse på e-penge-institutter.

Stk. 2. § 35 finder tilsvarende anvendelse på e-penge-institutter, dog således, at udenlandske e-penge-institutter, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, alene må have agenter her i landet, hvis agenten udelukkende er formidler af andre aktiviteter end salg af elektroniske penge, jf. § 39 e, stk. 1, nr. 2-4.

Begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge

§ 39 p. En begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge her i landet kan omfatte

1) elektroniske penge lagret på instrumenter med begrænset anvendelse til brug for erhvervelse af varer eller tjenesteydelser eller

2) elektroniske penge, hvor udstederens samlede forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske beløb på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 5 mio. euro.

Stk. 2. Finanstilsynet kan give en virksomhed en begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge til anvendelse her i landet, når

1) virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark eller i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, jf. dog stk. 4,

2) betingelserne i § 37, stk. 1, nr. 2 og 3, er opfyldt og

3) en af betingelserne i stk. 1 er opfyldt.

Stk. 3. En ansøgning om begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets vurdering af, om kravene i stk. 1 er opfyldt, herunder

1) oplysninger om direktører og ledelsesansvarlige for virksomheden som nævnt i § 18,

2) oplysning om, hvilke af de aktiviteter, der er nævnt i stk. 1, virksomheden har til hensigt at udøve,

3) hvis ansøgeren søger om tilladelse efter stk. 1, nr. 1, en beskrivelse af anvendelsesområdet for elektroniske penge og begrundelse for, at udstedelsen er omfattet af stk. 1, nr. 1, og

4) hvis ansøgeren søger om tilladelse efter stk. 1, nr. 2, en forretningsplan med budgetprognose for det første regnskabsår samt det senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet.

Stk. 4. Finanstilsynet kan dispensere fra kravet om begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge omfattet af stk. 1, nr. 1, for så vidt angår virksomheder, der har en lignende tilladelse inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Disse virksomheder skal dog anmeldes til Finanstilsynet og registreres, inden virksomheden må påbegynde udstedelse af elektroniske penge.

§ 39 q. En begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge i henhold til § 39 p, stk. 1, nr. 2, bortfalder, hvis udstederens samlede forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske beløb overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 5 mio. euro. Hvis virksomheden senest 30 dage senere søger om tilladelse efter § 39 a, kan virksomheden uanset 1. pkt. fortsætte sin aktivitet i henhold til § 39 p, stk. 1.

Stk. 2. Finanstilsynet kan for udstedere med begrænset tilladelse fastsætte nærmere regler om sikring af midler modtaget fra brugere.

§ 39 r. En virksomhed med begrænset tilladelse, jf. § 39 p, stk. 1, er forpligtet til snarest muligt at underrette Finanstilsynet, hvis der indtræder ændringer i forhold til de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget og lagt til grund ved meddelelse af tilladelse.

Stk. 2. En virksomhed med begrænset tilladelse, jf. § 39 p, stk. 1, nr. 2, skal underrette Finanstilsynet, når virksomhedens samlede forpligtelser i forbindelse med uindfriede elektroniske beløb overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 5 mio. euro.

Stk. 3. En virksomhed med begrænset tilladelse skal en gang om året indsende en erklæring til Finanstilsynet om, at virksomheden opfylder betingelserne for at få tilladelse efter § 39 p, og oplysning om de gennemsnitlige udestående elektroniske penge. Erklæringen skal være underskrevet af virksomhedens bestyrelse og direktion. Hvis virksomheden ikke drives i selskabsform, skal erklæringen underskrives af den daglige ledelse. Erklæringen skal være Finanstilsynet i hænde senest den 1. april hvert år.

Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, hvilke ændringer der skal underrettes om efter stk. 1.

Udstedelse og indløsning

§ 39 s. Udstedere af elektroniske penge må ikke udstede elektroniske penge til overkurs.

Stk. 2. Indehavere af elektroniske penge kan inden udløbet af de elektroniske penge og i op til 1 år efter udløbet anmode om, at restværdien indløses til pålydende værdi. Hvis indehavere af elektroniske penge anmoder om indløsning efter udløbet af de elektroniske penge, og hvis udstederen af elektroniske penge udøver aktiviteter som nævnt i § 39 e, stk. 1, nr. 2-4, og det ikke på forhånd er kendt, hvilken andel af midlerne der skal anvendes til elektroniske penge, skal udstederen af elektroniske penge indløse alle de midler, som indehaveren af elektroniske penge har anmodet om.

Stk. 3. Der kan kun opkræves gebyr i forbindelse med indløsning, hvis dette fremgår af aftalen, og kun hvis

1) der kræves indløsning inden de elektroniske penges udløb,

2) aftalen mellem udsteder og indehaver indeholder en udløbsdato og indehaveren af de elektroniske penge opsiger aftalen inden denne dato eller

3) der kræves indløsning mere end 1 år efter udløbet af aftalen mellem udsteder og indehaver.

Stk. 4. Et eventuelt gebyr som nævnt i stk. 3 skal svare til de faktiske omkostninger for udstederen af elektroniske penge, medmindre omkostningerne er uforholdsmæssigt høje.

Stk. 5. Indløsningsbetingelser og gebyrer skal klart fremgå af aftalen mellem udstederen og indehaveren. Indehaveren af de elektroniske penge skal oplyses om disse betingelser, før vedkommende bliver bundet af en aftale.

God skik

§ 39 t. § 84 om god skik finder tilsvarende anvendelse på e-penge-institutter og virksomheder med en begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge.

Kapitel 4

Adgang til betalingssystemer

§ 40. Vilkår for adgang til betalingssystemer for udbydere af betalingstjenester skal være objektive, ikkediskriminerende og proportionale, således at disse vilkår ikke forhindrer adgang i større udstrækning end nødvendigt for at beskytte mod specifikke risici, herunder afviklingsrisici, operationelle risici og forretningsmæssige risici, og sikre betalingssystemets finansielle og driftsmæssige stabilitet.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på

1) betalingssystemer, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,

2) betalingssystemer, der udelukkende består af udbydere, der tilhører en gruppe sammensat af enheder med kapitalforbindelser, hvor én af de forbundne enheder udøver effektiv kontrol over de andre forbundne enheder, og

3) betalingssystemer, hvor en enkelt udbyder

a) handler eller kan handle som udbyder for både betaler og betalingsmodtager og er eneansvarlig for driften af systemet og

b) tillader andre udbydere at deltage i systemet, men uden at sidstnævnte har indflydelse på fastsættelse af gebyrer i relation til betalingssystemet.

Kapitel 5

Oplysningskrav

Generelle bestemmelser

§ 41. §§ 43-46 finder kun anvendelse på enkeltstående betalingstransaktioner.

Stk. 2. §§ 47-54 finder kun anvendelse på rammeaftaler og betalingstransaktioner omfattet af en rammeaftale.

Stk. 3. Hvis en betalingsordre vedrørende en enkeltstående betalingstransaktion sendes via et betalingsinstrument, som er omfattet af en rammeaftale, er udbyderen ikke forpligtet til at meddele oplysninger eller stille oplysninger til rådighed, som brugeren allerede modtager eller vil modtage på grundlag af rammeaftalen.

[ Forbud mod gebyrer for oplysninger mv. ] udgangspunkt § 42. Udbydere må ikke kræve betaling for oplysninger, som skal leveres efter bestemmelserne i dette kapitel.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 42

Forslaget til § 42, stk. 1, indeholder et forbud mod, at udbydere opkræver gebyr for at levere de oplysninger, som den pågældende er forpligtet til at levere efter bestemmelserne i lovens kapitel 5.

En udbyder kan derimod godt opkræve gebyrer for ydelser, som ligger ud over lovens krav, når disse leveres efter anmodning fra en bruger. De omfattede ydelser er i lovforslagets § 42, stk. 2, formuleret som supplerende oplysninger, hyppigere oplysninger eller tilbud om overførsel af oplysninger ved anvendelse af andre kommunikationsmidler end aftalt i rammeaftalen.

Som et eksempel på en omfattet ydelse kan nævnes, at det efter forslaget til § 54, stk. 2, kan aftales, at oplysninger til en betalingsmodtager efter gennemførelsen af en betalingstransaktion skal meddeles eller stilles til rådighed en gang om måneden. Såfremt det aftales, at oplysningerne skal meddeles hyppigere end en gang om måneden, for eksempel hver 14 dag, kan udbyderen kræve et gebyr for denne ydelse, hvis disse hyppigere oplysninger leveres efter anmodning fra brugeren. Hvis en udbyder udformer sine almindelige forretningsbetingelser, så der altid gives meddelelse hver 14. dag om gennemførte betalingstransaktioner, kan der ikke opkræves gebyrer for denne ydelse, fordi den ikke stilles til rådighed efter anmodning fra brugeren.

Gebyrer for supplerende ydelser skal være passende og stå i rimeligt forhold til betalingstjenesteudbyderens omkostninger. En udbyder skal på tilsynsmyndighedens anmodning være i stand til at redegøre for de faktiske omkostninger, som den har i forbindelse med at levere supplerende ydelser. Begrebet omkostninger omfatter både direkte og indirekte omkostninger samt en passende avance.

§ 42 gennemfører direktivets art. 32.


[ Supplerende oplysninger mv. ] modifikation Stk. 2. Hvis en udbyder efter anmodning fra en bruger leverer supplerende oplysninger, hyppigere oplysninger eller tilbyder overførsel af disse oplysninger ved hjælp af andre kommunikationsmidler end fastlagt i rammeaftalen, skal en eventuel betaling stå i rimeligt forhold til betalingstjenesteudbyderens faktiske omkostninger.

Enkeltstående betalingstransaktioner

Forudgående information

[ Oplysningspligt over for brugeren ] § 43. Senest samtidig med at der indgås aftale om at udføre en betalingstjeneste, skal udbyderen stille oplysninger og betingelser efter § 44, stk. 1 og 2, til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde. Udbyderen skal meddele brugeren disse oplysninger og betingelser på papir eller andet varigt medium, hvis denne anmoder herom.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 43

Efter forslaget til § 43, stk. 1, skal udbyderen senest samtidig med, at der indgås aftale om at udføre en betalingstjeneste stille oplysninger efter § 44, stk. 1 og 2, til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde.

Oplysningerne skal være tilgængelige i forbindelse med, at brugeren indgår aftale om at få udført en enkeltstående betalingstransaktion. Udbyderen kan give oplysningerne mundtligt til betaleren eller gøre denne bekendt med disse oplysninger gennem opslag i forretningslokalet, jf. betragtning nr. 25 i direktivets præambel. En udbyder kan endvidere give disse oplysninger ved at opstille en computer i forretningslokalet, så betaleren kan gøre sig bekendt med oplysningerne.

Oplysningsforpligtelsen efter stk. 1 kan, jf. direktivets art. 36, stk. 3, også opfyldes ved udlevering af udkastet til den enkeltstående betalingstjenesteaftale eller udkast til betalingsordre med de oplysninger, der er anført i § 44.

Brugeren kan efter anmodning få leveret disse oplysninger på papir eller andet varigt medium. Udbyderen må ikke opkræve gebyr for at levere disse oplysninger, jf. forslagets § 42, stk. 1. Varigt medium er i lovforslagets § 6, nr. 14 defineret således:

»Ethvert instrument, der gør det muligt for brugeren af betalingstjenester at lagre information, der er rettet personligt til den pågældende på en måde, der tillader fremtidig søgning i et tidsrum, der er afpasset efter informationsformålet, og som giver mulighed for uændret gengivelse af den lagrede information.«

For en nærmere beskrivelse, se bemærkningerne ovenfor til bestemmelsen.

Efter forslagets § 43, stk. 2, skal oplysningerne efter § 43, stk. 1, formuleres klart og letforståeligt på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler indbyrdes. Lovforslaget stiller derfor ikke et ubetinget krav om affattelse af information efter stk. 1 på dansk, fordi der er mulighed for at aftale anvendelse af et andet sprog.

Det følger af lovforslagets § 43, stk. 3, at hvis aftalen på brugerens anmodning er indgået ved brug af fjernkommunikation, og udbyderen derfor ikke er i stand til at opfylde bestemmelserne i stk. 1, skal oplysningerne gives til brugeren straks efter, at betalingstransaktionen er gennemført.

Som eksempel på indgåelse af aftaler ved brug af fjernkommunikation kan nævnes den situation, hvor en bankkunde sender en e-mail til sin bank og beder denne om at overføre et bestemt beløb til en nærmere angivet modtager. I dette tilfælde kan oplysningspligten opfyldes efterfølgende.

§ 43 gennemfører direktivets art. 36.


[ Klarhed og tydelighed ] Stk. 2. Oplysningerne skal være formuleret klart og letforståeligt på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler.

[ Oplysningspligt ved fjernkommunikation ] Stk. 3. Hvis aftalen på brugerens foranledning er indgået ved brug af fjernkommunikation og dette ikke giver udbyderen mulighed for at overholde bestemmelserne i stk. 1, skal oplysningerne gives til brugeren, straks efter at betalingstransaktionen er gennemført.

[ Enkeltstående transaktioner: Krav til oplysninger ] § 44. En udbyder skal meddele eller stille følgende oplysninger til rådighed for brugeren:

Sml. § 47 vedr. betalingstransaktioner på baggrund af en rammeaftale.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 44

Forslaget til § 44 opregner de oplysninger, der efter § 43 skal stilles til rådighed af en udbyder til en bruger, inden der indgås aftale om udførelse af en betalingstjeneste.

Udbydere skal efter § 44, stk. 1, nr. 1, oplyse om den type oplysninger eller den type entydig identifikationskode, som brugeren skal oplyse for at betalingsordren kan gennemføres korrekt.

En entydig identifikationskode er ifølge direktivets art. 4, nr. 21, en »kombination af bogstaver, tal eller symboler, som udbyderen af betalingstjenester oplyser til brugeren af betalingstjenester, og som brugeren af betalingstjenester skal angive for utvetydigt at identificere den anden bruger af betalingstjenester og/eller dennes betalingskonto med henblik på en betalingstransaktion«.

Som eksempel på en entydig identifikationskode kan nævnes BIC- og IBAN-nummer eller registrerings- og kontonummer.

Efter forslaget til § 44, stk. 1, nr. 2, skal udbyderen oplyse den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste. Oplysningerne skal sikre, at brugeren får oplyst, hvornår en betalingstransaktion forventes at nå frem til modtageren.

Lovforslagets § 75 fastsætter nærmere regler for gennemførelsestiden for en betalingstransaktion.

Forslagets § 44, stk. 1, nr. 3, stiller krav om, at brugeren skal oplyses om de gebyrer, som denne skal betale til udbyderen, og at en liste over gebyrerne skal stilles til rådighed for brugerne, hvis det er relevant. Den foreslåede bestemmelse skal sikre brugeren forudgående information om de gebyrer, der er forbundet med at gennemføre en enkeltstående betalingstransaktion. Bestemmelsen åbner mulighed for, at oplysningerne kan gives som et enkelt samlet beløb eller ved at give brugeren en liste over de pågældende gebyrer. Denne fleksibilitet hænger sammen med, at oplysningerne efter § 44, jf. bemærkningerne ovenfor til forslagets § 43, kan gives både i form af mundtlige oplysninger og gennem opslag i forretningslokalet, herunder ved opsætning af en computer, hvor brugeren kan få adgang til udbyderens hjemmeside.

Udbyderen skal endelig, jf. forslagets § 44, stk. 1, nr. 4, oplyse den faktiske vekselkurs eller referencekursen, der skal gælde for betalingstransaktionen. Oplysningen skal kun gives, hvor det er relevant og bestemmelsen finder kun anvendelse, hvor betalingstransaktionen skal gennemføres i en anden valuta, end for eksempel betalingskontoen føres i.

Ved en referencevekselkurs forstås efter direktivets art. 4, nr. 18, den vekselkurs, der ligger til grund for beregningen af en eventuel valutaomregning, og som stilles til rådighed af betalingstjenesteudbyderen eller stammer fra en offentlig tilgængelig kilde. Dette kunne for eksempel være de af Nationalbanken offentliggjorte valutakurser.

Ifølge forslaget til § 44, stk. 2, skal de øvrige i § 48, stk. 1, anførte oplysninger, hvor det er relevant, stilles til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde. Det beror på en konkret vurdering, hvilke af oplysningerne i § 48, stk. 1, der skal oplyses som supplement til oplysningerne i § 44, stk. 1.

Et eksempel på en situation, hvor der skal gives supplerende oplysninger efter § 44, stk. 2, er følgende: Hvis en enkeltstående betalingstransaktion først skal gennemføres på senere tidspunkt, for eksempel 1 uge efter afgivelsen af betalingsordren, kan denne tilbagekaldes indtil dagen før det aftalte tidspunkt for betalingstransaktionen, jf. forslaget til § 73, stk. 4. Denne oplysning skal stilles til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde, jf. § 48, nr. 2, litra c, jf. § 44, stk. 2, fordi den er relevant i forhold til den konkrete betalingstransaktion.

Det følger af betalingstjenestedirektivets artikel 31, 2. pkt. og artikel 90, stk. l, at visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne om oplysninger, der skal gives inden der indgås en aftale om fjernsalg i forbrugerforhold, erstattes med betalingstjenestedirektivets oplysningsregler. En række af de oplysninger, der følger af artikel 3, stk. l, i direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, skal dog fortsat gives, når der er tale om fjernsalg afbetalingstjenester til forbrugere. Det drejer sig om oplysningerne i artikel 3, stk. l, nr. 2, litra c-g, nr. 3, litra a, d, og e og nr. 4, litra b. Disse oplysninger fremgår i dag af § 13, stk. 1, og § 11, stk. 1, jf. § 13, stk. 1, i forbrugeraftaleloven.

I forslaget til § 44, stk. 3, angives de bestemmelser om oplysningspligt i forbrugeraftaleloven, som finder anvendelse, når der er tale om en forbrugeraftale om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, der samtidig er omfattet af denne lov (fjernsalg til forbrugere af betalingstjenester).

Bestemmelsen finder kun anvendelse på fjernsalg af betalingstjenester. Omfattet er de situationer, hvor der ved fjernsalg indgås en aftale om en enkeltstående betalingstransaktion, for eksempel en aftale om en pengeoverførsel fra Danmark til Spanien, eller en rammeaftale om anvendelse af et betalingskort eller netbank. Derimod finder bestemmelsen ikke anvendelse, når der indgås en aftale om køb af varer eller tjenesteydelser, der ikke er en betalingstjeneste, uanset at der sker betaling for den pågældende tjeneste med for eksempel et betalingskort. Hvor der indgås aftale om for eksempel køb af en vare ved fjernsalg, finder forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt ved fjernsalg anvendelse på forholdet mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, mens lov om betalingstjenester finder anvendelse på forholdet mellem betaler og betalers tjenesteyder, for eksempel betalers pengeinstitut.

For en fastlæggelse af begrebet betalingstjeneste henvises til lovforslagets bilag 1.

Hvorvidt der er tale om en fjernsalgsaftale, afgøres efter reglerne herom i forbrugeraftaleloven. Det følger af § 4 i loven, at fjernsalg er en aftale omvarer, tjenesteydelser eller løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen indgås ved brug af fjernkommunikation, uden at forbrugeren og den erhvervsdrivende mødes fysisk, og indgås som led i et system for fjernsalg, som drives af den erhvervsdrivende. Det bemærkes, at en aftale om fjernsalg, der samtidig er omfattet af lov om betalingstjenester, altid vil være en aftale om en finansiel tjenesteydelse, jf. § 5 i forbrugeraftaleloven.

De oplysninger, der skal gives efter forbrugeraftaleloven, vedrører:

- Eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens særlige karakter eller som følge af de operationer, der skal gennemføres, ligesom der skal gives oplysning herom, hvis ydelsens pris afhænger af udsving på de finansielle markeder, og hvis historiske afkast ikke kan benyttes til at danne forventninger om fremtidige afkast, jf. forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, nr. 4 (kravet følger af artikel 3, stk. l, nr. 2, litra c, i direktiv 2002/65).

- Eventuelle afgifter eller omkostninger, der ikke betales af udbyderen eller pålægges af denne, jf. forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 3 (kravet følger af artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra d, i direktiv 2002/65).

- Hvor længe oplysningerne gælder, jf. forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 7 (kravet følger af artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra e, i direktiv 2002/65).

- Vilkår om betaling; og levering, j f. forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 4 (kravet følger af artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra , i direktiv 2002/65).

- Eventuelle specifikke ekstraomkostninger for forbrugeren ved anvendelse af den pågældende kommunikationsteknik, hvis sådanne ekstraomkostninger pålægges, jf. forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 6 (kravet følger af artikel 3, stk. 1, nr. 2, litra g, i direktiv 2002/65).

- Oplysninger om fortrydelsesfristen, herunder fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder oplysning om, til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes, j f. forbrugeraftalelovens § 11, stk. l, nr. 5 og § 13, stk. 1, nr. 3 og 5 (kravet følger af artikel 3, stk. 1, nr. 3, litra a, og d i direktiv 2002/65).

- Hvorvidt der findes en garantifond eller anden garantiordning, jf. forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, nr. 8 (kravet følger af artikel 3, stk. 1, nr. 4, litra b, i direktiv 2002/65).

Pligten til at give de pågældende oplysninger følger, som det fremgår, af forbrugeraftaleloven, som også indeholder den nærmere regulering af fortrydelsesretten samt betydningen af manglende opfyldelse af oplysningspligten, såvel civilretligt som strafferetligt.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den ændring af forbrugeraftaleloven, som foreslås ved lovforslagets § 112.

Forslaget til § 44 gennemfører direktivets art. 37, og til dels artikel 31, 2. pkt.


1) Den type af oplysninger eller den type entydig identifikationskode, som brugeren skal oplyse, for at en betalingsordre kan gennemføres korrekt.

2) Den maksimale gennemførelsestid for den ønskede betalingstjeneste.

3) De gebyrer, som brugeren skal betale til udbyderen, og, hvor det er relevant, en liste over gebyrerne.

4) Hvor det er relevant, den faktiske vekselkurs eller referencekursen, der skal gælde for betalingstransaktionen.

Stk. 2. Hvor det er relevant, stilles de øvrige i § 48, stk. 1, anførte oplysninger til rådighed for brugeren på en let tilgængelig måde.

Stk. 3. Ved forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg skal udbyder endvidere give forbrugeren oplysninger i henhold til forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, jf. § 11, stk. 1, nr. 3-7, samt § 13, stk. 1, nr. 3-5 og 8. For så vidt angår oplysningskravet i § 11, stk. 1, nr. 3, skal der alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne.

Oplysninger til betaleren efter modtagelse af betalingsordren

§ 45. Umiddelbart efter betalerens udbyder har modtaget betalingsordren, skal vedkommende meddele betaleren følgende oplysninger eller stille dem til rådighed på den i § 43, stk. 1, fastsatte måde:

1) En reference, så betaleren kan identificere betalingstransaktionen, og, hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren.

2) Betalingstransaktionens beløb i den valuta, som betaleren anvendte i betalingsordren.

3) Størrelsen af eventuelle gebyrer, som betaleren skal betale, og, hvor det er relevant, en liste over disse gebyrer.

4) Hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalerens udbyder har anvendt ved betalingstransaktionen, eller en henvisning hertil, hvis den er forskellig fra den vekselkurs, der er meddelt efter § 44, stk. 1, nr. 4, og betalingstransaktionens beløb efter valutaomregningen.

5) Datoen for modtagelsen af betalingsordren.

Oplysninger til betalingsmodtageren efter gennemførelsen

§ 46. Umiddelbart efter betalingstransaktionen er gennemført, skal betalingsmodtagerens udbyder meddele betalingsmodtageren følgende oplysninger eller stille dem til rådighed på den i § 43, stk. 1, fastsatte måde:

1) En reference, så betalingsmodtageren kan identificere betalingstransaktionen, og, hvor det er relevant, betaleren, og eventuelle yderligere oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen.

2) Betalingstransaktionens beløb i den valuta, som er til betalingsmodtagerens rådighed.

3) Størrelsen af eventuelle gebyrer, som betalingsmodtageren skal betale, og, hvor det er relevant, en liste over disse gebyrer.

4) Hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens udbyder har anvendt ved betalingstransaktionen, og betalingstransaktionens beløb inden valutaomregning.

5) Valørdato for kreditering.

Betalingstransaktioner på baggrund af en rammeaftale

Forudgående information

§ 47. Senest samtidig med en rammeaftale indgås, skal udbyderen meddele brugeren de oplysninger og betingelser, der er anført i § 48, stk. 1, på papir eller andet varigt medium.

Sml. § 44 om enkeltstående transaktioner.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 47

Det foreslås i § 47, stk. 1, at udbyderen af betalingstjenester skal meddele brugeren de oplysninger og betingelser, der er anført i forslagets § 48, stk. 1, på papir eller andet varigt medium, senest samtidig med, at rammeaftalen bliver indgået.

Ved indgåelse af rammeaftaler er der derfor en skærpet oplysningsforpligtelse i forhold til enkeltstående betalingstransaktioner, som er reguleret i forslagets §§ 43-46. Ved enkeltstående betalingstransaktioner er det tilstrækkeligt, at oplysningerne stilles til rådighed for brugeren. Efter forslaget til § 47 skal oplysninger i forbindelse med en rammeaftale derimod gives på papir eller andet varigt medium inden aftaleindgåelsen. For en beskrivelse af kravene til varigt medium henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 6, nr. 14.

Oplysningerne kan gives i form af en brochure, som udleveres inden aftaleindgåelsen, men kan også gives ved udlevering af udkastet til rammeaftale, jf. direktivets art. 41, stk. 3.

Forslagets § 47, stk. 2 og 3, svarer til forslagets § 43 stk. 2 og 3, og der henvises derfor til bemærkningerne til disse bestemmelser ovenfor.

Forslaget til § 47, stk. 4, lemper oplysningsforpligtelsen ved rammeaftaler, der vedrører brug af mikrobetalingsinstrumenter. Efter forslaget skal udbyderen i disse tilfælde kun give betaleren oplysning om de vigtigste karakteristika ved betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå betalingsinstrumentet kan anvendes, ansvar, de opkrævede gebyrer samt andre væsentlige oplysninger, der er nødvendige for at træffe en informeret beslutning og en angivelse af, hvor de oplysninger, der er anført i § 48, stk. 1, stilles til rådighed på en let tilgængelig måde.

Inden indgåelse af en rammeaftale om mikrobetalingsinstrumenter, er det således kun de oplysninger, der er nævnt i § 47, stk. 4, der skal gives på papir eller andet varigt medium. De øvrige oplysninger, der fremgår af forslagets § 48, stk. 1, skal blot stilles til rådighed på en let tilgængelig måde. For en uddybning af begrebet »let tilgængelig måde« henvises til bemærkningerne ovenfor til forslagets § 43.

Forslaget til § 47 gennemfører direktivets art. 41 samt art. 34, stk. 1, litra a.


Stk. 2. Oplysninger og betingelser skal være formuleret klart og letforståeligt på dansk eller et andet sprog, som parterne aftaler.

Stk. 3. Hvis aftalen på brugerens foranledning er indgået ved brug af fjernkommunikation og dette ikke giver udbyderen mulighed for at overholde bestemmelserne i stk. 1, skal oplysningerne gives til brugeren straks efter indgåelsen af rammeaftalen.

Stk. 4. Ved mikrobetalingsinstrumenter skal udbyderen uanset stk. 1 kun meddele betaleren oplysning om de vigtigste karakteristika ved betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå betalingsinstrumentet kan anvendes, betalerens forpligtelser, de opkrævede gebyrer og andre væsentlige oplysninger, der er nødvendige for at træffe en beslutning på oplyst grundlag. Udbyderen skal angive, hvor de oplysninger, der er anført i § 48, stk. 1, stilles til rådighed på en let tilgængelig måde.

§ 48. En udbyder skal meddele følgende oplysninger og betingelser til brugeren:

1) Om udbyderen af betalingstjenester:

a) Navn og adresse, herunder e-post-adresse på udbyderen, og, hvor det er relevant, adressen for en filial og agent i det land, hvor betalingstjenesten udbydes, og

b) relevant tilsynsmyndighed, det offentlige register, hvor udbyderens tilladelse er registreret, og registreringsnummeret eller tilsvarende identifikationsoplysninger.

2) Om brug af betalingstjenester:

a) Betalingstjenestens væsentligste karakteristika,

b) den type af oplysninger eller den type entydig identifikationskode, som brugeren skal oplyse, for at en betalingstjeneste kan gennemføres korrekt,

c) form og procedure for meddelelse af samtykke til at udføre en betalingstransaktion og tilbagekaldelse af samtykke,

d) beskrivelse af tidspunktet, hvor en betalingsordre betragtes som modtaget,

e) den maksimale gennemførelsestid og

f) en eventuel mulighed for at aftale beløbsgrænser for anvendelse af betalingsinstrumenter.

3) Om gebyrer, renter og vekselkurser:

a) Størrelsen af eventuelle gebyrer, som brugeren skal betale, og, hvor det er relevant, en liste over disse gebyrer,

b) hvor det er relevant, de rentesatser og vekselkurser, der skal finde anvendelse, eller, hvis der anvendes en referencerentesats eller referencekurs, beregningsmetoden for den faktiske rente og den relevante dato og indeks eller grundlag for fastsættelse af en sådan referencerentesats eller referencekurs og

c) eventuel aftale om øjeblikkelig anvendelse af ændringer i referencerentesatsen eller referencekursen, og hvorledes disse ændringer meddeles, jf. § 50, stk. 4.

