En række e-mails fra tiden omkring invasionen af Irak, er forsvundet fra Det Hvide Hus, og den amerikanske regering er fremkommet med modstridende oplysninger om de forsvundne e-mails. Det beretter den uafhængige, amerikanske forskningsenhed ved George Washington University, The National Security Archive.
I 2003 blev identiteten af den amerikanske efterretningsagent Valerie Plame, afsløret af Lewis "Scooter" Libby, seniorrådgiver for præsident Bush. Scooter Libby blev idømt fængselsstraf, en bøde på $ 250.000, samt 400 timers samfundstjeneste. Oplysningerne var angiveligt blevet lækket for at straffe Plames ægtefælle, Joseph Wilson, en prominent kritiker af Irakkrigen.
Under efterforskningen af sagen, kom det i 2006 frem at en række e-mails var forsvundet fra Det Hvide Hus. I 2007 kunne en talskvinde for Det Hvide Hus, Dana Perino, så bekræfte at man ikke kunne finde de pågældende e-mails. Angiveligt var baggrunden herfor problemer med et nyt emailarkiveringssystem.
National Security Archive har lagt sag an, for at bevare de e-mails som måtte kunne genoprettes. Nu siger Det Hvide Hus, at der ingen sikkerhedskopier findes og at det er umuligt at finde ud af hvilke harddiske er blevet brugt til at opbevare de pågælende e-mails.
"Det mest chokerende er, at hvis nogen i Det Hvide Hus slettede deres e-mails under invasionen af Irak, findes disse e-mails ikke på noget backupbånd," udtaler Tom Blanton, direktør for National Security Archive. |