Studentum Logo

Home Artikler Jura Gratis købsaftale til brugte genstande
Gratis købsaftale til brugte genstande Udskriv Email
Skrevet af miol   
Mandag, 02 Maj 2011 20:53

 

Man kan spare mange penge ved at købe brugte ting. Men man risikerer også at blive snydt. For at minimere risikoen for uheldige oplevelser, har JURAPLEXUS udgivet en gratis købsaftaleblanket.

Fordelene ved at købe brugte ting kan være store - og måske særligt for din pengepung. I dag er det let at både købe og sælge brugte genstande over internettet. Annoncetjenester såsom Den Blå Avis og Gul og Gratis indeholder dagligt en masse gode tilbud. Samtidig skal man dog passe på, at man ikke bliver snydt.

For det første risikerer man at købe hælervarer. Man kan aldrig sikre sig helt imod dette, men kan dog bede om at få forevist en original kvittering. Køber man f.eks. en brugt bil, kan man desuden risikere at andre har foretaget udlæg eller har ejendomsforbehold i bilen. Derfor bør du altid først skaffe en bilbogsattest (se www.tinglysning.dk), for at sikre sig at andre ikke har pant i den bil du køber.

Derudover kan en lang række af problemer opstå, hvis man ikke er opmærksom nok i forbindelse med købet af brugte genstande. Selv om mundtlige aftaler er lige så bindende som skriftlige aftaler, kan de i praksis ofte være svære at bevise. Derfor må det anbefales at udarbejde en skriftlig købsaftale, der bl.a. beskriver den solgte genstand (herunder eventuelle serienumre mv.), den aftalte pris, aftalens parter mv. Hvis du som køber har særlige forventninger til genstandens stand eller egenskaber, kan det være en god idé at få disse forventninger skrevet ned i en aftale. Hvis du som sælger af en genstand er klar over, at der er visse fejl/mangler ved det solgte (det kan der jo ofte være, når man sælger noget brugt), bør du sørge for klart at oplyse køberen herom, så køberen ikke efterfølgende gør indsigelser gældende om disse fejl.

Sørg desuden for at have klare aftaler om, hvem betaler for fragten, hvornår der skal leveres osv. Vær særligt opmærksom på forhold, som kunne tyde på, at din sælger/køber ikke har rent mel i posen. Vil han eller hun f.eks. mødes et afsidesliggende sted eller kræver han at genstanden/pengene sendes, uden at du har nogen sikkerhed for at du selv modtager noget? Kan sælgeren fremvise en original kvittering? Og er han villig til at indgå en skriftlig aftale? Vil han benytte udenlandske tjenester (som f.eks. Western Union), kan der også være grund til bekymring.

Hvis du vil sørge for, at du får salgsgenstanden/dine penge er det sikreste at møde din aftalepart fysisk. Dermed foregår udvekslingen af vare og penge samtidig. Det kan også være en god idé at få oplysninger, som entydigt kan identificere den person du handler med. Et mobiltelefonnummer kan være svært at spore, mens et fastnetnummer giver dig større sikkerhed for, at kunne finde vedkommende igen.

For at imødegå de mest almindelige problemer ved køb og salg af brugte genstande, har vi udfærdiget en standardkøbsaftale, som kan downloades her på sitet. Blanketten kan naturligvis ikke tage højde for eller forhindre ethvert problem. Imidlertid er den et godt udgangspunkt ved mindre køb af løsøregenstande. Blanketten kan også anvendes som slutseddel ved f.eks. køb af brugte køretøjer/biler (alternativt kan du prøve FDM's gratis slutseddel, der er lidt mere detaljeret og målrettet bilkøb).

 
 

Meddelelser

Har du lyst til at bidrage med indhold til Juraplexus? Har du skrevet en artikel, som kan være interessant for jurister eller jurastuderende? Så kan du tage kontakt til Juraplexus. Vi søger altid indhold til siden og er altid åbne over for idéer til nye artikler. Har du f.eks. deltaget i processpil, været på udvekslingsophold eller vil du beskrive et emne fra en juridisk vinkel? Så skriv til os!