4) Om kommunikation:

a) Hvor det er relevant, kommunikationsmidler og tekniske krav til brugerens udstyr, der anvendes til overførsel af oplysninger eller meddelelser efter denne lov,

b) måde og hyppighed for meddelelse af oplysninger efter denne lov,

c) hvilket sprog rammeaftalen indgås på, og på hvilket sprog kommunikationen skal foregå, og

d) retten til at modtage oplysninger efter § 49.

5) Om beskyttelsesforanstaltninger og korrigerende foranstaltninger:

a) Hvor det er relevant, en beskrivelse af de sikkerhedsforanstaltninger, en bruger skal iagttage ved brug af betalingsinstrumenter, herunder hvordan der skal ske underretning efter § 59, stk. 1, nr. 3,

b) betingelserne for en eventuel aftalt ret for udbyderen til at spærre et betalingsinstrument, jf. § 58,

c) procedurer for meddelelse om uautoriserede eller fejlbehæftede transaktioner og reglerne om ansvar for uautoriserede betalingstransaktioner, jf. §§ 61 og 62,

d) udbyders ansvar for gennemførelse af betalingstransaktioner og

e) betingelser for tilbagebetaling af betalingstransaktioner iværksat af eller via en betalingsmodtager, jf. §§ 65 og 66.

6) Om ændringer af rammeaftalen:

a) Hvis det er aftalt, oplysning om, at rammeaftalens betingelser kan ændres, medmindre brugeren inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato har meddelt, at vedkommende ikke kan godkende ændringerne,

b) aftalens varighed og

c) brugerens ret til at opsige rammeaftalen.

7) Om klage og erstatning:

a) Eventuelle lovvalgsklausuler, der finder anvendelse på rammeaftalen, og

b) udenretslige klagemuligheder og adgang til at klage til den relevante tilsynsmyndighed.

Stk. 2. Ved forbrugeraftaler om betalingstjenester indgået ved fjernsalg skal udbyder endvidere give forbrugeren oplysninger i henhold til forbrugeraftalelovens § 13, stk. 1, jf. § 11, stk. 1, nr. 3-7, samt § 13, stk. 1, nr. 3-5 og 8. For så vidt angår oplysningskravet i § 11, stk. 1, nr. 3, skal der alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne.

[ Krav på varigt medium ] § 49. En bruger har til enhver tid i løbet af kontraktforholdet ret til efter anmodning at modtage rammeaftalen og de oplysninger og betingelser, der er nævnt i § 48, på papir eller andet varigt medium.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 49

Efter forslaget til § 49 har en bruger til enhver tid i løbet af kontraktforholdet ret til efter anmodning at modtage rammeaftalen samt de oplysninger og betingelser, der er nævnt i forslagets § 48 på papir eller andet varigt medium.

Selvom bestemmelsen efter sin ordlyd ikke indeholder en begrænsning af, hvor mange gange en bruger kan anmode om at modtage rammeaftalen m.v. efter forslaget til § 49, vil det være berettiget for en udbyder ikke at udlevere det nævnte materiale, såfremt brugerens anmodning er udtryk for chikane.

§ 49 finder kun anvendelse i løbet af kontraktforholdet. Kontraktforholdet må i relation til denne bestemmelse anses for afsluttet, når aftalen er endeligt opfyldt fra begge parters side. Det vil i forbindelse med en aftale om anvendelse af et kreditkort sige, når aftalen er opsagt og samtlige transaktioner i forbindelse med brugen af kortet er betalt af brugeren af betalingstjenesten.

Forslaget til § 49 gennemfører direktivets art. 43.


[ Varslingskrav ved ændringer ] § 50. Ændringer i rammeaftalen og i de oplysninger, der fremgår af § 48, som er til ugunst for brugeren, skal varsles, senest 2 måneder før ændringerne træder i kraft.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 50

Det foreslås i § 50, stk. 1, at ændringer i rammeaftalen samt i de oplysninger, der fremgår af forslagets § 48, og som er til ugunst for brugeren, skal varsles senest to måneder før ændringerne træder i kraft.

Den foreslåede bestemmelse afviger sprogligt fra direktivets art. 44, stk. 1, 1. pkt., hvorefter alle ændringer skal varsles to måneder før de træder i kraft. Art. 44 kræver derfor efter sin ordlyd også varsling af ændringer, der er til gunst for brugerne, for eksempel gebyrnedsættelser. Det må imidlertid antages, at formålet med at kræve varsling af ændringer efter art. 44 har været at sikre brugerne mod, at ændringer til ugunst for dem kan anvendes omgående, fordi brugeren herved ikke vil få mulighed for at opsige aftalen og finde en anden og mere konkurrencedygtig leverandør af betalingstjenester. Derimod er der ikke behov for varsling af ændringer, når disse er til gunst for en bruger. Derfor er forslaget til gennemførelsesbestemmelsen i § 50, stk. 1 udformet således, at kun ændringer til ugunst for brugeren skal varsles, før de træder i kraft.

Varsling af ændringer til ugunst for en bruger skal meddeles denne på papir eller andet varigt medium, jf. henvisningen til § 47, stk. 1 og 2, i forslaget til § 50, stk. 2, 1. pkt. Det vil sige, at der skal ske individuel varsling. Det vil derfor ikke være muligt at varsle ændringer i dagspressen. Det fremgår imidlertid af bemærkningerne til begrebet varigt medium, at kravene til varigt medium er opfyldt, hvis udbyderen sender en e-mail eller en sms med et link til en hjemmeside, der giver mulighed for uændret gengivelse af den lagrede information.

Ændringer af en rammeaftale om mikrobetalingsmidler skal varsles i overensstemmelse med forslagets § 50, stk. 1, dvs. med to måneders varsel. Det foreslås dog i § 50, stk. 2, 2. pkt. , at udbyderen ikke skal foretage individuel varsling af ændringer i en rammeaftale om mikrobetalingsinstrumenter på papir eller varigt medium, hvis det fremgår af rammeaftalen, at ændringer kan varsles på anden vis. Hvis en udbyder af mikrobetalingsinstrumenter fastsætter urimelige vilkår om den måde, hvor på ændringer af en rammeaftale om brug af mikrobetalingsinstrumenter skal varsles, vil et sådant vilkår dog forsat kunne tilsidesættes efter aftalelovens almindelige regler om urimelige aftalevilkår.

Hvis det er aftalt, at en bruger skal anses for at have godkendt en ændring af en rammeaftale, hvis brugeren ikke inden den dato, hvor ændringerne træder i kraft, har meddelt udbyderen af betalingstjenester, at ændringerne ikke kan godkendes, skal varslingen indeholde oplysning om denne aftale, jf. forslaget til § 50, stk. 3. Varslingen skal tillige indeholde oplysning om, at brugeren har ret til at opsige rammeaftalen straks og vederlagsfrit, inden ændringernes ikrafttrædelsesdato.

Meddeler en bruger, at vedkommende ikke kan godkende en ændring af rammeaftalen, kan udbyderen ikke anvende den nye rammeaftale i forhold til denne bruger. Udbyderen vil imidlertid i denne situation være berettiget til at betragte selve rammeaftalen med den pågældende bruger som ophørt samtidig med, at den nye aftale træder i kraft.

Efter forslaget til § 50, stk. 4, kan ændringer i rentesatsen eller vekselkursen uanset kravet om varsling, jf. det foreslåede stk. 1, træde i kraft straks, hvis dette er aftalt i rammeaftalen og ændringerne bygger på den referencerentesats eller den rentekurs, der er aftalt, jf. forslagets § 48, nr. 3, litra b og c, eller hvis ændringerne er til fordel for brugeren. Brugeren skal underrettes hurtigst muligt om renteændringen på samme måde som fastsat i forslagets § 47, stk. 1 og 2, medmindre det er aftalt, at oplysningerne gives eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt måde. Det kan for eksempel aftales, at oplysninger om renteændringer gives i forbindelse med månedlige kontoudtog.

Ifølge forslaget til § 50, stk. 5, skal ændringer i rentesatser eller vekselkurser foretages og beregnes efter en neutral metode uden forskelsbehandling af brugerne. En udbyder kan kun beslutte at hæve vekselkursen for brug af betalingskort for visse grupper af kortholdere, hvis dette er forretningsmæssigt begrundet.

Direktivet indeholder ikke regler om de civilretlige konsekvenser af at overtræde reglerne om varsling af ændringer i en rammeaftale. Det foreslås imidlertid i § 50, stk. 6, at en overtrædelse af reglerne om varsling skal have civilretlig virkning. Manglende varsling vil derfor efter forslaget medføre, at ændringerne ikke har virkning for brugeren. Herved sikres det, at bestemmelsen får den tilsigtede virkning.

Bestemmelserne i forslagets § 50 skal anvendes forud for markedsføringslovens § 15 og bestemmelserne i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder om adgang til at ændre renter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag for så vidt angår ændringer i vilkårene for betalingstjenesten. For ændringer i det underliggende kontoforhold, for eksempel ændring af renten på indeståendet på en konto, gælder forsat reglerne i bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

Forslaget til § 50, stk. 1-5, gennemfører direktivets art. 44.

Stk. 6 er medtaget for at tillægge bestemmelsen har civilretlig virkning.


Stk. 2. § 47, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på ændringer efter stk. 1. Dette gælder dog ikke ændringer i en rammeaftale om mikrobetalingsinstrumenter, hvis det af rammeaftalen fremgår, at ændringer kan varsles uden anvendelse af § 47, stk. 1 og 2.

Stk. 3. Hvis det er aftalt, at rammeaftalens betingelser kan ændres som anført i § 48, stk. 1, nr. 6, litra a, skal varsling efter stk. 1 indeholde oplysning om, at brugeren skal anses for at have godkendt ændringerne, hvis brugeren ikke inden ændringernes ikrafttrædelsesdato har meddelt udbyderen, at brugeren ikke kan godkende disse. Varslingen skal indeholde oplysning om, at brugeren har ret til at opsige rammeaftalen straks og vederlagsfrit inden ændringernes ikrafttrædelsesdato.

Stk. 4. Ændringer i rentesatsen eller vekselkursen kan uanset stk. 1 træde i kraft straks, hvis dette er fastlagt i rammeaftalen og ændringerne bygger på den referencerentesats eller den referencekurs, der er aftalt, jf. § 48, stk. 1, nr. 3, litra b og c, eller hvis ændringerne er til fordel for brugeren. Brugeren skal underrettes hurtigst muligt om renteændringen på samme måde som fastsat i § 47, stk. 1 og 2, medmindre det er aftalt, at oplysningerne gives eller stilles til rådighed med en bestemt hyppighed eller på en bestemt måde.

Stk. 5. Ændringer i rentesatser eller vekselkurser skal foretages og beregnes efter en neutral metode uden forskelsbehandling af brugerne.

Stk. 6. Hvis ændringer i rammeaftalen og i de oplysninger, der fremgår af § 48, stk. 1, ikke er foretaget i overensstemmelse med denne bestemmelse, har ændringerne ikke virkning for brugeren.

[ Opsigelse af rammeaftale ] § 51. Brugeren kan opsige en rammeaftale uden varsel, medmindre der er aftalt en opsigelsesfrist. Opsigelsesfristen må ikke overstige 1 måned.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 51

Det foreslås i § 51, stk. 1, at brugeren kan opsige en rammeaftale uden varsel, medmindre der er aftalt en opsigelsesfrist. Opsigelsesfristen må ikke overstige en måned. Aftaler om længere opsigelsesfrist har ikke virkning for brugeren.

Efter forslaget til § 51, stk. 2, kan det aftales, at udbyderen kan opsige rammeaftalen med mindst 2 måneders varsel. Efter dansk rets almindelige regler kan en tidsubegrænset aftale opsiges med et rimeligt varsel uanset, at dette ikke fremgår af aftalen.

En opsigelse fra en udbyder skal varsles under iagttagelse af kravene i § 47, stk. 1 og 2. Dvs. opsigelsen skal være på papir eller andet varigt medium, og opsigelsen skal være formuleret klart og letforståeligt på dansk eller et andet sprog, som fremgår af aftalen.

I forbindelse med opsigelse af en rammeaftale, kan der ifølge forslaget til § 51, stk. 3, ikke opkræves et gebyr for opsigelsen, hvis rammeaftalen er indgået for en tidsbegrænset periode på mere end 12 måneder eller på ubestemt tid, og rammeaftalen opsiges efter udløbet af de første 12 måneder.

Reglerne om opsigelse og begrænsningerne i adgangen til i den forbindelse at opkræve gebyr har til formål at fremme kundemobiliteten.

Hvis der opkræves et gebyr i forbindelse med opsigelse, skal dette ifølge forslaget til § 51, stk. 4, være passende og stå i rimeligt forhold til omkostningerne ved opsigelsen. Begrebet omkostninger omfatter både direkte og indirekte omkostninger og en rimelig avance.

Det foreslås i § 51, stk. 5, at i det omfang, der opkræves løbende vederlag for en betalingstjeneste, kan udbyderen kun opkræve vederlag for perioden frem til rammeaftalens ophør. Forudbetalte gebyrer skal tilbagebetales forholdsmæssigt. Bestemmelsen omfatter kun løbende vederlag, mens etableringsomkostninger ved indgåelse af en rammeaftale ikke kan kræves tilbagebetalt i forbindelse med opsigelse.

Er der i forbindelse med indgåelse af en aftale om et betalingsinstrument tilknyttet andre ydelser for eksempel forsikringsprodukter, skal der kun ske reduktion af den del af det forudbetalte gebyr, der vedrører betalingsinstrumentet, hvis de andre ydelser forsat kan anvendes efter opsigelse af aftalen om betalingsinstrumentet.

Hvis rammeaftalen vedrører forudbetalte betalingsmidler, kan betaleren få udbetalt en eventuel restværdi, hvis krav herom fremsættes inden 1 år efter rammeaftalens udløb, jf. forslagets § 51, stk. 6. Bestemmelsen fremgår ikke udtrykkeligt af direktivet, men det er en naturlig følge af en ophævelse af en rammeaftale om forudbetalte betalingsmidler, at en eventuel restværdi udbetales. Det foreslås dog at fastsætte krav om, at udbetaling af restværdien skal fremsættes inden 1 år efter rammeaftalens ophør. Dette svarer til den gældende regel i lov om visse betalingsmidler § 9, stk. 2. Det er dog en betingelse, at omkostningerne ved at udbetale restværdien ikke overstiger restværdien.

Forslaget til § 51 gennemfører direktivets art. 45, stk. 1-4. Adgangen for medlemsstaterne til efter art. 45, stk. 6, at fastsætte bestemmelser, der er gunstigere for brugere af betalingstjenester er ikke udnyttet. Forslaget viderefører § 9 i lov om visse betalingsmidler.


Stk. 2. I forbindelse med indgåelse af en rammeaftale kan det aftales, at udbyderen kan opsige rammeaftalen med mindst 2 måneders varsel ved anvendelse af § 47, stk. 1 og 2.

Stk. 3. Der må ikke opkræves gebyr af brugeren for at opsige en rammeaftale, hvis rammeaftalen er indgået for en tidsbegrænset periode på mere end 6 måneder eller på ubestemt tid og rammeaftalen opsiges efter udløbet af de første 6 måneder.

Stk. 4. Et gebyr i forbindelse med opsigelse af en rammeaftale skal stå i rimeligt forhold til omkostningerne.

Stk. 5. I det omfang der opkræves løbende gebyr for en betalingstjeneste, kan udbyderen af en betalingstjeneste kun opkræve gebyr for perioden frem til rammeaftalens ophør. Forudbetalte gebyrer skal tilbagebetales forholdsmæssigt.

Gennemførelse af betalingstransaktioner omfattet af en rammeaftale

[ Oplysningspligt vedr. gennemførelsestid og gebyrer ] § 52. Når en betaler har iværksat en betalingstransaktion omfattet af en rammeaftale, skal udbyderen af betalingstjenesten på betalers foranledning oplyse om den maksimale gennemførelsestid og de gebyrer, som betaler skal betale, og, hvor det er relevant, udlevere en liste over gebyrerne.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 52

Det foreslås i § 52, stk. 1, at når en betaler har iværksat en betalingstransaktion omfattet af en rammeaftale, skal udbyderen af betalingstjenesten på betalers anmodning oplyse om den maksimale gennemførelsestid og de gebyrer, som betaler skal betale, og hvor det er relevant, skal udbyderen også udlevere en liste over gebyrerne.

Bestemmelsen kræver, at udbyderen stiller en tjeneste til rådighed, som gør det muligt på betalers anmodning at få de oplysninger, som er omfattet af forslaget til § 52, stk. 1. Det vil imidlertid være op til udbyderen at tilrettelægge en tjeneste, som sikrer efterlevelse af oplysningspligten efter § 52, stk. 1. Det kan således ikke kræves, at udbyderen etablerer en telefonisk hotline, som er åben 24 timer i døgnet med henblik på besvarelse af anmodninger efter § 52.

Det foreslås i § 52, stk. 2, at bestemmelsen i § 52, stk. 1, ikke finder anvendelse ved mikrobetalingsmidler.

Forslaget til § 52 gennemfører direktivets art. 46 og art. 34, stk. 1, litra a.


Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse ved mikrobetalingsmidler, jf. § 6, nr. 11.

[ Oplysningspligt over for betaler efter debitering ] § 53. Når en betalingstransaktion er blevet debiteret betalerens konto, eller hvis betaleren ikke anvender en betalingskonto, efter modtagelsen af betalingsordren, skal betalerens udbyder snarest muligt meddele betaleren følgende oplysninger på den i § 47, stk. 1 og 2, fastsatte måde:

Sml. § 54.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 53

Med forslaget til § 53, stk. 1, skal betalerens udbyder meddele betaleren en række oplysninger, som er opregnet i bestemmelsen, når en betalingstransaktion er blevet debiteret betalerens konto eller, hvis betaleren ikke anvender en betalingskonto, efter modtagelsen af betalingsordren. Oplysningerne skal gives på den i forslagets § 47, stk. 1 og 2, fastsatte måde, dvs. på papir eller andet varigt medium.

Efter forslagets § 53, stk. 1, nr. 1, skal oplysningerne indeholde en reference, så betaleren kan identificere betalingstransaktionen, og, hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren. Endvidere skal de indeholde eventuelle yderligere oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen. Hvis der følger et transaktionsnummer med betalingstransaktionen, vil dette opfylde kravet om identifikation af betalingstransaktionen.

Forslagets § 53, stk. 1, nr. 2, stiller krav om angivelse af betalingstransaktionens beløb angivet i den valuta, som betalerens konto debiteres eller i den valuta, der anvendes i betalingsordren.

Efter forslagets § 53, stk. 1, nr. 3, skal der oplyses om de samlede gebyrer for betalingstransaktionen eller den rente betaleren skal betale. Hvor det er relevant skal betaleren også have en liste over eventuelle gebyrer. Ved rente forstås en eventuel rente, som opkræves i forbindelse med betalingstransaktionen. Derimod er en rente, der følger af det underliggende kontoforhold ikke omfattet af bestemmelsen.

Hvis der sker en valutaomregning i forbindelse med betalingstransaktionen, skal der efter forslaget til § 53, stk. 1, nr. 4, oplyses om den anvendte vekselkurs ved betalingstransaktionen og beløbet for betalingstransaktionen efter valutaomregningen.

Endelig skal der oplyses om valørdatoen for debitering eller dato for modtagelsen af betalingsordren, jf. forslagets § 53, stk. 1, nr. 5. Valørdatoen skal være i overensstemmelse med forslagets §§ 76-79. Hvis betaleren ikke har en betalingskonto hos betalerens udbyder, oplyses datoen for modtagelsen af betalingsordren.

Det kan aftales, at oplysningerne efter stk. 1 i stedet skal meddeles eller stilles til rådighed en gang om måneden eller oftere på en måde, som gør det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysningerne uændret, jf. forslagets § 53, stk. 2. Oplysninger om betalerens transaktioner kan for eksempel være tilgængelig på netbank eller kan fremsendes til betaleren i form af et månedligt kontoudtog. Hvis der ikke har været bevægelser på kontoen i løbet af en måned, er udbyderen ikke forpligtet til at orientere betaleren herom uanset, at der er truffet aftale om, at oplysninger efter § 53, stk. 1, skal stilles til rådighed en gang om måneden.

Med forslaget til § 53, stk. 3, gives der særlige regler for oplysninger til betaler ved gennemførelse af en betalingstransaktion med brug af mikrobetalingstjenester. I disse tilfælde kan det aftales, at udbyder kun skal meddele en reference eller stille en reference til rådighed, der gør det muligt for betaleren at identificere betalingstransaktionen, transaktionens beløb og gebyrerne. Hvis der er tale om flere betalingstransaktioner af samme art til samme betalingsmodtager, skal der kun oplyses om det samlede beløb og de samlede gebyrer for disse transaktioner. Hvis mikrobetalingsinstrumentet anvendes anonymt, eller hvis det ikke er teknisk muligt for udbyderen at meddele disse oplysninger, kan udbyderen helt undlade at give disse oplysninger. Det er i dog en betingelse at udbyderen under alle omstændigheder giver betaleren mulighed for at kontrollere mikrobetalingsinstrumentets saldo.

Forslagets § 53 gennemfører direktivets art. 47 og art. 34, stk. 1, litra c.


1) En reference, så betaleren kan identificere betalingstransaktionen, og, hvor det er relevant, oplysninger om betalingsmodtageren, og eventuelle yderligere oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen.

2) Betalingstransaktionens beløb angivet i den valuta, hvormed betalerens konto debiteres, eller i den valuta, der anvendes i betalingsordren.

3) De samlede gebyrer for betalingstransaktionen eller den rente betaleren skal betale, og, hvor det er relevant, en liste over gebyrerne.

4) Hvor det er relevant, den anvendte vekselkurs ved betalingstransaktionen og beløbet for betalingstransaktionen efter valutaomregningen.

5) Valørdatoen for debitering eller dato for modtagelsen af betalingsordren.

Stk. 2. Det kan aftales, at oplysninger efter stk. 1 skal meddeles eller stilles til rådighed mindst en gang om måneden og på en måde, som gør det muligt for betaleren at lagre og gengive oplysningerne uændret.

Stk. 3. Ved brug af mikrobetalingsmidler kan det aftales, at udbyder uanset stk. 1 og 2 kun skal meddele en reference eller stille en reference til rådighed, der gør det muligt for betaleren at identificere betalingstransaktionen, transaktionens beløb og gebyrer. Hvis der er tale om flere betalingstransaktioner af samme art til samme betalingsmodtager, skal der kun oplyses om det samlede beløb og de samlede gebyrer for disse transaktioner. Stk. 1 og 2 finder endvidere ikke anvendelse, hvis mikrobetalingsmidlet anvendes anonymt, eller hvis det ikke er teknisk muligt for udbyderen at meddele disse oplysninger. Udbyderen skal dog under alle omstændigheder give betaleren mulighed for at kontrollere mikrobetalingsmidlets saldo.

[ Oplysningspligt over for betalingsmodtager efter transaktion ] § 54. Når en betalingstransaktion er blevet gennemført, skal betalingsmodtagerens udbyder snarest muligt meddele betalingsmodtageren følgende oplysninger på den måde, der er fastsat i § 47, stk. 1 og 2:

Sml. § 53.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 54

Det foreslås i § 54, stk. 1, at betalingsmodtagerens udbyder skal meddele betalingsmodtageren en række oplysninger efter, at en betalingstransaktion er gennemført. Oplysningerne skal meddeles på den i forslaget til § 47, stk. 1 og 2, fastsatte måde, dvs. på papir eller varigt medium.

Efter § 54, stk. 1, nr. 1, skal betalingsmodtagerens udbyder oplyse en reference, så betalingsmodtageren kan identificere betalingstransaktionen, og, hvor det er relevant, oplysninger om betaleren. Endvidere skal oplysningerne omfatte eventuelle yderligere oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen. Oplysninger om betaleren må kun oplyses til betalingsmodtageren, såfremt reglerne om videregivelse i lov om finansiel virksomhed ikke forhindrer videregivelse af oplysning om betalerens identitet.

Der skal endvidere, jf. forslagets § 54, stk. 1, nr. 2, gives oplysning om betalingstransaktionens beløb angivet i den valuta, som betalingsmodtagerens konto blev krediteret. Såfremt betalingstransaktionen er gennemført i en anden valuta end den valuta, som betalingsmodtagerens konto føres i, skal der oplyses om betalingstransaktionens beløb inden valutaomregningen samt den vekselkurs, som er anvendt i forbindelse med valutaomregningen, jf. forslaget til § 54, stk. 1, nr. 4.

Efter forslagets § 54, stk. 1, nr. 3, skal der oplyses om eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen eller den rente, betalingsmodtageren skal betale. Hvor det er relevant skal betalingsmodtageren også have en liste over eventuelle gebyrer stillet til rådighed. Ved rente forstås en eventuel rente, som opkræves i forbindelse med betalingstransaktionen. Derimod er en rente, der følger af det underliggende kontoforhold ikke omfattet af forslagets § 54, stk. 1, nr. 3.

Betalingsmodtager skal endvidere have oplyst valørdatoen for krediteringen, jf. forslagets § 54, stk. 1, nr. 5. Valørdatoen skal være i overensstemmelse med forslagets § 76.

Efter forslaget til § 54, stk. 2, kan det aftales, at oplysninger efter stk. 1, skal meddeles eller stilles til rådighed mindst en gang om måneden og på en måde, som gør det muligt for betalingsmodtageren at lagre og gengive oplysningerne uændret. Der henvises til bemærkningerne til den tilsvarende bestemmelse i forslagets § 53, stk. 2.

Med forslagets § 54, stk. 3, gives særlige regler for oplysninger til betalingsmodtagere i forbindelse med brug af mikrobetalingsmidler. I disse tilfælde foreslås det, at udbyderen kun skal meddele en reference eller stille en reference til rådighed, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransaktionen, transaktionens beløb og gebyrerne.

Hvis mikrobetalingsinstrumentet anvendes anonymt, eller hvis det ikke er teknisk muligt for udbyderen at meddele disse oplysninger, kan betalingsmodtagerens udbyder helt undlade at give oplysninger efter § 54, stk. 1, jf. forslagets § 54, stk. 3, 2. pkt.

Forslaget til § 54 gennemfører direktivets art. 48 og art. 34, stk. 1, litra c. Efter direktivets art. 48, stk. 3, kan medlemsstaterne kræve, at oplysninger til betalingsmodtager efter gennemførelse af betalingstransaktioner skal leveres vederlagsfrit på papir hver måned. Denne adgang er ikke udnyttet.


1) En reference, så betalingsmodtageren kan identificere betalingstransaktionen og, hvor det er relevant, betaleren, og eventuelle yderligere oplysninger, der fulgte betalingstransaktionen.

2) Betalingstransaktionens beløb angivet i den valuta, som betalingsmodtagerens konto blev krediteret.

3) Eventuelle gebyrer for betalingstransaktionen eller den rente, betalingsmodtageren skal betale, og, hvor det er relevant, en liste over disse gebyrer.

4) Hvor det er relevant, den vekselkurs, som betalingsmodtagerens udbyder har anvendt, og betalingstransaktionens beløb inden valutaomregningen.

5) Valørdato for krediteringen.

Stk. 2. Det kan aftales, at oplysninger efter stk. 1 skal meddeles eller stilles til rådighed mindst en gang om måneden og på en måde, som gør det muligt for betalingsmodtageren at lagre og gengive oplysningerne uændret.

Stk. 3. Ved brug af mikrobetalingsmidler kan det aftales, at udbyderen uanset stk. 1 og 2 kun skal meddele en reference eller stille en reference til rådighed, der gør det muligt for betalingsmodtageren at identificere betalingstransaktionen, transaktionens beløb og gebyrer. Stk. 1 og 2 finder endvidere ikke anvendelse, hvis mikrobetalingsmidlet anvendes anonymt, eller hvis det ikke er teknisk muligt for udbyderen at meddele disse oplysninger.

Kapitel 6

Rettigheder og forpligtelser ved brug af betalingstjenester

Generelle bestemmelser

[ Forbud mod gebyrer for oplysninger mv. ] § 55. En udbyder må ikke afkræve brugeren et gebyr for at opfylde sin oplysningspligt eller for at foretage korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold til dette kapitel bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 67, stk. 2, § 72, stk. 3, og § 73, stk. 5. Gebyret skal stå i rimeligt forhold til udbyderens omkostninger.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 55

Det foreslås i § 55, at en udbyder ikke kan opkræve brugeren gebyr for at opfylde sin oplysningspligt eller for at foretage korrigerende og forebyggende foranstaltninger i henhold til bestemmelserne i kapitel 6 i lovforslaget. Dette udgangspunkt fraviges dog i forhold til de i § 67, stk. 2, § 72, stk. 3, samt § 73, stk. 5, foreslåede bestemmelser.

Forslagets § 67, stk. 2, vedrører forpligtelsen for betalers udbyder til at træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler i forbindelse med en betalingstransaktion, hvor betalingsordren er gennemført i overensstemmelse med en entydig identifikationskode, men hvor brugeren har oplyst en forkert entydig identifikationskode. Begrebet entydig identifikationskode er nærmere omtalt nedenfor i bemærkningerne til § 67. Udbyderen af betalingstjenester kan her kræve et gebyr for sit arbejde med at forsøge at tilbageføre det beløb, der er omfattet af en betalingstransaktion, hvis det er aftalt med brugeren.

Forslaget til § 72, stk. 1 og 2, vedrører afvisning af en betalingsordre. En udbyder kan i dette tilfælde opkræve gebyr for at underrette brugeren om afvisningen, hvis det er aftalt i rammeaftalen, jf. § 72, stk. 3.

Forslagets § 73, stk. 5, vedrører aftalt tilbagekaldelse. Det fremgår af bestemmelsen, at stk. 1 - 4 kan fraviges ved aftale mellem brugeren af betalingstjenesten og brugerens udbyder. Såfremt tilbagekaldelsen er aftalebaseret, kan udbyderen opkræve et gebyr for tilbagekaldelsen, hvis det er aftalt i rammeaftalen.

Det fremgår af forslaget til § 55, 2. pkt., at i de tilfælde, hvor der kan opkræves gebyr, skal dette være passende og stå i rimeligt forhold til udbyderens omkostninger. En udbyder skal på tilsynsmyndighedens anmodning være i stand til at redegøre for de faktiske omkostninger, som udbyderen har i forbindelse med at levere supplerende ydelser. Begrebet omkostninger omfatter både direkte og indirekte omkostninger samt en passende avance.

Som eksempel på de tilfælde, hvor bestemmelsen i forslagets § 55 forhindrer en udbyder i at opkræve et gebyr af en bruger for at opfylde sin oplysningspligt eller for at foretage korrigerende og forebyggende foranstaltninger, kan nævnes forpligtelsen efter forslagets § 60, stk. 1, nr. 2, til at sikre, at det til enhver tid er muligt for betaleren at få spærret sit betalingsinstrument. Tilsvarende kan en udbyder ikke afkræve en bruger gebyr for at modtage indsigelser for uautoriserede betalingstransaktioner, jf. forslagets § 62, eller for at tilbagebetale et for stort opkrævet beløb efter forslagets § 65.

Bestemmelsen gennemfører direktivets art. 52, stk. 1.


[ Betalingsmodtagers pligt til at modtage kontant betaling ] § 56. Betalingsmodtager er forpligtet til at modtage kontant betaling, hvis betalingsmodtageren modtager betalingsinstrumenter, der er omfattet af denne lov, jf. dog § 2 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Bestemmelsen i 1. pkt. gælder ikke ved fjernsalg eller ved betalingstransaktioner i ubemandede selvbetjeningsmiljøer.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 56

Forslaget til § 56 viderefører bestemmelsen i lov om visse betalingsmidler § 10, stk. 1 om pligt til at modtage kontant betaling, hvis betalingsmodtager modtager betalingsinstrumenter omfattet af denne lov. Det er med bestemmelsen ikke tilsigtet at foretage realitetsændringer i forhold til den gældende bestemmelse i lov om visse betalingsmidler § 10, stk. 1.

Bestemmelsen sikrer, at forbrugerne vil kunne betale kontant i forretninger, restauranter, m.v. Uden en sådan regel vil det være muligt for de erhvervsdrivende at betinge salg af, at betaling sker med et betalingskort eller andre former for betalingsinstrumenter. Der er fortsat mange forbrugere, der helst vil betale med kontante midler, og bestemmelsen skal derfor sikre forbrugerne valgfrihed mellem forskellige betalingsinstrumenter.

Kontantreglen finder dog ikke anvendelse ved fjernsalg eller ved betalingstransaktioner i ubemandede selvbetjeningsmiljøer. Disse salgsmetoder er lagt an på at kunne fungere uden personlig kontakt mellem forbrugeren og betalingsmodtageren og forudsætter derfor at kunne finde sted uden kontant betaling.

Ifølge lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme § 2, må forhandlere af genstande samt auktionsholdere ikke modtage kontantbetalinger på 100.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på en gang eller som flere betalinger, der ser ud til at være indbyrdes forbundet. Som følge heraf gælder forpligtelsen efter den foreslåede § 56 til at modtage kontant betaling ikke i disse tilfælde, jf. henvisningen til lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme § 2


[ Krav om autoriseret transaktion ] § 57. En betalingstransaktion er kun autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen. Betaleren kan autorisere en betalingstransaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder, efter gennemførelsen af betalingstransaktionen.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 57

Det foreslås i § 57, stk. 1, at en betalingstransaktion kun er autoriseret, hvis betaleren har meddelt samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen. Betaleren kan autorisere en betalingstransaktion før eller, hvis det er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder, efter gennemførelsen af betalingstransaktionen. Som eksempler på betalers meddelelse af samtykke kan nævnes, at betaler anvender sin pinkode i en forretning, underskriver en betalingsordre i en filial eller anvender sin kode i en netbank.

Ved »autorisere« forstås godkende. Når lovteksten anvender begrebet autorisere skyldes dette, at begrebet autorisering anvendes i praksis ved gennemførelse af betalingstransaktioner.

Det er en forudsætning for, at en transaktion kan autoriseres efterfølgende, at der forinden er indgået en specifik aftale herom mellem betaler og udbyder. Det beror på en konkret vurdering, hvorvidt der i det enkelte tilfælde er indgået en sådan aftale. Hvis det aftales i rammeaftalen, at betaleren er forpligtet til at autorisere en betalingstransaktion efter, at den er gennemført, vil et sådant vilkår blive anset for at være et urimeligt aftalevilkår. Det kan konkret aftales, at et sådant samtykke kan afgives ved stiltiende accept.

Det er en følge af bestemmelsen, at hvis en betaler ikke har meddelt samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen, er betalingstransaktionen uautoriseret, jf. også direktivets art. 54, stk. 2, 2. pkt.

Efter forslaget til stk. 2 skal et samtykke meddeles i den form og efter den procedure, der er aftalt mellem betaleren og hans udbyder.

Bestemmelsen fastsætter derimod ikke krav om, at et samtykke skal meddeles i en bestemt form eller efter en bestemt procedure. Dette spørgsmål er derfor overladt til parternes aftale.

Ifølge forslagets stk. 3, kan et samtykke ikke tilbagekaldes efter det tidspunkt, der er følger af forslagets § 73. § 73 fastsætter tidspunktet for, hvornår en betalingstransaktion kan tilbagekaldes. Det betyder for eksempel, at et samtykke til at gennemføre en konto til konto overførsel ikke kan tilbagekaldes efter, at betalingsordren er modtaget af betalers udbyder.

Forslaget til § 57 gennemfører direktivets art. 54.


[ Formkrav for samtykke ] Stk. 2. Et samtykke meddeles i den form og efter den procedure, der er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder.

[ Begrænsning i adgang til tilbagekaldelse af samtykke ] Stk. 3. Et samtykke kan ikke tilbagekaldes efter det tidspunkt, der følger af § 73.

Forpligtelser ved brug og udbud af betalingsinstrumenter

[ Vilkår om spærring ] § 58. Et vilkår i en rammeaftale om adgang til at spærre et betalingsinstrument skal være objektivt begrundet i forhold til betalingsinstrumentets sikkerhed eller mistanke om uberettiget brug. Hvis der er tale om et betalingsinstrument med en kreditfacilitet, kan det aftales, at betalingsmidlet kan spærres, hvis der er en væsentlig forhøjet risiko for, at betaleren ikke kan opfylde sin betalingsforpligtelse.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 58

Det foreslås i § 58, stk. 1, at hvis der findes et vilkår i rammeaftalen om adgang til at spærre et betalingsinstrument, skal dette vilkår være begrundet i objektivt berettigede årsager i tilknytning til betalingsinstrumentets sikkerhed eller mistanke om uberettiget brug. Hvis der er tale om et betalingsinstrument med en kreditfacilitet, kan det aftales, at betalingsinstrumentet kan spærres, hvis der er en væsentlig forhøjet risiko for, at betaleren ikke kan opfylde sin betalingsforpligtelse.

Derimod vil det ikke være berettiget at aftale adgang til spærring af betalingsinstrumenter med andre begrundelser end opregnet i forslaget til § 58.

Spærring af et betalingsinstrument kan foretages af udbyderen eller en serviceleverandør, som udbyder har indgået aftale med.

Ved uberettiget brug forstås både misbrug foretaget af tredjemand, som for eksempel har stjålet et betalingsinstrument, eller kortholders eget misbrug, for eksempel i form af overtræk. Der vil også foreligge uberettiget brug, hvis det kontoforhold, som betalingsinstrumentet er knyttet til, er opsagt. Mistanke om uberettiget brug kan også forekomme, hvis der inden for et meget kort tidsrum sker omfattende køb på et betalingskort, som ligger uden for kortindehaverens normale forbrugsmønster.

Hvis en kortindehaver ønsker sit kort fornyet, før kortet udløber, og kortet ikke indleveres, vil det være berettiget at spærre det gamle kort på grund af hensynet til betalingsinstrumentets sikkerhed.

Så længe der foreligger objektivt berettigede årsager i tilknytning til de forhold, der er nævnt i bestemmelsen, vil det være muligt at aftale en spærringsadgang for et betalingsinstrument.

En objektiv berettiget årsag i tilknytning til betalingsinstrumentet sikkerhed vil også foreligge, hvis der er kendskab til eller mistanke om, at kortdata er blevet kompromitteret.

Kreditfacilitet skal forstås i overensstemmelse med bemærkningerne til bilag 1, pkt. 4. På den ene side kan kreditelementet være knyttet til betalingsinstrumentet og omfatte den situation, hvor debitering af betalingskontoen først sker med en vis forsinkelse efter brug af betalingskortet. Kreditelementet kan på den anden side også omfatte en kreditfacilitet på selve betalingskontoen, for eksempel i form af en kassekredit.

Efter bestemmelsen kan der aftales en adgang til at spærre betalingsinstrumentet, hvis der er en væsentlig forhøjet risiko for, at betaleren ikke kan opfylde sin betalingsforpligtelse. Det forudsættes, at der er i dette tilfælde er en konkret begrundet risiko for, at betaleren ikke kan opfylde sin betalingsforpligtelse.

Efter direktivets art. 55, stk. 1, kan der endvidere aftales beløbsgrænser for betalingstransaktioner, der gennemføres med et betalingsinstrument. Det er ikke fundet nødvendigt at fastsætte en bestemmelse i lovforslaget om dette forhold, da sådanne forhold altid vil kunne aftales, medmindre lovgivningen udtrykkeligt har forbudt sådanne vilkår. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Hvis der gennemføres eller forsøges gennemført betalingstransaktioner, der overskrider en aftalt beløbsgrænse, vil dette kunne være et forhold, der vil kunne berettige til spærring som følge af mistanke om uberettiget brug.

Efter forslaget til § 58, stk. 2, skal udbyderen underrette betaleren om spærringen af betalingsinstrumentet og årsagerne hertil inden spærringen, eller hvis dette ikke er muligt umiddelbart derefter, medmindre dette vil være til skade for objektivt berettigede sikkerhedshensyn.

Som eksempel på objektivt berettigede sikkerhedshensyn kan nævnes hensyn til bekæmpelse af terrorfinansiering og hvidvask af udbytte fra kriminelle handlinger.

Når årsagerne til spærringen ikke længere er til stede, skal udbyderen ophæve spærringen eller udlevere et nyt betalingsinstrument, jf. forslaget til § 58, stk. 3. Bestemmelsen forudsætter, at kundeforholdet løber videre. Der er derfor ikke pligt til at ophæve spærringen eller udlevere et nyt betalingsinstrument, hvis de forhold, der førte til spærringen, har medført, at kontoforholdet er ophørt. Det er således ikke tilstrækkeligt at betaleren indbetaler det beløb, som vedkommendes konto er overtrukket med, hvis kontoforholdet er ophørt.

Bestemmelsen gennemfører direktivets art. 55.


[ Underretningspligt vedr. spærring ] Stk. 2. Udbyderen skal underrette betaleren om spærringen af betalingsinstrumentet og årsagerne hertil inden spærringen eller, hvis dette ikke er muligt, umiddelbart derefter, medmindre dette vil skade hensynet til sikkerheden.

Stk. 3. Når årsagerne til spærringen ikke længere er til stede, skal udbyderen ophæve spærringen eller udlevere et nyt betalingsinstrument.

[ Betalers pligter vedr. brug af betalingsinstrument ] § 59. En betaler, der får udleveret et betalingsinstrument, skal

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 59

Efter forslaget til § 59, stk. 1, skal en betaler, der får udleveret et betalingsinstrument, iagttage en række forhold.

Efter forslaget til § 59, stk. 1, nr. 1, skal betaleren ved modtagelse af betalingsinstrumentet træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning. Det vil for eksempel sige, at betaleren skal beskytte den pinkode, der typisk følger med et betalingsinstrument med henblik på at modvirke misbrug af betalingsinstrumentet. Bestemmelsen suppleres af forslagets § 48, nr. 5, litra a, hvorefter rammeaftalen skal beskrive de sikkerhedsforanstaltninger en bruger af betalingsmidler skal iagttage ved brug af betalingsinstrumenter.

Forslaget til § 59, stk. 1, nr. 2, bestemmer, at betaleren er forpligtet til at anvende betalingsinstrumentet i overensstemmelse med betingelserne for udstedelse og brug af betalingsinstrumentet. Bestemmelsen supplerer forslaget til § 48, nr. 2, der bestemmer, at rammeaftalen skal indeholde oplysninger og betingelser for brug af betalingstjenester.

Hvis en betaler bliver opmærksom på tab, uberettiget tilegnelse eller anden uberettiget brug af betalingsinstrumentet, skal denne efter forslaget til § 59, stk. 1, nr. 3, snarest muligt underrette udbyderen. Efter forslaget til § 48, nr. 5, litra a, skal rammeaftalen indeholde en beskrivelse af, hvordan, herunder til hvem, der skal ske underretning i tilfælde af uberettiget brug mv. Såfremt betaleren ikke foretager denne underretning, følger det af forslaget til § 62, at denne i visse situationer risikerer at hæfte for op til 8.000 kr. i tilfælde af uberettiget brug af betalingsinstrumentet.

I § 59, stk. 2, foreslås det, at det kan aftales, at forpligtelsen til at rette henvendelse til udbyderen i forbindelse med tab mv. i stk. 1, nr. 3, ikke finder anvendelse på mikrobetalingsinstrumenter, hvis det på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er muligt at spærre for brugen af det. Disse betalingsinstrumenter vil typisk være forudbetalte betalingsinstrumenter.

Forslaget til § 59 gennemfører direktivet art. 56 og art. 53, stk. 1, litra a.


1) ved modtagelse af betalingsinstrumentet træffe alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning,

2) anvende betalingsinstrumentet i overensstemmelse med betingelserne for udstedelse og brug af betalingsinstrumentet og

3) snarest muligt underrette udbyderen, når betaler bliver opmærksom på tab, uberettiget tilegnelse eller anden uberettiget brug af betalingsinstrumentet.

Stk. 2. Det kan aftales, at stk. 1, nr. 3, ikke finder anvendelse på mikrobetalingsinstrumenter, hvis det på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er muligt at spærre for brugen af det.

[ Udbyders pligter vedr. visse foranstaltninger ] § 60. En udbyder, der udsteder et betalingsinstrument, skal

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 60

Med forslaget til § 60 fastsættes en række forpligtelser for en udbyder, der udsteder et betalingsinstrument. Bestemmelsen viderefører gældende regler på område.

En udbyder skal efter forslaget til § 60, stk. 1, nr. 1, træffe egnede foranstaltninger for at sikre, at den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning ikke er tilgængelig for andre end den betaler, der er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet. Bestemmelsen pålægger således udbyderen at træffe egnede sikkerhedsforanstaltninger både i forbindelse med generering af disse personlige sikkerhedsforanstaltninger, fremsendelsen heraf til en betaler af betalingsinstrumenter samt i forbindelse med kontrol af betalingstransaktioner.

Efter forslagets § 60, stk. 1, nr. 2, skal en betaler til enhver tid kunne underrette sin udbyder. Udbyderen skal derfor sikre, at betaleren har adgang til en spærringstjeneste 24 timer i døgnet. Ifølge forslaget til stk. 1, nr. 3, skal udbyderen samtidig sikre, at betaleren i en periode på 18 måneder fra en underretning kan rekvirere dokumentation at have foretaget en sådan underretning med angivelse af tidspunktet for underretningen. Der kan således ikke stilles krav om, at udbyderen skal stille dokumentationen til rådighed på en bestemt måde, så længe den blot er tilgængelig i den anførte periode. Dokumentation i form af en papirkvittering vil opfylde bestemmelsens dokumentationskrav. Såfremt dokumentationen er tilgængelig i for eksempel netbanken, skal udbyderen sikre, at denne oplysning kan findes i netbank i mindst 18 måneder.

En betaler skal endvidere efter forslaget til § 60, stk. 1, nr. 2, kunne anmode om at få ophævet en spærring, jf. § 58, stk. 3. I modsætning til spærringsadgangen er der ikke krav om, at betaleren kan gøre dette 24 timer i døgnet.

Efter underretning skal udbyder efter forslaget til § 60, stk. 1, nr. 4, hindre enhver brug af betalingsinstrumentet. Bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med forslaget til § 62, stk. 7, hvorefter udbyderen hæfter for uberettiget brug af betalingsinstrumentet efter en spærring.

Det fastslås i forslaget til § 60, stk. 2, at betalingsinstrumenter ikke må fremsendes uopfordret, bortset fra udskiftning af betalingsinstrumenter, der allerede er udleveret til en betaler.

Forsendelsesrisikoen ved fremsendelse af et betalingsinstrument eller den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning påhviler efter forslaget til § 60, stk. 3, udbyderen. Bestemmelsen skal ses i forlængelse af forslaget til § 60, stk. 1, nr. 1, hvorefter det påhviler udbyderen at sikre, at for eksempel den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning ikke er tilgængelig for andre end betaleren af betalingsinstrumentet. Da udbyderen vælger fremsendelsesformen, bør udbyderen også bære risikoen, hvis forsendelsen ikke kommer frem til betaleren. Hvis et betalingskort bortkommer i forbindelse med fremsendelsen til betaleren, er det derfor tillige udbyderen, der må bekoste fremsendelse af et nyt kort til betaleren.

Hvis et betalingskort og måske pinkode bortkommer i forbindelse med fremsendelse til betaleren og det efterfølgende bliver anvendt til betalingstransaktioner, medfører reglen om, at udbyderen bærer forsendelsesrisikoen i forslagets § 60, stk. 3, at udbyderen uanset selvrisikoreglen i forslagets § 62, stk. 2, skal bære det fulde tab.

Efter forslaget til § 60, stk. 4, kan det aftales, at stk. 1, nr. 3 og 4, dvs. reglerne om dokumentation for spærring samt hindring af brug af betalingsinstrumentet efter underretning, ikke finder anvendelse på mikrobetalingsmidler, hvis det på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er muligt at spærre for brugen af det.

Bestemmelsen gennemfører direktivets art. 57, og stk. 4 gennemfører direktivets art. 53, stk. 1, litra a.


1) træffe egnede foranstaltninger for at sikre, at den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning ikke er tilgængelig for andre end den betaler, der er berettiget til at bruge betalingsinstrumentet,

2) sikre, at en betaler til enhver tid kan foretage underretning som nævnt i § 59, stk. 1, nr. 3, eller anmode om ophævelse af spærring, jf. § 58, stk. 3,

3) sikre, at betaleren i en periode på 18 måneder fra en underretning, jf. nr. 2, kan dokumentere at have foretaget en sådan underretning med angivelse af tidspunktet for underretningen og

4) hindre enhver brug af betalingsinstrumentet, når der er foretaget underretning, jf. § 59, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2. Betalingsinstrumenter må ikke fremsendes uopfordret, bortset fra ved udskiftning af et betalingsinstrument, der allerede er udleveret til en betaler.

Stk. 3. Forsendelsesrisikoen ved at fremsende et betalingsinstrument eller den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning påhviler udbyderen.

Stk. 4. Det kan aftales, at stk. 1, nr. 3 og 4, ikke finder anvendelse på mikrobetalingsinstrumenter, hvis det på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er muligt at spærre for brugen af det.

Hæftelses- og ansvarsregler

[ Udbyders hæftelse for uautoriserede transaktioner ] udgangspunkt § 61. Betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, jf. § 57, medmindre andet følger af § 62. Ved en uautoriseret transaktion skal betalers udbyder straks tilbagebetale betaleren beløbet.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 61

Det foreslås i § 61, stk. 1, at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner, jf. § 57, medmindre andet følger af § 62. Ved en uautoriseret transaktion, skal betalers udbyder straks tilbagebetale betaleren beløbet.

Bestemmelsen finder anvendelse for alle betalingstransaktioner omfattet af lovforslagets bilag 1, og fastslår, at betalers udbyder skal hæfte i forhold til betaler for tab som følge af uautoriserede betalingstransaktioner. Bestemmelsen har derfor et bredere anvendelsesområde end forslaget til § 62, jf. nedenfor, der kun finder anvendelse i forhold til uberettiget brug af betalingsinstrumenter.

Det fremgår af bestemmelsen, at betalers udbyder i tilfælde af en uautoriseret transaktion straks skal tilbagebetale betaleren beløbet. En udbyder bør derfor som udgangspunkt hurtigst muligt efter en anmeldelse om en uautoriseret transaktion tilbageføre det omtvistede beløb. Hvis udbyderen har mistanke om, at der ikke er tale om en uautoriseret transaktion og derfor afviser en hurtig tilbageførsel, vil betaler efter rentelovens regler kunne have krav på renter, hvis det senere viser sig, at der forelå en uautoriseret transaktion.

Hvorvidt der er tale om en uautoriseret betalingstransaktion skal fastlægges efter § 57.

Bestemmelsen gennemfører direktivets art. 60.

Ifølge forslaget til stk. 2 kan det aftales, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved mikrobetalingsinstrumenter, der anvendes anonymt eller hvis betalers udbyder på grund af mikrobetalingsinstrumentets karakter ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret.

Bestemmelsen gennemfører direktivets art. 53, stk. 1, litra b.


[ Anonyme mikrobetalingsinstrumenter ] modifikation Stk. 2. Det kan aftales, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved mikrobetalingsinstrumenter, der anvendes anonymt, eller hvis betalers udbyder på grund af mikrobetalingsinstrumentets karakter ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret.

[ Udbyders hæftelse for misbrug mv. ] § 62. Betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af et betalingsinstrument, medmindre andet følger af stk. 2-6. Betaler hæfter kun efter stk. 2-6, hvis transaktionen er korrekt registreret og bogført. Ved en uberettiget anvendelse af et betalingsinstrument skal betalers udbyder straks tilbagebetale betaleren beløbet. Betaleren hæfter dog uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af, at betaler har handlet svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser efter § 59.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 62

Med forslaget til § 62 fastlægges den ansvarsfordeling, som skal gælde, hvis et betalingsinstrument bruges af en person, som ikke er berettiget til at bruge det. Bestemmelsen viderefører de hidtil gældende regler i lov om visse betalingsmidler § 11.

Bestemmelsen gennemfører samtidig betalingstjenestedirektivets art. 61, der fastlægger en række undtagelser fra reglen i direktivets art. 60 om, at betalers udbyder skal bære tabet for uautoriserede betalingstransaktioner.

Direktivets art. 61 kan, jf. art. 61, stk. 3, fraviges i de tilfælde, hvor betaleren ikke har optrådt svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til direktivets art. 56. Her kan medlemsstaterne begrænse det i art. 61, stk. 1 og 2 omhandlede ansvar under hensyntagen til navnlig arten og de omstændigheder, under hvilke det blev tabt eller uberettiget brugt.

Som følge af bestemmelsen i direktivets art. 61, stk. 3, er det muligt at opretholde hæftelsesreglerne i § 11 i den hidtil gældende lov om visse betalingsmidler.

Forslaget til § 62, stk. 1, indeholder den grundlæggende regel om, at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af et betalingsinstrument, medmindre andet følger af stk. 2-6. Betaleren hæfter kun efter stk. 2-6, hvis transaktionen er korrekt registreret og bogført.

For at sikre en korrekt gennemførelse af direktivets art. 60 fremgår det af forslaget til stk. 1, at betalers udbyder straks skal tilbagebetale betaleren beløbet for den uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet. Dette er ikke tilfældet efter den nuværende § 11, stk. 1, i lov om visse betalingsmidler.

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse, som er i overensstemmelse med direktivets art. 61, at betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af, at betaler har handlet svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser efter forslagets § 59. Selvom dette ikke fremgår udtrykkeligt af den nuværende § 11 i lov om visse betalingsmidler, må det dog antages, at betaler ud fra almindelige erstatningsretlige regler vil blive pålagt erstatningsansvar, hvis han har handlet svigagtigt overfor sin udbyder. Heller ikke tilføjelsen om forsætlig overtrædelse af forslagets § 59 forventes at medføre et øget ansvar i forhold til, hvad der følger af den gældende § 11 i lov om visse betalingsmidler.

Selvrisikoreglen på 1.200 kr. i forslaget til stk. 2 er med en sproglig tilretning identisk med lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2. I stedet for den til betalingsmidlet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt begrebet den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning. Dette begreb svarer til direktivets »personaliserede sikkerhedsfeatures« og kan for eksempel være en pinkode. Ved at anvende dette begreb i forbindelse med selvrisikoreglen vil denne regel også finde anvendelse, når et betalingsinstrument er anvendt sammen med andre sikkerhedsforanstaltninger, der har samme funktion som en personlig kode.

Ved en personlig sikkerhedsforanstaltning forstås en sikkerhedsforanstaltning, der har til formål at sikre en særlig sikker brug af et betalingsinstrument. Det kan være en pinkode, men der er også andre personlige sikkerhedsforanstaltninger som for eksempel fingeraftryk og aflæsning af iris. Der er derimod ikke tale om et til betalingsinstrumentet hørende personlig sikkerhedsforanstaltning, hvis denne foranstaltning er tilgængelig på selve betalingsmidlet. En underskrift betragtes heller ikke som en personlig sikkerhedsforanstaltning.

Det forudsættes som hidtil, at selvrisikoen ikke vil blive gjort gældende af en udbyder over for en betaler i situationer, hvor det vil være klart stødende at lade betaleren hæfte, for eksempel når betalingsmidlet og koden er fratvunget betaleren ved anvendelse af vold eller trussel om vold.

Selvrisikoreglen finder kun anvendelse, når den personlige sikkerhedsforanstaltning anvendes umiddelbart i forbindelse med gennemførelse af den enkelte betalingstransaktion med betalingsinstrumentet. Det vil for eksempel sige umiddelbart i forbindelse med betaling med et betalingsinstrument i et supermarked. Ved betalinger via mobiltelefon finder selvrisikoreglen kun anvendelse, hvis sikkerhedsforanstaltningen anvendes umiddelbart i forbindelse med den enkelte betaling ved levering af varer og tjenesteydelser.

Bestemmelsen i stk. 3 omhandler de tilfælde, hvor der i forbindelse med den uberettigede anvendelse er benyttet en til betalingsinstrumentet hørende personlig sikkerhedsforanstaltning, for eksempel pinkode. Det er en forudsætning for, at stk. 3 finder anvendelse, at betalingsinstrumentet har en sådan sikkerhedsforanstaltning, og at denne har været anvendt i forbindelse med misbruget. Reglen finder således for det første anvendelse på betalingsinstrumenter, der fungerer uden kort, men med en kode. Reglen gælder også i de tilfælde, hvor et fysisk betalingsinstrument kan anvendes både med kode og med underskrift, som det er tilfældet med et Dankort. Men reglen i stk. 3 anvendes da kun på det misbrug, der er sket ved anvendelsen af koden. Er der tillige sket et misbrug af betalingsinstrumentet ved benyttelse af en falsk underskrift, skal dette misbrug vurderes ud fra reglen i stk. 4.

Er der til et betalingsinstrument knyttet en personlig sikkerhedsforanstaltning, er det af afgørende betydning for at hindre andres uberettigede brug af betalingsinstrumentet, at denne behandles som fortrolig og ikke røbes for andre. Den personlige sikkerhedsforanstaltning er således nøglen til benyttelsen af betalingsinstrumentet. Brugeren må derfor ikke overlade eller oplyse denne sikkerhedsforanstaltning til andre. Det er derfor ikke afgørende for hæftelsen efter stk. 3, om brugeren har overladt selve det fysiske betalingsinstrument (for eksempel et betalingskort) til en anden person, idet det er sikkerhedsforanstaltningen for eksempel i form af en kode, der er den egentlige sikkerhed i systemet.

De tilfælde efter stk. 3, nr. 1-3, hvor brugeren hæfter, omhandler alene brugerens manglende påpasselighed ved omgangen med den personlige sikkerhedsforanstaltning. Bestemmelsen understøtter herved, at der er tale om en personlig sikkerhedsforanstaltning, som ikke må overdrages til eller bruges af andre. Bestemmelsen indeholder derfor ikke udtrykkelige regler om, hvorledes en anden person skal agere, hvis denne person har fået overdraget sikkerhedsforanstaltningen af brugeren, og hvis denne i en sådan situation kompromitteres.

Formuleringen af stk. 3, nr. 1, er ændret i forhold til den hidtidige formulering i lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1, så den i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis også finder anvendelse på bortkomst af selve betalingsinstrumentet.

Forslaget til stk. 4 sigter på de tilfælde af misbrug, hvor betalingsinstrumentet har været aflæst fysisk eller elektronisk, og der i tilknytning hertil er anvendt en falsk underskrift.

Kan et betalingsinstrument anvendes ved, at betaleren underskriver for eksempel en nota samtidig med, at der sker en elektronisk eller fysisk aflæsning af betalingsinstrumentet, må betaleren opbevare selve betalingsinstrumentet, typisk et kort, sikkert for at begrænse risikoen for misbrug.

I modsætning til stk. 3 præciseres det således i stk. 4, at den, som betaleren måtte overlade betalingsinstrumentet til, har samme pligt til at reagere efter stk. 4, som betaleren har, og at det er betaleren, der hæfter, hvis denne anden person ikke gør som foreskrevet i stk. 4.

Det er udgangspunktet for at anvende reglen i stk. 4, at den uberettigede har underskrevet falsk. Efter stk. 4 hæfter betaleren kun, hvis betalers udbyder godtgør, at betaleren, eller nogen som betaleren har overladt betalingsinstrumentet til, har undladt at underrette udsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at betalingsinstrumentet er bortkommet, eller at betaleren, eller nogen som betaleren har overladt betalingsinstrumentet til, ved anden groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.

Bestemmelsen viderefører den nuværende lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 4, sammen med den efter denne bestemmelse gældende praksis.

Forslaget til stk. 5 fastslår, at betalerens hæftelse i de tilfælde, hvor der er sket misbrug efter såvel stk. 3 som stk. 4, ikke kan overstige 8.000 kr.

Efter det foreslåede stk. 6 vil betaleren under visse omstændigheder kunne komme til at hæfte uden beløbsbegrænsning. Bestemmelsen forudsætter anvendelse af den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning.

Betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, når den, der uberettiget har anvendt betalingsinstrumentet, har brugt den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning og betalers udbyder kan godtgøre, at betaleren har oplyst den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget misbruget. Det skal samtidig være sket under omstændigheder, hvor betaleren indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug.

Efter forslaget til § 60, stk. 1, nr. 2 og 3, skal betaleren have mulighed for at få spærret sit betalingsinstrument, ligesom betaleren skal have mulighed for at kunne dokumentere at have spærret for brugen af betalingsinstrumentet.

Forslaget til stk. 7 bestemmer derfor i lighed med den gældende bestemmelse i lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 7, at uanset stk. 2-6 hæfter betalers udbyder i følgende situationer, forudsat at udbyder forinden har fået underretning om, at betaler ønsker betalingsinstrumentet spærret:

1) Uberettiget anvendelse efter betalingsinstrumentet er bortkommet.

2) Uberettiget anvendelse efter en uberettiget person har fået kendskab til den personlige sikkerhedsforanstaltning.

3) Uberettiget anvendelse, der finder sted, efter at betaleren af andre grunde ønsker betalingsinstrumentet spærret.

Da betalers ret til at få spærret for betalingsinstrumentet med forslaget til denne lov er reguleret i § 60, stk. 1, nr. 2 og 3, indeholder forslaget til stk. 7 ikke regler herom. Forslaget til stk. 7 afviger derfor på dette punkt fra lov om visse betalingsmidler § 11, stk.7.

Efter forslaget til stk. 8 hæfter betalers udbyder uanset ansvarsreglerne i stk. 2-6 for uberettiget anvendelse, hvis betalers udbyder ikke har truffet egnede foranstaltninger, jf. § 60, stk. 1, nr. 2, dvs. har etableret en adgang til at spærre for brugen af betalingsinstrumentet. Bestemmelsen er ny i forhold til lov om visse betalingsmidler og gennemfører direktivets art. 61, stk. 5.

Efter forslaget til stk. 9 kan brugeren holde sig umiddelbart til sin udbyder og er ikke henvist til at søge et mistet beløb inddrevet hos misbrugeren eller betalingsmodtageren, hvis betalingsmodtageren vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget anvendelse af betalingsinstrumentet. I disse tilfælde vil betalers og betalingsmodtagers udbydere af betalingstjenester samt betalingsmodtageren kunne aftale en indbyrdes ansvarsfordeling mellem sig.

Bestemmelsen viderefører lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 8, 1. pkt. Derimod videreføres § 11, stk. 8, 2. pkt. ikke. Bestemmelsen fastslog, at udstederen var ansvarlig for tab, der lides i forbindelse med at et betalingskort anvendes svigagtig i forbindelse med en aftale om fjernsalg. Denne bestemmelse blev indsat som følge af art. 8 direktiv 97/7/EF om fjernsalg. Da denne bestemmelse ophæves, jf. direktivet om betalingstjenester i det indre marked art. 89, videreføres lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 8, 2. pkt. ikke.

Forslaget til stk. 10 indeholder forskellige muligheder for at fravige reglerne ovenfor.

Det kan således aftales, at stk. 1-6 ikke finder anvendelse ved mikrobetalingsinstrumenter, der anvendes anonymt eller hvis betalers udbyder på grund af mikrobetalingsinstrumentets karakter ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret.

Det kan endvidere aftales, at stk. 7 og 8 ikke finder anvendelse på mikrobetalingsinstrumenter, hvis det på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er muligt at spærre for brugen af det.

Denne bestemmelse gennemfører direktivets art. 53, stk. 1, litra a og b.

Det foreslås i stk. 11, at stk. 1-6 finder anvendelse på e-penge, medmindre det ikke er muligt for betalers udbyder af e-penge at spærre betalingskontoen eller betalingsinstrumentet.

Bestemmelsen gennemfører direktivets art. 53, stk. 3.

Hvis e-penge udgør en ihændehaverfordring, for eksempel i form af et elektronisk gavekort, vil det ofte ikke være muligt at spærre for den underliggende betalingskonto. Disse former for e-penge vil derfor ofte ikke være omfattet af § 62.



[ Personlig sikkerhedsforanstaltning anvendt ] modifikation Stk. 2. Medmindre videregående hæftelse følger af stk. 3 eller 6, hæfter betaleren med op til 1.100 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet, hvis den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning er anvendt.

[ Personlig sikkerhedsforanstaltning anvendt og uforsvarlig adfærd ] modifikation Stk. 3. Medmindre videregående hæftelse følger af stk. 6, hæfter betaleren med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet, hvis betalers udbyder godtgør, at den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning er anvendt, og

1) at betaleren har undladt at underrette betalers udbyder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at betalingsinstrumentet er bortkommet, eller at den personlige sikkerhedsforanstaltning er kommet til den uberettigedes kendskab,

2) at betaleren har overgivet den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, uden at forholdet er omfattet af stk. 6, eller

3) at betaleren ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.

[ Betalingsinstrument aflæst + falsk underskrift ] modifikation Stk. 4. Betaleren hæfter med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet, når betalingsinstrumentet har været aflæst fysisk eller elektronisk, og den uberettigede i tilknytning hertil har anvendt en falsk underskrift og betalers udbyder godtgør,

1) at betaleren eller nogen, som betaleren har overladt betalingsinstrumentet til, har undladt at underrette betalers udbyder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at betalingsinstrumentet er bortkommet, eller

2) at betaleren eller nogen, som betaleren har overladt betalingsinstrumentet til, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.

[ Betalers maksimale hæftelse ] modifikation Stk. 5. Såfremt betaleren hæfter efter stk. 3 og 4, kan betalerens samlede hæftelse ikke overstige 8.000 kr.

[ Hæftelse uden begrænsning, hvis sikkerhedsforanstaltning oplyst og ond tro om misbrugsrisiko ] Stk. 6. Betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af andres uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet, når den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning er anvendt og betalers udbyder godtgør, at betaleren har oplyst den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse, og at det er sket under omstændigheder, hvor betaleren indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug.

[ Udbyders hæftelse efter spærring mv. ] Stk. 7. Uanset stk. 2-6 hæfter betalers udbyder for uberettiget anvendelse, der finder sted, efter at udbyderen har fået underretning om, at betalingsinstrumentet er bortkommet, at en uberettiget person har fået kendskab til den personlige sikkerhedsforanstaltning, eller at betaleren af andre grunde ønsker betalingsinstrumentet spærret.

[ Udbyders hæftelse ved manglende foranstaltninger ] Stk. 8. Uanset stk. 2-6 hæfter betalers udbyder for uberettiget anvendelse, hvis udbyderen ikke har truffet egnede foranstaltninger, jf. § 60, stk. 1, nr. 2.

[ Udbyders hæftelse ved betalingsmodtagers onde tro ] Stk. 9. Uanset stk. 2-6 hæfter betalers udbyder tillige, hvis betalingsmodtager vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget anvendelse af betalingsinstrumentet.

[ Anden aftale ved mikrobetalingsinstrumenter ] Stk. 10. Det kan aftales, at stk. 1-6 ikke finder anvendelse ved mikrobetalingsinstrumenter, der anvendes anonymt, eller hvis betalers udbyder på grund af mikrobetalingsinstrumentets karakter ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret. Det kan endvidere aftales, at stk. 7 og 8 ikke finder anvendelse på mikrobetalingsinstrumenter, hvis det på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er muligt at spærre for brugen af det.

[ Anvendelse på e-penge ] Stk. 11. Stk. 1-6 finder anvendelse på e-penge, medmindre det ikke er muligt for betalers udbyder af e-penge at spærre betalingskontoen eller betalingsinstrumentet.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 62

Med forslaget til § 62 fastlægges den ansvarsfordeling, som skal gælde, hvis et betalingsinstrument bruges af en person, som ikke er berettiget til at bruge det. Bestemmelsen viderefører de hidtil gældende regler i lov om visse betalingsmidler § 11.

Bestemmelsen gennemfører samtidig betalingstjenestedirektivets art. 61, der fastlægger en række undtagelser fra reglen i direktivets art. 60 om, at betalers udbyder skal bære tabet for uautoriserede betalingstransaktioner.

Direktivets art. 61 kan, jf. art. 61, stk. 3, fraviges i de tilfælde, hvor betaleren ikke har optrådt svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til direktivets art. 56. Her kan medlemsstaterne begrænse det i art. 61, stk. 1 og 2 omhandlede ansvar under hensyntagen til navnlig arten og de omstændigheder, under hvilke det blev tabt eller uberettiget brugt.

Som følge af bestemmelsen i direktivets art. 61, stk. 3, er det muligt at opretholde hæftelsesreglerne i § 11 i den hidtil gældende lov om visse betalingsmidler.

Forslaget til § 62, stk. 1, indeholder den grundlæggende regel om, at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler for tab som følge af andres uberettigede anvendelse af et betalingsinstrument, medmindre andet følger af stk. 2-6. Betaleren hæfter kun efter stk. 2-6, hvis transaktionen er korrekt registreret og bogført.

For at sikre en korrekt gennemførelse af direktivets art. 60 fremgår det af forslaget til stk. 1, at betalers udbyder straks skal tilbagebetale betaleren beløbet for den uberettigede anvendelse af betalingsinstrumentet. Dette er ikke tilfældet efter den nuværende § 11, stk. 1, i lov om visse betalingsmidler.

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse, som er i overensstemmelse med direktivets art. 61, at betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af, at betaler har handlet svigagtigt eller med forsæt har undladt at opfylde sine forpligtelser efter forslagets § 59. Selvom dette ikke fremgår udtrykkeligt af den nuværende § 11 i lov om visse betalingsmidler, må det dog antages, at betaler ud fra almindelige erstatningsretlige regler vil blive pålagt erstatningsansvar, hvis han har handlet svigagtigt overfor sin udbyder. Heller ikke tilføjelsen om forsætlig overtrædelse af forslagets § 59 forventes at medføre et øget ansvar i forhold til, hvad der følger af den gældende § 11 i lov om visse betalingsmidler.

Selvrisikoreglen på 1.200 kr. i forslaget til stk. 2 er med en sproglig tilretning identisk med lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 2. I stedet for den til betalingsmidlet hørende personlige, hemmelige kode er anvendt begrebet den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning. Dette begreb svarer til direktivets »personaliserede sikkerhedsfeatures« og kan for eksempel være en pinkode. Ved at anvende dette begreb i forbindelse med selvrisikoreglen vil denne regel også finde anvendelse, når et betalingsinstrument er anvendt sammen med andre sikkerhedsforanstaltninger, der har samme funktion som en personlig kode.

Ved en personlig sikkerhedsforanstaltning forstås en sikkerhedsforanstaltning, der har til formål at sikre en særlig sikker brug af et betalingsinstrument. Det kan være en pinkode, men der er også andre personlige sikkerhedsforanstaltninger som for eksempel fingeraftryk og aflæsning af iris. Der er derimod ikke tale om et til betalingsinstrumentet hørende personlig sikkerhedsforanstaltning, hvis denne foranstaltning er tilgængelig på selve betalingsmidlet. En underskrift betragtes heller ikke som en personlig sikkerhedsforanstaltning.

Det forudsættes som hidtil, at selvrisikoen ikke vil blive gjort gældende af en udbyder over for en betaler i situationer, hvor det vil være klart stødende at lade betaleren hæfte, for eksempel når betalingsmidlet og koden er fratvunget betaleren ved anvendelse af vold eller trussel om vold.

Selvrisikoreglen finder kun anvendelse, når den personlige sikkerhedsforanstaltning anvendes umiddelbart i forbindelse med gennemførelse af den enkelte betalingstransaktion med betalingsinstrumentet. Det vil for eksempel sige umiddelbart i forbindelse med betaling med et betalingsinstrument i et supermarked. Ved betalinger via mobiltelefon finder selvrisikoreglen kun anvendelse, hvis sikkerhedsforanstaltningen anvendes umiddelbart i forbindelse med den enkelte betaling ved levering af varer og tjenesteydelser.

Bestemmelsen i stk. 3 omhandler de tilfælde, hvor der i forbindelse med den uberettigede anvendelse er benyttet en til betalingsinstrumentet hørende personlig sikkerhedsforanstaltning, for eksempel pinkode. Det er en forudsætning for, at stk. 3 finder anvendelse, at betalingsinstrumentet har en sådan sikkerhedsforanstaltning, og at denne har været anvendt i forbindelse med misbruget. Reglen finder således for det første anvendelse på betalingsinstrumenter, der fungerer uden kort, men med en kode. Reglen gælder også i de tilfælde, hvor et fysisk betalingsinstrument kan anvendes både med kode og med underskrift, som det er tilfældet med et Dankort. Men reglen i stk. 3 anvendes da kun på det misbrug, der er sket ved anvendelsen af koden. Er der tillige sket et misbrug af betalingsinstrumentet ved benyttelse af en falsk underskrift, skal dette misbrug vurderes ud fra reglen i stk. 4.

Er der til et betalingsinstrument knyttet en personlig sikkerhedsforanstaltning, er det af afgørende betydning for at hindre andres uberettigede brug af betalingsinstrumentet, at denne behandles som fortrolig og ikke røbes for andre. Den personlige sikkerhedsforanstaltning er således nøglen til benyttelsen af betalingsinstrumentet. Brugeren må derfor ikke overlade eller oplyse denne sikkerhedsforanstaltning til andre. Det er derfor ikke afgørende for hæftelsen efter stk. 3, om brugeren har overladt selve det fysiske betalingsinstrument (for eksempel et betalingskort) til en anden person, idet det er sikkerhedsforanstaltningen for eksempel i form af en kode, der er den egentlige sikkerhed i systemet.

De tilfælde efter stk. 3, nr. 1-3, hvor brugeren hæfter, omhandler alene brugerens manglende påpasselighed ved omgangen med den personlige sikkerhedsforanstaltning. Bestemmelsen understøtter herved, at der er tale om en personlig sikkerhedsforanstaltning, som ikke må overdrages til eller bruges af andre. Bestemmelsen indeholder derfor ikke udtrykkelige regler om, hvorledes en anden person skal agere, hvis denne person har fået overdraget sikkerhedsforanstaltningen af brugeren, og hvis denne i en sådan situation kompromitteres.

Formuleringen af stk. 3, nr. 1, er ændret i forhold til den hidtidige formulering i lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 3, nr. 1, så den i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis også finder anvendelse på bortkomst af selve betalingsinstrumentet.

Forslaget til stk. 4 sigter på de tilfælde af misbrug, hvor betalingsinstrumentet har været aflæst fysisk eller elektronisk, og der i tilknytning hertil er anvendt en falsk underskrift.

Kan et betalingsinstrument anvendes ved, at betaleren underskriver for eksempel en nota samtidig med, at der sker en elektronisk eller fysisk aflæsning af betalingsinstrumentet, må betaleren opbevare selve betalingsinstrumentet, typisk et kort, sikkert for at begrænse risikoen for misbrug.

I modsætning til stk. 3 præciseres det således i stk. 4, at den, som betaleren måtte overlade betalingsinstrumentet til, har samme pligt til at reagere efter stk. 4, som betaleren har, og at det er betaleren, der hæfter, hvis denne anden person ikke gør som foreskrevet i stk. 4.

Det er udgangspunktet for at anvende reglen i stk. 4, at den uberettigede har underskrevet falsk. Efter stk. 4 hæfter betaleren kun, hvis betalers udbyder godtgør, at betaleren, eller nogen som betaleren har overladt betalingsinstrumentet til, har undladt at underrette udsteder snarest muligt efter at have fået kendskab til, at betalingsinstrumentet er bortkommet, eller at betaleren, eller nogen som betaleren har overladt betalingsinstrumentet til, ved anden groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede anvendelse.

Bestemmelsen viderefører den nuværende lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 4, sammen med den efter denne bestemmelse gældende praksis.

Forslaget til stk. 5 fastslår, at betalerens hæftelse i de tilfælde, hvor der er sket misbrug efter såvel stk. 3 som stk. 4, ikke kan overstige 8.000 kr.

Efter det foreslåede stk. 6 vil betaleren under visse omstændigheder kunne komme til at hæfte uden beløbsbegrænsning. Bestemmelsen forudsætter anvendelse af den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning.

Betaleren hæfter uden beløbsbegrænsning for tab, når den, der uberettiget har anvendt betalingsinstrumentet, har brugt den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning og betalers udbyder kan godtgøre, at betaleren har oplyst den personlige sikkerhedsforanstaltning til den, der har foretaget misbruget. Det skal samtidig være sket under omstændigheder, hvor betaleren indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug.

Efter forslaget til § 60, stk. 1, nr. 2 og 3, skal betaleren have mulighed for at få spærret sit betalingsinstrument, ligesom betaleren skal have mulighed for at kunne dokumentere at have spærret for brugen af betalingsinstrumentet.

Forslaget til stk. 7 bestemmer derfor i lighed med den gældende bestemmelse i lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 7, at uanset stk. 2-6 hæfter betalers udbyder i følgende situationer, forudsat at udbyder forinden har fået underretning om, at betaler ønsker betalingsinstrumentet spærret:

1) Uberettiget anvendelse efter betalingsinstrumentet er bortkommet.

2) Uberettiget anvendelse efter en uberettiget person har fået kendskab til den personlige sikkerhedsforanstaltning.

3) Uberettiget anvendelse, der finder sted, efter at betaleren af andre grunde ønsker betalingsinstrumentet spærret.

Da betalers ret til at få spærret for betalingsinstrumentet med forslaget til denne lov er reguleret i § 60, stk. 1, nr. 2 og 3, indeholder forslaget til stk. 7 ikke regler herom. Forslaget til stk. 7 afviger derfor på dette punkt fra lov om visse betalingsmidler § 11, stk.7.

Efter forslaget til stk. 8 hæfter betalers udbyder uanset ansvarsreglerne i stk. 2-6 for uberettiget anvendelse, hvis betalers udbyder ikke har truffet egnede foranstaltninger, jf. § 60, stk. 1, nr. 2, dvs. har etableret en adgang til at spærre for brugen af betalingsinstrumentet. Bestemmelsen er ny i forhold til lov om visse betalingsmidler og gennemfører direktivets art. 61, stk. 5.

Efter forslaget til stk. 9 kan brugeren holde sig umiddelbart til sin udbyder og er ikke henvist til at søge et mistet beløb inddrevet hos misbrugeren eller betalingsmodtageren, hvis betalingsmodtageren vidste eller burde vide, at der forelå en uberettiget anvendelse af betalingsinstrumentet. I disse tilfælde vil betalers og betalingsmodtagers udbydere af betalingstjenester samt betalingsmodtageren kunne aftale en indbyrdes ansvarsfordeling mellem sig.

Bestemmelsen viderefører lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 8, 1. pkt. Derimod videreføres § 11, stk. 8, 2. pkt. ikke. Bestemmelsen fastslog, at udstederen var ansvarlig for tab, der lides i forbindelse med at et betalingskort anvendes svigagtig i forbindelse med en aftale om fjernsalg. Denne bestemmelse blev indsat som følge af art. 8 direktiv 97/7/EF om fjernsalg. Da denne bestemmelse ophæves, jf. direktivet om betalingstjenester i det indre marked art. 89, videreføres lov om visse betalingsmidler § 11, stk. 8, 2. pkt. ikke.

Forslaget til stk. 10 indeholder forskellige muligheder for at fravige reglerne ovenfor.

Det kan således aftales, at stk. 1-6 ikke finder anvendelse ved mikrobetalingsinstrumenter, der anvendes anonymt eller hvis betalers udbyder på grund af mikrobetalingsinstrumentets karakter ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret.

Det kan endvidere aftales, at stk. 7 og 8 ikke finder anvendelse på mikrobetalingsinstrumenter, hvis det på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er muligt at spærre for brugen af det.

Denne bestemmelse gennemfører direktivets art. 53, stk. 1, litra a og b.

Det foreslås i stk. 11, at stk. 1-6 finder anvendelse på e-penge, medmindre det ikke er muligt for betalers udbyder af e-penge at spærre betalingskontoen eller betalingsinstrumentet.

Bestemmelsen gennemfører direktivets art. 53, stk. 3.

Hvis e-penge udgør en ihændehaverfordring, for eksempel i form af et elektronisk gavekort, vil det ofte ikke være muligt at spærre for den underliggende betalingskonto. Disse former for e-penge vil derfor ofte ikke være omfattet af § 62.


[ Indsigelsesfrist vedr. uautoriserede transaktioner mv. ] § 63. Indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner skal være udbyderen i hænde snarest muligt og senest 13 måneder efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion. Ved indsigelser fra betalingsmodtager er fristen 13 måneder efter krediteringstidspunktet. Hvis udbyderen ikke har meddelt oplysninger eller har stillet oplysninger til rådighed efter kapitel 5, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor udbyderen har meddelt oplysninger eller stillet oplysninger til rådighed.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 63

Efter forslaget til § 63 skal indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner være udbyderen i hænde snarest muligt og senest 13 måneder efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion. For indsigelser fra betalingsmodtager anvendes i stedet krediteringstidspunktet. Hvis udbyderen af betalingstjenester ikke har meddelt oplysninger eller har stillet oplysninger til rådighed efter kapitel 5, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor udbyderen har meddelt oplysninger eller stillet oplysninger til rådighed.

Bestemmelsen finder kun anvendelse på uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner, eksempelvis forslagets §§ 61, 62 og 68. Forslagets § 63 finder derfor ikke anvendelse på transaktioner omfattet af § 65, da betaler i disse tilfælde har autoriseret en betalingstransaktion, der ikke angav transaktionens præcise beløb.

Indsigelser skal efter forslaget til § 63 meddeles til udbyderen snarest muligt efter, at betaleren er blevet opmærksom på, at der foreligger en uautoriseret eller fejlbehæftet transaktion. Selvom der efter bestemmelsen gælder en frist på højest 13 måneder til at gøre indsigelser gældende, kan brugeren af betalingstjenester fortabe denne ret på et tidligere tidspunkt på grund af passivitet.

Udgangspunktet for beregningen af 13 månedsfristen er tidspunktet for debitering af betalingstransaktionen. For indsigelser fra betalingsmodtager anvendes i stedet krediteringstidspunktet. Dette udgangspunkt fraviges, hvis udbyderen ikke har meddelt oplysninger i overensstemmelser med kapitel 5. Hvis det således er aftalt i henhold til en rammeaftale, at oplysninger til betaleren eller betalingsmodtager om betalingstransaktionen først skal meddeles eller stilles til rådighed en gang om måneden, jf. lovforslagets § 53, stk. 2, medfører dette ikke, at beregningen af 13 månedsfristen først løber fra tidspunktet for meddelelse af oplysninger efter § 53, stk. 2.

Hvis udbyderen derimod ikke har indgået en aftale med betaler, jf. § 53, stk. 2, men alligevel venter op til en måned med at meddele eller stille oplysninger om debiteringen til rådighed for betaleren, regnes fristen på 13 måneder fra det tidspunkt, hvor oplysningerne stilles til rådighed, jf. forslaget til § 63.

Efter udløbet af fristen på 13 måneder kan indsigelser mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner ikke gøres gældende.

Forslaget til § 63 gennemfører direktivets artikel 58.


§ 64. Udbyderen har bevisbyrden for, at en betalingstransaktion er korrekt registreret og bogført og ikke er ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Ved brug af et betalingsinstrument har udbyderen endvidere bevisbyrden for, at den til betalingsinstrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning er blevet anvendt i forbindelse med betalingstransaktionen. Registrering af brug af et betalingsinstrument er ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. § 59.

Stk. 2. Det kan aftales, at stk. 1 ikke finder anvendelse ved mikrobetalingsinstrumenter, der anvendes anonymt, eller hvor udbyderen på grund af betalingsinstrumentets karakter ikke er i stand til at bevise, at betalingstransaktionen var autoriseret.

[ Tilbagebetaling ved transaktion iværksat af betalingsmodtager ] § 65. En betaler har fra sin udbyder ret til tilbagebetaling af det fulde beløb for en gennemført betalingstransaktion, som er iværksat af eller via betalingsmodtager, såfremt

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 65

Det foreslås i stk. 1, at en betaler har ret til tilbagebetaling fra sin udbyder af det fulde beløb for en gennemført betalingstransaktion, som er iværksat af eller via betalingsmodtager, hvis betaler ikke har godkendt det præcise beløb for betalingstransaktionen, og betalingstransaktionen oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente bl.a. under hensyn til betalers tidligere udgiftsmønster og betingelserne i rammeaftalen.

Bestemmelsen finder anvendelse på betalingstransaktioner, som er iværksat af eller via en betalingsmodtager. Bestemmelsen omfatter således direkte debitering samt transaktioner på baggrund af betalingskort. Direkte debitering finder sted i Danmark bl.a. gennem Betalingsservice ydet af PBS. Som eksempel på en transaktion på baggrund af et betalingskort omfattet af bestemmelsen kan nævnes den situation, hvor et hotel eller en biludlejer af kortholder får bemyndigelse til at trække på betalingskortet for ikke afregnede beløb for brug af hotellets minibar eller for ikke at have fyldt benzintanken på en udlejningsbil.

Det er en betingelse for, at betaleren i disse situationer er berettiget til tilbagebetaling fra sin udbyder, at betalingstransaktionen oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente bl.a. under hensyn til den pågældendes tidligere udgiftsmønster og betingelserne i rammeaftalen.

Hvis en leverandør af en avis har adgang til via direkte debitering at opkræve betaling for avisabonnementet hos en betaler, vil betaleren kunne få tilbageført betalingen efter denne bestemmelse, hvis der er tale om en betaling, som overstiger det beløb, som betaleren med rimelighed kan forvente, bl.a. fordi den afviger fra det hidtidige udgiftsmønter.

Det bemærkes, at for Betalingsservice, der ydes af PBS, vil det på aftalebaseret grundlag være muligt at få tilbageført penge frem til den 7. i betalingsmåneden. Dette medfører, at betalinger, der er gennemført inden denne dato, uanset forslagets § 65, kan kræves tilbageført. Denne adgang kan opretholdes efter forslaget til § 65, stk. 4, jf. nærmere herom nedenfor.

Ved betalinger med et betalingskort er det ikke altid muligt at fastslå betalers tidligere udgiftsmønster. I dette tilfælde må der derfor foretages en vurdering af, om betalingstransaktionen oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente i forhold til det retsforhold, som kravet på det overførte beløb udspringer af. Såfremt et hotel gennemfører en betalingstransaktion til dækning af forbrug i en minibar, der afviger fra hvad det i praksis er muligt at konsumere fra en minibar, vil betingelserne for en tilbageførsel efter forslagets § 65 være til stede. Tilsvarende vil kunne være tilfældet, hvor en biludlejer gennemfører en betalingstransaktion til dækning af en omlakering af en udlejningsbil p.g.a. omfattende lakskader, men hvor betaler har afleveret bilen til udlejer uden, at dette gav anledning til anmærkninger.

I tvivlstilfælde bør tvivlen komme betaleren til gode, fordi betalingsmodtager bør bære risikoen for ikke at modtage betalinger på baggrund af en betalingstransaktion, hvor betaler ikke har godkendt transaktionens præcise beløb.

Efter forslaget til § 65, stk. 1, har betaler krav på tilbagebetaling af det fulde beløb, når betingelserne i stk. 1 er opfyldt. Hvis betaler ikke bestrider det fulde beløb, som er omfattet af betalingstransaktionen, er forslaget til § 65, stk. 1, ikke til hinder for, at betalingsmodtagers udbyder efterfølgende trækker det beløb fra, som der er enighed om, at betaler skylder betalingsmodtager.

Betaleren skal stille faktuelle oplysninger til rådighed for betalers udbyders vurdering af, om betaler har krav på tilbagebetaling efter § 65, stk. 1, jf. direktivets art. 62, stk. 1, 2. pkt.

Det følger af forslaget til § 65, stk. 2, at ændringer i en valutakurs, der beregnes på baggrund af en referencekurs, ikke kan påberåbes, når det skal vurderes om en betalingstransaktion oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente, jf. § 65, stk. 1, nr. 2. Anvendelse af valutakurser fastsat efter en referencekurs skal fremgå af de informationer, der skal gives før en enkeltstående betalingstransaktion, jf. § 4, stk. 1, nr. 4, og i en rammeaftale, jf. § 48, nr. 3, litra b.

Det foreslås i § 65, stk. 3, at betaler og betalers udbyder i rammeaftalen kan aftale, at betaler ikke har ret til tilbagebetaling efter stk. 1, hvis et samtykke til at gennemføre betalingstransaktioner omfattet af stk. 1, er givet direkte til betalers udbyder og hvor det er relevant, oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion blev givet eller stillet til rådighed for betaleren af udbyderen eller betalingsmodtager mindst fire uger inden forfaldsdagen.

Forslaget til § 65, stk. 3, gør det dermed muligt for betaleren at give afkald på retten til tilbagebetaling efter § 65, stk. 1, på visse betingelser. Betaleren skal for det første give samtykke direkte til sin udbyder, ligesom adgangen til at fravige § 65, stk. 1, skal være aftalt i rammeaftalen. Hvor det er relevant skal betaleren endvidere adviseres mindst 4 uger inden forfaldsdagen af enten udbyderen eller betalingsmodtageren. Herved får betaleren mulighed for at tilbagekalde betalingsordren senest arbejdsdagen før den aftalte dato for debitering, jf. forslagets § 73, stk. 3 og 4. Kravet om advisering gælder kun, hvor det er relevant. Såfremt der er tale om en tilbagevendende betaling, vil det typisk ikke være relevant med en forudgående advisering 4 uger før forfaldsdagen. I disse tilfælde vil en kortere adviseringsfrist på for eksempel 1 uge kunne være tilstrækkelig. Dette gælder også den første betaling i en række af tilbagevendende betalinger.

Efter forslaget til stk. 4 kan retten til tilbagebetaling efter stk. 1 fraviges for direkte debiteringer ved aftale i rammeaftalen mellem betaler og betalers udbyder, så betaler har ret til tilbagebetaling fra sin udbyder, selvom kravene efter § 65, stk. 1, ikke er opfyldt.

Forslaget til § 65 gennemfører art. 62.


1) betaler ikke har godkendt det præcise beløb for betalingstransaktionen og

2) betalingstransaktionen oversteg det beløb, som betaleren med rimelighed kunne forvente blandt andet under hensyn til dennes tidligere udgiftsmønster og betingelserne i rammeaftalen.

Stk. 2. Ændringer i valutakursen, når denne beregnes på baggrund af en referencekurs, kan ikke påberåbes ved anvendelse af stk. 1, nr. 2.

Stk. 3. Det kan fremgå af rammeaftalen mellem betaler og betalers udbyder, at betaler ikke har ret til tilbagebetaling efter stk. 1, hvis et samtykke til at gennemføre betalingstransaktioner omfattet af stk. 1 er givet direkte til betalers udbyder og, hvor det er relevant, oplysninger om den fremtidige betalingstransaktion af udbyderen eller betalingsmodtager blev givet eller stillet til rådighed for betaleren mindst 4 uger inden forfaldsdagen.

Stk. 4. For direkte debiteringer kan det af rammeaftalen mellem betaler og betalers udbyder fremgå, at betaler har ret til tilbagebetaling fra sin udbyder, selv om kravene efter stk. 1 ikke er opfyldt.

[ Frist for anmodning om tilbagebetaling ] § 66. En anmodning om tilbagebetaling, jf. § 65, skal være udbyderen i hænde senest 8 uger efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 66

Det foreslås i § 66, stk. 1, at en anmodning om tilbagebetaling, jf. § 65 skal være udbyderen i hænde senest 8 uger efter debiteringen af den pågældende betalingstransaktion. En betaler har derfor ikke krav på tilbagebetaling, hvis udbyderen modtager anmodningen efter denne frist. Direktivets art. 63, som gennemføres med forslaget til § 66, indeholder ikke en angivelse af, hvornår en anmodning er rettidig. Det foreslås imidlertid at anvende det tidspunkt, hvor udbyderen får anmodningen i hænde, som afgørende for om denne er rettidig. Direktivet anvender således dette tidspunkt som starttidspunkt for beregningen af betalingstjenesteudbyderens frist til at besvare betalerens anmodning om tilbagebetaling.

Efter modtagelse af en tilbagebetalingsanmodning har udbyderen 10 arbejdsdage til enten at tilbagebetale hele transaktionsbeløbet eller begrunde et afslag på tilbagebetaling med oplysning om klagemuligheder, jf. § 66, stk. 2.

Oplysning om klagemuligheder omfatter både adgangen til at henvende sig til en klageansvarlig, hvis udbyderen er omfattet af bekendtgørelse nr. 1264 af 8. december 2006 om en klageansvarlig, samt muligheder for at indbringe afgørelsen for et udenretsligt klagenævn.

Forslaget til § 66 gennemfører direktivets art. 63.


Stk. 2. Betalers udbyder skal senest 10 arbejdsdage efter modtagelse af en anmodning om tilbagebetaling, jf. § 65, enten tilbagebetale hele transaktionsbeløbet eller begrunde et afslag på tilbagebetaling med oplysning om klagemuligheder.

[ Betalingsordre ud fra ID-kode er korrekt ] § 67. En betalingsordre, der gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som er angivet i betalingsordren, betragtes som korrekt gennemført.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 67

Det foreslås i § 67, stk. 1, at en betalingsordre, der gennemføres i overensstemmelse med den entydige identifikationskode, som er angivet i betalingsordren, skal betragtes som korrekt gennemført.

En entydig identifikationskode skal i overensstemmelse med direktivets art. 4, nr. 21, forstås som en »kombination af bogstaver, tal eller symboler, som udbyderen af betalingstjenester oplyser til brugeren af betalingstjenester, og som brugeren af betalingstjenester skal angive for utvetydigt at identificere den anden bruger af betalingstjenester og/eller dennes betalingskonto med henblik på en betalingstransaktion«.

Som eksempel kan nævnes oplysninger om kontonummer og registreringsnummer i forbindelse med en konto til konto overførsel.

I de tilfælde, hvor betaleren giver en forkert entydig identifikationskode, men samtidig har givet andre oplysninger, for eksempel det korrekte navn på modtageren, er udbyderen alligevel ansvarsfri. Dette gælder, selvom udbyder således gennemfører betalingstransaktionen i henhold til den forkerte entydige identifikationskode, jf. herved direktivets art. 74, stk. 3. Udbyderen af betalingstjenester er således ikke forpligtet til kontrollere, om den af betaleren angivne entydige identifikationskode er korrekt.

Selvom betalerens udbyder i disse situationer ikke har ansvar for et eventuelt tab, som betaleren har lidt ved for eksempel at opgive et forkert kontonummer, følger det af forslaget til § 67, stk. 2, at betalerens udbyder skal træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler, som var involveret i en betalingstransaktion, hvor brugeren har oplyst en forkert entydig identifikationskode. Det kan aftales i rammeaftalen, at udbyderen af betalingstjenester kan kræve betaling herfor.

Forslaget til § 67 gennemfører direktivets art. 74.


Stk. 2. Betalerens udbyder skal træffe rimelige foranstaltninger for at tilbageføre midler, som var involveret i en betalingstransaktion, hvor brugeren har oplyst en forkert entydig identifikationskode. Det kan fremgå af rammeaftalen, at udbyderen af betalingstjenester kan kræve betaling for at tilbageføre dette beløb.

[ Udbyders ansvar ved manglende gennemførelse af transaktion ] § 68. Hvis en betalingsordre iværksættes af betaleren, er betalerens udbyder over for betaler ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen, medmindre denne kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet i overensstemmelse med § 75. Efter betalingsmodtagers udbyder har modtaget beløbet, er denne over for betalingsmodtager ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen. Betalers udbyder skal dog altid forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 68

Forslaget til § 68 gennemfører direktivets regler i art. 75 og 77 om objektivt erstatningsansvar over for henholdsvis betaler og betalingsmodtager som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktioner. Den foreslåede bestemmelse erstatter § 12 i lov om visse betalingsmidler.

Stk. 1 fastsætter regler om erstatningsansvar for betalinger, der er iværksat af betaleren, herunder konto til konto overførsler.

I disse situationer er betalerens udbyder ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen overfor betaler, medmindre betalerens udbyder kan bevise, at betalingsmodtagerens udbyder har modtaget beløbet i overensstemmelse med forslagets § 75. Efter betalingsmodtagers udbyder har modtaget beløbet, er udbyderen ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen overfor betalingsmodtager.

Ved betalingstransaktioner iværksat af betaler, er dennes udbyder af betalingstransaktioner således ansvarlig for enhver manglende og mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen frem til det tidspunkt, hvor betalingsmodtagers udbyder i overensstemmelse med reglerne om gennemførelsestid i § 75 har modtaget betalingstransaktionen. Herefter overgår ansvaret til betalingsmodtagers udbyder, som fra dette tidspunkt er ansvarlig for de direkte tab, som betalingsmodtager måtte lide.

Manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen omfatter enhver form for fejl, der medfører, at betalingstransaktionen ikke gennemføres. Det kan være enhver form for fejlregistreringer eller fejlkonteringer, som ikke skyldes brugerens forhold, jf. for eksempel forslagets § 67 om entydig identifikationskode. Da der er tale om et objektivt ansvar, bortfalder erstatningsansvaret ikke, selvom betalingstransaktionen ikke kan gennemføres på grund af tredjemands forhold, for eksempel strømafbrydelser hos betalers udbyder. Betalers udbyder er endvidere ansvarlig for de tab, som betaler måtte lide, hvis en betaling ikke kommer rettidig frem, jf. § 75.

Beregning af erstatningens størrelse skal ske i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, idet kun direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen er omfattet af den foreslåede bestemmelse. Som eksempel på tab omfattet af bestemmelsen kan nævnes tabte renteindtægter.

Endelig foreslås det i bestemmelsen, at uanset hvem der har ansvaret, skal betalers udbyder forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betaleren om resultatet.

Med forslaget til stk. 2 fastsættes regler for betalingstransaktioner, der iværksættes af eller via betalingsmodtageren. Bestemmelsen omfatter således direkte debitering og betalinger med betalingskort. Som eksempel på direkte debitering kan nævnes betalinger via Betalingsservice.

Det følger af forslaget, at betalingsmodtagers udbyder overfor betalingsmodtageren er ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder, jf. § 75. Herudover finder stk. 1 tilsvarende anvendelse. Det vil sige, at når betalingsmodtager har fremsendt betalingsordren til betalers udbyder, overgår ansvaret for gennemførelsen af betalingstransaktionen til betalerens udbyder i overensstemmelse med de regler, der er gennemgået ovenfor i bemærkningerne til stk. 1. Betalingsmodtagerens udbyder får igen ansvaret, når denne udbyder har modtaget betalingstransaktionen.

For beregningen af et evt. erstatningskrav henvises til bemærkningerne til stk. 1.

Ved betalingstransaktioner, der er iværksat af eller via betalingsmodtageren, skal betalingsmodtagers udbyder forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet uanset, hvem der har ansvaret efter stk. 2.

Efter forslaget til stk. 3 kan en udbyder, der har erstattet et tab, jf. stk. 1 eller 2, som følge af forhold hos en anden udbyder eller tredjemand, søge regres hos den, der er ansvarlig for tabet.

Tredjemand kan i denne forbindelse være de led, der er involveret i betalingstransaktionen mellem betalers og betalingsmodtagers udbydere af betalingstjenester. En tredjemand kan imidlertid også være betalingsmodtager, hvis denne er årsag til, at en udbyder lider tab efter stk. 1 eller 2.


Stk. 2. Hvis en betalingsordre iværksættes af eller via betalingsmodtageren, er dennes udbyder over for betalingsmodtageren ansvarlig for direkte tab som følge af manglende eller mangelfuld fremsendelse af betalingsordren til betalerens udbyder, jf. § 75. Herudover finder stk. 1 tilsvarende anvendelse. Betalingsmodtagers udbyder skal dog altid forsøge at spore betalingstransaktionen og orientere betalingsmodtageren om resultatet.

Stk. 3. En udbyder, der har erstattet et tab, jf. stk. 1 eller 2, som følge af forhold hos en anden udbyder eller tredjemand, kan kræve erstatningen godtgjort af den pågældende.

[ Udelukkelse af misligholdelsesbeføjelser ] § 69. Er en betaling udeblevet eller forsinket under omstændigheder som nævnt i § 68, stk. 1 og 2, kan misligholdelsesbeføjelser ikke af den grund gøres gældende over for betaleren, bortset fra krav på rente. Er beløbet debiteret betalers konto, er betaling sket med frigørende virkning for betaleren.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 69

Direktivet om betalingstjenester regulerer ikke forholdet mellem betaler og betalingsmodtager i tilfælde af manglende eller mangelfuldt gennemførte betalingstransaktioner. Det foreslås derfor at videreføre lov om visse betalingsmidlers regel om forholdet mellem betaler og betalingsmodtager i disse situationer.

Det betyder, at hvis en betaling er udeblevet eller forsinket under omstændigheder som nævnt i forslaget til § 68, stk. 1 og 2, kan misligholdelsesbeføjelser ikke af den grund gøres gældende overfor betaleren, bortset fra krav på rente. Er der sket debitering på betalers konto, er betaling sket med frigørende virkning for brugeren.

Det vil sige, at selvom betalers udbyder efter forslaget til § 68, stk.1, ikke er ansvarlig for direkte tab, der skyldes betalingsmodtagers udbyders forhold, vil betaler i disse tilfælde ikke lide et tab, fordi betaling vil være sket med frigørende virkning for brugeren, når der er sket træk på betalers konto.


[ Ansvar udelukket ved force majeure ] § 70. Ansvar kan ikke pålægges efter reglerne i dette kapitel i tilfælde af usædvanlige og uforudsigelige omstændigheder, som den, der påberåber sig omstændighederne, ikke har haft nogen indflydelse på og ikke har haft mulighed for at afværge, selv om vedkommende har udvist den størst mulige påpasselighed.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 70

Med forslaget til § 70 gennemføres direktivets art. 78 om force majeure.

Ansvar efter kapitel 6 finder ikke anvendelse i tilfælde af

1) usædvanlige og

2) uforudsigelige omstændigheder,

3) som den, der påberåber sig dem, ikke har nogen indflydelse på og

4) ikke har mulighed for at afværge, selvom vedkommende udviser den størst mulige påpasselighed.

Det er således en forudsætning for at kunne påberåbe sig reglen om ansvarsfrihed i § 70, at alle 4 betingelser er opfyldt. Bestemmelsen forudsætter en meget høj grad af agtpågivenhed hos udbyderen.

Selvom bestemmelsen efter sin ordlyd finder anvendelse på alle bestemmelser i kapitel 6, vil bestemmelsen dog i praksis kun have betydning for erstatningsansvar efter reglerne i § 68. Når det alligevel er relevant at henvise til hele kapitel 6, skyldes det, at disse regler indgår i vurderingen af, om en betalingstransaktion er mangelfuldt gennemført.


Gennemførelse af betalingstransaktioner

[ Tidspunkt for modtagelse af betalingsordre ] § 71. En betalingsordre anses for modtaget på den arbejdsdag, hvor betalerens udbyder modtager betalingsordren. En udbyder kan bestemme, at betalingsordrer, som modtages tæt på slutningen af en arbejdsdag, skal anses for at være modtaget den følgende arbejdsdag.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 71

Det foreslås i stk. 1, at en betalingsordre anses for modtaget på den arbejdsdag, hvor betalerens udbyder modtager betalingsordren. En arbejdsdag er defineret i lovforslagets § 6, nr. 12, som en dag, hvor betalerens eller betalingsmodtagerens relevante udbyder, der er involveret i gennemførelsen af en betalingstransaktion, holder åbent som påkrævet for gennemførelsen af en betalingstransaktion.

Modtagelsestidspunktet har betydning for fastsættelse af tidspunktet for, hvornår en betaling kan tilbagekaldes, jf. forslagets § 73, for hvornår en betaling skal være gennemført, jf. forslagets § 75, samt for fastsættelse af valørdatoen, jf. forslagets § 76.

Derimod er det tidspunkt, hvor en betalingsmodtager sender betalingsudbyderen en betalingsordre om opkrævning af for eksempel kortbetalinger og direkte debiteringer uden betydning.

Hvis betalingsordren modtages en »ikke-arbejdsdag«, anses betalingsordren for modtaget den første arbejdsdag derefter.

Det foreslås endvidere, at en udbyder kan bestemme, at betalingsordrer, som modtages tæt på slutningen af en arbejdsdag, skal anses for at være modtaget den følgende arbejdsdag - et såkaldt cut-off-tidspunkt. Adgangen til at fastsætte et cut-off-tidspunkt skyldes, at det ofte ikke vil være muligt at gennemføre en betaling inden for tidsfrister, der er fastsat i forslagets § 75, hvis en betalingsordre modtages kort før en arbejdsdags afslutning. Grænsen for, hvor tidligt på dagen et cut-off-tidspunkt kan fastsættes, skal fastlægges i lyset af dette formål.

Efter forslaget til § 48, nr. 2, litra d, skal betaleren informeres om tidspunkt for, hvornår en betalingsordre betragtes som modtaget, herunder om et eventuelt cut-off-tidspunkt. Efter forslagets § 52, stk. 1 skal udbyderen på anmodning fra en betaler, der har iværksat en betalingstransaktion omfattet af en rammeaftale, oplyse om bl.a. den maksimale gennemførelsestid.

Det foreslås i stk. 2, at når en bruger aftaler med sin udbyder, at betalingsordren først skal gennemføres på et senere tidspunkt, anses betalingsordren for modtaget på den aftalte dato, hvis det er en arbejdsdag og ellers på den først følgende arbejdsdag.

Bestemmelsen regulerer fremtidige betalinger, hvor modtagelsestidspunktet således er forskelligt fra ordredatoen, også selvom ordredatoen er en arbejdsdag.

Forslaget til § 71 gennemfører direktivets art. 64


Stk. 2. Hvis brugeren aftaler med udbyderen, at betalingsordren først skal gennemføres på et senere tidspunkt, anses betalingsordren for modtaget på den aftalte dato, hvis den er en arbejdsdag, og ellers på den følgende arbejdsdag.

[ Underretningspligt ved afvises af betalingsordre ] § 72. Hvis en betalingsordre afvises af en udbyder, skal brugeren underrettes herom, om begrundelsen for afvisningen og om proceduren for at rette eventuelle faktuelle fejl, som har ført til afvisningen, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 72

Det foreslås i stk. 1, at såfremt en betalingsordre afvises af en udbyder, skal brugeren underrettes herom, og om begrundelsen for afvisningen og om proceduren for at rette eventuelt faktuelle fejl, som har ført til afvisningen, medmindre andet følger af bestemmelser om tavshedspligt. Dette vil typisk kunne være i forbindelse med lovgivningen om hvidvask og terrorfinansiering, hvorefter en underretning til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet om, at en transaktion har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme er omfattet af bestemmelser om tavshedspligt.

Det fremgår af direktivets art. 65, stk. 2, at hvis alle betingelserne i betalerens rammeaftale er opfyldt, må betalerens udbyder ikke afvise at gennemføre en autoriseret betalingsordre, uanset om betalingsordren iværksættes af en betaler, med mindre det er forbudt i henhold til anden relevant fællesskabslovgivning eller national lovgivning. Tilsvarende gælder, hvis betalingsordren iværksættes via en betalingsmodtager. Da dette allerede følger af almindelige aftaleretlige regler, er det ikke fundet nødvendigt at indsætte en særlig bestemmelse herom i lovforslaget.

En betalingsordre, som er blevet afvist, anses ikke for modtaget i forhold til reglerne om ansvar i forbindelse med tab som følge af manglende eller mangelfuld gennemførelse af betalingstransaktionen i forslagets § 69 og om gennemførelsestid i forslagets § 75.

Efter forslaget til stk. 2 er det en betingelse, at underretningen om afvisning af en betalingsordre, jf. stk. 1, sker inden for de frister, der er fastsat i medfør af § 75, stk. 1 - 4.

Udbyderen skal foretage underretningen snarest muligt eller stille den til rådighed på en aftalt måde og under alle omstændigheder inden for de frister, der fremgår af § 75.

Efter forslaget til stk. 3 kan rammeaftalen indeholde en bestemmelse om, at udbyderen kan kræve betaling for underretningen, hvis afvisningen er objektivt begrundet. Gebyret skal i givet fald være passende og stå i et rimeligt forhold til udbyderens omkostninger, jf. forslagets § 66.

Det foreslås i stk. 4, at stk. 1-3 ikke finder anvendelse, hvis der er tale om mikrobetalingsinstrumenter, som defineret i § 6, nr. 11, hvis den manglende gennemførelse tydeligt fremgår af den konkrete sammenhæng.

Forsalget til § 72 gennemfører art. 65, stk. 1 og art. 53, stk. 1, litra c.


Stk. 2. Underretning efter stk. 1 skal foretages snarest muligt og under alle omstændigheder inden for de frister, der fremgår af § 75.

Stk. 3. Det kan af rammeaftalen fremgå, at udbyderen kan kræve betaling for afvisninger efter stk. 1.

Stk. 4. Det kan aftales, at stk. 1-3 ikke finder anvendelse på mikrobetalingsinstrumenter, hvis den manglende gennemførelse tydeligt fremgår af den givne sammenhæng.

[ Begrænsning i adgang til tilbagekaldelse af betalingsordre ] § 73. En betalingsordre kan ikke tilbagekaldes, efter at den er modtaget af betalers udbyder, jf. § 71, stk. 1, medmindre andet følger af stk. 2-5.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 73

Det foreslås i stk. 1, at en betalingsordre ikke kan tilbagekaldes efter, at den er modtaget af betalerens udbyder, jf. § 71, stk. 1, med mindre andet følger af stk. 2 - 5.

Et konkret eksempel er, at en betaler har godkendt en betalingsordre i sin bank ved sin underskrift eller i sin netbank for eksempel ved anvendelse af kode.

Det foreslås i stk. 2, at en betalingsordre iværksat af eller via betalingsmodtageren, ikke kan tilbagekaldes efter, at betaleren har afgivet sin betalingsordre eller meddelt sit samtykke til gennemførelse af betalingstransaktionen til betalingsmodtageren.

Et konkret eksempel på, at betaler har meddelt sit samtykke er, at betaler har godkendt en betalingsordre i en detailforretning ved brug af pinkode.

Efter forslaget til stk. 3 kan en betalingsordre i forbindelse med direkte debitering tilbagekaldes senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato for debitering, uden at dette måtte berøre retten til tilbagebetaling. Det kan aftales, at hvis tilbagekaldelse modtages så tæt på arbejdsdagens afslutning, at gennemførelse af betalingsordren ikke kan aflyses, tilbageføres betalingen. Betalingsservice er et eksempel på direkte debitering.

Efter forslagets stk. 4 kan betalingsordrer, der er omfattet af § 71, stk. 2, dvs. betalingsordrer, der først skal gennemføres nogen tid efter, at ordren er afgivet, tilbagekaldes senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato.

Det foreslås i stk. 5, at stk. 1-4 kan fraviges ved aftale mellem brugeren og udbyderen. Det foreslås desuden, at de i stk. 2 og 3 omhandlende tilfælde også kræver betalingsmodtagerens samtykke. Hvis det er aftalt i rammeaftalen, kan udbyderen kræve betaling for tilbagekaldelsen.

Som eksempel kan nævnes direkte debitering for eksempel gennem PBS’produkt Betalingsservice. Hvis betaleren ønsker, at tilbagekalde enkelte betalinger, fremgår det af aftalen med PBS, at det skal ske senest den 7. i betalingsmåneden. Hvis betalingen allerede er gennemført, tilbageføres beløbet til debitors konto. Selvom det er udgangspunktet for at kunne tilbagekalde direkte debiteringer, jf. forslagets § 73, stk. 3, at tilbagekaldelse skal kunne ske senest ved afslutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato for debiteringen, er Betalingsservice et eksempel på en fravigelse af denne regel. Betalingsmodtagerne må gennem tilslutning til dette system anses for at have givet deres samtykke til at fravige § 73, stk. 3.

Det foreslås i stk. 6, at det i forbindelse med mikrobetalingsinstrumenter uanset stk. 1-5 kan aftales, at betaleren ikke kan tilbagekalde betalingsordren efter at have afgivet sin betalingsordre eller meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen til betalingsmodtageren.

Forslaget til § 73 gennemfører direktivets art. 66 og art. 53, stk. 1, litra d.


Stk. 2. En betalingsordre iværksat af eller via betalingsmodtageren kan ikke tilbagekaldes, efter at betaleren har afgivet sin betalingsordre eller meddelt sit samtykke til gennemførelse af betalingstransaktionen til betalingsmodtageren.

Stk. 3. En betalingsordre i forbindelse med direkte debitering kan tilbagekaldes senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato for debitering af midlerne.

Stk. 4. Betalingsordrer omfattet af § 71, stk. 2, kan tilbagekaldes senest ved slutningen af arbejdsdagen før den aftalte dato.

Stk. 5. Stk. 1-4 kan fraviges ved aftale mellem brugeren af betalingstjenesten og dennes udbyder. I de i stk. 2 og 3 omhandlede situationer kræves betalingsmodtagerens samtykke. En udbyder kan kræve betaling for tilbagekaldelsen, hvis det fremgår af rammeaftalen.

Stk. 6. Det kan i forbindelse med mikrobetalingsinstrumenter uanset stk. 1-5 aftales, at betaleren ikke kan tilbagekalde betalingsordren efter at have afgivet sin betalingsordre eller meddelt sit samtykke til at gennemføre betalingstransaktionen til betalingsmodtageren.

[ Udbyders pligt til kreditering v/ berettigede indsigelser ] § 74. Ved betalingstransaktioner i forbindelse med aftaler om køb af varer eller tjenesteydelser ved fjernsalg, som er iværksat ved brug af et betalingsinstrument, skal betalers udbyder uanset § 73, stk. 1, undlade at gennemføre en betalingstransaktion eller, hvis debitering er sket, straks kreditere betalers konto, hvis betaler gør en af følgende indsigelser gældende:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 74

Det foreslåede stk. 1 bygger på en videreførelse af principperne i pkt. 5 i Forbrugerombudsmandens Retningslinjer vedrørende fjernsalg m.v. i betalingssystemer med betalingskort fra december 1996. Anvendelsesområdet for bestemmelsen er udformet således, at den tager højde for den udvikling, der siden 1996 er sket i elektroniske betalingssystemer.

Efter retningslinjernes pkt. 1 har formålet med retningslinjerne først og fremmest været at sikre kortindehavere mod misbrug som følge af muligheden for at gennemføre betalingstransaktioner uden en aflæsning af betalingskortet. Herudover indeholder retningslinjerne bestemmelser, der har til formål at regulere de situationer, hvor gennemførelsen af betalingstransaktionen i praksis stiller kortindehaverne ringere end de forbrugere, der eksempelvis betaler pr. efterkrav eller ved brug af indbetalingskort, der følger med den leverede ydelse.

Pengeinstitutankenævnet har i sin praksis ved fortolkningen og anvendelsen af retningslinjerne i forbindelse med bedømmelsen af en række konkrete sager i vidt omfang netop lagt vægt på formålet med retningslinjerne. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at kortholder heller ikke skal stilles bedre end en forbruger, som har betalt kontant. Det må antages, at Pengeinstitutankenævnets praksis kan opretholdes med den nye bestemmelse.

Den forbrugerbeskyttelse, som følger af pkt. 5 i Forbrugerombudsmandens retningslinjer, kan med baggrund i betalingstjenestedirektivets præambel, betragtning 39 opretholdes i dansk ret.

Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at en betaler i forbindelse med fjernsalg, hvor betalingen typisk er sket inden varen eller tjenesteydelsen er modtaget, kan gøre en række nærmere opregnede indsigelser gældende over for sin udbyder, når indsigelserne forinden forgæves har været rettet mod betalingsmodtageren/sælgeren. Reglen medvirker tillige til at understøtte e-handlen på internettet, da forbrugere med større tryghed kan handle og foretage betalinger, når der kan fremsættes indsigelser om for eksempel manglende levering, over for forbrugerens egen udbyder - for eksempel egen bank, hvis der er brugt et Visa/Dankort ved betalingstransaktionen.

Reglen har således et forbrugerbeskyttende sigte og har til formål at regulere de situationer, hvor en forbruger ved at foretage en betalingstransaktion i forbindelse med fjernsalg vil blive stillet ringere end en kontantbetalende forbruger.

Bestemmelsen regulerer betalingstransaktioner i forbindelse med køb af varer eller tjenester ved fjernsalg. Ved betalingstransaktioner i forbindelse med fjernsalg forstås de tilfælde, hvor der foretages en betaling med et betalingsinstrument i henhold til en aftale mellem henholdsvis betaler, betalers og betalingsmodtagers udbyder og betalingsmodtager, og købsaftalen samtidig er indgået ved hjælp af et fjernkommunikationsmiddel, uden at parterne mødes fysisk, for eksempel i forbindelse med et postordrekøb, en telefonisk bestilling, en bestilling via internettet eller et andet medie. Det er således en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at betalingen er sket med et betalingsinstrument, som er udstedt til brugeren i henhold til en aftale med udbyderen, og at der i henhold til denne aftale kan foretages betalinger hos betalingsmodtageren, som på sin side har indgået aftale om modtagelse af det pågældende betalingsinstrument. Det er i denne forbindelse underordnet, om betalingsmodtagers aftale er indgået direkte med betalerens udbyder, eller om aftalen om modtagelsen af betalingsinstrumentet er indgået med en indløser eller en tredjepart, når blot aftalen indebærer, at betaleren kan bruge sit betalingsmiddel hos den pågældende betalingsmodtager. Vælger køber i stedet efterfølgende at betale via sin netbank, for eksempel på baggrund af et af sælger oplyst kontonummer, vil denne situation ikke være omfattet af bestemmelsen.

Hvorvidt betaler i forbindelse med gennemførelsen af betalingstransaktionen anvender en kode eller lignende, har ikke betydning for, om reglen finder anvendelse.

Hvis en bruger hos betalingsmodtager kan anvende e-penge, som udstedes af en e-pengeudsteder, til køb af varer eller tjenesteydelser, er betalingstransaktionen omfattet af bestemmelsen, og betaleren kan gøre sine indsigelser om for eksempel manglende levering gældende over for e-penge-udstedere som for eksempel e-Wire eller PayPal.

Bestemmelsen indebærer tillige, at har brugeren købt e-penge hos en e-pengeudsteder med sit betalingskort, kan brugeren få sine penge tilbage, hvis e-pengeudstederen ikke har krediteret brugerens e-pengekonto. I denne situation skal betaler henvende sig til kortudsteder, som er forpligtet til at undlade at gennemføre eller tilbageføre transaktionen, hvis betingelserne herfor er opfyldt, jf. forslagets stk. 2.

En betaling via netbank vil være omfattet i det omfang, der forud for betalingen er indgået aftale mellem betalers udbyder og betalingsmodtageren om, at brugeren hos betalingsmodtageren kan bruge sin netbank til betaling for køb af varer eller tjenester, som indgås ved brug af et fjernkommunikationsmiddel.

Bestemmelsen finder ikke anvendelse ved betalingstransaktioner, hvor betalingen sker som en konto-til-konto-overførsel, hvor der gøres brug af indbetalingskort eller Betalingsservice, fordi sådanne betalinger typisk ikke sker ved brug af et betalingsinstrument, ligesom der ikke forud for betalingen er indgået en aftale mellem betaler, udbyder og betalingsmodtager. Benytter en bruger sin netbank til at foretage en betaling af for eksempel et modtaget indbetalingskort, vil denne betalingstransaktion heller ikke være omfattet af bestemmelsen.

Når en betalingsmodtager i forbindelse med et fjernsalg modtager forudbetaling, er der en risiko for, at betalingsmodtager efterfølgende ikke kan levere på grund af insolvens eller konkurs. Udgangspunktet vil i en sådan situation være, at betaler ikke skal stilles dårligere end den køber, som har betalt kontant. Har en betalingsmodtager i strid med aftalen trukket beløbet inden, der er sket levering, for eksempel fordi varen er i restordre, vil betaleren have krav på tilbageførsel i tilfælde af konkurs eller anden insolvenssituation reguleret af konkursloven. I denne situation vil betaleren ellers være dårligere stillet, end hvis der var betalt pr. efterkrav i forbindelse med leveringen. Er der derimod tale om, at der er indgået en udtrykkelig aftale om forudbetaling af en vare eller tjenesteydelse, enten fordi der er tale om et tilvirkningskøb eller af anden årsag, har betaler ikke krav på tilbageførsel af betalingen i tilfælde af konkurs eller lignende, inden der sker levering. I disse tilfælde vil betaleren ikke være dårligere stillet end i den situation, hvor betaleren i den fysiske handel har indgået en aftale om kontant forudbetaling. Er der tale om en situation, hvor betaleren har købt for eksempel en festivalbillet, som er sendt til køberen, men hvor festivalen efterfølgende ikke bliver afholdt på grund af arrangørens konkurs, vil der heller ikke i medfør af loven kunne gøres indsigelser over for betalers udbyder. Nr. 1 omhandler de tilfælde, hvor betalingsmodtager debiterer et højere beløb hos betaler, end der er aftalt mellem parterne. Som eksempel kan nævnes, at en betaler debiteres for 800 kr., mens der kun er aftalt 500 kr. I forhold til denne indsigelse, vil betalingstjenesteudbyder alene være forpligtet til at tilbageføre forskellen mellem det aftalte beløb og det debiterede beløb. Det bemærkes i øvrigt, at i de tilfælde, hvor betaler slet ikke har godkendt en betaling, følger det direkte af forslagets § 61, stk. 1, at betalers udbyder hæfter i forhold til betaler, jf. dog § 62.

I henhold til nr. 2 skal en betalingstransaktion tilbageføres, hvis den bestilte vare eller ydelse ikke leveres. Bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis den leverede vare er behæftet med mangler. I forhold til sondringen mellem ikke-levering og mangler finder den køberetlige sondring mellem disse to begreber anvendelse. Dette kan indebære, at levering af en forkert vare kan anses for ikke-levering.

Det er ikke hensigten med reglerne, at de også skal finde anvendelse, hvis den manglende levering skyldes, at varen er blevet stoppet i tolden, fordi den ikke lovligt kan indføres i landet. Risikoen herfor påhviler ikke betalers udbyder, men betaleren selv.

Det foreslåede nr. 3 omfatter de tilfælde, hvor en betaler gør gældende, at betaleren eller den angivne modtager har udnyttet en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret ved at undlade at modtage eller afhente den bestilte vare eller tjenesteydelse, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3. En betaler vil ikke kunne påberåbe sig denne bestemmelse, hvis pakken er afleveret i postkassen eller gennem brevsprækken, eller hvis en elektronisk ydelse er stillet til rådighed. Når varen eller ydelsen er leveret, må betaler selv sørge for at tilbagelevere varen inden fortrydelsesfristens udløb, og en betaler må i disse situationer selv rette krav mod betalingsmodtager om tilbageførsel og har således ikke krav på, at udbyderen tilbagefører beløbet.

Gør betaleren indsigelser efter stk. 1, skal der straks ske kreditering af betalers konto. Betaleren må kunne redegøre for baggrunden for indsigelsen, og for eksempel underskrive en tro og love-erklæring.

I stk. 2 foreslås der indført krav om, at betaler, inden der stilles krav om tilbageførsel efter stk. 1, har kontaktet eller forsøgt at kontakte betalingsmodtager med krav om tilbagebetaling af udestående eller levering af manglende vare eller tjenesteydelse. Betaler skal overfor sin udbyder være i stand til nærmere at redegøre for, hvornår betaler har forsøgt at kontakte betalingsmodtager, og hvad betalingsmodtagers reaktion på henvendelsen var. Efter omstændighederne har udbyderen mulighed for at stille krav om dokumentation. Baggrunden for det foreslåede stk. 2 er at begrænse antallet af indsigelser, som nemt kan løses ved en telefonopringning eller en e-mail.

Det følger af det foreslåede stk. 3, at det er udbyderen, som skal kunne føre bevis for, at en indsigelse er uberettiget, før der kan ske debitering eller gendebitering hos betaler. I forbindelse med undersøgelse af indsigelsen har betaler pligt til at medvirke til at oplyse sagen.

Efter forslagets stk. 4 skal betaler fremsætte sine indsigelser efter stk. 1 snarest muligt efter, at betaleren er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med, at debitering er sket uretmæssigt. Det bemærkes dog, at betaleren forinden skal have henvendt sig til betalingsmodtageren, jf. stk. 2. Bestemmelsen hindrer ikke, at udbyderen opfordrer betaleren til at reklamere hurtigst muligt i tilfælde af indsigelser efter bestemmelsen, men indsigelsesretten må ikke begrænses af endelige reklamationsfrister. Der er ikke noget til hinder for, at udbyderen påberåber sig dansk rets almindelige principper om fortabelse af indsigelser som følge af passivitet eller reglerne om forældelse. Reglen medfører på dette punkt ingen ændringer i forhold til gældende ret.

§ 74 kan ikke fraviges i forbrugerforhold, jf. forslagets § 5, stk. 2, men kan fraviges i erhvervsmæssige kundeforhold.


1) At det debiterede beløb er højere end det beløb, der er aftalt med betalingsmodtageren,

2) at den bestilte vare eller tjenesteydelse ikke er leveret, eller

3) at betaler eller den angivne modtager har udnyttet en aftalt eller lovbestemt fortrydelsesret ved at undlade at modtage eller afhente den bestilte vare eller tjenesteydelse.

Stk. 2. Forud for en indsigelse efter stk. 1 skal betaler forgæves have kontaktet betalingsmodtager med krav om tilbagebetaling af udestående beløb eller levering af manglende vare eller tjenesteydelse.

Stk. 3. Hvis en betaler har gjort indsigelse efter stk. 1, må udbyderen kun debitere eller gendebitere betalers konto, hvis udbyderen kan godtgøre, at indsigelsen er uberettiget.

Stk. 4. Indsigelser efter stk. 1 skal fremsættes, snarest muligt efter betaleren er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med, at debitering er sket uretmæssigt.

Stk. 5. § 50, stk. 6, finder ikke anvendelse ved ændringer af rettigheder i rammeaftalen, der har givet brugeren en bedre retsstilling end efter stk. 1.

Gennemførelsestidspunkt og valørdato

§ 75. Betalerens udbyder skal sikre, at beløbet for betalingstransaktionen krediteres betalingsmodtagerens udbyders konto senest ved afslutningen af den førstkommende arbejdsdag efter modtagelsestidspunktet, jf. § 71. For papirbaserede betalingstransaktioner kan fristen i 1. pkt. forlænges med endnu en arbejdsdag.

Stk. 2. En betalingsmodtagers udbyder skal udføre en betalingsordre, som er iværksat af eller via betalingsmodtageren, til betalerens udbyder, inden for den frist, der er aftalt mellem betalingsmodtageren og dennes udbyder, så afregningen for direkte debiteringer og betalingsinstrumenter kan gennemføres på den aftalte forfaldsdato.

Stk. 3. Hvis betalingsmodtageren ikke har en betalingskonto hos udbyderen, skal midlerne stilles til rådighed for vedkommende af den udbyder, der modtager midlerne, inden for den frist, der er fastsat ovenfor, jf. stk. 1.

Stk. 4. Det kan i forbindelse med mikrobetalingsinstrumenter uanset stk. 1-3 aftales, at der anvendes andre gennemførelsesperioder.

§ 76. Valørdatoen for kreditering af betalingsmodtagers betalingskonto må ikke ligge senere end den arbejdsdag, hvor betalingsmodtagerens udbyder modtager betalingstransaktionen.

Stk. 2. Umiddelbart efter at en betalingstransaktion er krediteret betalingsmodtagerens udbyders konto, skal betalingsmodtageren have adgang til beløbet for betalingstransaktionen.

Stk. 3. Valørdatoen for en debitering af betalerens betalingskonto må ikke ligge tidligere end det tidspunkt, hvor beløbet debiteres denne betalingskonto.

Stk. 4. Ved indbetaling af kontantbeløb på en forbrugers betalingskonto hos en udbyder i den pågældende betalingskontos valuta skal beløbet stilles til rådighed med valørdato umiddelbart efter tidspunktet for modtagelsen af midlerne. Hvis indbetalingen foretages på en erhvervsdrivendes konto, stilles beløbet til rådighed med valørdato senest den arbejdsdag, der følger efter modtagelsen af midlerne.

Kapitel 7

Gebyr m.v.

§ 77. Betalers udbyder, betalingsmodtagers udbyder og deres eventuelle formidlere skal overføre betalingstransaktionens fulde beløb uden fradrag af gebyrer.

Stk. 2. Betalingsmodtager og dennes udbyder kan uanset stk. 1 aftale, at udbyderen trækker sine gebyrer fra det overførte beløb før kreditering af betalingsmodtageren. Ved meddelelse efter §§ 46 og 54 skal betalingstransaktionens fulde beløb oplyses med særskilt angivelse af gebyrets størrelse.

Stk. 3. Hvis der trækkes andre gebyrer end nævnt i stk. 2 fra det overførte beløb, skal betalers udbyder sikre, at betalingsmodtageren modtager betalingstransaktionens fulde beløb. Ved betalingstransaktioner iværksat af eller via betalingsmodtageren påhviler forpligtelsen efter 1. pkt. betalingsmodtagers udbyder.

§ 78. Når en betalingstransaktion ikke involverer valutaomregning, skal betalingsmodtager som udgangspunkt betale de gebyrer, som dennes udbyder opkræver, og betaleren betaler de gebyrer, som dennes udbyder opkræver.

Stk. 2. Udbyderen må ikke hindre betalingsmodtager i at opkræve et gebyr hos betaler for brugen af det pågældende betalingsinstrument eller tilbyde betaleren en rabat, jf. dog § 80, stk. 6.

§ 79. Ved fastsættelse af gebyr m.v. i forbindelse med gennemførelse af betalingstransaktioner med et betalingsinstrument som nævnt i § 6, nr. 9, må der ikke anvendes urimelige priser og avancer. Ved urimelige priser og avancer forstås priser og avancer, der er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence.

§ 80. Udbyder kan pålægge betalingsmodtager omkostningerne ved driften af et betalingssystem, hvor transaktionerne gennemføres ved brug af et betalingsinstrument, jf. § 6, nr. 9, jf. dog stk. 4. Omkostningerne fastsættes efter § 79, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. I tilfælde, hvor en betalingstransaktion sker i den fysiske handel ved anvendelse af et betalingsinstrument med chip omfattet af § 6, nr. 9, samtidig med at betaler anvender underskrift eller personlig, hemmelig kode eller tilsvarende sikker identifikation, kan udbyder til dækning af sine omkostninger til driften af betalingssystemet alene pålægge betalingsmodtager at betale et årligt abonnement.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes prisen for det årlige abonnement i stk. 2 skal beregnes.

Stk. 4. Der kan ikke pålægges betalingsmodtager betaling, når brugen af betalingsinstrumentet sker i den fysiske handel og der anvendes et betalingsinstrument uden chip.

Stk. 5. Opkræver udbyder gebyr fra betaler for betalers anvendelse af et betalingsinstrument, skal gebyret fastsættes uafhængigt af betalingsmodtagers forhold.

Stk. 6. Uanset § 78, stk. 2, må betalingsmodtager ikke opkræve gebyr hos betaler for en betalingstransaktion i den fysiske handel, når betaler anvender et betalingsinstrument som defineret i § 6, nr. 9.

Stk. 7. Opkræver betalingsmodtager gebyr hos betaler for anvendelse af et betalingsinstrument i den ikkefysiske handel, må gebyrets størrelse ikke overstige betalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til betalingsmodtagers udbyder.

Stk. 8. I tilfælde, hvor en betalingstransaktion sker i den fysiske handel ved anvendelse af et betalingsinstrument med chip, jf. stk. 2, kan udbyderne af betalingstjenester og betalingsmodtager indgå aftale om betaling for særlige ordninger tilknyttet det enkelte betalingsinstrument, der ikke er omfattet af abonnementsordningen.

Stk. 9. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke særlige ordninger der vil kunne indgås aftale om i henhold til stk. 8.

Stk. 10. Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at denne paragraf ikke finder anvendelse på internationale betalingsinstrumenter. Økonomi- og erhvervsministeren kan samtidig fastsætte supplerende regler for sådanne betalingsinstrumenter.

§ 81. Udbyderen må ikke betinge en betalingsmodtagers tilslutning til et betalingssystem af, at betalingsmodtageren samtidig skal acceptere andre betalingsinstrumenter, som er omfattet af denne lov.

Oplysning om valuta og gebyrer

§ 82. En betalingsmodtager eller en anden, der på salgsstedet tilbyder valutaomregning til betaleren før en betalingstransaktion iværksættes, skal give betaleren alle oplysninger om gebyrer og den vekselkurs, der anvendes ved valutaomregningen. Betaleren skal godkende, at valutaomregningen sker på dette grundlag.

§ 83. En betalingsmodtager, der opkræver gebyrer eller tilbyder rabat for brug af et bestemt betalingsinstrument, skal oplyse betaleren herom, før betalingstransaktionen iværksættes.

Stk. 2. En udbyder eller en anden, der opkræver gebyr for brugen af et betalingsinstrument, skal underrette betaleren herom, inden betalingstransaktionen iværksættes.

Kapitel 8

God skik, registrering og cpr-nummer

§ 84. Virksomheder, der udbyder betalingstjenester, skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om redelig forretningsskik og god praksis for virksomheder, der udbyder betalingstjenester.

§ 85. Lov om behandling af personoplysninger finder anvendelse med de ændringer, der følger af stk. 2-6.

Stk. 2. Betalerens udbyder skal sikre, at betalerens cpr-nummer på et betalingsinstrument ikke kan aflæses fysisk eller elektronisk af andre end betalerens udbyder.

Stk. 3. Der må kun ske behandling af oplysninger om, hvor betalerne har anvendt deres betalingsinstrumenter, og hvad de har købt, når det

1) er nødvendigt til gennemførelse eller korrektion af betalingstransaktioner eller andre funktioner, som betalerens udbyder har knyttet til betalingsinstrumentet,

2) er nødvendigt til retshåndhævelse eller for at hindre misbrug eller

3) er hjemlet ved anden lovgivning.

Stk. 4. Der må endvidere ske behandling af oplysninger om, hvor betalerne har anvendt deres betalingsinstrumenter, når

1) det er nødvendigt for betalerens udbyders rådgivning af en betaler med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af betalingsinstrumenter, og når de oplysninger, der frembringes, alene angår, hvilke typer betalingstransaktioner betaleren foretager, eller

2) behandlingen er nødvendig for udstederens tilpasning af betalingssystemer, således at disse er sikre, effektive og tidssvarende og der ikke frembringes oplysninger på enkeltbrugerniveau.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan bestemme, at stk. 3 fraviges i forskningsøjemed.

Stk. 6. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte regler om behandling i udlandet af de i stk. 3 nævnte oplysninger.

Kapitel 9

Tilsyn m.v.

§ 86. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf, jf. dog §§ 97 og 98. Tilsvarende gælder for artikel 3, 4 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Stk. 2. Det Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet efter stk. 1 med den kompetence, som rådet er tillagt i medfør af § 345, stk. 2, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, for så vidt angår tilsynet med bestemmelserne i kapitel 2-4, og med den kompetence, som rådet er tillagt i medfør af § 345, stk. 2, nr. 2, i lov om finansiel virksomhed, for så vidt angår tilsynet med bestemmelserne i kapitel 5-8 samt artikel 3, 4 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001. § 345, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse, når Det Finansielle Virksomhedsråd behandler sager efter kapitel 5-8 samt artikel 3, 4 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001. For sager vedrørende tilsynet med bestemmelserne i kapitel 2-4 finder § 345, stk. 10, i lov om finansiel virksomhed tilsvarende anvendelse. § 345, stk. 9, i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse på sager omfattet af denne lov.

Stk. 3. Hvis virksomheden har etableret en filial, anvender en agent eller har outsourcet driftsmæssige funktioner til en enhed i en anden medlemsstat, fører Finanstilsynet tilsyn med disse enheder, medmindre tilsynet i henhold til aftale uddelegeres til værtslandets kompetente myndighed.

Stk. 4. Datatilsynet varetager efter bestemmelserne i § 64 i lov om behandling af personoplysninger i samråd med Finanstilsynet samarbejdet med udenlandske myndigheder.

§ 87. Finanstilsynet kan som led i sit tilsyn kræve, at virksomheden fremlægger alle de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lovs bestemmelser.

Stk. 2. Finanstilsynet kan udføre inspektioner på stedet hos virksomheder omfattet af denne lov, hos enhver agent eller filial, der udbyder betalingstjenester under en virksomheds ansvar og er omfattet af denne lov, og hos enhver enhed, som aktiviteterne er outsourcet til.

Stk. 3. § 346, stk. 2-5, i lov om finansiel virksomhed finder tilsvarende anvendelse for virksomheder omfattet af denne lov.

Stk. 4. Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til virksomheder omfattet af denne lov med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved inspektioner.

[ Finanstilsynets register ] § 88. Finanstilsynet opretter et offentligt register over

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 88

I henhold til det foreslåede stk. 1 skal Finanstilsynet oprette et offentligt register over virksomheder, der har fået tilladelse som betalingsinstitutter i Danmark, samt disse institutters agenter og filialer, og over virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester i henhold til forslagets kapitel 3.

Det følger af stk. 2, at registeret skal indeholde oplysninger om de betalingstjenester, som virksomheder omfattet af stk. 1 har tilladelse til at udbyde.

Filialer og agenter skal ikke registreres i et offentligt register i andre medlemsstater end i den medlemsstat, hvor betalingsinstituttet er registreret (instituttets hjemland).

I overensstemmelse med betalingstjenestedirektivets artikel 4, litra 29, betragtes alle forretningssteder i samme medlemsstat, som er oprettet af et betalingsinstitut med hovedkontor i en anden medlemsstat, som én filial.

§ 88 gennemfører betalingstjenestedirektivets artikel 13.


1) virksomheder, der har fået tilladelse som betalingsinstitutter her i landet, jf. kapitel 2, og disse institutters agenter og filialer,

2) virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester, jf. kapitel 3,

3) virksomheder, der har fået tilladelse som e-penge-institut her i landet, jf. § 39 a, og disses filialer og

4) virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge, jf. § 39 p.

Stk. 2. Dette register skal indeholde oplysninger om de betalingstjenester, som virksomheder omfattet af stk. 1 har tilladelse til at udbyde.

[ Finanstilsynets påbud om berigtigelse/ændring ] § 89. Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse eller ændring af forhold, der er i strid med denne lovs bestemmelser samt artikel 3, stk. 1 og 2, artikel 4, stk. 1, 3 og 4, og artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 89

Forslagets § 89 giver Finanstilsynet mulighed for at give påbud om berigtigelse eller ændring af forhold, der er i strid med denne lovs bestemmelser.

Ved berigtigelse forstås, at en virksomhed eksempelvis undlader en fremtidig adfærd. For eksempel kan en virksomhed påbydes at undlade at gentage en bestemt markedsføringskampagne eller påbydes at undlade at håndhæve urimelige aftalevilkår. Finanstilsynet kan også påbyde en virksomhed at informere kunder om for eksempel tidligere indgåede urimelige aftalevilkår.


[ Finanstilsynets sanktioner over for ledelsen mv. ] § 89 a. Finanstilsynet kan påbyde et betalingsinstitut eller en virksomhed med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester at afsætte en direktør i instituttet eller virksomheden inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis denne efter § 18, stk. 2, ikke kan bestride stillingen.

Stk. 2. Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrelsen i et betalingsinstitut eller en virksomhed med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester at nedlægge sit hverv inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis vedkommende efter § 18, stk. 2, ikke kan bestride hvervet.

Stk. 3. Finanstilsynet kan påbyde et betalingsinstitut eller en virksomhed med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester at afsætte en direktør, når der er rejst tiltale mod direktøren i en straffesag om overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 18, stk. 2, nr. 1. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i et betalingsinstitut eller en virksomhed med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Stk. 4. Varigheden af påbud meddelt efter stk. 2 på baggrund af § 18, stk. 2, nr. 2, 3 eller 4, skal fremgå af påbuddet.

Stk. 5. Påbud meddelt i henhold til stk. 1-3 kan af betalingsinstituttet eller virksomheden med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester og af den person, som påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende direktør eller det pågældende bestyrelsesmedlem under sagens behandling kan opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet indbringer inden 4 uger sagen for domstolene. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 6. Finanstilsynet kan af egen drift eller efter ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk. 2 og stk. 3, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afslaget er meddelt den pågældende. Anmodning om domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet eller mindst 2 år, efter at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.

Stk. 7. Har betalingsinstituttet eller virksomheden med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester ikke afsat direktøren inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 90. Finanstilsynet kan endvidere inddrage virksomhedens tilladelse, jf. § 90, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk. 2 og 3.

[ Inddragelse af tilladelse ] § 90. Finanstilsynet kan inddrage en virksomheds tilladelse som betalingsinstitut eller en begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester, hvis virksomheden

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 90

Stk. 1 omhandler Finanstilsynets muligheder for at inddrage en tilladelse givet i medfør af forslagets § 7 til som betalingsinstitut at udøve betalingstjenester omfattet af lovens bilag 1 eller en begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester givet i medfør af forslagets § 37.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslagets § 8, hvoraf det fremgår, at betalingsinstituttet er forpligtet til at underrette Finanstilsynet, hvis der indtræder ændringer i forhold til de oplysninger, som Finanstilsynet har modtaget og lagt til grund ved meddelelse af tilladelse. Underretning skal ske på forhånd, hvis ændringen må betragtes som væsentlig. I andre tilfælde skal underretning finde sted snarest muligt. En tilsvarende underretningspligt gælder for virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. forslagets § 39.

I henhold til nr. 1 kan en tilladelse inddrages, hvis virksomheden ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist af 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald på at gøre brug af tilladelsen, eller ikke har udøvet virksomhed som betalingsinstitut i en periode på over seks måneder. Hvis et betalingsinstitut har tilladelse til at udbyde flere typer af betalingstjenester, jf. forslagets bilag 1, kan det komme på tale at foretage en delvis inddragelse af tilladelsen. Det vil sige at inddrage tilladelsen til at udbyde en eller flere, men ikke alle, betalingstjenester i henhold til bilag 1.

I henhold til nr. 2 kan en tilladelse inddrages, hvis den er opnået på baggrund af urigtige oplysninger eller på anden uredelig vis. Det er en forudsætning, at forholdet har haft en vis betydning for Finanstilsynets beslutning. Endvidere er det en forudsætning, at oplysningerne har været bevidst urigtige. Er det sidste ikke tilfældet, må Finanstilsynet vurdere forholdet efter nr. 3.

I henhold til nr. 3 kan en tilladelse inddrages, hvis virksomheden ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af tilladelse som beskrevet i kapitel 2 eller 3. Betingelserne fremgår af forslagets §§ 7, 37 og 38.

I henhold til nr. 4 kan en tilladelse inddrages, hvis virksomheden kan udgøre en trussel mod et betalingssystems stabilitet, hvis den fortsætter sin betalingstjenestevirksomhed. Det forudsættes her, at Finanstilsynet forinden stillingtagen inddrager den nødvendige ekspertise og om nødvendigt samarbejder med de kompetente myndigheder i andre medlemsstater.

I henhold til nr. 5 kan en tilladelse inddrages, hvis virksomheden ikke overholder lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme. Der forudsættes en høj grad af væsentlighed, hvis inddragelse af tilladelse skal finde sted med henvisning hertil.

Af det foreslåede stk. 2 fremgår, at inddragelse af en tilladelse offentliggøres af Finanstilsynet.

Forslagets § 90 gennemfører betalingstjenestedirektivets art. 12.


1) ikke gør brug af tilladelsen inden for en frist af 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald på at gøre brug af tilladelsen eller ikke har udøvet betalingsinstitutvirksomhed eller virksomhed med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjenester i en periode på over 6 måneder,

2) har opnået tilladelsen på baggrund af urigtige oplysninger eller på anden uredelig vis,

3) ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af tilladelse efter kapitel 2 eller 3,

4) kan udgøre en trussel mod et betalingssystems stabilitet, hvis den fortsætter sin betalingstjenestevirksomhed, eller

5) ikke overholder lov om forebyggende foranstaltninger med hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Stk. 2. En virksomheds tilladelse som e-penge-institut eller begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge bortfalder, hvis virksomheden ikke gør brug af tilladelsen inden for 12 måneder, udtrykkeligt giver afkald på at gøre brug af tilladelsen eller ikke har udstedt elektroniske penge i en periode på over 6 måneder.

Stk. 3. Finanstilsynet kan inddrage en virksomheds tilladelse som e-penge-institut eller begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge, hvis virksomheden

1) har opnået tilladelsen på baggrund af urigtige oplysninger, der er tillagt vægt ved meddelelse af tilladelse, eller på anden uredelig vis,

2) ikke længere opfylder betingelserne for meddelelse af tilladelse efter kapitel 3 a eller

3) ikke overholder lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme.

Stk. 4. Inddragelse af en tilladelse offentliggøres af Finanstilsynet.

[ Indbringelse for Erhvervsankenævnet ] § 91. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør af loven kan af den, som afgørelsen retter sig til, indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 91

§ 91 svarer til de tilsvarende bestemmelser i den finansielle lovgivning. Bestemmelsen vedrører rekursadgang til Erhvervsankenævnet i forbindelse med, at Finanstilsynet træffer afgørelse efter tilsynslovgivningen.

Bestemmelsen omfatter kun afgørelser, der er truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven. Herudover er Erhvervsankenævnet klageinstans for aktindsigtsspørgsmål. Erhvervsankenævnet afgørelser kan indbringes for domstolene.


[ Pligter for Finanstilsynets ansatte mv. ] § 92. §§ 354 og 356 i lov om finansiel virksomhed om Finanstilsynets tavshedspligt, om forbuddet mod, at Finanstilsynets medarbejdere har anden beskæftigelse eller deltager i spekulationsforretninger, og om Finanstilsynets direktørs engagementer eller sikkerhedsstillelser finder med de nødvendige tilpasninger anvendelse på denne lov. § 354 i lov om finansiel virksomhed finder dog kun anvendelse på oplysninger i sager omfattet af kapitel 2 og 3.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 92

Den foreslåede § 92 henviser til §§ 354 og 356 i lov om finansiel virksomhed, der pålægger Finanstilsynets ansatte tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e. Finanstilsynets ansatte er således forpligtet til at hemmeligholde de oplysninger, som de gennem deres virksomhed bliver bekendt med. Tilsvarende må Finanstilsynets medarbejdere ikke være medlem af direktion, bestyrelse eller repræsentantskab eller være ansat i virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet eller i disses organisationer, ligesom der er forbud mod at deltage i spekulationsforretninger, og regler om Finanstilsynets direktørs engagementer eller sikkerhedsstillelser.

Tavshedspligten efter den foreslåede § 92 finder dog kun anvendelse på bestemmelserne i kapitel 2 og 3. Kapitel 2 og 3 omhandler betingelserne for at opnå tilladelse til at drive virksomhed som betalingsinstitut og virksomhed med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester.

Sager efter resten af lovens bestemmelser er derimod ikke underlagt den særlige tavshedspligt efter forslaget til § 92. Lovens øvrige regler har karakter af forbrugerbeskyttende regler, og de er derfor omfattet af de samme regler om offentlighed, som gælder for forbrugerlovgivningen i øvrigt, herunder også på Finanstilsynets område. Offentligheden kan derfor få indsigt i Finanstilsynets arbejde på forbrugerområdet efter de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven og forvaltningsloven.

På forbrugerområdet kan enhver få udleveret oplysninger om tilsynet med forbrugerreglerne dog med de undtagelser, der følger af offentlighedslovens kapitel 3. Blandt disse undtagelser kan bl.a. nævnes oplysninger, der ikke er af faktuel karakter i interne arbejdsdokumenter, oplysninger om enkeltpersoners private forhold, herunder økonomiske forhold, samt forhold af væsentlig økonomisk betydning for en person eller en virksomhed. Der kan meddeles aktindsigt i de oplysninger, som Finanstilsynet ligger inde med, uanset om sagen stadig er under behandling eller er afsluttet. Derimod giver offentlighedsloven ikke mulighed for løbende aktindsigt i oplysninger, som måtte tilgå en sag.

Da aktindsigten er knyttet til bestemte typer oplysninger og ikke til sagstyper, vil der være aktindsigt i oplysningerne, uanset om disse findes i en sag, som udelukkende vedrører forbrugerområdet eller om de findes i andre sager i Finanstilsynet, som er omfattet af tilsynets generelle tavshedspligt. Såfremt der for eksempel ønskes aktindsigt i oplysninger, som findes i en tilsynssag, som i øvrigt ikke vedrører god skik, vil oplysningerne vedrørende god skik blive ekstraheret fra denne sag og udleveret, mens resten af sagen vil være omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt.

Når Finanstilsynet anmoder en virksomhed om en redegørelse, vil tilsynet sædvanligvis angive de relevante bestemmelser i den finansielle lovgivning, som vil være tema for redegørelsen. Virksomheden vil heraf kunne udlede om de oplysninger, som den efterfølgende afgiver til Finanstilsynet, vil kunne udleveres i forbindelse med en begæring om aktindsigt.

Ligeledes vil Finanstilsynet, når det foretager en inspektion, som specifikt vedrører forbrugerreglerne, særligt gøre virksomheden opmærksom på, at materiale, som indsendes til tilsynet, og oplysninger, som afgives, vil være omfattet af aktindsigt med de undtagelser, der følger af offentlighedslovens § 12.

Når Finanstilsynet træffer afgørelse i sager på forbrugerområdet vurderer Finanstilsynet, hvorvidt virksomheden overholder de offentligretlige adfærdsregler. Derimod behandler Finanstilsynet ikke konkrete tvister mellem en forbruger og en virksomhed omfattet af denne lov. Derfor vil sagerne typisk ikke indeholde oplysninger om konkrete kundeforhold. Det kan dog ikke udelukkes, at der i visse sager findes sådanne oplysninger, for eksempel fordi kunden selv har indsendt dem til Finanstilsynet, eller fordi virksomheden i en redegørelse til Finanstilsynet har kommenteret en konkret sag, som har givet Finanstilsynet anledning til at undersøge virksomhedens praksis på et konkret område.

Hvis der søges aktindsigt i en sag, som indeholder oplysninger om konkrete kundeforhold, vil Finanstilsynet i forbindelse med behandlingen af aktindsigtsbegæringen skulle tage stilling til, om disse oplysninger kan udleveres.

Drejer det sig om oplysninger om en privat kundes økonomiske forhold, vil disse oplysninger ikke kunne udleveres, idet der ikke er aktindsigt i enkeltpersoners private forhold, herunder økonomiske forhold, efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.

Oplysninger om juridiske personer og dermed om virksomheders økonomiske forhold vil skulle udleveres i et vist omfang, idet offentlighedsloven kun undtager aktindsigt i oplysninger, som er af væsentlig økonomisk betydning for virksomheden, såsom erhvervshemmeligheder.

Såfremt Finanstilsynet modtager en aktindsigtsbegæring, som vil indebære udlevering af oplysninger om kunder, vil Finanstilsynet i overensstemmelse med praksis i sager om aktindsigt i oplysninger vedrørende privatpersoner eller juridiske personer, indhente en udtalelse fra den kunde, hvis oplysninger, der ønskes aktindsigt i. Såfremt spørgsmålet om, hvorvidt der kan meddeles aktindsigt i konkrete kundeoplysninger er af principiel karakter, vil Finanstilsynet forelægge sagen for Det Finansielle Virksomhedsråd, jf. § 345, stk. 2, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. forslagets § 86, stk. 2.

Samme procedure vil blive fulgt, hvis der ønskes aktindsigt i oplysninger om en bestemt virksomheds overholdelse af forbrugerreglerne. I sådanne tilfælde kan der være oplysninger, for eksempel om hvordan virksomheden har organiseret sig eller om virksomhedens støttefunktioner, som kan have en sådan karakter, at de er af væsentlig økonomisk betydning for virksomheden og dermed ikke omfattet af aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2.

En anmodning om aktindsigt skal efter offentlighedslovens § 16, stk. 2, behandles inden for 10 dage. Såfremt der ikke kan træffes afgørelse inden for denne tidsfrist, skal ansøgeren have oplyst, hvornår der kan træffes afgørelse i sagen. Som eksempler på tilfælde, hvor 10 dages fristen formentlig ikke vil kunne overholdes, kan nævnes de sager, hvor Finanstilsynet skal indhente en udtalelse fra en person eller virksomhed, inden der gives aktindsigt i oplysninger om den pågældende. Det vil heller ikke være tilfældet i sager af principiel karakter, hvor Det Finansielle Virksomhedsråd skal inddrages i afgørelsen af, om der kan meddeles aktindsigt, og hvor udkastet til rådets afgørelse skal i partshøring efter § 345, stk. 9 i lov om finansiel virksomhed.

Spørgsmålet om, hvorvidt der kan gives aktindsigt, afgøres af Finanstilsynet. Da den almindelige rekursinstans for afgørelser i sager om Finanstilsynets tilsynsvirksomhed er Erhvervsankenævnet, vil en eventuel klage over afslag på aktindsigt skulle indbringes for Erhvervsankenævnet. Det gælder uanset, om aktindsigtsbegæringen vedrører oplysninger, som indgår i en forvaltningsretlig afgørelse, som Finanstilsynet har truffet, eller om det er oplysninger, som indgår i en sag, hvor Finanstilsynet enten har besluttet ikke at undersøge sagen eller efter en undersøgelse ikke har fundet, at der foreligger en overtrædelse.


§ 93. Afgørelser truffet i henhold til § 345, stk. 2, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed, jf. denne lovs § 86, stk. 2, skal offentliggøres. 1. pkt. gælder også beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning, jf. dog stk. 2. Offentliggørelsen skal omfatte virksomhedens navn.

Stk. 2. Offentliggørelse efter stk. 1 kan dog ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger omfattet af § 12, stk. 1, i lov om offentlighed i forvaltningen. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra tilsynsmyndigheder i andre lande inden for eller uden for Den Europæiske Union, medmindre de myndigheder, der har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.

Stk. 3. Hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 2, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år, efter at den pågældende afgørelse er truffet.

[ Offentliggørelse af sager mv. ] § 94. Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af bestemmelserne i denne lov bortset fra kapitel 2-4. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på sager vedrørende artikel 3, 4 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 94

Det foreslås i stk. 1, at Finanstilsynet af egen drift skal orientere offentligheden om færdigbehandlede forbrugersager, dvs. alle sager efter forslaget bortset fra kapitel 2 - 4, som er af almen interesse eller har betydning for forståelsen af reglernes anvendelse. Dette svarer til, hvad der i øvrigt gælder på det finansielle område og på Forbrugerombudsmandens område.

Ifølge stk. 1 forudsætter Finanstilsynets pligt til at orientere offentligheden om sager, der vedrører forbrugerbeskyttelse, at sagerne har en almen interesse eller har betydning for forståelsen af reglernes anvendelse. Forud for hver enkelt offentliggørelse skal der derfor foretages en vurdering af, hvorvidt denne betingelse er opfyldt. Det skal dog bemærkes, at selv om Finanstilsynet ikke af sig selv offentliggør virksomhedens navn, vil en person, som anmoder om aktindsigt, dog kunne få navnet oplyst.

Det vil som udgangspunkt kun kunne komme på tale at offentliggøre virksomhedens navn i sager, der udtrykker en generel adfærd hos virksomheden. En række af de klager, som Finanstilsynet modtager, vedrører enkeltstående tvister mellem en kunde og en virksomhed. I disse sager foreligger der derfor typisk ikke den fornødne offentlige interesse til, at der kan ske offentliggørelse.

Ved enkeltstående overtrædelser kan det komme på tale at præcisere forståelsen af de bagvedliggende regler. Det vil for eksempel kunne være tilfældet, hvor der er tale om nye regler, som Finanstilsynet ønsker at udbrede kendskabet til. Men det vil også kunne være tilfældet, hvis virksomheden gør brug af en ny praksis, som er reguleret af det eksisterende regelsæt. Dette vil kunne ske i form af en offentliggørelse af Finanstilsynets afgørelse.

Hensynet til den almene interesse vil i de fleste tilfælde medføre, at der ikke er behov for at nævne den involverede virksomheds navn. Baggrunden for at orientere offentligheden om sager vil således typisk være ønsket om at forhindre lignende sager ved at udbrede kendskabet til tilsynets praksis. Derimod kan der være grund til at offentliggøre virksomhedens navn i de sager, hvor der er behov for at advare kunderne mod at handle med virksomheden, eller hvor virksomhedens praksis har medført, at kunderne vil kunne have et erstatningskrav mod virksomheden.

Orientering om Finanstilsynets sager skal efter den foreslåede bestemmelse ske, når Finanstilsynet har truffet afgørelse i en sag. For sager, der ikke er omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt, jf. forslagets § 92, vil Finanstilsynet kunne orientere offentligheden om en sag, inden der er truffet afgørelse.

Bestemmelsen gør det også muligt at offentliggøre Finanstilsynets afgørelse i en sag, hvor Finanstilsynet har fundet, at en virksomhed har handlet i overensstemmelse med lov om betalingstjenester. Særligt i tilfælde, hvor sagen har været omtalt i pressen med oplysning om virksomhedens navn, vil det kunne være nærliggende at offentliggøre navnet.

Når Finanstilsynet udsender en pressemeddelelse om udfaldet af en sag, men uden at offentliggøre virksomhedens navn, vil Finanstilsynet også fremover orientere den relevante brancheforening. Påtænker Finanstilsynet at offentliggøre en virksomheds navn, vil den berørte virksomhed blive orienteret, inden Finans-til-sy-net udsender en pressemeddelelse.

For så vidt angår en række af de bestemmelser, som er omfattet af Finanstilsynets adgang til at foretage offentliggørelse, er overtrædelse heraf sanktioneret med straf. Det foreslåede stk. 1 forhindrer ikke, at Finanstilsynet offentliggør, at en virksomhed vil blive anmeldt til politiet for overtrædelse af en strafbar bestemmelse. En offentliggørelse kan imidlertid have indgribende betydning for den berørte virksomhed. Der skal derfor ved vurderingen af, om der skal ske offentliggørelse, foretages en afvejning af behovet for at offentliggøre en politianmeldelse over for de betænkeligheder, herunder af retssikkerhedsmæssig karakter, som offentliggørelsen kan give anledning til. Der kan ikke i medfør af bestemmelsen ske offentliggørelse af enkeltpersoners strafbare forhold.

Det foreslås endvidere i stk. 2, at Finanstilsynet skal offentliggøre navnet på en virksomhed, der udbyder betalingstjenester i strid med forslagets § 2. Andre oplysninger, end navnet på den virksomhed, der overtræder § 2, vil derimod fortsat være underlagt reglerne om tavshedspligt.


Stk. 2. Finanstilsynet skal endvidere orientere offentligheden om navnet på en virksomhed, der udbyder betalingstjenester i strid med § 2.

§ 95. Som part i forhold til Finanstilsynet anses alene de af § 2 omfattede virksomheder, som Finanstilsynets afgørelse truffet i medfør af denne lov eller regler udstedt i medfør af loven retter sig mod, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Som part i forhold til Finanstilsynet, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende, anses desuden følgende:

1) Den, der udbyder betalingstjenester uden tilladelse, jf. § 2.

2) En virksomhed eller en person, som ansøger om tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 7 eller § 37.

3) Et medlem af en virksomheds bestyrelse eller direktion eller den eller de personer i virksomheden, der er ansvarlige for at yde betalingstjenester, når tilsynet nægter en virksomhed tilladelse til at udøve virksomhed som betalingsinstitut eller virksomhed med begrænset tilladelse til udbud af betalingstjeneste eller inddrager en sådan tilladelse, jf. § 90.

4) En fysisk eller juridisk person, som Finanstilsynet kræver oplysninger af til afgørelse af, om denne er omfattet af bestemmelserne i denne lov, jf. § 87.

[ Afgiftspligt til Finanstilsynet ] § 96. Virksomheder under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet efter kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 96

Det følger af den foreslåede § 96, at virksomheder under tilsyn efter denne lov betaler afgift til Finanstilsynet efter kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed. Der henvises til bemærkningerne til forslagets § 110, nr. 2, for en beskrivelse af afgifternes størrelse.

Omkostninger ved Forbrugerombudsmandens og Konkurrencestyrelsens administration efter forslagets §§ 97 og 99 opkræves dog efter forslaget til § 100.


[ Forbrugerombudsmandens tilsyn ] § 97. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at udbydere af betalingstjenester, der gennemføres ved hjælp af betalingsinstrumenter, jf. § 6, nr. 9, og udbydere af betalingstjenester, der er omfattet af bilag 1, nr. 7, ikke overtræder kapitel 5 og 6, §§ 82 og 83, § 84, stk. 1, og § 85 og regler udstedt i medfør af § 84, stk. 2. Forbrugerombudsmanden fører endvidere tilsyn med, at der ikke sker overtrædelse af kapitel 10.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 97

Med stk. 1 foreslås det, at Forbrugerombudsmanden skal føre tilsyn med, at udbydere af betalingstjenester, der gennemføres ved hjælp af betalingsinstrumenter, jf. § 6, nr. 9, og udbydere af betalingstjenester, der er omfattet af bilag 1, nr. 7, ikke overtræder kapitel 5-6, §§ 77, 82, 83, 84, stk. 1, og § 85, samt regler udstedt i medfør af § 84, stk. 2. Forbrugerombudsmanden fører endvidere tilsyn med, at der ikke sker overtrædelse af kapitel 10.

For så vidt angår betalingstjenester, der gennemføres ved hjælp af betalingsinstrumenter, for eksempel betalingskort og netbanker, medfører bestemmelsen, at Forbrugerombudsmanden skal føre tilsyn med de af lovens regler, der vedrører en udbyders adfærd i forbindelse med udbud af betalingstjenester.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 88 fører Finanstilsynet tilsyn med, at udbyderne af de øvrige betalingstjenester, som er omfattet af loven, overholder reglerne om adfærd i forbindelse med udbud af betalingstjenester.

For så vidt angår reglerne i kapitel 10 om betalingssurrogater varetager Forbrugerombudsmanden tilsyn med samtlige af dette kapitels regler.

Da markedsføringsloven supplerer anden lovgivning, kan Forbrugerombudsmanden som led i sit tilsyn anvende markedsføringsloven, medmindre andet følger af lovgivningen

Forbrugerombudsmandens tilsyn udøves i øvrigt efter reglerne i markedsføringsloven, herunder bekendtgørelse om Forbrugerombudsmandens virksomhed. Det fremgår af bekendtgørelsen bl.a., at Forbrugerombudsmanden ikke er forpligtet til at behandle klager vedrørende de i stk.1 nævnte regler, men har adgang til at prioritere hvilke klager, han vil behandle.

Efter stk. 2 vil Forbrugerombudsmanden kunne kræve alle oplysninger, som findes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lovs bestemmelser. Det vil som udgangspunkt gælde hos alle aktører, der er involverede i gennemførelsen af de betalingstjenester, som er omfattet af Forbrugerombudsmandens tilsyn.

Efter stk. 3 foreslås det, at kan en ændring af forhold, som strider mod de i stk. 1 opregnede bestemmelser, ikke ske ved forhandling, kan Forbrugerombudsmanden udstede påbud herom. Den, som påbudet retter sig imod, kan forlange påbudet indbragt for domstolene af Forbrugerombudsmanden. En anmodning skal fremsættes skriftligt overfor Forbrugerombudsmanden inden 4 uger efter, at påbudet er meddelt. Forbrugerombudsmanden skal herefter indbringe sagen for domstolene inden 1 uge. Bestemmelsen svarer til markedsføringslovens § 27, stk. 3.

Overtrædelse af et påbud udstedt i medfør af stk. 3 er strafbelagt, jf. § 107, stk. 3.

Efter forslaget til stk. 4 kan retten bestemme, at indbringelse af et påbud for domstolene har opsættende virkning.

Af det foreslåede stk. 5 følger, at Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Af stk. 6 følger det, i lighed med hvad der gælder efter lov om finansiel virksomhed § 348, stk. 1, 3. pkt., at Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål efter reglerne i retsplejelovens § 23 a. Hermed sikres det, at Forbrugerombudsmanden også på betalingstjenesteområdet får mulighed for at føre et gruppesøgsmål, for eksempel i tilfælde hvor der er opkrævet et ulovligt gebyr, eller hvor en betalingstjenesteudbyder systematisk har tilsidesat reglerne om valør og dermed påført kunderne et tab.

Bestemmelsen i stk. 7 fastslår, at samarbejdet med udenlandske myndigheder om dataspørgsmål skal varetages af Datatilsynet, som herved kan benytte de i forvejen etablerede kontakter med udenlandske datatilsyn.


Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan kræve alle oplysninger, som findes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under denne lovs bestemmelser.

Stk. 3. Kan en ændring af forhold, som strider mod de i stk. 1 opregnede bestemmelser, ikke ske ved forhandling, kan Forbrugerombudsmanden udstede påbud herom. Et påbud kan af den, påbuddet retter sig mod, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes skriftligt over for Forbrugerombudsmanden, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Forbrugerombudsmanden skal inden 1 uge efter modtagelse af anmodningen indbringe sagen for retten i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 4. Retten kan bestemme, at indbringelse af et påbud for domstolene har opsættende virkning.

Stk. 5. Forbrugerombudsmandens afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 6. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.

Stk. 7. Datatilsynet varetager efter bestemmelserne i § 64 i lov om behandling af personoplysninger i samråd med Forbrugerombudsmanden samarbejdet med udenlandske myndigheder.

[ Konkurrencestyrelsens tilsyn ] § 98. Konkurrencestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af §§ 40 og 77-81 samt artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og kan i den forbindelse udstede de fornødne påbud, herunder påbud om,

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 98

I stk. 1 foreslås det, at tilsyn og indgrebsmuligheder efter §§ 78-81 placeres hos Konkurrencestyrelsen på tilsvarende vis, som det hidtil har været tilfældet med tilsynet med lov om visse betalingsmidler § 14, § 15 og § 16.

Det foreslås, at Konkurrencestyrelsens mulighed for at give påbud til opfyldelsen af §§ 78-81 skal videreføres uændret. Dette medfører, at et påbud efter § 98 kan ske i form af priser eller avancer, der ikke må overskrides eller ved fastsættelse af bestemte kalkulationsregler ved beregning af priser og avancer. Bestemmelsen giver således mulighed for, at der kan fastsættes kalkulationsregler, som medfører, at de enkelte virksomheder på betalingskortmarkedet får tilskyndelse til at forbedre effektiviteten.

Endvidere forslås det i stk. 2, at Konkurrencestyrelsens hjemmel til at indhente alle nødvendige oplysninger for tilsynet med §§ 78-81 videreføres uændret. Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 17, idet det bemærkes, at det er Konkurrencestyrelsen selv, der skønner hvilke oplysninger, der er nødvendige for styrelsens tilsyn efter § 98.

Det fremgår modsætningsvist af stk. 3, at Konkurrencestyrelsens anmodning om oplysninger, jf. stk. 2, ikke kan indbringes for Konkurrenceankenævnet. Den endelige afgørelse af tvister vedrørende nødvendigheden af oplysninger henhører under domstolene.

Det anses imidlertid for hensigtsmæssigt, at Konkurrencestyrelsens afgørelser efter stk. 1, fortsat skal være undergivet rekurs til Konkurrenceankenævnet efter de regler, der gælder for klager over Konkurrencerådets afgørelser.

Det følger af stk. 4, at Konkurrencestyrelsen afgørelser efter stk. 1, fortsat skal kunne påklages til Konkurrenceankenævnet af den afgørelsen retter sig til, eller den som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

Det forslås videre, at bestemmelsen i stk. 5 om, at klager over afgørelser truffet af Konkurrencestyrelsen eller Konkurrenceankenævnet kan tillægges opsættende virkning, bibeholdes.

Da tilsynet efter stk. 1 i vidt omfang svarer til konkurrencelovens regulering af virksomheder med en dominerende stilling efter konkurrenceloven, er det fundet hensigtsmæssigt og konsekvent fortsat at regulere offentlighedsspørgsmålet, jf. forslaget til stk. 6, på samme måde, som det er sket i konkurrenceloven. Bestemmelsen er dog konsekvensændret, så den svarer til den gældende bestemmelse i konkurrenceloven.

Ved at gøre dette sikres det, at virksomheder ikke behandles forskelligt i sager, der i vidt omfang må forventes at indeholde de samme typer information. Praksis efter konkurrenceloven vil derfor være vejledende for fortolkningen.

Stk. 7 og 8 forslås videreført uændret i forhold til lov om visse betalingsmidler § 21. Disse bestemmelser vedrører muligheden for offentliggørelse af Konkurrencestyrelsen afgørelser efter stk. 1.

Ligeledes forslås det, at stk. 9 videreføres uændret. Bestemmelsen forpligter økonomi- og erhvervsministeren til hvert andet år at afgive en rapport om forholdene på betalingskortmarkedet til Folketinget. Konkurrencestyrelsen varetager sekretariatsfunktionen for ministeren i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten.

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 459 af 10. juni 2003 om ændring af lov om visse betalingsmidler, som fremsat den 30. april 2003, Folketingstidende 2002-03, Tillæg. A 6825 ff., at økonomi- og erhvervsministeren skulle afgive sin første rapport den 1. januar 2006. Ministeren har afgivet en rapport medio januar 2008. Der foreslås, at rapporterne fremover skal foreligge omkring 1. april, således at næste rapport skal forelægge omkring 1. april 2010.


1) at vilkår for adgang til betalingssystemer for udbydere af betalingstjenester skal ændres,

2) at angivne priser og avancer ikke må overskrides, og

3) at der ved beregningen af priser og avancer skal anvendes bestemte kalkulationsregler.

Stk. 2. Konkurrencestyrelsen kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for styrelsens virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold er omfattet af §§ 40 og 77-81 samt artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Stk. 3. Konkurrencestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan indbringes for Konkurrenceankenævnet. Konkurrencelovens § 20 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Klager efter stk. 3 kan indbringes af

1) den, afgørelsen retter sig til, eller

2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen.

Stk. 5. Klager over afgørelser efter stk. 3 kan af Konkurrencestyrelsen eller Konkurrenceankenævnet tillægges opsættende virkning.

Stk. 6. Lov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager efter stk. 1. Dog finder § 4, stk. 2, i lov om offentlighed i forvaltningen tilsvarende anvendelse på sager efter stk. 1. 1. og 2. pkt. gælder tillige, når oplysninger tilvejebragt efter stk. 2 er videregivet til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 7. Konkurrencestyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan offentliggøres, jf. dog stk. 8.

Stk. 8. Ved offentliggørelse efter stk. 7 kan oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt drifts- og forretningshemmeligheder, ikke offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.

Stk. 9. Økonomi- og erhvervsministeren afgiver hvert andet år en rapport om forholdene på betalingskortmarkedet til Folketinget. Konkurrencestyrelsen varetager sekretariatsfunktionen for ministeren i forbindelse med udarbejdelse af rapporten.

[ Konkurrencestyrelsens sanktionsmuligheder (tvangsbøder) ] § 99. Konkurrencestyrelsen kan pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder til den, der undlader at

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 99

Det foreslås i § 99, at videreføre Konkurrencestyrelsens mulighed for at anvende tvangsbøder over for virksomheder, der ikke efterkommer styrelsens anmodning om at afgive oplysninger, eller som ikke efterkommer et påbud. Bestemmelsens indhold er uændret, men er af lovtekniske grunde nyaffattet.


1) give de oplysninger, som Konkurrencestyrelsen kan kræve efter § 98, stk. 2, eller

2) efterkomme et påbud meddelt efter § 98, stk. 1.

[ Fordeling af omkostninger til administration af loven ] § 100. Omkostninger ved Forbrugerombudsmandens og Konkurrencestyrelsens administration af denne lov pålægges udbydere af betalingsinstrumenter, jf. § 6, nr. 9, udbydere af betalingstjenester, der er omfattet af bilag 1, nr. 7, og udbydere af betalingssurrogater, jf. kapitel 10, i forhold til omsætningen.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 100

Bestemmelsen i stk. 1 fastsætter, at omkostninger ved Forbrugerombudsmandens og Konkurrencestyrelsens administration af denne lov pålignes udbydere af betalingsinstrumenter, jf. § 6, nr. 9, og udbydere af betalingstjenester, der er omfattet af bilag 1, nr. 7, samt udbydere af betalingssurrogater, jf. kapitel 10 i forhold til omsætningen.

Efter stk. 2 kan økonomi- og erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om gebyrets fastsættelse og om Forbrugerombudsmandens og Konkurrencestyrelsens opkrævning heraf.


Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelse af betalingen og om Forbrugerombudsmandens og Konkurrencestyrelsens opkrævning heraf.

§ 101. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation, herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og den offentlige forvaltning på den anden side samt om opbevaring af information.

Kapitel 10

Betalingssurrogater

[ Betalingssurrogater ] definition § 102. Ved betalingssurrogater forstås i dette kapitel følgende elektroniske systemer, i det omfang de kan benyttes til at erhverve varer eller tjenesteydelser, uden at det udgør en betalingstjeneste:

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 102

Forslaget til stk. 1 definerer, hvilke betalingssurrogater, der er omfattet af kapitel 10. Bestemmelsen er udformet med udgangspunkt i definitionen af et betalingsmiddel i lov om visse betalingsmidler. Der er dog foretaget visse ændringer for at understrege, at begrebet betalingssurrogater kun omfatter visse af de betalingsmidler, der er omfattet af den nuværende lov om visse betalingsmidler. Det understreges således, at det er en betingelse for, at der foreligger et betalingssurrogat, at dette ikke samtidig udgør en betalingstjeneste, som er omfattet af lovforslagets bilag 1.

De betalingssurrogater, der er omfattet af kapitel 10, inddeles i 3 elektroniske systemer. De er dog kun omfattet af kapitel 10 i det omfang de kan benyttes til at erhverve varer eller tjenesteydelser, uden at det udgør en betalingstjeneste efter bilag 1. Det drejer sig om følgende systemer:

1) Kort og andre fysiske legitimationsmidler, som er knyttet til bestemte brugere og som er beregnet til elektronisk aflæsning.

2) Koder og biometriske værdier, som er beregnet til at legitimere brugeren.

3) Elektronisk registrerede fordringer, som udsteder er forpligtet til at indfri på brugers anmodning.

De betalingssurrogater, der er defineret i nr. 1 og 2, har det fællestræk, at de er udstedt til bestemte brugere, dvs. til en bestemt fysisk eller juridisk person. Det vil sige, at de alene må benyttes af den, de er udstedt til, eller af de personer, der er ansat i den pågældende virksomhed. De i nr. 1 og 2 nævnte betalingsmidler indebærer således, at brugeren legitimerer sig over for det elektroniske system.

Nr. 1 omfatter kort og andre fysiske legitimationsmidler, som er knyttet til bestemte brugere, og som er beregnet til elektronisk aflæsning. Det er for eksempel SIM-kort, 10-tursklippekort og e-billetter, hvor der opnås fordring på en bestemt rejse, samt bonuskort. Hvis sådanne korttyper m.v. ikke er knyttet til bestemte brugere, vil de typisk være omfattet af nr. 3, dvs. en elektronisk registreret fordring, som udsteder er forpligtet til at indfri på brugers anmodning.

Mens SIM-kort er et betalingssurrogat, er fastnettelefoni derimod ikke omfattet af definitionen på et betalingssurrogat.

Forslaget finder ikke anvendelse på traditionelle, forudbetalte papirklippekort til for eksempel trafikmidler, på checks, veksler eller kontanter.

Traditionelle hævekort, konto-, kredit- og købekort, som er beregnet til fysisk eller elektronisk aflæsning falder typisk ikke ind under denne bestemmelse, fordi der herved sker betaling med penge. I disse tilfælde vil der være tale om en betalingstjeneste omfattet af bilag 1 til lovforslaget. Bestemmelsen finder derimod anvendelse, hvor den betaling, som kortet formidler, ikke erlægges i form af penge, men i fordringer på for eksempel andre varer og tjenester. Som eksempel kan nævnes et kort, hvor indkøb betales med egne produkter.

Under nr. 2 hører for eksempel internet-butikker, hvor brugeren legitimerer sig over for butikken med en kode, såfremt der ikke hermed sker en betalingstjeneste omfattet af lovforslagets bilag 1. Som eksempel på et betalingssurrogat omfattet af nr. 2 kan nævnes det tilfælde, hvor en kode anvendes til legitimering af kunden over for en internetbutik, når kunden vil erhverve varer i internetbutikken. Når kunden har legitimeret sig ved brug af koden, er det muligt for forretningen efterfølgende at fremsende en regning til kunden.

Giver en kode alene adgang til en funktion, for eksempel en database, men uden at der i denne forbindelse sker en afregning for brugen, vil dette system ikke falde ind under lovforslagets område. Det vil dog være tilfældet, hvor koden ikke alene giver adgangen, men også benyttes til en debitering af brugeren, for eksempel for den tidsperiode systemet anvendes.

Til nr. 3 hører de såkaldte elektroniske fordringer, som ikke er knyttet til en individualiseret konto. Typisk vil der være tale om forudbetalte kort, som for eksempel et telefonkort. Der kan også være tale om elektroniske fordringer, som er lagret på en computer. Kravet om, at fordringen skal være registreret elektronisk, udelukker en række forudbetalte produkter som flaskepant og klippekort fra lovens anvendelsesområde.

Indtil de elektroniske fordringer anvendes, kan betaleren opbevare fordringerne på for eksempel sin computer eller på en chip. Denne chip kan være placeret i et kort, i et ur eller en hvilken som helst anden fysisk genstand.

De elektroniske fordringer kan omfatte alle de ydelser, der er beskrevet ovenfor. Det er efter denne bestemmelse også en betingelse, at der ikke foreligger en betalingstjeneste.

Hvis der udstedes chipkort med flere af hinanden uafhængige funktioner, som for eksempel et betalingsinstrument, et legitimationskort, og et klippekort, vil alene klippekortsfunktionen være omfattet af dette kapitel. Betalingsinstrumentet vil derimod være reguleret af lovforslagets øvrige kapitler.

Definitionen af et forudbetalt betalingssurrogat i stk. 2 tager udgangspunkt i, at surrogatet - før en anvendelse kan ske - skal erhverves (købes) eller stilles vederlagsfrit til rådighed for brugeren af udstederen, eller at brugeren af udstederen har fået forhøjet surrogatets værdi. Det er kendetegnende for et forudbetalt betalingssurrogat, at fordringen ikke er registreret på en særlig konto, som har karakter af en egentlig indlånskonto, men blot en registrering af kundens tilgodehavende.


1) Kort og andre fysiske legitimationsmidler, som er knyttet til bestemte brugere, og som er beregnet til elektronisk aflæsning.

2) Koder og biometriske værdier, som er beregnet til at legitimere brugeren.

3) Elektronisk registrerede fordringer, som udsteder er forpligtet til at indfri på brugers foranledning.

Stk. 2. Ved forudbetalte betalingssurrogater forstås i dette kapitel betalingssurrogater, som brugeren kun kan anvende, i det omfang der forud for anvendelsen af betalingssurrogatet er sket indbetaling af midler, som registreres hos udbyderen som midler, brugeren kan disponere over, uden at der dog er tale om en indlånskonto, eller hvor brugeren vederlagsfrit har modtaget en sådan værdi eller har fået forhøjet betalingsmidlets værdi.

[ Krav om sikre og velfungerende betalingssurrogater ] § 103. Betalingssurrogater omfattet af dette kapitel skal være sikre og velfungerende.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 103

Forslaget indeholder en generalklausul, som i vidt omfang svarer til den nuværende lov om visse betalingsmidlers generalklausul. Bestemmelsen indebærer, at betalingssurrogater omfattet af lovforslagets kapitel 10 skal være sikre og velfungerende. Generalklausulen er først og fremmest rettet mod de erhvervsdrivende, der har ansvaret for betalingssurrogaterne, men generalklausulen har herudover en afsmittende virkning for Forbrugerombudsmandens tilsyn efter kapitlet, idet generalklausulen er med til at præcisere, hvad Forbrugerombudsmanden skal lægge vægt på i sit tilsyn.

Forslaget til bestemmelsen i stk. 1 har til formål at sikre, at betalingssurrogater, der er omfattet af kapitel 10 er sikre og velfungerende. Formålsbestemmelsen skal læses i sammenhæng med stk. 2, som opstiller nogle generelle principper, der skal iagttages ved indretningen og driften af betalingssurrogater.

Hovedsigtet med bestemmelsen er således, at der udbydes sikre og velfungerende betalingssurrogater, som kan anvendes uden større risici for økonomiske tab som følge af misbrug og fejl eller kompromittering af fortrolige oplysninger. Samtidig skal de udbudte betalingssurrogaters indretning og funktion være både hensigtsmæssig og driftssikker.

Generalklausulen skal sikre, at Forbrugerombudsmanden kan gribe ind, hvis sikkerheden ikke anses for betryggende, eller at en part ensidigt tilgodeser egne interesser. Ligeledes har bestemmelsen til formål at sikre, at de involverede parter gives rimelige vilkår, herunder at de har mulighed for at gennemskue vilkår og anvendelsesmuligheder, så de kan træffe nogle rationelle valg og vurdere sikkerheden og eventuelle risici.

Opstår der problemer i forhold til brugerne, er det naturligt, at Forbrugerombudsmanden primært henvender sig til udstederen, hvis Forbrugerombudsmanden finder, at et betalingsmiddel ikke lever op til lovens krav. Udstederen af et betalingssurrogat må formodes at være den, der har den klareste interesse i og største indflydelse på, at betalingssurrogatet fungerer korrekt. Har en udsteder overladt dele af driften til andre, må udstederen gennem sine aftaler med underleverandører sikre sig, at disse lever op til lovens krav.

Det er imidlertid ikke efter bestemmelsen udelukket, at Forbrugerombudsmanden kan stille krav til andre end udstederen og indløseren.

Forslaget til stk. 2 skal betragtes som en dynamisk målestok for de krav, der kan stilles til indretningen af betalingssurrogater. At målestokken er dynamisk betyder, at kravene må følge den teknologiske, lovgivningsmæssige og samfundsmæssige udvikling i øvrigt. Stk. 2 skal læses i sammenhæng med stk. 1.

I princippet skal der stilles samme krav til sikkerhed, kontroller m.v. ved alle betalingssurrogater.

Når Forbrugerombudsmanden skal vurdere, hvorledes tilsynsvirksomheden bedst tilrettelægges, vil det dog være naturligt, at Forbrugerombudsmanden tager hensyn til betalingssurrogatets udbredelse og de beløbsmæssige begrænsninger ved anvendelsen af betalingssurrogatet.

Generalklausulens grundlæggende principper er gennemsigtighed, frivillighed og beskyttelse mod misbrug. Bestemmelsens sigte er primært forbrugerbeskyttelse forstået bredt, således at der udover en varetagelse af forbrugernes interesser også skal tages behørigt hensyn til betalingsmodtageres interesser samt bredere samfundsmæssige interesser.

Frivillighedsprincippet i generalklausulen giver samtidig Forbrugerombudsmanden mulighed for at gribe ind, hvis brugernes valgmuligheder på urimelig måde begrænses, eller på anden måde indeholder en ubalance til skade for væsentlige forbruger- eller samfundsinteresser. Generalklausulens frivillighedsprincip medfører, at et betalingssurrogat kun må udleveres på brugerens anmodning, medmindre der er tale om fremsendelse af et betalingssurrogat til afløsning af et, som brugeren allerede har. Frivillighedsprincippet bør i øvrigt primært bruges, hvor en udsteder indretter eller markedsfører sit betalingssurrogat på en for brugerne utilbørlig eller ubalanceret måde.


Stk. 2. Der skal sikres brugerne af betalingssurrogater gennemsigtighed, frivillighed, beskyttelse mod misbrug samt fortrolighed om brugernes anvendelse af betalingssurrogatet. Der skal løbende træffes de juridiske, organisatoriske, driftsmæssige, tekniske og sikkerhedsmæssige foranstaltninger, som er nødvendige, for at betalingssurrogatet er sikkert og velfungerende.

[ Krav til forretningssted ] § 104. Udstedere skal have forretningssted her i landet, i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 104

Bestemmelsen angiver, at udstedere skal have forretningssted her i landet, i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område. Bestemmelsen viderefører § 5 i lov om visse betalingsmidler.

Bestemmelsen indebærer, at udstedere fra andre EU-lande eller andre lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område ikke skal have forretningssted her i landet. Udstedere fra øvrige tredjelande skal imidlertid have forretningssted her i landet, således at Forbrugerombudsmandens muligheder for at gribe ind forbedres, og således at brugeren kan sagsøge udstederen ved danske domstole, hvis der for eksempel opstår uenighed om udstederens ansvar over for brugeren.


[ Anmeldelsespligt: Udstedelse af betalingssurrogater ] § 105. Udstedelse af betalingssurrogater skal anmeldes til Forbrugerombudsmanden af udstederen. Et betalingssurrogat må ikke udstedes, før anmeldelse er sket.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 105

Det foreslås i stk. 1, at udstederne af betalingssurrogater, som ikke er betalingstjenester, fortsat skal anmelde deres betalingssurrogater.

Det foreslås i stk. 2, at anmeldelsen skal indeholde udsteders navn, forretningssted og selskabsform tillige med de oplysninger, som en udsteder skal udarbejde til brugerne efter lovforslagets § 47, stk. 4.

En anmeldelse sikrer, at Forbrugerombudsmanden bliver bekendt med de tilsynspligtige betalingssurrogater. Herved vil Forbrugerombudsmanden kunne danne sig et indtryk af betalingssurrogatet, og hvorledes det fungerer. Hvis Forbrugerombudsmanden har behov for yderligere oplysninger, kan Forbrugerombudsmanden straks eller senere indhente alle nødvendige oplysninger efter forslagets § 97, stk. 2. Forbrugerombudsmanden vil således altid kunne få alle relevante oplysninger, som er nødvendige for tilsynsvirksomheden.

Efter stk. 3 skal efterfølgende ændringer i anmeldte forhold tilsvarende anmeldes. Sker der ændringer i udsteders navn, adresse eller selskabsform, skal disse således anmeldes. Herudover skal der alene indgives en ændringsanmeldelse, når informationsmaterialet efter § 47, stk. 4 ændres. Ændringsanmeldelse vil da blot kunne ske ved at indsende dette materiale.

Det foreslås i stk. 4, at Forbrugerombudsmanden kan tillade eller påbyde fælles anmeldelse, hvis flere udstedere udbyder samme betalingssurrogat og anvender de i væsentligt omfang samme forretningsbetingelser.


Stk. 2. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om udsteders navn, forretningssted og selskabsform samt det i § 47, stk. 4, nævnte informationsmateriale.

Stk. 3. Ændringer i anmeldte forhold skal anmeldes, inden 8 dage efter at ændringen er sket.

Stk. 4. Udbyder flere udstedere samme betalingsinstrument, og anvender de i væsentligt omfang samme forretningsbetingelser, kan Forbrugerombudsmanden tillade eller påbyde fælles anmeldelse.

[ Tilsvarende anvendelse af regler ] § 106. § 39 s, § 47, stk. 4, 1. pkt., § 51, § 53, stk. 1, nr. 1 og 2, og §§ 62, 68, 70, 78-83 og 85 finder tilsvarende anvendelse på betalingssurrogater.

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår flg.:

Til § 106

Forslaget til § 106 bestemmer, at § 47, stk. 4, 1. pkt., § 51, § 53, stk. 1, nr. 1 og 2, §§ 62, 68, 70, 78-83 og 85 også finder anvendelse på betalingssurrogater. Herved opretholdes i det væsentligste den retstilstand, der i dag gælder for betalingssurrogater efter lov om visse betalingsmidler.

Forslaget til § 47, stk. 4, 1. led, bestemmer, at der gælder lempeligere oplysningskrav ved brug af mikrobetalingsinstrumenter. Udbyderen af betalingstjenester skal således uanset stk. 1 kun give betaleren oplysning om de vigtigste karakteristika ved betalingstjenesten, herunder den måde, hvorpå betalingsinstrumentet kan anvendes, ansvar, de opkrævede gebyrer samt andre væsentlige oplysninger, der er nødvendige for at træffe en informeret beslutning. Bestemmelsen svarer til lov om visse betalingsmidler § 7.

Forslaget til § 51 indeholder regler om adgang til at opsige en rammeaftale om betalingstjenester og svarer i vidt omfang til lov om visse betalingsmidler § 9. I modsætning til § 9 indeholder § 51 dog mulighed for at aftale en opsigelsesfrist på højest en måned.

Det bemærkes, at i det omfang sektorspecifik lovgivning indeholder bestemmelser om opsigelse, der afviger fra reglerne i § 51, jf. § 106, finder de sektorspecifikke regler anvendelse ud fra princippet om lex specialis.

Forslagets § 53, stk. 1, nr. 1-2, indeholder en bestemmelser, der svarer til kvitteringskravet i lov om visse betalingsmidler § 8.

§§ 62, 68 og 70 i lovforslaget svarer til hæftelses- og ansvarsreglerne i §§ 11 og 12 i lov om visse betalingsmidler, mens forslagets § 85 viderefører samme lovs § 13 om registrering og CPR-nummer.

§§ 78-83 omfatter dels gebyrbestemmelserne, dels forbuddet mod brug af Handle-all-cards regler samt regler for oplysning om valuta og gebyrer. Hovedparten af disse regler er overført fra lov om visse betalingsmidler og gælder i dag de for betalingsmidler, der er omfattet af lov om visse betalingsmidler.

Det foreslås i stk. 2, at § 62 og § 80, stk. 2-4, dog ikke gælder for forudbetalte betalingssurrogater, jf. § 102, stk. 2. Bestemmelserne i § 62 gælder dog for forudbetalte betalingssurrogater, hvis betalingssurrogatets værdi kan overstige 3.000 kr., eller hvis der er mulighed for en automatisk genopladning af betalingssurrogatet for brugers regning.

Bestemmelsen viderefører § 2 i lov om visse betalingsmidler.


Stk. 2. § 62 og § 80, stk. 2-4, gælder dog ikke for forudbetalte betalingssurrogater, jf. § 102, stk. 2. § 62 gælder dog for forudbetalte betalingssurrogater, hvis betalingssurrogatets værdi kan overstige 3.000 kr., eller hvis der er mulighed for en automatisk genopladning af betalingssurrogatet for brugers regning.

Kapitel 11

Straffebestemmelser

§ 107. Overtrædelse af §§ 2 og 2 a, § 7, stk. 1, 1. pkt., §§ 8 og 10, § 21, stk. 1 og 3, § 22, stk. 1, § 39, stk. 1-3, §§ 39 b og 39 d, § 39 k, stk. 2, § 39 l og § 39 r, stk. 1 og 2, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Stk. 2. Overtrædelse af § 18, stk. 3, § 21, stk. 2, nr. 1 og 2, § 23, stk. 1, § 24, 3. pkt., § 25, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, § 26, § 27, 1. pkt., § 28, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 30, stk. 1, § 31, stk. 1, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, § 32, stk. 1, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, § 39 h, § 39 k, stk. 1, 3 og 4, § 39 m, § 40, stk. 1, § 42, stk. 1, § 43, § 44, stk. 1 og 2, §§ 45-47, § 48, stk. 1, § 49, § 51, stk. 3, § 52, stk. 1, § 53, stk. 1 og 3, § 54, stk. 1, §§ 55 og 56, § 60, stk. 2, § 72, stk. 1, § 78, stk. 2, § 80, stk. 2 og 4-7, §§ 81-83, § 85, stk. 2-4, og § 105 samt artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk. 1, 3 og 4, artikel 6 og 7 samt artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 straffes med bøde.

Stk. 3. Undlader en udsteder af elektroniske penge at efterkomme påbud givet efter § 89 eller at meddele oplysninger efter § 87, stk. 1, straffes vedkommende med bøde.

Stk. 4. Undlader en udbyder at efterkomme påbud udstedt efter § 89, § 89 a, stk. 2 og stk. 3, 2. pkt., § 97, stk. 3, 1. pkt., eller § 98, stk. 1, 2. pkt., eller at meddele oplysninger efter § 87, stk. 1, § 97, stk. 2, eller § 98, stk. 2, straffes vedkommende med bøde.

Stk. 5. En udbyder, der i forhold, som er omfattet af § 98, stk. 1, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencestyrelsen eller Konkurrenceankenævnet eller fortier forhold af betydning for den pågældende sag, eller i forhold, der i øvrigt er omfattet af loven, meddeler Finanstilsynet urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde.

Stk. 6. I regler udstedt i medfør af loven kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.

Stk. 7. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 8. Forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser eller regler udstedt i medfør af loven er 5 år.

§ 108. Den, der driver virksomhed omfattet af denne lov eller medvirker hertil, kan ved dom for strafbart forhold frakendes retten til fortsat at drive den pågældende virksomhed eller til at drive den under visse former eller til at medvirke hertil, såfremt det udviste forhold begrunder nærliggende fare for misbrug ved udøvelse af virksomheden. Straffelovens § 79, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Påstand om frakendelse efter stk. 1 nedlægges af anklagemyndigheden efter anmodning fra Finanstilsynet.

Stk. 3. Den, der driver virksomhed, der er omfattet af denne lov, hvortil retten er frakendt vedkommende i medfør af stk. 1, eller som i sin virksomhed lader nogen, som er frakendt retten hertil, medvirke ved virksomhed som nævnt i stk. 1, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 131.

Kapitel 12

Ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.

§ 109. Loven træder i kraft den 1. november 2009.

Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden ophæves lov om visse betalingsmidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 259 af 28. marts 2008.

Stk. 3. Bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af lov om visse betalingsmidler, opretholdes, indtil de ophæves eller erstattes af bekendtgørelser udstedt i medfør af denne lov.

Stk. 4. Juridiske personer, der inden den 25. december 2007 har påbegyndt virksomhed, som efter lovens ikrafttræden vil kræve tilladelse som betalingsinstitut, kan fortsætte denne virksomhed her i landet uden tilladelse indtil den 30. april 2011.

Stk. 5. Uanset stk. 1 kan juridiske personer allerede fra den 1. juli 2009 indgive ansøgning til Finanstilsynet om tilladelse til at udøve virksomhed som betalingsinstitut fra den 1. november 2009.

Stk. 6. Virksomheder, der inden den 25. december 2007 har påbegyndt virksomhed omfattet af § 38, kan fortsætte denne virksomhed uden tilladelse indtil den 25. december 2010.

Stk. 7. Den i § 75, stk. 1, anførte frist kan for grænseoverskridende betalinger indtil den 1. januar 2012 forlænges til højst 3 arbejdsdage ved aftale mellem betaleren og dennes betalingstjenesteudbyder. For papirbaserede betalingstransaktioner kan fristen i 1. pkt. forlænges med endnu 1 arbejdsdag.

Stk. 8. Ændringer i eksisterende aftaler, vilkår m.v., der har til formål at bringe disse i overensstemmelse med kravene til en rammeaftale, jf. § 48, stk. 1, og som skal træde i kraft senest den 1. november 2009, kan uanset modstående aftale gennemføres ved at varsle ændringen med 1 måneds varsel. Ændringer til gunst for brugeren kan dog gennemføres uden varsel. § 47, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på ændringer efter 1. og 2. pkt. Hvis brugeren ikke kan godkende ændringerne i rammeaftalen, der er til ugunst for vedkommende, skal vedkommende meddele udbyderen dette inden datoen for ændringernes ikrafttræden. Varsling efter 1. pkt. skal indeholde oplysning om det i 3. pkt. nævnte forhold.

§ 110. I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 897 af 4. september 2008, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 133 af 24. februar 2009, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF af 5. september 2007 om ændring af Rådets direktiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF, 2004/39/EF, 2005/68/EF og 2006/48/EF, hvad angår procedurereglerne og kriterierne for tilsynsmæssig vurdering af erhvervelser og forøgelse af kapitalandele i den finansielle sektor, (EU-Tidende 2007 nr. L 247, s. 1) (kapitalandelsdirektivet)« til: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/44/EF af 5. september 2007 om ændring af Rådets direktiv 92/49/EØF og direktiv 2002/83/EF, 2004/39/EF, 2005/68/EF og 2006/48/EF, hvad angår procedurereglerne og kriterierne for tilsynsmæssig vurdering af erhvervelser og forøgelse af kapitalandele i den finansielle sektor (kapitalandelsdirektivet), (EU-Tidende 2007 nr. L 247, s. 1) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (betalingstjenestedirektivet), (EU-Tidende 2007 nr. L 319, s. 1)«.

2. I § 361, stk. 1, indsættes som nr. 24 og 25:

»24) Betalingsinstitutter, jf. lov om betalingstjenester, betaler 60.000 kr. årligt.

25) Virksomheder med begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. lov om betalingstjenester, betaler 6.000 kr. årligt.«

3. Bilag 1, nr. 3 og 4, affattes således:

»3) Betalingstjenester som omfattet af bilag 1 i lov om betalingstjenester.

4) Udstedelse og administration af andre betalingsmidler (for eksempel rejsechecks og bankveksler), i det omfang denne aktivitet ikke er dækket af nr. 3.«

4. Bilag 2, nr. 4 og 5, affattes således:

»4) Betalingstjenester som omfattet af bilag 1 i lov om betalingstjenester.

5) Udstedelse og administration af andre betalingsmidler (for eksempel rejsechecks og bankveksler), i det omfang denne aktivitet ikke er dækket af nr. 4.«

§ 111. Lov nr. 237 af 21. april 1999 om grænseoverskridende pengeoverførsler ophæves.

§ 112. I lov nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler foretages følgende ændring:

1. I § 9 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Ved indgåelse af en forbrugeraftale om fjernsalg af en finansiel tjenesteydelse, der er omfattet af lov om betalingstjenester, skal forbrugeren have de oplysninger, der følger af § 13, stk. 1, jf. § 11, stk. 1, nr. 3-7, samt § 13, stk. 1, nr. 3-5 og 8. For så vidt angår oplysningskravet i § 11, stk. 1, nr. 3, skal der alene gives oplysninger om, at der kan være andre afgifter eller omkostninger, der ikke betales af den erhvervsdrivende eller pålægges af denne. Endvidere finder §§ 43, 44, 47 og 48 i lov om betalingstjenester anvendelse.«

§ 113. I lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, jf. lovbekendtgørelse nr. 442 af 11. maj 2007, som ændret ved § 1 i lov nr. 512 af 17. juni 2008 og § 10 i lov nr. 517 af 17. juni 2008, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 1, nr. 11, affattes således:

»11) Virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med valutaveksling.«

2. Bilag 1, nr. 4, affattes således:

»4) Betalingstjenester som omfattet af bilag 1 i lov om betalingstjenester.«

§ 114. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 1273 af 16. december 2009 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 11

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2010, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. (Udeladt)

§ 12

(Udeladt)

§ 13

Stk. 1. §§ 1, 2, 4-6, 8 og 10 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 1, 2, 4, 5 og 8 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 1, 2, 4-6 og 8 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.


Lov nr. 579 af 1. juni 2010 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 21

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2010, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. (Udeladt)

Stk. 4. (Udeladt)

Stk. 5. (Udeladt)

Stk. 6. (Udeladt)

Stk. 7. (Udeladt)

§ 22

Stk. 1. §§ 1-12 og 14-20 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 1-9, 12 og 14-20 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 1, 3-6, 9 og 14-20 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.


Lov nr. 718 af 25. juni 2010 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 55

Stk. 1. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Stk. 2. (Udeladt)

Stk. 3. (Udeladt)

Stk. 4. (Udeladt)

Stk. 5. (Udeladt)

Stk. 6. (Udeladt)

Stk. 7. (Udeladt)

Stk. 8. (Udeladt)

Stk. 9. (Udeladt)

Stk. 10. (Udeladt)

§ 56

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. Lovens §§ 1, 4, 22, 23, 26, 29, 30 og 32 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. (Udeladt)


Lov nr. 1553 af 21. december 2010 indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:

§ 5

Loven træder i kraft den 30. april 2011.

§ 6

Stk. 1. Juridiske personer, der den 30. april 2011 udøver virksomhed, som efter lovens ikrafttræden vil kræve tilladelse efter § 39 a i lov om betalingstjenester og elektroniske penge som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, kan fortsætte denne virksomhed her i landet eller i et andet land inden for Den Europæiske Union uden tilladelse indtil den 30. oktober 2011. For disse juridiske personer gælder de hidtil gældende regler i den mellemliggende periode.

Stk. 2. Juridiske personer, der den 30. april 2011 udøver virksomhed omfattet af § 39 p i lov om betalingstjenester og elektroniske penge som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, kan fortsætte denne virksomhed uden tilladelse indtil den 30. april 2012.

§ 7

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Lovens §§ 1-3 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland og Færøerne med de afvigelser, som de grønlandske og færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. (Udeladt).

Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 26. april 2011

Brian Mikkelsen

/ Ulrik Nødgaard


Bilag 1

Betalingstjenester

1. Tjenester, der muliggør, at kontantbeløb placeres på en betalingskonto, og alle transaktioner, der er nødvendige for drift af en betalingskonto.

2. Tjenester, der muliggør kontanthævninger fra en betalingskonto, og alle transaktioner, der er nødvendige for drift af en betalingskonto.

3. Gennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsel af midler til en betalingskonto hos brugerens udbyder eller hos en anden udbyder:

a) Gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer,

b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort el.lign.,

c) gennemførelse af kredittransaktioner, herunder stående ordrer.

4. Gennemførelse af betalingstransaktioner, når midlerne er dækket af en betalingstjenestebrugers kreditfacilitet:

a) Gennemførelse af direkte debiteringer, herunder direkte engangsdebiteringer,

b) gennemførelse af betalingstransaktioner via et betalingskort el.lign.,

c) gennemførelse af kredittransaktioner, herunder stående ordrer.

5. Udstedelse eller indløsning af betalingsinstrumenter.

6. Pengeoverførselsvirksomhed.

7. Gennemførelse af betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion meddeles ved hjælp af alle former for telekommunikations-, digital- eller it-udstyr og betalingen sker til den operatør, der driver kommunikationssystemet eller netværket, og som kun agerer som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser.


Bilag 2

Opgørelse af krav til betalingsinstitutters basiskapital, jf. § 13, stk. 1, nr. 2

1. Beregningsmetoder

Metode A

Beregningsgrundlag: Instituttets faste omkostninger.

Betalingsinstituttets basiskapital skal udgøre et beløb, der mindst svarer til 10 pct. af de faste omkostninger for det foregående år.

Har betalingsinstituttet endnu ikke gennemført et helt års drift på datoen for beregningen, anvendes som grundlag for beregningen de faste omkostninger, der fremgår af virksomhedens estimater for det kommende år.

Metode B

Beregningsgrundlag: Instituttets betalingsvolumen.

Betalingsinstituttets basiskapital skal udgøre et beløb, der mindst er lig med summen af følgende elementer multipliceret med den omregningsfaktor k, der er defineret i punkt 2, hvor betalingsvolumenet (BV) repræsenterer 1/12 af det samlede beløb for de betalingstransaktioner, som betalingsinstituttet har gennemført i det foregående år:

a) 4,0 pct. af den pågældende del af BV indtil 5 mio. euro plus

b) 2,5 pct. af den pågældende del af BV over 5 mio. euro indtil 10 mio. euro plus

c) 1 pct. af den pågældende del af BV over 10 mio. euro indtil 100 mio. euro plus

d) 0,5 pct. af den pågældende del af BV over 100 mio. euro indtil 250 mio. euro plus

e) 0,25 pct. af den pågældende del af BV over 250 mio. euro.

Har virksomheden endnu ikke gennemført et helt års drift på datoen for beregningen, anvendes som grundlag 1/12 af det samlede beløb for de betalingstjenester, som fremgår af virksomhedens estimater for det kommende år.

Metode C

Beregningsgrundlag: Instituttets nettoindtægter.

Betalingsinstituttets basiskapital skal udgøre et beløb, der mindst er lig med summen af følgende elementer multipliceret med den omregningsfaktor, som er defineret i punkt 2:

a) 10 pct. af den pågældende del af den relevante indikator indtil 2,5 mio. euro plus

b) 8 pct. af den pågældende del af den relevante indikator fra 2,5 mio. euro indtil 5 mio. euro plus

c) 6 pct. af den pågældende del af den relevante indikator fra 5 mio. euro indtil 25 mio. euro plus

d) 3 pct. af den pågældende del af den relevante indikator fra 25 mio. euro indtil 50 mio. euro plus

e) 1,5 pct. af den pågældende del af den relevante indikator over 50 mio. euro.

Den relevante indikator udgøres af summen af renteindtægter, renteudgifter, modtagne provisioner og gebyrer samt andre driftsindtægter. Hvert element medtages i summen med positivt eller negativt fortegn. Indtægter fra henholdsvis ekstraordinære og usædvanlige poster medregnes ikke. Udgifter til outsourcing af tjenester, der leveres af tredjepart, kan medregnes, hvis disse udgifter er opkrævet af en virksomhed med hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Den relevante indikator beregnes over det foregående år. Har betalingsinstituttet endnu ikke gennemført et helt års drift på datoen for beregningen, anvendes som grundlag for beregningen de nettoindtægter, der fremgår af instituttets estimater for det kommende år.

Basiskapitalen skal dog mindst udgøre et beløb, der beregnes i overensstemmelse med denne metode, hvor den relevante indikator udgør 80 pct. af gennemsnittet for de forudgående 2 år, hvis instituttet har gennemført 2 års drift eller mere, og for de foregående 3 år, hvis selskabet har gennemført 3 års drift eller mere.

2. Omregningsfaktor

Den omregningsfaktor k, der anvendes ved metode B og C, fastsættes til:

a) 0,5, hvis betalingsinstituttet kun udbyder den betalingstjeneste, der er anført i bilag 1, punkt 6.

b) 0,8, hvis betalingsinstituttet kun udbyder den betalingstjeneste, der er anført i bilag 1, punkt 7.

c) 1, hvis betalingsinstituttet udbyder en af de betalingstjenester, der er anført i bilag 1, punkt 1-5.

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (betalingstjenestedirektivet), EU-tidende 2007, nr. L 319, side 1, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF, EU-tidende 2009, nr. L 267, side. 7.